Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Constant Dirckinck-Holmfeld

Oprindelige forfattere HPC og FDahl
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Constant Dirckinck-Holmfeld, Constant Peter Heinrich Maria Walpurgis Dirckinck-Holmfeld, friherre, 24.2.1799-3.6.1880, politisk forfatter. Født i Bocholt i Westfalen, død i Pinneberg i Holsten, begravet i Rellingen. D.-H. kom til at spille en delvis skjult rolle i forbindelse med Christian VIIIs arvefølgepolitik i 1840erne. Han var af westfalsk adel, men fra 1806 sammen med faderen optaget i den danske adel, fra 1828 med navn og titel af Dirckinck, friherre af H. 1813 kom han til København, og han blev 1818 først cand.jur. i København, derefter det følgende år i Kiel, hvorefter han blev volontør i Tyske kancelli. Efter studieophold i Leiden 1823 og Göttingen 1826 blev han 1829 amtsskriver i Schwarzenbeck amt i Lauenburg, fra 1831 med titel af amtmand. Embedsbanen passede ikke hans ubureaukratiske væsen, og han dyrkede sine filosofiske og statsvidenskabelige interesser.

1824 havde han foreslået kongen at indrette et frilager i København, at stifte et handelsselskab efter nederlandsk mønster og at anvende hæren til opdyrkning af hederne. Desuden skrev han delvis anonymt småskrifter med filosofisk og politisk indhold, bl.a. om balancen mellem protektionisme og frihandel i England og USA og om Holland. Hans redaktion af Politisches Journal, 1838–40 gav sammenstød med censuren. Politisk gjorde han front både mod enevælde og demokrati. Han var loyal helstatsmand og gik ind for både den danske og den tyske nationalitets ret i monarkiet, og så et selvstændigt Slesvig som det forbindende mellemled mellem Damark og Holsten i en føderativ stat. Disse synspunkter udviklede han allerede 1834 i en bearbejdelse af David Hansemanns skrift om Preussen og Frankrig, og han fastholdt dem 1835 i en polemik med Franz Hegewisch.

1840 kom D.-H. til København, blev dr.jur., og fik en kongelig understøttelse da Christian VIII ønskede at knytte penne til sig der kunne støtte hans politik. D.-H. havde i disse år forbindelse med danske i Sønderjylland, bl.a. med Frederik Fischer i Åbenrå, Emil Manicus i Eckernførde og kredsen af tysktalende, danske flensborgere. Hans forpligtelser som pennefører for de kongelige synspunkter førte 1845 til at han en periode boede nær Hamburg for lettere at kunne skrive i den tyske presse. Muligvis har D.-H. allerede i Lauenburg truffet juristen C. F. A. Ostwald der fra 1843 var i København, og som året efter fik kongens økonomiske støtte til studier i arvefølgespørgsmålet. Med ham fik D.-H. et tæt samarbejde dels om at udbygge Beobachter am Sunde til et loyalt regeringsorgan, dels på det arveretlige område. Ostwalds hovedsynspunkt var at augustenborgerne havde forspildt deres arveret delvis på grund af manglende lensfornyelse, og at arvesagen derfor kunne løses efter kongelovens regler. Denne opfattelse publiceredes første gang 1844 af D.-H. i hans Essai Historique sur la Question de la Succession du Royaume de Danemark kort før den stænderforsamling i Roskilde der vedtog at anmode kongen om en klar udtalelse om at arvefølgespørgsmålet ikke ville splitte monarkiet. Højst sandsynligt har skriftet spillet en rolle for stændernes behandling af sagen, ikke mindst da D.-H. mere end antydede at offentliggørelsen skete med kongens billigelse. Givet er det at Christian VIII var orienteret om skriftets tilblivelse der delvis var foranlediget af den franske gesandt, baron Billing, og udgiften afholdtes af kongens kasse.

