Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Winther

Oprindelig forfatter OFriis

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christian Winther, Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther, 29.7.1796-30.12.1876, forfatter. Til det Sjælland i hvis midte Christian Winther kom til verden, og som i poesien blev hans Danmark havde hans fædrene slægt været knyttet i de hundrede år den kan følges tilbage. Oldefaderen kendes som degn (1714) i Munkebjergby nord for Sorø, og farfaderen Rasmus Winther var fjerdelektiehører ved Slagelse lærde skole. Den mødrene slægt, i hvilken der kan spores urolige anlæg, var i begyndelsen af 1600-tallet invandret til Jylland fra Lüneburg. Faderen, der var "simpel og hjærtelig", havde været ungdomsven med Carl Heger og Kamma Rahbek og dyrket litterære interesser med K.L. Rahbek og deres fælles ven, den galante læge og poet Rasmus Frankenau.

Sønnen lignede ham af karakter, men moderen blev hans egentlig opdrager. Hun var spinkel og svag af legeme, men stærk af vilje, datter af den digterisk begavede præst og oplysningsskribent Villads Borchsenius der selv underviste sine børn. Som præstekone i Fensmark havde hun plejebørn af god familie i huset til oplæring. Om arten af hendes tidlige indvirkning på sønnen oplyser den barndomserindring han nedskrev i sin høje alderdom, og hvori han fortæller hvorledes hun på hans femte fødselsdag fra barnekammeret bar ham ned på lindehøjen i haven for at vise ham solopgangen over det sydsjællandske landskab. Simpelt, i 1700-tallets ideale betydning, og samtidig højtideligt skulle naturen vække længslen efter det højere: "Der stod en Stjerne paa Himlen – den Stjerne glemmer jeg aldrig. Lidt efter lidt kom Solen frem, og det Skuespil, som saa mange Poeter forgjæves have søgt at beskrive, oprulledes for mit barnlige Øje."

1806 drog Christian Winther med forældrene til København i anledning af faderens kræftlidelse, og i foråret 1807 sattes han i latinskolen i Nykøbing F. hvis nytilkomne rektor, den fine humanist S.N.J. Bloch var en gammel bekendt af familien. I sommerferien var han atter i hovedstaden hvor han sammen med moderen oplevede det engelske bombardement i kælderen under Christiansborg slot. Faderens forflyttelse til Ulsø og Bråby og hans død kort efter bevirkede at Christian Winther ikke kom til at vende tilbage til barndomshjemmet i Fensmark, men han besøgte moderen under nådsensåret i præstegården i Olstrup hvorfra hun først 1810 flyttede til Nykøbing. Som voksen genså Christian Winther, så vidt vides, aldrig sin fødeby, men han følte sig altid som sjællænder ("Sielland").

Annonce

Han er ikke hjemstavnsdigter i samme jordegne forstand som Blicher. Barndommens naturindtryk indgik i lignende andre steder fra, på Sjælland og de sydlige øer, og gav en særlig fortrolighedens og inderlighedens tone der hæver hans naturdigtning over 1700-tallets naturbeskrivelse. – Nykøbing, provinsbyen med latinskolen, blev nu Christian Winthers faste opholdssted, men i Købelev præstegård fik han ved moderens ægteskab (1811) med Rasmus Møller sit andet barndomshjem. Poesi, musik og sang hørte med til hjemmets daglige verden. Der åbnede sig et rigt samliv for ham med de fire stedsøstre der alle var musikalske, og de to stedbrødre Poul Martin og Hans Ulrik der allerede fra skolen var hans kammerater. Poul Martin Møller blev den af mennesker hvis dom fik størst betydning for ham. I søskendeflokken virker han, ligesom moderens smukke møbler imellem Rasmus Møllers protestantisk-nødtørftige bohave som bud fra en lettere og finere smagsverden. På skolen opnåede han aldrig den ønskede "Fasthed i Latinen". Hans lyst var de moderne sprog, tysk og fransk og deres litteratur. På egen hånd begyndte han at læse italiensk. Af 1700-tallets latinitet sugede han smagens kultivering, sansen for et ordnet, sobert og smukt foredrag. I det testimonium hvormed han af Bloch, i hvis hus han i det sidste år havde været optaget, dimitteredes til universitetet fremhæves som det karakteristiske for ham "at Hvad der i Videnskaberne vedrører Finhed og Smag særlig tiltaler ham".

