Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ebbe Neergaard

Oprindelig forfatter MaEng
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ebbe Neergaard, 30.3.1901-2.8.1957, forfatter. Født i Nyborg, død i Esbjerg, begravet i Kbh. (Garn.). N. blev student fra Herlufsholm 1919 og cand. mag. i engelsk og tysk fra Kbh.s univ. 1927. Han var derefter 1928-33 dansk lektor ved Berlins univ., freelance journalist og forfatter til 1940 og lektor ved Vestre Borgerdydskolen til 1946 da han blev direktør for Statens filmcentral. N. fik allerede på et tidligt tidspunkt i sin karriere interesse for film, skrev fra slutningen af 1920erne kronikker om emnet, udgivet 1949 som Filmkronikker 1928-1948. Han udsendte 1931 det film-sociologiske arbejde Hvorfor er Filmen sådan? Efter at være vendt hjem fra Tyskland 1933 bosatte N. sig på landet og skrev foruden journalistisk arbejde det teaterhistoriske værk Teater i tusind år, 1939, en kortfattet oversigt over dramaets historie. 1940 udsendte han En Filminstruktørs Arbejde. Carl Th. Dreyer og hans ti Film. den første monografi om denne vor største filminstruktør. Denne bog, et pionerarbejde inden for Dreyer-forskningen, er oversat til engelsk 1950 og efter N.s død udsendt i en udvidet udgave 1963. I sin stilling som direktør for Statens filmcentral, det statslige distributionsselskab af film, fortrinsvis kortfilm, viste N. sig som en dynamisk leder. Han fik oparbejdet filmcentralen til en vigtig pædagogisk institution hvorfra i titusindvis af film årlig sendes til skoler, foreninger, højskoler, filmklubber og andre pædagogiske institutioner. Selv bidrog N. desuden til at højne interessen for film ved fortsat at skrive artikler og kronikker om emnet, og ved en udbredt foredragsvirksomhed. Han havde store evner som foredragsholder; med en smittende begejstring forstod han at delagtiggøre sine tilhørere i sin store kærlighed til film. Et resultat af hans foredragsvirksomhed blev bogen Filmkundskab, 1952 hvor han samlede otte forelæsninger han havde holdt for studenter ved Kbh.s og Arhus' universiteter. Foruden sit administrative arbejde fik N. også tid til at virke som speaker på mange af de kortfilm som Statens filmcentral udsendte. – Ved sin død efterlod han sig manuskriptet til en dansk filmhistorie, den første i sin art i Danmark, udg. 1960, Historien om dansk film, engelsk udg. 1963 ved Erik Ulrichsen og af denne forsynet med et kapitel om perioden 1956-62. N. skrev desuden en del litteraturhistoriske værker, bl.a. Peter Idealist, 1938 (Om Gustav Wied), Mogens Klitgaard, 1941, Vildt af sted over himmel og jord, 1946 (om Kaj Munk) og Dommen og drømmen, 1951 (om Gustav Wied).

Familie

Forældre: oberstløjtnant, landinspektør Aage de N. (1862-1937) og Karen Andrea Schiønning (1873-1960). Gift 20.10.1930 i Asminderup med kunstvæver Else Beate Højberg-Pedersen, født 24.10.1904 i Fakse, død 11.8.1982 på Frbg., d. af ingeniør Lauritz P. (1867-1932) og Ellen Højberg (1875-1929). – Bror til Paul N.

Ikonografi

Foto.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marguerite Engberg: Ebbe Neergaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294829