Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Kampmann

Oprindelige forfattere JCJ og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Christian Kampmann, Christian Peter Georg Kampmann, 24.7.1939-12.9.1988, forfatter. Efter nysproglig studentereksamen fra Rungsted statsskole 1957 blev Christian Kampmann journalistuddannet ved Herning Avis (1959–60) og Aalborg Stiftstidende (1961–63). Efter et ophold på Columbia Graduate School of Journalism (1963–64) blev han medarbejder ved TV-avisen (1964–70), periodisk afbrudt af de orlovsperioder som statens tre-årige arbejdslegat 1967–69 åbnede mulighed for. 1967–69 virkede Christian Kampmann som freelance-anmelder af især engelsk, amerikansk og fransk litteratur ved Aktuelt, og han fortsatte denne recensentvirksomhed som fast medarbejder ved Information 1970–71. Journalistikken var ikke noget kald for Christian Kampmann ("Jeg har altid været fuldstændig ligeglad med, om noget var en nyhed. Og så er man ikke født journalist", 18.12.1971). Siden 1971 levede Christian Kampmann udelukkende af sit forfatterskab. Da han 1975–78 genoptog journalistikken som medredaktør af tidsskriftet Seksualpolitik var det som et led i et kønspolitisk engagement i Bøssernes Befrielsesfront (fra 1975).

Christian Kampmann er først og fremmest kendt som nyrealistisk roman- og novelleforfatter. I 1960'erne og 70'erne udsendte han tre novellesamlinger, 11 romaner og to erindringsbøger i romanlignende form. Christian Kampmanns principielle bidrag til den litterære debat har været få. Mest markant trådte han frem som tilhænger af ny realismen midt i tresserne ("En realistisk forfatter skriver på erfaringer. Jeg kan personligt ikke anerkende noget metafysisk", 28.11.1966). Christian Kampmann er de nære relationers skildrer. Han skrev om venskab, kærlighed og familieforhold, men altid i en bestemt social ramme. Hans udgangspunkt var oftest enkeltpersoner som han forsøgte at forstå ud fra deres forudsætninger. Hyppigt anlagde han på skift sine fiktionspersoners synsvinkel. Hans stil er tilstræbt neutral og bevidst prunkløs. Den vigtigste litterære tradition bag Christian Kampmanns produktion var naturalismen fra Herman Bang til Aage Dons hvis "Isolerede tilfælde" han gav et signalement af i Tilbageblik på 30erne, red. af Hans Hertel 1967. Af fremmede forbilleder må fremhæves den franske mikroskoperende realist Nathalie Sarraute og den engelske psykologiske realist Ivy Compton Burnett som Christian Kampmann ofte henviste til i interviews.

Christian Kampmanns forfatterskab i tresserne og halvfjerdserne kan betragtes som en udvikling i fem faser. De ironiserende og uafklarede ungdomsværker Blandt Venner, noveller 1962 (forkortet udgave 1970) og Al den snak om lykke, roman 1963, skildrer ensomheden og livsleden i det bourgeoisi Christian Kampmann udgik fra. Miljøets strenge krav om normtilpasning holder personerne fast i konflikter som af forfatteren forstås som udtryk for undertrykte religiøse og seksuelle behov. Sit gennembrud som nyrealist fik Christian Kampmann med novellesamlingen Ly, 1965, med fortættede billeder af psykiske reaktioner på fastlåste forhold i overklassen og middelstanden. Romanen Sammen, 1967, er et forsøg på nøgtern indlevelse i postuleret typiske, indskrænkede middelstandsbevidstheder.

Annonce

Christian Kampmanns bestræbelser i retning af bevidst publikumsåbenhed resulterede 1969 i den sprogligt enkle, psykologiske spændingsroman Uden navn der blev skrevet til ugebladet Hjemmets spændingskonkurrence – og afvist. Overgangen fra den nyrealistiske gennembrudsfase 1965–69 til en mere eksperimenterende periode markeres med den vægtige psykologiske roman Nærved og næsten, 1969 hvor fortælleren træder diskuterende frem. I nøgleromanen Pinde til en skønskrivers ligkiste, 1971 kritiserer Christian Kampmann det provinsielle danske litterære miljø og leger bevidst, men noget anstrengt med forfatterrollen. En mere udadrettet ideologisk kritik kommer til udtryk i novellerne Vi elsker mere, 1970, og den halvdokumentariske citatroman Nok til hele ugen, 1971 hvor forbrugerismen og ugebladsverdenen må holde for.

