E. de Falsen

E. de Falsen, En(e)vold (de) Falsen, 17.10.1755-16.11.1808, forfatter, jurist. Født i Kbh. (Vartov), død i Kristiania, begravet på Gl. Akers kgd. Allerede 1765 blev F. student, privat dimitteret, 1771 tog han juridisk eksamen og blev s.å. kopist i danske kancelli. På grund af et kærlighedsforhold til en ung enke, Sara Dragun, f. Gabel, tidligere kammerjomfru hos Caroline Mathilde og efter sigende Struensees elskerinde, ønskede faderen ham fjernet fra Kbh. og foranledigede derfor at han 1777 udnævntes til assessor i overhofretten i Norge. Her virkede han med så stor dygtighed, også uden for den egentlige dommergerning at han 1788 efterfulgte faderen som justitiarius og således i en ung alder kom til at beklæde Norges øverste dommerembede. Kun få uger skulle han imidlertid indtage denne post. En ny erotisk forbindelse, denne gang med generalauditør O. C. Wessels smukke hustru, Helene, f. Barclay, affødte stor offentlig skandale, og F. blev tvunget til at fortrække fra Kristiania og bytte embede med lagmanden i Nordland og Finmarken. Det var en slem overgang at flytte fra det selskabelige liv i hovedstaden til ensomheden på Engeløen ved Vestfjorden, og længe udholdt F. det heller ikke. Efter forgæves forsøg på at blive højesteretsassessor 1790 rejste han n.å. på lykke og fromme med kone og børn til Kbh. hvor der til alt held kort efter blev et assessorembede i højesteret ledigt som han fik. I højesteret kom han til at spille en betydelig rolle; af hans vota ses det gentagne gange at hans tankegang var mere human end de love han skulle dømme efter, og bl.a. var han en principiel modstander af dødsstraffen. I overensstemmelse med sine humanistiske anskuelser var han en tilhænger af trykkefrihed og borgerlig frihed, men politisk hyldede han enevælden, fx i en fødselsdagprolog til kongen Festen i Valhal, 1796 der bragte ham i polemik med den yderliggående republikaner Malthe Conrad Bruun. I kampen for Norges universitet leverede han 1793 et varmtfølt indlæg Et Par Ord om det Norske Akademie hvori han erklærer Norge sin kærlighed: "Du blev mig mere end Fødeland".

F. længtes tilbage til Norge skønt han havde en stor vennekreds i Kbh.; desuden ønskede han en mindre anstrengende virksomhed. Hans nervesystem havde under opholdet i Nordland fået et knæk, og siden led han ofte af neurasteni og melankoli; det var derfor en lettelse for ham da han 1802 kunne vende tilbage til Kristiania som justitiarius i Akershus stiftsoverret. Men det var ikke mange år byrden blev lettet; da krigen 1807 afbrød den regelmæssige forbindelse med Kbh. udnævntes F. til medlem af den interimistiske regeringskommission hvis egentlige leder han blev. Som landets styrer i denne uhyre vanskelige tid har han vundet uvisnelig hæder i Norges historie. Han redigerede det officielle blad Budstikken (april-nov. 1808) som bidrog overordentlig til styrkelse af den norske nationalfølelse, og hvori hans personlighed og stilistiske talent viser sig fra den bedste side. Hans popularitet var enestående, men hele det anspændende arbejde havde slidt for stærkt på ham. Overanstrengt og knuget af ansvaret brød hans nervesystem sammen, og en aften da han kom fra teatret sprang han i fjorden; liget fandtes næste morgen i Bjørvigen.

Teatret havde livet igennem været en passion for F. Fra sin tidligste ungdom havde han dyrket dilettantkomedie – både madam Dragun og sin senere hustru lærte han at kende gennem fælles medvirken i private forestillinger – og navnlig havde han i Kristiania udfoldet en påskønnet virksomhed for de dramatiske selskaber. Jævnsides hermed var han en af sin tids mest produktive dramatiske forfattere. En stor del af dette forfatterskab består ganske vist kun i oversættelser eller lokaliseringer af tyske, franske og engelske stykker samt dramatiseringer af noveller. Sujettet til hans første skuespil Salvini og Adelson, 1776, stammer fra Arnauds "Épreuves du sentiment", og er den tidligste repræsentant i dansk litteratur for genren den borgerlige tragedie som var på mode i Europa; det hypersentimentale stykke, fuldt af eksalterede følelsesudbrud, blev forkastet af Det kgl. teater. I den sentimentale stil er også en enakter Arven i Marseille, 1778, vistnok det ældste danske skuespil der bærer betegnelsen "Drame". Fra s.å. er komedien De snorrige Fættere eller Testamentet, trykt 1781, med traditionelle teaterfigurer, og som kun huskes for det endnu levedygtige udtryk, titlen har skabt. F.s hovedværk er syngestykket Dragedukken, 1797 som understøttet af F. L. A. Kunzens melodiøse musik opnåede varigt sceneheld; det er et originalt arbejde, på grænsen mellem det komiske og det rørende, der skildrer småkårsfolk, og som uden at være noget egentlig tendensdrama drøfter sociale problemer i human frisindet ånd; særlig populær blev drikkevisen i anden akt "Druen voxer på vor Klode" med slutningslinien "Frihed paa den hele Jord!"; den viser, ligesom krigssangen 1801 "Til Vaaben! see, Fienderne komme" F.s evne som folkelig visedigter. Bedst af F.s senere skuespil er Konstdommeren, 1802, en komedie, hvis stof er hentet fra Marmontels "Contes moraux", men hverken med dette eller med noget andet stykke nåede han en tilsvarende succes som med Dragedukken, det værk som trods sine dramatiske svagheder har skabt F.s litterære ry.

F.s udvikling går fra "Sturm und Drang" med hævdelse af lidenskabens ret til et stoisk præget, humanistisk livssyn (talen Om Urbanitet, 1801, afhandlingen Was ist Freyheit, 1803) og humanitet er det der karakteriserer al hans færd som dommer, embedsmand og politiker. Som digter er han dansk, som offentlig personlighed tilhører han Norge. Han er en ægte søn af "Tvillingriget", et smukt, levende vidnesbyrd om hvilke stærke bånd der til det sidste knyttede de to folk sammen, og hvor let omplantning foregik endnu så kort før den endelige adskillelse. Hans død vakte landesorg i Norge; 1821 udgaves i Kristiania af Ludv. Stoud Platou en tobindsudgave af hans skrifter (supplementer hertil samlet af O. A. Øverland i (Norsk) Bogvennen IV, 1896 1-29). -Etatsråd 1803.