I september 1815 blev Christian Winther student efter et års forsinkelse på grund af sygdom, og i foråret 1817 tog han anden eksamen (filosofikum). Uden indre tilskyndelse, især efter moderens ønske og for at opfylde en arveonkels krav, begyndte han at studere teologi. I de første studenterår levede han i lange perioder hjemme i Købelev, men da han i efteråret 1818 fik Regensen blev Kbh. hans faste opholdssted. De tre Regens-år betegner hans egentlige studentertid. Hvad der udmærkede ham fremfor tidens andre æstetiserende studenter var en spillende, ligesom forhøjet livsudfoldelse der skyldtes hans erotiske letfængelighed. Skønt ene barn var han vokset op mellem klynger af unge piger. Han havde altid været mellem kvindehænder. Forelskelse var nødvendig for ham som luften han indåndede. En række dannede hjem åbnede sig straks for ham i hovedstaden: P.O. Brøndsteds hus, Bakkehuset, hvor han bl.a. læste italienske digtere med Kamma Rahbek og talte om teater og folkeviser med K.L. Rahbek, senere Rasmus Nyerups hus, og i Roskilde, hvortil rektor Bloch var forflyttet, dennes og domprovst Jens Michael Hertz' huse. Mere end familieselskabeligheden med dans og dilettantkomedie var det dog studenterkammeraterne og det i disse år vågnende studenterliv der fængslede ham. Han tog del i stiftelsen af Studenterforeningen og var en af dens første eforer. I en meget brugt studenterkvartet sang han basstemmen. Ubekymret om eksamensstudiet dyrkede han af hjertens lyst sine litterære interesser.

Han hører til den første generation der fra gymnasieårene er vokset op ikke blot med 1700-tallets digtere, men med Oehlenschläger og Goethe, især lyrikken og "Wilhelm Meister", hans vigtigste dannelsesbog. I studenterårene blev Ludwig Tieck hans yndlingsforfatter, der sammen med Schlegelerne gav hans dannelse dens romantiske grundretning og bestyrkede og uddybede hans interesse for middelalderens såkaldte folkedigtning og for italiensk litteratur. I det sidste Regens-år havde han planer om en oversættelse af Ariosts Orlando furioso der markerer hans moderne, romantiske tilknytningspunkt på lignende måde som Homer Poul Martin Møllers græske. Selv skrev han også digte, hvoraf enkelte begyndte spredt at fremkomme, således Studentervise (med omkvædet: Herrer vi ere i Aandernes Rige, vi er den Stamme, som evigt skal staaej, hans første trykte digt, som var blevet sunget ved gildet i Regensgården 5.6.1820, der gav anledning til dannelsen af Studenterforeningen.

Med teologien gik det kun småt, og en dag i sommeren 1821 blev han af forældrene kaldt hjem. I tre år, 1821-24 sad han i Købelev og læste teologi under Rasmus Møllers vejledning. I fritimerne forfattede han bl.a. En Samling lollandske og falsterske Ord, 1823, sikkert på opfordring af C. Molbech der flittigt har brugt den til sit dialektleksikon hvor den i mere end hundrede tilfælde ordret er citeret. Til Rahbek meddelte han en middelalderlig folkevise (Den underfulde Harpe) som han havde nedskrevet fra folkemunde i lollandsk dialekt. Melodien meddelte han senere A.P. Berggreen, og også Christian Winthers søster Petrine (gift med J.H. Bredsdorff) findes blandt meddelerne til Berggreens Danske Folkesange og Melodier. Bondeliv og bondekultur blev i Købelev-årene en selvfølgelig del af hans daglige verden, og den levende, sungne folkelige vise blev for ham en brugsting, ikke noget eksklusivt litterært. I Købelev fik "Træsnittene", af hvilke det syngespilinspirerede Hans og Grethe var digtet i det sidste Regens-år, deres fulde udvikling som en særlig Christian Winthers genre, og hovedstammen af dem blev til her. Ellers blev det kun til familie- og lejlighedspoesi (Indskrivter paa min Søsters Rokkebrev). Men endnu i de første Købelev-måneder fattede han under indtrykkene af studentertidens strømmende litterære liv i hovedstaden ideen til "et Digt i Octavriim" med Kaj Lykke og Svend Poulsen (Gøngehøvdingen) som hovedpersoner. Af planerne der vippede mellem Anost og Walter Scott, af hvem Christian Winther i hovedstaden havde fået færten gennem en tysk oversættelse af Fængslet i Edinburgh, blev der kun "træsnittet" Svend og Inger, 1836, men tanken om en stor romantisk elskovsdigtning på historisk-idyllisk grund opgav han aldrig helt. Ad lange omveje fik den sin fuldbyrdelse i Hjortens Flugt.

Endelig i oktober 1824 blev Christian Winther cand.teol. I glæden over at være sluppet igennem til eksamen skal Henrik og Else være blevet til. En overgang var han alumnus på Elers' kollegium indtil han i maj 1825 blev huslærer for den kbh.ske grosserer H.C. Müffelmanns knapt femtenårige datter Alvilde og hendes yngre brødre. Allerede som student havde Christian Winther givet undervisning, privat og på skole. I det müffelmannske hjem, om vinteren i Bredgade, om sommeren i Lyngby på landstedet Fuglesang ved indgangen til Prinsessestien indførtes Christian Winther i det kbh.ske selskabsliv. Af studenten der i Købelev gik om i en slags burschedragt blev der en elegant kavaler. Han blev familiens og især Alvildes husdigter. Af digtene til Alvilde fra informator-årene hæver kun Flyv Fugl, flyv sig over lejlighedspoesien, men det er til gengæld hoveddigtet i Winthers ungdomslyrik.

