Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Emanuel Balling

Oprindelig forfatter PLM

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Emanuel Balling, 13.12.1733-22.1.1795, forfatter, journalist. Tidlig forældreløs blev Emanuel Balling efter sin konfirmation skriverdreng på Gavnø og ca. 1760 fuldmægtig hos notarius publicus i Helsingør. Her forsøgte han sig uden held som eddikebrygger, fik så privilegium på et trykkeri hvorfra han 1767 i udgav Øresundske Skipperlister der næste år udvidedes til ugebladet Helsingøers Adresse-Contors nye Efterretninger med udenlandske nyheder og underholdningsstof. Han oprettede en skrivestue og udgav den første i rækken af sine oversættelser af Edward Young. Da intet af alt dette kunne skaffe ham udkommet – hvad han redeligt og troskyldigt meddelte i sin afskedsartikel – tog han 1771 til København hvor han efterhånden satte sin store flid, foretagsomhed og evne til sympati ind på mangfoldige litterære og filantropiske opgaver.

Hverken hans selvstændige digtning af følsom og belærende art (digtet Aarstiderne, 1772–85 nævnes endnu fordi det foranledigede et hvast epigram af Baggesen), hans oversættelser eller hans kortvarige periodiske skrifter (Litteraturens Paketbaad, 1777–79, Avis for Børn, 1779–82) ville dog kunne bevare mindet om ham; mest kendt i samtiden blev hans didaktiske fortælling Huusmoderen eller den værdige Lanboequinde, 1792 der prisbelønnedes af Landhusholdningsselskabet, uddeltes af regeringen i 1000 eksemplarer og oversattes til svensk. Derimod vil kulturhistorikeren stedse ty til ugebladet Kiøbenhavns Aftenpost hvis hovedbidragyder han var fra dets stiftelse 1772 til sin død; siden 1783, da udgiveren agent H. Holck døde, var han også af navn redaktør. Han skrev heri talløse betragtninger over og småskildringer (oftest i samtaleform) fra hovedstadens og landets nutidshistorie og dagligliv. Deres forbillede var den engelske Spectatorlitteratur, og er end afstanden litterært set overordentlig betegner de dog, stofrige og let læste som de er, en virkelig journalistisk nybegyndelse og påskønnedes også meget i den lavere middelstand.

Bladets agitation for godgørenhed og samfundsarbejde overførte Emanuel Balling til det praktiske liv. Han var blandt hovedmændene i Selskabet for Borgerdyd, 1785, var stifter af den første Realskole for Middelstandens Pigebørn, 1787, og da den ikke trivedes fik han til bedste for fattige pigebørns opdragelse oprettet Det søsterlige Velgørenhedsselskab. Emanuel Ballings almennyttige foretagender gav ham ofte personlige tab, og en sorgfri tilværelse opnåede han aldrig. Hans selvlærte præg som skribent og hans snaksomme, ofte naive og snusfornuftige ræsonnement, ikke mindst den idelige formanen til tarvelighed og dyd gjorde ham til et let bytte for hans samtids yngre kvikke hoveder og til en fabel for de senere romantikere. Sund sans manglede han dog ikke, og hans positive indsats har eftertiden villigt anerkendt.

Annonce

Familie

Emanuel Balling blev født i Præstø, død i København (Nic), begravet samme sted (Assistens kirkegård). Forældre: købmand Jørgen Jensen Balling (ca. 1699–1743, gift 2. gang 1737 med Anna Magdalene Dreyer, ca. 1705–43) og Bolette (Bodil) Cathrine Amunds (Ammonsdatter) (ca. 1699–1736). Gift 13.7.1763 i Helsingør (Skt. Olai) med Mette Marie Enghaven, døbt 2.5.1736 i Kbh. (Holmens), begr. 6.2.1793 sst. (Nic), datter af skriverkarl, senere postmester og vicerådmand i Helsingør Andreas Jacob Enghaven (død 1764, gift 2. gang 1755 med Catharine Margrethe Bondo, død 1818, enke efter løber ved toldkammeret Cordt Buck, død 1754) og Anna Cathrine Wolf (død 1753).

Ikonografi

Maleri af E. Paulsen, 1791, og af Jens Juel, 1794 (?). Stik af Flint efter tegning af M.M. Henrichsen; træsnit efter denne.

Bibliografi

F. Thaarup: Den virksomme Emanuel Balling, 1795. H. Lund: Selskabet for borgerdyd, 1885. Th. Lang i Bog og nål II, 1895 210f 232f. G. Sinding i Nordstjernen 26.4.1896, tillæg. L. Pedersen: Helsingør i sundtoldstiden II, 1929 300.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul Læssøe Müller: Emanuel Balling i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286399