Forfatterskabets andet realistiske gennembrud kom med En tid alene, 1972, en social roman om miljøforskelle, kontaktbehov og underkuelse. Den blev belønnet med Kritikerprisen i 1972. Udvidelsen af stofområdet og udviklingen af skrivemåden i dramatisk-anskuelig retning kulminerede med slægtsromanen om familiens opløsning fra 1950'ernes velfærdssamfund til 1970'ernes krise: Visse hensyn, 1973, Faste forhold, 1974, Rene linjer, 1975 og Andre måder, 1975. Christian Kampmann bryder her med naturalismens pessimisme og giver udtryk for udviklingsoptimisme i tiltroen til kollektive samlivsformer. Med dette positive, realistiske værk fik Christian Kampmann sit endelige publikumsgennembrud. Hvert enkelt bind i serien var ved udgangen af 70'erne solgt i ca. 120.000 eksemplarer.

I forfatterskabets femte fase ligger Christian Kampmanns eksistentielle og politiske gennembrud med den åbne og (også i 1970'erne) modige erklæring af sin biseksualitet (26.10.1975), engagementet i den antipatriarkalske og antikapitalistiske kønspolitik og de indtrængende og i dybere forstand realistiske, dvs. personligt sandhedssøgende erindringsbøger Fornemmelser, 1977, Videre trods alt, 1979 og Iglimt, 1980.

Forfatterskabet kan som helhed læses i lyset af erindringsbøgerne: som en stadig frigøren sig fra undertrykkende normer, en permanent søgen efter egentlighed. Fra en forståelse af verden som faste mønstre af tiltrækninger og frigørelser i forfatterskabets første faser kom Christian Kampmann i de senere faser, og med fuld vægt fra 1973, frem til en indsigt i erkendelses- og handlingsveje i en dynamisk verden. Posthumt udkom romanen Skilles og mødes, 1992. Christian Kampmann døde efter et slagsmål med sin samlever Jens Michael Schau i sit sommerhus på Læsø.

Familie

Christian Kampmann blev født i Hellerup (Maglegård sogn), begravet på Solbjerg parkkirkegård, Frederiksberg. Forældre: prokurist, senere direktør Niels Ølgaard Kampmann (født 1914) og Leila Ingersoli Jones (1913–78). Gift 22.12.1962 på Frederiksberg (borgerligt viet) med pianist, musikpædagog Therese Herman Koppel, født 3.8.1936 i København, datter af komponist, professor Herman D. Koppel (1908-98) og Vibeke Clausen Bruun (1909–76). Ægteskabet opløst 1972.

Ikonografi

Tegn. af Hans Lollesgaard (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Interviews i Information 28.11.1966, Aktuelt 18.12.1971 og Berl. tid. 26.10.1975. – Tage Skou-Hansen: Det midlertidige fællesskab, 1972 163–67. Hans Jørn Christensen og Erik Bj. Olsen: Arbejdsmodeller, 1973 5–11. Palle Dinesen i Kritik, 1976 nr. 38 117–26. Søren Schou: Dansk realisme 1960–75, 1976 104–11. Karen Syberg i Poetik VII, 1976 nr. 3 1–73. Samme i Danmark 1965–75, red. Peter Madsen, Lund 1977 161–98. Anne Birgitte Richard i Romanen som offentlighedsform, red. Jørgen Bonde Jensen og Karen Nicolajsen, 1977 210–43. Jørgen Danelund: Nyrealismen i 60erne, 1978 59–89. John Chr. Jørgensen: Litteraturen og hverdagen, 1979 93–112. Steen Harvig: Christian Kampmanns Nok til hele ugen, udg. Dansklærerforen., 1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Christian Jørgensen, Merete Harding: Christian Kampmann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292473