Med de fem års huslærervirksomhed skaffede Winther sig en slags forlænget studentertilværelse, og han genoptog de tråde som ved Købelev-episoden var blevet afbrudt. Han læste Walter Scott, af hvem de danske oversættelser i disse år kom slag i slag, G.G. Byron (i tyske oversættelser) og Heinrich Heine af hvem han oversatte en lille flok lyriske digte (Kjøbenhavns Morgenblad for april-maj 1825). Hans interesse for folkedigtningen, hvor Nyerup og Rahbek var hans første læremestre, fik nu en bredere basis i den tyske romantiske Volkslied-bevægelse. Han fik ideen og samlede en del materiale til "en Udsigt over de schwabiske Sangeres og Mestersangeres Indflydelse paa Folkepoesien i Danmark". Af den litteratur han pløjede igennem fik Fr. Tiecks Minnelieder varig betydning for ham som lyrisk inspirationskilde.

En overgang fristede skuespillervejen ham, og han indsendte 1827 en ansøgning til direktionen for Det kgl. teater, men trak den tilbage, i samråd bl.a. med Rahbek og J.L. Heiberg. Han droges stærkere og stærkere mod den heibergske, urbane kreds. Forholdet til Heiberg selv blev aldrig helt fortroligt, men til Henrik Hertz følte han sig nøje knyttet personligt og litterært. Til sværmeriet for jomfru Pätges (Johanne Luise Heiberg) betalte han sin skyldige tribut (se Med Heibergs Portrætbuste). Han beundrede Thomasine Gyllembourgs noveller, og i hendes stue befandt han sig som hjemme. Af Winther var der efterhånden fremkommet ikke så få digte; endelig overvandt han alle betænkeligheder og debuterede med en samling Digte, 1828, der foruden de ti Træsnit indeholdt en afdeling romancer (Ridder Kalv, i Uhlands djærvt folkelige stil, og Kongen og Skipperen) og lyriske digte, bl.a. elskovsviser, udtryk for Christian Winthers lette studenterforelskelser der ikke venter at blive taget alt for bogstaveligt, og sonetten Som naar en Draabe, født i Morgenrøden, i hvilken han forsøger sig i den høje, brændende stil.

Sammen med Ludvig Bødtcher og Emil Aarestrup grundlægger Christian Winther i 1820erne den nyere kærlighedsdigtning. Som samlingens tyngdepunkt virkede "træsnittene", og det beskedne bind var nok til at slå Christian Winthers stilling fast som folkelig-national digter. Til 1820ernes prosa bidrog Winther med to noveller: Et Reise-Æventyr (trykt i Heibergs Flyvende Post, 1828) og Hesteprangeren (skrevet 1828 og sammen med den foregående trykt i To Fortællinger, 1839), en historisk fortælling i Walter Scotts manér fra svenskekrigens tid, en udløber af forstudierne til Kaj Lykkedigtningen. Sammen med "træsnittene" udgør novellerne Winthers bidrag til 1820ernes poetiske realisme, for hvilken Molbech havde givet stikordet "nederlandske Billeder", en betegnelse som Winther godkendte.

Helt havde Christian Winther ikke i huslærerårene opgivet tanken om fast embede, og et par gange prædikede han i københavnske kirker. I november 1829 arvede han efter sin farbror, pastor Rasmus Winther i Nykøbing, 25.000 rdl. hvoraf dog de 6.000 foreløbig stod fast. Han opgav huslærerstillingen, men fuldførte nu sin præsteuddannelse. I febr. 1830, samtidig med moderens død og begravelse, tog han kateketikum, og i maj holdt han sin dimisprædiken i Vartov. Han usikre fremtidsudsigter og moderens død synes at have vakt ham til en vis eftertanke, og hertil kom en ubesvaret kærlighed til Alvilde.

