Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Einar Christiansen

Oprindelige forfattere UAn og hast
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Einar Christiansen, Arne Einar Christiansen, 20.7.1861-25.9.1939, forfatter. Født i Kbh. (Holmens), død i Kbh., urne på Hellebæk kgd. De ydre begivenheder i C.s liv samler sig omkring det sted der også skulle blive brændpunktet for hans forfattervirksomhed: teatret. Efter at være blevet student 1878 fra Metropolitanskolen tog han, mere tilskyndet af andre end af egen fri vilje, fat på det teologiske studium. At blive præst lå ham fra begyndelsen fjernt; allerede som student debuterede han på Det kgl. teater (1880) med sit første skuespil Lindows Børn og efter at have afsluttet studierne med embedseksamen 1886 foretog han en halvandenårig rejse der førte ham langt ud over de sædvanlige dannelsesveje, helt til Egypten og Palæstina. Efter hjemkomsten til Kbh. beskæftigede han sig med lærervirksomhed, litterær journalistik og sit dramatiske forfatterskab. (1936 udsendte han Literaturkritik fra Halvfemserne, 1938 Teaterkritik fra Halvfemserne). Som journalist ydede han sin største indsats som redaktør af Illustreret Tidende (1892-99). Han samlede en af partierne uafhængig skare om sit blad - bl.a. Vald. Vedel og Vilh. Andersen - og holdt en kultiveret linie med klog forståelse af det traditionelle og åbent blik for det smagfuldtnye. Hans ledelse af Det kgl. teater i tiåret 1899-1909 blev ført efter de samme linier. Udadtil anlagde han en klog og behersket politik over for rigsdagen der aldrig blandede sig så lidt i teatrets anliggender som i hans direktørtid, og indadtil forstod han at skabe orden og sætte sig i respekt. Hans kunstneriske linie forbandt som hans redaktionelle på en smagfuld måde det traditionelle med det nye. Han skabte en række klassikerforestillinger - især Holberg - og Shakespearefremførelser - og indførte som nye navne i dansk teater Tolstoj og Gorki. Tre år efter afgangen fra nationalscenen blev han meddirektør for Folketeatret, en stilling han beklædte til 1924. I hele denne lange årrække sørgede han for at indflette lødige forestillinger mellem de lettere ting, hans vekslende meddirektører måtte sætte op af hensyn til den ikke-statsunderstøttede scenes økonomi. På Folketeatret blev også hans senere skuespil opført. Afslutningen på C.s direkte tilknytning til dansk teater blev perioden 1931-33, da han over 70 år gammel var kunstnerisk konsulent og iscenesætter for Det kgl. teater.

C. har således i flere perioder gjort en stor og aktiv indsats i dansk teater, men det er dog især gennem sit forfatterskab han har tilført skuepladsen værdier. Kun den kongelige direktørtid medførte en forbigående afbrydelse i hans flittige produktion som med operatekster løber op til omkring tredive bind. Fra det kultiverede hjem søgte han til læsningen og teatret, og da han selv skulle give sit bidrag til litteraturen og dramatikken fandt han lige så selvfølgeligt tilbage til hjemmet og dets tone. Hans første dramaer bringer essensen af den fine og stilfærdige københavner-kultur som havde sin blomstring i 80erne og 90erne. I den har han sine rødder og hvor han går ud over den, er det ikke for at søge et nyere samtidsstof eller andre kulturkredse, men for at søge ind i refleksionens og eftertankens fra virkeligheden frigjorte sfære. Hans digtning falder derfor ad to meget tydeligt adskilte linier: den borgerlige og realistiske som henter sit stof fra familiekredsen og det kultiverede Kbh. tæt omkring den1, og den "romantisk"-spekulative som søger de iuvirkelige, konstruerede kredse og områder for så uafhængigt som muligt at kunne reflektere over sit sjælelige - og absolut ikke sociale - problem. Den første række åbnedes med Lindows Børn, trykt 1881, og inden for samme miljø, embedsklassen og det højere borgerskab, udspilles stykkerne En Egoist, 1882, Frøken Bodil og hendes, Broder, 1888, Generationer, 1889, Annette, 1893, Mellem Brødre, 1896 og Modne Mænd, 1897. Til denne retning slutter sig også senere dramaer fra direktørtiden på Folketeatret Manden paa Højriis, 1915, Onkel Stephan, 1916, Skyldige i Kærlighed, 1921, Charites Portræt, 1922 o.fl. I disse borgerlige skuespil, der i teknik udspringer af'det Ibsenske drama, forsvarer C. -i det første med tydelig adresse til Et Dukkehjem - slægtssammenholdet og den traditionsrige familiekultur over for samtiden der også i tendens havde lært af Ibsen. Selv i sit realistiske drama peger C. således bort fra tendensskuespillets radikalisme, og ganske naturligt fulgte han derfor udviklingen i tiden og åbnede den anden linie i sit forfatterskab med Nero, 1885. Dette og de følgende skuespil Broder Rus, 1888, Peter Plus, 1890 og Letizia, 1891 er nyromantiske dramaer: historiske i emnevalg og for det meste i Drachmannske vers. Det sidste drama er utvivlsomt C.s betydeligste digterværk, men ikke så intimt som de følgende refleksionsdramaer. Denne "intime" række omfatter Cosmus, 1897 der i formen har lært af Tolstoj, Fædreland, 1910 og Thronfølger, 1913, de handler alle om den ensommes smerte over at være uforstået. Den publikumsgunst der har fulgt hans sceniske værker har ikke strakt sig til digtene Mine Sange, 1896 og Digte, 1927, mens hans romaner har haft en vis overlevelseskraft. Betydeligst er den store slægtshistorie Ottilie, 1925. Heri samt i de psykologiske romaner loppe. En ung Kvindes Historie, 1889 og Hjarl. En Ungdoms Historie, 1894 skildres indgående dén københavnske velstående overklasse, C. havde førstehåndskendskab til. Fra hans senere år stammer fortællingerne Mødre, 1935, den historiske Saltvandspræsten, 1936 og de reflekterende, essayistiske breve i Fra Skriftestolen, 1938. Et supplement til hans selvbiografiske skildringer findes i erindringerne Nogle Træk af mit Liv og af dansk Teaters Historie, 1930, fortsat med Det kongelige Teaters Skæbneaar 1931-35, 1935 der begge er af stor vigtighed for studiet af dansk teater. - C. var ejer af en af sin tids fineste bogsamlinger, beskrevet i essayene Om at samle paa Bøger, 1939.

Familie

Forældre: løjtnant, senere kommandør Asmus Eduard C. (1831-84) og Karen Margrethe (Kamma) Hvidt (1837-1924). Ugift. -Bror til Viggo C.

Annonce

Udnævnelser

Tit. professor 1909. R. 1903. DM. 1922.

Ikonografi

Træsnit 1896. Mal. af Brita Barnekow, 1898. Træsnit 1899. Mal. af V. Irminger, 1928 (Fr.borg). Tegn. af Marie Christensen f. Bache. Tegn. af Finn Bentsen, 1930 (Kgl. bibl.). Foto. Mal. af Finn Bentsen, 1936 (Det kgl. teater).

Bibliografi

Kilder. E.C. i Årbog for bogvenner III, 1919 1-8. E.C.: Nogle træk af mit liv, 1930. E.C: Om at samle på bøger samt causeri om mine bøger og mig selv, 1939 (m. bibliografi ved Peter Christiansen).

Lit. III. tid. 26.9.1909. Berl. tid. 9.12.1918. E. Munksgaard i Årbog for bogvenner Vil, 1923 160-64. Axel Broe i Tilskueren, 1936 II 19-26. Henning Kehler: Ud af trediverne, 1940 112-17. K. F. Plesner: Gode klerke, 1944 151-55. J. Kistrup i Berl. tid. 15.7.1961. Papirer pi, Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Uffe Andreasen, Hans Strange: Einar Christiansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288353