Annonce

D.-H. var her med til at igangsætte den udvikling der kulminerede med det åbne brev om arvefølgen 1846. Senere kritiserede han stærkt brevets udstedelse, og hans forhold til kongen og regeringen var da også hurtigt kølnet. Hans skrifter Dönische Zustände, 1846 og Der dänische Staat und die Separatisten, 1847 modtoges i tavshed, og det kneb med at få kongen til at dække omkostningerne selv om de fremførte synspunkter vakte hertugen af Augustenborgs stærke vrede. – 1848 deltog D.-H. i den politiske debat med adskillige advarsler mod de yderliggående standpunkter på begge fløje, og han søgte forgæves valg til den grundlovgivende rigsforsamling i Københavns 11. distrikt. Under forhandlingerne om arvefølgen efter treårskrigens slutning kastede han sig ind i en voldsom debat med C. F. Wegener og drog påny Ostwalds teorier frem for at vise at også de gottorpske, dvs. de russiske arvekrav var forspildt. Synspunktet var ubekvemt for regeringen der måtte tænke på den russiske reaktion, og det blev forbigået i tavshed herhjemme, men vakte opsigt i Tyskland. D.-H.s andet ægteskab styrkede ham økonomisk, og efter at han 1851 havde købt vand-kuranstalten Maglekilde ved Roskilde til bolig søgte han 1853 igen ind i praktisk politik, men forgæves.

Som helstatsmand blev D.-H. en fast støtte for regeringerne Bluhme og Ørsted, og han angreb både de nationalliberale og kredsen om grevinde Danner med meget omtalte nærgående, personlige udfald mod grevinden. Hans flyveskrifter mod regeringens optræden over for de holstenske stænder vakte en storm af uvilje mod ham, og 13.5.1861 førte optøjer og ødelæggelse af hans bolig til at han måtte flygte fra Roskilde og bosætte sig i Hamburg. Her tog han i Recht und Willkür in Schleswig tyskernes parti i sprogsagen, men forsvarede efter Frederik VII's død Christian IXs arveret til hertugdømmerne og disses forbindelse med Danmark. Forsommeren 1870 udførte han et fortjenstfuldt underhåndsarbejde for at advare den danske regering mod deltagelse i den fransk-tyske krig, og højt op i alderdommen fortsatte han sin syslen med teologiske og politiske emner. D.-H.s omfattende, tosprogede forfatterskab vandt næppe større genklang. Hans kundskaber var spredte, men han besad en ikke ubetydelig begavelse, en vågen lærelyst og vedholdende flid. Hans retsfilosofiske og religiøse skrifter med hang til mysticisme er svært tilgængelige, og hans politiske skrifter, også hyppigt filosofisk orienterede, holdt i en docerende stil med ofte meget summariske domme. Ganske rammende skrev "Fædrelandet" at D.-H. repræsenterede "den tyske forskruethed i dansk oversættelse".

Familie

Forældre: nederlandsk oberst og flådekaptajn, senere friherre Arnold Christian Leopold v. Dirckinck (1763–1828) og Anna Helene Holm (1776–1809). Gift 1. gang 12.9.1828 i Randers med Anna Suzanne Kin(c)kel, født 18.2.1799 i Christianssted på St.Croix, død 12.8.1836 i Schwarzenbeck, d. af byskriver Johannes K. (1769–99) og Birgitte El(i)se Marie Essendrop (1774–1848, gift 2. gang 1811 med premierløjtnant, senere generalkrigskommissær Daniel Bernhard Castonier, 1778–1838). Gift 2. gang 22.7.1837 i Hjembæk med Julie Vilhelmine Rothe, født 15.5.1813 i Kbh., døbt i Hjembæk, død 16.12.1877 i Pinneberg, d. af major, senere generalmajor Harald R. til Aggersvold (1781–1848) og Vilhelmine Antoinette Fix (1788–1827). - Bror til Ulysses D.-H.

Ikonografi

Mal. af J. V. Gertner (Fr.borg). Træsnit 1861.

Bibliografi

A. S. Ørsted: Yderligere bemærkn. i anl. af det kgl. budskab om arvefølgen, 1853 (især 45–65). C. D.-H.: Danm.s indre kamp, 1855 (forordet). Erfahrungen aus dem Rechts- und Staatsleben nach Aufzeichnungen des Freiherrn C. D.-H., udg. Louis Schepeler, 1879. Poul Jensen: Presse, penge og politik 1839–48, 1971.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H.P. Clausen, Flemming Dahl: Constant Dirckinck-Holmfeld i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288863