Opmuntret af Rasmus Møller besluttede han at rejse et år i udlandet for at komme til klarhed over sig selv. Rejsen (september 1830-september 1831) gik over Kiel (rimbrev til den fjortenårige Anna Mathea Aagaard på Iselingen) gennem Tyskland til Italien. Rom blev hans hovedstation hvorfra han foretog en længere udflugt til Napoli. På hjemrejsen opholdt han sig to måneder i Firenze. I Strasbourg skrev han digtet De høje Steder (rettet til Anna Mathea, men i benyttelsen af hendes forbogstaver med en forborgen tanke til Alvilde Müffelmann) der giver et poetisk tilbageblik over hele rejsen. I Rom var han hurtigt blevet optaget i Bertel Thorvaldsens kreds (Juleaften i Rom). Maleren Albert Küchler og Ludvig Bødtcher blev hans nærmeste omgangsvenner. Han fik adgang til elegante selskabelige cirkler, bl.a. hos den preussiske gesandt, og deltog i taflerne hos Frederik VII's mor, den excentriske prinsesse Charlotte Frederikke. På hotellerne holdt han åbent bord for sine venner og bekendte. Hos sine kunstnervenner bestilte han malerier, bl.a. hos Albert Küchler et portræt af en dejlig albanerinde han var forelsket i, og hvem han ved afskeden forærede en vingård. Han brugte penge så det undertiden gyste i ham. Under rejsehvirvlen blev det kun til spredt digterisk produktion, foruden de nævnte rejsedigte begyndelsen af et større fortællende digt, Judith (skrevet på tysk, oversat og udgivet af H. P. Holst, 1837), inspireret af Christian Winthers studium af italiensk renæssancemaleri i Firenze og Rom, og versfortællingen Rosen, skrevet i Rom, der indvarsler en ny "sydlig", malerisk og musikalsk stil i Winthers digtning, rejsens vigtigste kunstneriske udbytte. Debutsamlingen var blevet udsolgt på få måneder, en ny udgave suppleret med de mellemliggende års produktion udgav Winther under titlen Digte, gamle og nye, 1832, der således rummer hele digtningen fra hans sene ungdomsår.

Rejsen havde kun udskudt, ikke løst den sammentrækkende krise. 1830erne betegner trængsels- og brydningstiden i Christian Winthers udvikling. Forgæves, måske med ikke alt for overbevist energi søgte han at komme i fast embede inden for kirken eller skolevæsenet, og da den sidste disponible rest af arven var opbrugt begyndte en ofte pinlig kamp for den daglige eksistens. Forholdet til Alvilde faldt ind i den gamle gænge skønt han nu synes at have fået vished for at hun ikke ville gifte sig med nogen. Halvt i trods, halvt overrumplet af stemningen, forlovede han sig (dec. 1832) med en ung pige af jævne forældre, Sophie Hansen som han kendte fra C.N. Rosenkildes hus. Han indførte hende bl.a. hos Müffelmanns og fik hende anbragt hos sin lollandske slægt for at lære landhusholdning. Her så Emil Aarestrup hende og gjorde hende til sin muse i glødende elskovsdigte som hun sendte Christian Winther der afskrev dem og lod dem gå videre til Alvilde! På Sophies krav om at få klar besked skal Winther have sendt hende Ravnens Quide hvorved han fremtvang en opsigelse (foråret 1836) der lod hende stå med al sympatien på sin side. Under forlovelsen havde Christian Winther stadig optrådt som Alvildes kavaler og digter, bl.a. med Vandring og Opdagelse (til hendes fødselsdag 5.7.1833) og den store romantiske digtning Alfens Brud (efteråret 1834), i hvilken billedet af alfen (Alfhild) er brugt som et løntegn for det på én gang yndige og ligesom drilske, undvigende i hendes væsen. Christian Winthers bejlen var, så at sige i ly af forlovelsen, blevet så dristigt tilstået at der nu krævedes en afgørelse. Deres veje skiltes, og hun døde ugift i sin høje alderdom (1900).

Heine og Byron, af hvem Christian Winther i 20erne kun havde modtaget kunstneriske impulser (Matrosen og Kongens Skygge) opgik nu for ham på en ny måde, indefra. I Heines Zerrissenheit og Byrons melankoli fik Christian Winthers egne stemninger deres resonans, og sammen med Fr. Paludan-Müller, Aarestrup, Carl Bagger m.fl. fremtrådte Winther i 1830erne som romantismens digter. Perioden indledes med Nogle Digte, 1835, indeholdende bl.a. Ringens Indskriv! i hvilket Winther med Byrons "tale" som mønster har skabt en ny form for dansk historisk digtning, versfortællingen De to Cousiner og den erotiske romancecyklus Annette, samlingens hovedstykke, det typiske udtryk for Winthers splittelse. Det ældre lag var ikke fortrængt, men havde vundet i betydning: Sielland (påbegyndt i Rom) og Vaabendragerens Eed.

Med børnedigtene Flugten til Amerika og Dandsen i Skoven erobrede han et nyt frugtbart område. Fra periodens sidste halvdel er Sang og Sagn, 1840 (udkom 1839, forøget udg. 1858), hvori En Novelle hvis helt er bleg og byronsk fortvivlet, og den lille, elegant udstyrede digtsamling Haandtegninger, januar 1840 der kun indeholder fire større digte, bl.a. det bredt malende Kong Saul og Sangeren og To Elskende der atter skildrer elskovslykkens pludselige, uforklarlige tilintetgørelse. Til Christian Winthers lyrik fra disse år hører En Sommernat (skrevet i Købelev 1834) der midt i galanteriets og splittelsens tid forkynder hans anelse om en elskov der løfter over tid og rum, Længsel (Jeg kunde slet ikke sove) og Vaarsang i Høst.

