Christian Flensborg, 20.10.1728-1.6.1776, forfatter. Født i Kbh. (Cit.), død sst., begravet sst. (Trin. kgd.). F. blev student 1746 fra Fr.borg, tog 1747 baccalaureus-graden, 1750 teologisk eksamen, men måtte lade sig nøje med den beskedne stilling som "numerant i banken". Han udgav 1766-70 månedsbladet Den danske Mercurius efter Bordings Maade skreven hvori han ganske som sit forbillede beskrev de vigtigste tildragelser i ind- og udland på rimede vers. I den af M. Frydensberg bekostede rimkrønike Det danske Oldenborgske Konge-Huus i Vers og Kobber, 1760-64 skyldes en del af rimenerne F. der tillige var almindelig bekendt i Kbh. som lejlighedspoet. Han er en af barokpoesiens sidste udløbere i Danmark, men han anvender desuden nyere stilformer; hans vers kan undertiden være af en vis, om end billig, effekt.

Familie

Forældre: kaptajn, senere schoutbynacht Christian Peter F. (1692-1767, gift 2. gang 1734 med Helene Dorothea Leth, 1698-1782) og Else Margrethe Søbøtker (1695-1732). Gift 1768 med Charlotte Margrethe Leth, født ca. 1750,død 18.7.1789 i Kbh. (Trin. kgd.) (gift 2. gang med sekretær ved assistenshuset Johannes Carlsen, ca. 1743-98). -Farfar til C.J. F.

Ikonografi

Silhouet.

Bibliografi

J. C. L. Lengnick: Genealogier 1. saml., 1844. K. L. Rahbek og R. Nyerup: Udsigt over den da. digtekunst under Fr. V., 1819 168f 190-92.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig