Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Edv. Erslev

Oprindelig forfatter MVahl
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Edv. Erslev, Edvard Erslev, 13.12.1824-1.1.1892, geografisk forfatter. Født i Jægersborg, død i Charlottenlund, begravet i Gentofte. E. blev student 1844, privat dimitteret, tog 1850 magisterkonferensen i naturhistorie og blev s.å. adjunkt i Roskilde. 1856 forflyttedes han til Århus hvor han 1869 blev overlærer, men s.å. tog han orlov på to år for at sysle med litterære arbejder, og 1871 tog han sin afsked. 1852 udgav E. Den danske Stats Geographie, en lærebog hvis system er det samme som han senere fulgte i sine geografiske lærebøger. 1855-57 udgav han Den danske Stat, en geografisk skildring med mange illustrationer. 1865 begyndte han udgivelsen af en række geografiske lærebøger som kom i talrige oplag og blev oversat på flere sprog. 1876 fattede han planen til og var medstifter af Det kgl. danske geografiske selskab og var derefter i ti år selskabets sekretær og redaktør af dets tidsskrift i hvilket han har skrevet mange afhandlinger. 1886 udgav han sit hovedværk Jylland. Studier og Skildringer til Danmarks Geografi, et arbejde med mange nye synspunkter og oplysninger. E. var medlem af en række udenlandske videnskabelige selskaber. – Tit. professor 1871.

Familie

Forældre: lærer og organist Poul Poulsen E. (1770-1859) og Anna (Ane) Wesberg (1781-1853). Gift 4.6.1853 i Roskilde (Frue) med Else Cathrine Hertz, født 1.7.1827 i Kirke Hvalsø, død 2.4.1885 i Kbh. (Johs.), d. af sognepræst i Kirke Hvalsø, senere ved Frue k. i Roskilde og konsistorialråd Hans Peter Boye H. (1793-1868, gift 1. gang 1819 med Marie Elisabeth Kornerup, 1794-1820) og Inger Bolette Borch (1800-84). – Far til Anna E. Bror til Emil E.

Udnævnelser

R. 1864. F.M.G. 1858.

Annonce

Ikonografi

Tegn. af Jacob Kornerup, 1859. Litografi 1867 og træsnit 1875, begge efter fotos. Foto.

Bibliografi

Breve i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
M. Vahl: Edv. Erslev i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289229