Christian Winther, for hvem etiske og religiøse refleksioner kun har sekundær betydning i forhold til det erotiske liv, overstod sin åndelige krise da han traf en kvinde der hævede hans kærlighed over det tilfældige og halve: Julie, f. Lütthans, gift med teologen Christian Werliin. Som datter af en velhavende kbh.sk murermester havde hun sammen med sine tre søstre, af hvilke Emilie blev gift med D.G. Monrad, fået en god og forholdsvis fri opdragelse. Hun havde da datteren Ida (f. 1835) og sønnen Henri (f. 1837). Hun var en karakter med stærke sym- og antipatier, men samtidig af en egen rørende kvindelig blidhed, med et vist hang til følelsens eksaltation. Sandsynligvis 1836 blev Christian Winther introduceret i det Werliinske hjem, og snart efter også i det Lütthanske. Her opvartede han på selskabelighedens og gæstfrihedens konto den ugifte datter Josephine med digte: Til Beppina og Tak for Blomsterne, begge fra sommeren 1839. Ved denne tid synes Christian Winthers forhold til Julie at have fået en alvorligere, erotisk karakter. Samtidig blev hans økonomiske misere mere og mere håbløs. For at holde sig kreditorerne fra livet flyttede han idelig rundt i den indre bys smågader. I sin nød søgte han atter embede, og i begyndelsen af 1841 blev han indstillet til sognekaldet Holeby-Bursø ved Maribo i stedfaderens stift.

I sidste øjeblik åbnede der sig en udvej for ham da han 1.3. af Christian VIII fik bestalling med professors titel som lærer i dansk for kronprins Frederiks (VII) forlovede prinsesse Caroline (Mariane) af Mecklenburg-Strelitz. I slutningen af måneden drog han af sted, elegant udstyret for en lotterigevinst. Ved det lille hof i Neu Strelitz befandt han sig til sin overraskelse "usigelig vel", og han er fuld af lovord over "den lille, fine, spæde, blegrosenfarvede, kløgtige og graciøse" prinsesse, kun bekymret over den knappe tid der var reserveret danskundervisningen. Efter formælingen fortsattes timerne, sommeren og høsten i Odense, siden i Kbh. indtil april 1842. I ti år oppebar han en årlig pension på 600 rdl. Ved afskeden med Julie og under indtrykket af den øjeblikkelige økonomiske befrielse var det som om hans kærlighed fik ny dristighed og slog ud i brændende lue. Fra Neu Strelitz stammer de første af digtene Til Een: Tilegnelse og Du veed ei, hvor jeg er?, og Til en Digter, i hvilket han tilegner hende hele sin digtning. Til gruppen hører også det apokryfe "Til Een"-digt: Fjeldvandring ved Badet, som sammenlignet med Vandring og Opdagelse viser stigningen i Christian Winthers elskovsfølelse. "Hendes" tavse og "hans" bekendende kærlighedstilståelse er opfyldelsen af rosens og liliens anelse i En Sommernat.

Da Christian Winther vendte tilbage til København var Julie med sin mand rejst til Århus indtil de kunne flytte ind i præstegården i Hasle hvortil Werliin var kaldet som sognepræst. Der kom nu, i begyndelsen i ly af den Lütthanske familie, en korrespondance i gang mellem dem, og Christian Winther sendte hende de første digte Til Een. Et brev fra Winther til Julie som Werliin brød fremkaldte en scene mellem dem hvorunder han behandlede hende så brutalt at hendes far mente sig i sin lovlige ret til at kalde hende tilbage til forældrehjemmet sammen med børnene. I København indledte hun og opnåede separation (11.8.1843). I det småborgerlige København har "Historien om den bortløbne Præstekone" været en skandale. Christian Winther stod trofast ved hendes side, mildnede med sin deltagelse hendes sorger, bl.a. over sønnen der ved separationen blev tilkendt faderen. Kun et par måneder efter ægteskabets opløsning (28.12.1847) holdt de i stilhed bryllup. Det havde ikke været uden vanskeligheder at få en præst. Om sommeren indførte Christian Winther sin hustru i sin store lollandske slægt. 1849 tilbragte de sensommeren og efteråret i et bolsted (Skovfogedhuset) ved Bramsnæs vig og oplevede her måske deres lykkeligste tid (Her paa Deilighedens bløde Græs skal Dine Fødder gaae og Du lagde din Haand jo paa min Kind).

