Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Edith Rode

Oprindelig forfatter SFab

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Edith Rode, 23.2.1879-3.9.1956, forfatter. Edith Rode har beskrevet sin opvækst i tre bind erindringsbilleder, Der var engang, 1951, Paa Togt i Erindringen, 1953, Paa Rejse i Livet, 1957. Til trods for at hun voksede op i det københavnske højborgerskab fik hun en meget alsidig opdragelse og gik i Erna Juel-Hansens eksperimenterende skole.

De indblik, som Edith Rode fik i forskellige miljøer har hun udnyttet i sit forfatterskab. I de tre bøger hun udgav under sit pigenavn, Misse Wichmann, 1901, Maja Engell, 1901 og Gold, 1902 har hun tegnet nogle skarpe billeder af bohemen, set gennem unge, borgerligt opdragne pigers nyfigne og forskræmte øjne. Mellem Maja Engell og Gold består der den forbindelse, at de kvindelige hovedpersoner har et forhold til den samme mand; Maja bliver efter fristelser fra kunstnerverdenen gift med lægen Anton Boye, og hovedpersonen Gudrun i Gold må på grund af sin ubeslutsomhed se ham blive gift med Maja. Det er et gennemgående træk i de tre romaner, at den kvindelige hovedperson møder op med et sæt af følelsesmæssige forventninger som mændene ikke kan honorere, et tema som hun deler med en række af sine kvindelige kolleger i samtiden. Romanerne tager yderligere en serie moralske og seksuelle spørgsmål op, herunder frigiditet. Deres tematik lægger sig i forlængelse af sædelighedsdebatten som varede ved langt op i 1900-tallet, men den erfaring og frimodighed som Edith Rode udviser er forbløffende, hendes unge alder og tidspunktet taget i betragtning.

Den følgende roman Tilfredse Hjerter, 1905, foregår, ligesom den senere, Grazias Kærlighed, 1919, i Italien. I Grazias Kærlighed benytter Edith Rode en teknik som hun havde udviklet i romanen Pige, 1914, og som hun også har brugt i adskillige noveller. Hun lader en kvinde fungere som tilskuer til en anden kvindes skæbne eller tilhører til hendes selvudlevering. Både i Pige og Grazias Kærlighed overværer fortælleren, at en begavet kvinde elsker en uværdig eller en mand, hvis livssyn ikke kan forenes med hendes. I Pige ender den ulykkelige kærlighedshistorie med selvmord, i Grazias Kærlighed med at titelpersonen til slut forenes med genstanden for sine følelser. Et bitema i de to italienske romaner er forskellene mellem nord og syd bl.a. i opfattelsen af kønsroller og kærlighed.

Annonce

Edith Rode skrev også dramatik og fik to stykker, Sejren, 1913 og De evige Glæder, 1920, opført på Dagmarteatret. Fra midten af 30'erne skrev hun en række hørespil til radioen, ligesom hun skrev to filmmanuskripter. Men Edith Rodes foretrukne genre blev fra 1913, hvor hun begyndte at skrive for Berlingske Tidende, novellen. Før det tidspunkt havde hun udgivet samlingerne Kvinde, 1908 og Af Kundskabens Træ –, 1912. Derefter udkom talrige bind; et udvalg af de bedste noveller er optrykt i Tidens Klo, 1949. De fleste af dem har erotik som tema og er koncentreret om en situation hvor en gammel konflikt tilspidses. I Drømmeskøgen (opr. i Af Kundskabens Træ) bekender en højtelsket hustru og mor på sit dødsleje over for sygeplejersken, at det eneste, hun hele livet har drømt om, er mænd, mænd .... Novellerne er ligesom romanerne skrevet med psykologisk forståelse, men også med en humor, som giver dem en egen lethed.

