Christian Houmark

Christian Houmark, Jens Christian Houmark, 4.6.1869-30.1.1950, forfatter. Født i Ålborg, død på Frbg., urne på Ordrup kgd. Allerede som fjortenårig fik H. et par skitser optaget i dagspressen og som femtenårig et skuespil opfort på Ålborg teater. Han kom i boghandlerlære, forsøgte sig uden held som skuespiller og gik i stedet over i journalistik. Han begyndte sin journalistiske løbebane ved Aalborg Amtstidende, kom 1899 til hovedstadspressen -København, Politiken – og var fra 1921 knyttet til Det Berlingske Hus i hvis aviser han vedblev at skrive til sin død. Sit skønlitterære forfatterskab indledte han 1908 med romanen Det Syndens Barn, efterfulgt af For Guds Aasyn, 1910 hvori han med den af tidens moralbegreber nødvendiggjorte diskretion skildrede et homoseksuelt forhold mellem to unge mænd. H. var en stor beundrer af Herman Bang som han også personligt stod nær, og hvis impressionistiske fortælleteknik han var påvirket af – fx i For de Andre, 1913 og Veje, der skilles, 1915. I teaterromanen Blodets Børn, 1916 gav han et hektisk billede af skuespillerlivet på og uden for scenen, og med Byens Hævn,1917, forlod han skønlitteraturen. Det var skæbner og konflikter fra hverdagslivet han skildrede, især sådan som det levedes i den danske provinsby. I blandingen af sentimentalitet og ironi og ved sansen for den effektfulde replik og den dramatiske situation var han en temperamentsbeslægtet lærling af Herman Bang. Den samme artistiske evne udnyttede han i sin journalistik. Han dyrkede især interviewet hvor den pointerede karakteristik kunne nærme sig perfidi, og hvor de hastige replikskifter var på én gang livfulde og manierede. Et udvalg af hans interviews kom 1938 i bogen Han spurgte – de sagde. De originale træk i H.s personlighed gjorde ham med årene til ikke så lidt af en "figur" -et image han selv holdt i live bl.a. ved de oplæsninger hvori han højt op i alderdommen fandt udtryk for de sider af sit talent teatret ikke kunne bruge. Kort efter hans død 1950 kom erindringsbogen Timer, der blev til Dage og bekendelsesskriftet Naar jeg er død der begge kredser om hans skæbne som homoseksuel – med den fortielse og forfølgelse han samtidig protesterede mod og kapitulerede for: "Vi skal ikke føle det som en skamplet, at vi er fødte til ensomhed, men vi skal dømme os selv alvorligere og strengere, end vi dømmer andre".