Med virkelighedens og hverdagens komplicerede livsforhold kom sorgerne i flok og rad. Inden brylluppet havde den gamle Lütthans betalt Christian Winthers gæld, men en rest ågerkarlegæld havde Winther ikke kunnet bekvemme sig til at rykke ud med, og 1851 var den vokset ham over hovedet så at han så sig nødsaget til en tid at "flygte" bort fra hjemmet (den lille digtkrans Flugten i Efterladte Digte), hvad han selv følte som et brud på tillidsforholdet mellem ham og Julie. Stadige bekymringer voldte Henris ophold i fjendens lejr og Idas vanskelige sind. En opmuntring var den anerkendelse der lå i at han sammen med Henrik Hertz og Paludan-Müller af rigsdagen fik tilkendt en årlig understøttelse. 1857 flyttede Henri, efter at være blevet myndig, hjem til moderen og Christian Winther der på det smukkeste tog sig af ham og vandt hans hengivenhed.

Med Julie ved sin side oplevede Christian Winther i 1840erne og 1850erne sin digtnings modneste og rigeste periode. Indgangen danner en digtsamling og en prosabog: Digtninger, 1843 hvori de første 23 digte Til Een, lyriske digte og romancer som Serenade ved Strandbredden og Forvandling, og versfortællingerne Bægeret og I et romersk Osterie, højdepunkterne i Christian Winthers "moderne", poesi, på én gang ironisk-reflekterende og forherligende en af al borgerlig konveniens emanciperet lidenskab, og Fire Noveller, 1843 indeholdende de to eksperimenter i lidenskabens patologi Skriftestolen og En Hevn, den fine psykologiske analyse Et Hjertes Gaade og En Aftenscene, bygget over et sagnudsmykket træk af Ole Borchs liv, højdepunktet i Christian Winthers prosakunst. Herefter fulgte Haandtegninger, gamle og nye, 1846, Lyriske Digte, 1849 (udkom 1848) med 67 digte Til Een under fællestitlen Da jeg var ung, En Morskabsbogfor Børn, 1850 (udkom 1849), bl.a. med De to Peblinge, Nye Digte, 1851 (udkom 1850), hvori Kong Wolmer paa Reisen, Tre Fortællinger, s.å. der bragte den store nye novelle Paa Landet, Nye Digtninger, 1853 (udkom 1852) med en afdeling lyriske digte og romancer og den store novelle Episode af et Familieliv, Christian Winthers mesterstykke som psykologisk analytiker der i skildringen af hovedpersonen Felix indeholder en skånselsløs selvransagelse.

Frem af den rige mangfoldighed hæver sig to hovedfrembringelser. Til Een, der udvidedes med en ny ring for hver digtbog Christian Winther udsendte, omfatter med de efter hans død offentligjorte digte godt halvtredje hundrede numre. Den egentlige, klassiske Til Een-cyklus udgør de 137 digte, som i Samlede Digtninger tryktes under denne titel. Tilsammen genspejler de en kærligheds forløb fra venteårenes drømme- og brevdigte med deres længsel og sorg, over bryllupsdigtene (I Havn, Natten var mild og kjærj frem til hustrudigtene med deres udtryk for hverdagens prøvede kærlighed og fødsels- og bryllupsdagsdigtene med deres stadig gentagne taksigelser. Det er udtryk for en "Frauendienst" i minnesangens ånd, og på højdepunktet (bekendelsesdigtet: "paa din Deilighed jeg troer") forkynder de en platoniserende elskovsopfattelse der i den elskede ser en evig varende skønheds-form, "en høj guddommelig Norm".

Hjortens Flugt udkom i nov. 1855 og siden i talrige oplag. De første to tredjedele er skrevet i sommeren 1854 i "det røde Hus" på Strandvejen inden Tre-pilelågen hvor Christian Winther havde sit arbejdsværelse i gavlen mod Dyrehaven. Udarbejdelsen blev afbrudt da han sidst i okt. måtte ledsage sin hustru og Ida til Rom (I Rom, Hjemvee), og først den følgende sommer blev digtet fuldendt i Liselund på Møn. Planen går sandsynligvis tilbage til slutningen af 1820erne (handlingsmotivet og hjorte-ridtmotivet inspireret fra Byrons Mazeppa og Blichers Hjorterytteren), og har sammenhæng med Kaj Lykke- og Svend Poulsen-digtningen. Historien er dog for Christian Winther kun kolorit og sceneri, den afstand og fortoning som den lette romanceform kræver. Digtet er nationalt i folkelig forstand ved sin sprogtone i hvilken folkeviseudtryk og dialektord på naturlig vis forenes, og ved sine billeder af almueliv og af sjællandsk natur. Først og sidst er det en elskovsdigtning. Folmers tjenende sangerforhold til dronningen – situationen fra Til Een i historisk forklædning – er den ideale top, hvorfra alle de øvrige billeder af kærligheden er overskuet fra Stranges og Ellens rene eros til Rhitras og kong Eriks dæmoniske, fra Peder Jernskægs tragiske kærlighedshistorie til Holmegårdjunkerens burleskkomiske Italieneventyr. I Folmer har Winther erkendt sit eget væsens lov og bekendt sig til friheden, "Flugtens" idé: i sangen (poesien), ikke i den borgerlige livskreds fuldbyrdes livet for ham.

