Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Claus Fasting

Oprindelig forfatter RPaulli
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Claus Fasting, Claus Frederik Fasting, Claus Frederiksen Fasting, 29.10.1746-24.12.1791, forfatter. Født i Bergen, død sst., begravet sst. F. blev student 1761 fra Bergen, tog n.å. filosofisk og 1766 teologisk eksamen. I et par år dyrkede han litterære studier i Kbh., opholdt sig dernæst 1768-70 i Bergen hvor han ernærede sig som huslærer og spillede en rolle i byens musikalske liv. 1770 bosatte han sig atter i Kbh. og levede her syv år som informator og litterat; en tid var han desuden sekretær i tallotteriet og 1771-72 volontør i rentekammerets arkivkontor. 1772 var han medstifter af Det norske selskab. S.å. konkurrerede han uden held om en pris for den bedste danske originaltragedie med Hermione i franskklassisk stil; stykket blev aldrig opført, men gav, ligesom det prisbelønnede arbejde, J. N. Bruns Zarine, Johan Herman Wessel stof til parodien i Kierlighed uden Strømper. – F. kan være både en fin lyriker og en elegant epigrammatiker, men som selvstændig digter er hans betydning ikke særlig stor; et af hans værdifuldeste poetiske arbejder er den ypperlige oversættelse af Wielands Musarion, 1776 der i en sjælden grad er kongenial med originalen. F.s vigtigste indsats i den danske litteratur er hans kritiske forfatterskab. 1773 var han medudgiver af Kritisk Journal, 1775-76 af Kritisk Tilskuer og leverede til begge tidsskrifter en mængde anmeldelser. Som kritiker udmærker han sig ved usædvanlig indsigt og upartiskhed. Takket være sin overordentlig vidtspændende, fine litterære og videnskabelige dannelse var han fri for enhver ensidighed. Al ægte poesi havde i ham en forstående beundrer, og samtidig var han i besiddelse af en skarp kritisk sans forenet med vid og ironi som bl.a. fik anvendelse under hans fortjenstfulde recenserende udrensningsarbejde i mængden af populærvidenskabelig litteratur som 1770erne frembragte. Desuden øvede han en nyttig gerning ved at henlede den dansk-norske læseverdens opmærksomhed på værdifulde frembringelser af europæisk litteratur. Som kritisk journalist er F. elev af den franske oplysningsfilosofi; hans stilistiske forbillede er nærmest Montesquieu.

1777 vendte F. tilbage til Bergen. Her udgav han 1778-81 ugeskriftet Provinzialblade efter J. S. Sneedorffs og den engelske spectator-litteraturs mønster; han viser sig heri som en fremragende essayist og begejstret Voltairianer. Provinzialbladene fik, trods deres meget afvekslende indhold, ikke udbredelse blandt det store publikum, men fandt så meget desto større påskønnelse i en udvalgt kreds der forstod at vurdere dette stilistisk elegante organ for fælleseuropæisk åndskultur. Skønt det er den norske litteratur de tilhører, har de også haft stor betydning i Danmark hvor de for C. Pram blev impulsen til Minerva og for K. L. Rahbek stod som det uopnåelige forbillede. 1791 påbegyndte F. udgivelsen af Provinzial-Samlinger, indeholdende større artikler, men nåede kun at få udgivet 1. hæfte inden sin død. – I de første år efter tilbagekomsten til fødebyen kæmpede F., der ingen stilling havde, med økonomiske vanskeligheder, og hertil kom en kærlighedshistorie hvis ulykkelige udgang 1782 gav ham et knæk. N.å. blev han vicerådmand og 1787 rådmand i Bergen hvorved hans kår forbedredes. Han roses som en fortrinlig embedsmand der navnlig i egenskab af politiaktor lagde stor social forståelse for dagen. Af samme sindelag udsprang hans borgerlige drama Aktierne eller de Rige om pengemagten som middel til undertrykkelse; det opførtes 1788 i Kbh., men gjorde ikke lykke (trykt 1797). – Blandt oplysningstidens mænd står F. som en særlig fornem og rig personlighed der i sig forener litterær epikuræisme med demokratisk humanitet, og hos hvem fordomsfrihed og åndelig modtagelighed på en lykkelig måde var parret med kritisk sans og klar, behersket form. – 1837 udgav Lyder Sagen et udvalg af F.s skrifter med en biografisk indledning. – Fætteren Claus Lydersen Fasting (1743– 1827), klokker ved domkirken i Bergen er forfatter til det endnu brugbare leksikon Forsøg til en Fortegnelse over de udi Danmark og Norge fra Bogtrykkeriets Indførelse til 1789 Aars Udgang udkomne Danske Skrifter, 1793.

Familie

Forældre: sognepræst til Nykirken i Bergen Frederik F. (1718-69) og Gerhardine v. Güllich (1715-50). Ugift.

Annonce

Ikonografi

Litografi af Losting, formentlig på grundlag af dødsmaske og tegn. af Lyder Sagen, begge forsvundet. Herefter litografi og flere træsnit, bl.a. 1856 og af H. P. Hansen, 1886. Buste (univ.bibl., Bergen).

Bibliografi

Saml. skr., udg. af Det norske sprak- og lit.selsk. ved Sverre Flugsrud I–II. Oslo 1963-68. – Lyder Sagen i indledn. til Udvalg af C. F.s skrifter, Bergen 1837 1-96. Johan Petersen: Harmonien 1765-1900, Bergen 1901 13 f 18-20 52-77. Leiv Amundsen i Mål og minne, Kria. 1921 99-110. Harald Grieg i Skrifter udg. af Bergens hist. foren. 1919-20, Bergen 1921, nr. 25-26 157– 62. Kaare Sydnes sst. 1929, nr. 35 103-23. A. H. Winsnes: Det norske selskab, Kria. 1924 124-67. Arne Hannevik i Edda, Oslo 1963 161-78. Bent Søndergaard i Danske studier, 1965 96-102 (m. rett. sst. 1966 132). -Papirer i Bergens museum. Breve til P. A. Heiberg i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
R. Paulli: Claus Fasting i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289366