Edith Rode var meget berejst, hvilket både kommer til udtryk i romanerne John Piccolo arver 60 Millioner Dollar, 1932 og Mennesker i Mondo, 1935, begge oprindelig trykt som føljeton i Berlingske Tidende, og i rejsebøger fra Rom og Paris. Brugsgenren dyrkede Rode i en række kogebøger som også havde deres udspring i journalistikken. Ud over Berlingske Tidende var Edith Rode bidragyder til en skønsom blanding af litterære tidsskrifter, ugeblade, almanakker og samleværker. Bogen Livskunst uden Filosofi, 1948, som hører til de lærebøger i almindelige leveregler der især dyrkedes af kvindelige skribenter, kom ligesom mange andre af Edith Rodes bøger i talrige og store oplag. Men Rodes største indsats som journalist er redaktionen af værket Den gyldne Bog om danske Kvinder (1941), som dels indeholder et personleksikon over kvinder som på en eller anden måde havde gjort sig gældende i offentligheden, dels en række oversigtsartikler om forskellige sider af kvinders virkelighed, erhverv, husarbejde og politik. Bogen er et uvurderligt hjælpemiddel for enhver der vil studere dansk kvindehistorie.

Som så mange andre kvindelige forfatteres bærer Edith Rodes samlede produktion stærkt præg af levebrødsvirksomhed. Hendes skønlitterære virksomhed viser dog en alvor i det psykologiske og en omhu i sprogbehandlingen som hæver den over underholdningslitteraturen. Forfatterskabet har stedvis en koket og sødladen overtone som blev en del af det image Edith Rode blev solgt på. Men hun havde forståelse og interesse for tidens kvindepolitiske strømninger, samtidig med at hun havde en klar indsigt i de forhold af social, seksuel og psykologisk art som hindrede mange kvinder i at benytte de frigørelsesmuligheder som havde åbnet sig. – Ingenio et arti 1949.

Familie

Edith Rode blev født i Kbh. (Slotsk.), død på Frbg., urne på Frbg. ældre kgd. Forældre: hofmedicus, senere tit. professor Carl Henrik Horn Nebelong (1844–1904, gift 1. gang 1873 med Petra Caroline Judithe Haslund, 1846–99; ægteskabet opløst) og Harriet Kjellerup (1858–1935), gift 1. gang 12.4.1902 i Kbh. (b.v.) med senere journalist Fritz Julius August Magnussen, født 13.9.1878 i Kbh. (Johs.), død 15.4.1920 sst. (gift 2. gang 1904 med maler Anna Sophie Lorentze Petersen, 1876–1944; gift 3. gang 1918 med sidst klasse-lotterikollektør Johanne Katrine Jensen, 1889–1971), søn af oversætter, forfatter Johannes Julius Claudius Magnussen (1848–1906) og Hedvig Charlotte Cathrine Sommer (1848–1928). Ægteskabet opløst 1904. Gift 2. gang 1904 i München (b.v.) med forfatter Helge Rode, født 16.10.1870 i Kbh. (Frels.), død 23.3.1937 på Frbg., søn af senere højskoleforstander Gotfred Rode (1830–78) og Rota M. Lehmann (1846–1918). – Mor til Ebbe Rode.

Ikonografi

Afbildet på mal. af N. V. Dorph, 1909. Tegn. af Edvard Munch (Dansk forfatterforening), litografi af samme. Mal. af Bertha Dorph. Tegn. af Ebbe Rode, 1939. Min. af Anker Kierulf, 1954. Tegn. af Hans Lollesgaard, 1954. (Kgl. bibl.). Livsmaske. Linoleumssnit af K. J. Almquist. Foto.

Bibliografi

Edith Rode: Der var engang, 1951, På togt i erindringen, 1953 og På rejse i livet, red. Carl Bergstrøm-Nielsen, 1957 (erindr.). – Mogens Knudsen i Danske digtere i det 20. årh. I, 1951 235–44. Niels Birger Wamberg sst. 2. udg. II, 1965 418–26 og 3. udg. I, 1980 301–05. Tom Kristensen: Oplevelser med lyrik, 1957 128–30 (optr. fra Politiken 5.9.1956). – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Susanne Fabricius: Edith Rode i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296443