Efter successen med Hjortens Flugt, og vel i følelsen af at hans digtning i det væsentlige var afsluttet, udsendte Christian Winther, bistået af F.L. Liebenberg sine Samlede Digtninger i ni bind (1859-60). Foruden som digter havde Winther lige fra studenterdagene virket som en flittig litterat med oversættelser, udgaver og antologier: oversættelserne af Fr. Schleiermachers Prædikener om det christelige Huusliv og Monologer (begge fra 1839), fordanskningen af Reineke Fos, 1849, en række oversættelser af eventyrsamlinger, bl.a. De smukkeste Æventyr af 1001 Nat (1863) og udgaverne af danske kæmpeviser (1840) og af danske skæmtedigte (1872), begge med indledninger der viser hans forstandige, naturlige syn på folkedigtningen og dens mundtlige overlevering. Han var virksom ved udgaverne af Poul Martin Møllers og Emil Aarestrups efterladte skrifter og digte. En hel lille afdeling for sig danner hans børnebøger.

Christian Winthers alderdom bragte ham hårde prøvelser, fædrelandets ulykke 1864 og især forholdene hjemme. Constantin Hansen blev i disse år hans trofaste ven, og den unge Carl Snoilsky som han havde truffet ved studentermødet 1862 blev nær ven af den Wintherske familie; sommeren 1863 lå han på landet ved "Lappen" ved Helsingør med dem. Nogle år truedes Christian Winther af blindhed indtil en heldig operation for stær 1860 helt gav ham synet igen. Men under Idas tiltagende sindssygdom blev hjemmet mere og mere ufredeligt og gik sin opløsning i møde på grund af de stadige rejser som Julie mente var nødvendige (to længere ophold i Paris 1868 og 1871), og i sept. 1875 forlod Christian Winther med sin familie Danmark for stedse, efter at hele hjemmets indbo var solgt på auktion, for at bosætte sig i Paris hvor han døde året efter.

Digtningen fra Christian Winthers lange alderdomstid udgøres af et par digtsamlinger der som tiende og ellevte bind knyttedes til Samlede Digtninger: Brogede Blade, 1865 og En Samling Vers, 1872 med Juli Maaned hvori Winther kårer juli, "Sommerens rige, varme Hjerte" til sin måned og bekender sig til nuet med dets fylde i sig selv. Som selvstændige bøger udsendtes fortællingerne I Naadsensaaret, 1874 og Et Vendepunkt, 1876. Efter en offentlig indsamling førtes Christian Winthers lig til Danmark. Ved sørgehøjtideligheden i Frue kirke sang studentersangerne Carl Plougs mindesang: Folmer Sangers lette Fjed naa'de Pilgrimsfærdens Ende.
Af hans efterladenskaber udsendte Julie i samråd med F.L. Liebenberg Efterladte Digte (1879) og Breve fra og til Chr. Winther (1880).

Af digterne efter Oehlenschläger på rent human grund er Christian Winther den mest repræsentative. Med ham konsolideredes så at sige forestillingen om den rette poetiske diktion, men heri ligger allerede gemt hans digtnings svaghed, tydeligst inden for romancens genre der har umiskendelige træk af efterklang i billedsprogets anstrøg af konventionalisme og i den glatte, letløbende versform. Christian Winthers personlighed har en vis åndelig magelighed der skyr følelsens yderpunkter, men samtidig en dybt naturbestemt egenart der fuldstændig lader ham assimilere alle udefra modtagne litterære påvirkninger og tilskyndelser. Hans særkende når han er bedst, i de små lyriske digte, i versfortællingernes parlando og i Til Een – digtenes fortrolige, henrykte tilståelser, er den rige lyriske instrumentation og sprogets rene, fulde tone.

Familie

Christian Winther blev født i Fensmark præstegård ved Næstved, død i Paris, begravet i København (Holmens). Forældre: sognepræst, sidst i Ulse og Bråby, Hans Christian Winther (1759-1808) og Johanna Dorothea Borchsenius (1767-1830, gift 2. gang 1811 med sognepræst, senere biskop Rasmus Møller, 1763-1842). Gift 21.2.1848 i Kbh. (Helligg.) med Julia (Julie) Constantia Lütthans, født 7.12.1813 i Kbh. (Petri), død 11.6.1881 sst. (Holmens) (gift 1. gang 1834 med cand. teol., senere sognepræst Christian Werliin, 1804-66), datter af murermester, oberstløjtnant i borgervæbningen Johann Heinrich Lütthans (1781-1852) og Louise Dorothea Borger (1783-1840).

Udnævnelser

Tit. professor 1841.

Ikonografi

Mal. af D.C. Blunck, 1830 (Studenterforeningen, Kbh.) og af A. Kopp, 1831 (Fr.borg). Litografi af D. Monies, 1835, efter dette træsnit af A. Flinch, 1842, efter tegn. af P. Klæstrup, og stik 1845. Mal. af W. Marstrand (Fr.borg). Litografi af E. Bærentzen, 1839 og af M. Korner, 1842. Mal. af Bærentzen (bl.a. Fr.borg), litograferet af samme, af E. Fortling, af A.M. Petersen i gruppebillede 1848, og i træsnit 1848, 1849 og 1856. Afbildet på S. Schacks mal., 1843, af salvingen 1840 (St.mus.) og på tegnet nøgle hertil (Kgl.bibl.). Karikatur af Constantin Hansen formentlig fra 1840erne (Fr.borg), kopi (Kgl.bibl.). Afbildet på J. Sonnes frise 1846–48 (på Thorvaldsens mus.). Afbildet på skitse til digtergruppe af Simonsen (Fr.borg). Malet med familie af P.C. Skovgaard, 1855, herefter tegn. af Carl Thomsen. Afbildet på tegn. af Marstrand ca. 1857 (Fr.borg), forarbejde til mal. Det lykkelige skibbrud. Mal. af Constantin Hansen, 1857 (Fr.borg). Buste af H. V. Bissen, 1858 (St.mus.; Fr.borg; i marmor i Studenterforeningen, Kbh.). Tegn. af Constantin Hansen, 1859 (Fr.borg), stukket af A. Weger, 1860. Træsnit 1859 efter foto, efter samme litografi af L.A. Kornerup, 1861, m.fl. litografier, bl.a. fra Neu Ruppin, samt træsnit 1861, 1863, af P.N. 1865, af Søborg 1873 m.m. Tegn. af H. Olrik, 1861 (Fr.borg). Afbildet på A.H. Hunæus' mal. Volden St. Bededagsaften, 1862 (Kbh.s bymus.), litograferet 1868. Tegn. af Constantin Hansen, 1866 og af F. C. Lund, 1867. Mal. af J. Exner, 1869 (Fr.borg). Træsnit af R. Neergaard, 1871 og efter dette træsnit af H. P. Hansen, 1877. Litografi 1871 efter foto. To træsnit 1873. Tegn. (Kgl.bibl.). Tegn. af Fritz Jürgensen (Fr.borg). Relief af V. Bissen (gravmælet). Tegn. af R. Pauli. Træsnit af P.L. Bevers, 1883 og af H.P. Hansen, 1886. Buste af Nic. Schmidt, 1897. Tegn. af C. Bayer. Mal. af E. Henningsen, 1910 og af Em. P. Sørensen. Silhouet af Ida Schiøttz-Jensen. Foto.

Bibliografi

Udg. Saml. digtninger I–XI, 1860-72. Efterl. digte, ved F. L. Liebenberg, 1879. Poetiske skr., ved Oluf Friis I-III, 1927-29.

Kilder. Breve fra og til Christian Winther, udg. F.L. Liebenberg, 1880. Breve fra og til Christian Winther, udg. Morten Borup I-IV, 1974.

Lit. P.L. Møller: Kritiske skizzer II, 1847 (ny udg. 1971) 213-23. C. Rosenberg i Dansk månedsskr., 1861 II 210-93. Nic. Bøgh: Christian Winther I–III, 1893-1901. III. tid. 26.7.1896. Poul Levin: Christian Winther, 1896 = Studentersamf.s populære småskr. X. Georg Brandes: Saml. skr. II, 1899 3-60 (2. udg. II, 1919 1-47). Vilh. Andersen: Litteraturbilleder I, 1903 104-14. Arvid Wikström: Christian Winther och Carl Snoilsky, Sth. 1903. Hans Brix: Fagre ord, 1908 (ny udg. 1963) 123-35. Samme: Gudernes tungemål, 1911 (ny udg. 1962) 101-10. Samme i Tilskueren XXXIII, 1916 I 69-76. Gyrithe Lemche sst. XLV, 1928 II 337-44. Hans Brix. Dansk lyrik gennem tre århundreder, 1929 (2. udg. 1948) 238-65. Otto Sylwan i Festskr. til Gerhard Gran, Kria. 1916 215-18. Jul. Clausen: Christian Winthers digtcyklus Til Een, 1918. Vor fortid II, 1918 48-54 (Winthers efterladenskaber, ved Jul. Clausen). Olaf Hansen i Danske studier XVI, 1919 89-92. Kr. Krarup sst. XXI, 1924 91f. P. Engelbreth-Pedersen sst. XXIII, 1926 169-72. Carl Johan Frederiksen sst. XXXVIII, 1941 149-51. Mogens Brøndsted sst. 1957 101-25. Paul V. Rubow: Saga og pastiche, 1923 (2. opl. 1968) 126-29. Oluf Friis i Christian Winther: Poetiske skr. I–III, 1927-29. Samme: Hjortens flugt, 1961. Carl Dumreicher i Dagens nyheder 5.7.1931.

Papirer i Kgl. bibl. og Bakkehusets saml. (Frbg. kommunebibl.).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Oluf Friis: Christian Winther i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299445