Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christen Sørensen Testrup

Oprindelig forfatter CKli
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christen Sørensen Testrup, 29.9.1685-4.1.1761, historisk forfatter, godsejer. Født på Testrupgård i Rinds hrd, død på Vesterris sst., begravet i Testrup. T.s mor var af gammel selvejerbondeslægt og stærkt interesseret i slægtens og egnens historie, og gennem hende og de ligeledes historisk interesserede præster i Ullits og Vesterbølle vaktes hans interesse for historie og boglig syssel tidligt. T. begyndte som skriverdreng hos landstingshører Bering i Viborg hvor han var 1700–02, men 1704 fæstede han Vesterris i Testrup sogn som han købte 1716, og som hans far drev for ham indtil 1715, mens T. selv for til søs og bl.a. deltog som sømand i krigen (den store nordiske 1709–20). 1720–30 sejlede han vist til tider som styrmand eller skipper og var muligvis også reder. Ved siden af søfarten drev han en betydelig studehandel på Holland. Efter sit ægteskab 1730 tog han ophold på Vesterris og blev s.å. herredsfoged i Rinds og Gislum herreder samt birkefoged ved Lerkenfeld birk; sidstnævnte stilling opgav han 1744 og tog afsked fra herredsfogedstillingen 1759. Gennem skibsfart, handel og forpagtning samlede han sig nogen formue, så han efter at have haft Lerkenfeld i forpagtning 1737 kunne købe hovedgården Lille Restrup sammen med Morten Kirketerp i Viborg; kort efter blev han eneejer, og her boede han i en del år og opførte ny borg- og ladegård. 1740 løbte han Viffertsholm i Helium hrd., og også her foretog han 1750 store byggearbejder. – T. forfattede sammen med præsten Chr. Stistrup i Ullits et skrift om årsagerne til krigen med Sverige, hvilket han i håndskrift overrakte Frederik IV i Husum 1713. Under Viborgs brand 1726 fik han lejlighed til at redde en del gamle papirer som var kastet på gaden, og disse samt andre gamle aktstykker gav ham stof til tre små bøger om klostrene og kirkerne i Viborg stift 1746 (utrykt). 1747 udgav han Relation om Tingene og Tingstederne samt Rættens Betiening, et skrift som endnu har værdi som kilde til periodens retspleje, og 1756 udgav han den 580 sider store bog Danmarks og Norges Krigs-Armatur. Fra hans hånd foreligger endvidere det utrykte værk Rinds Herreds Krønike I–II der findes i Det kgl. bibliotek, og hvis første del er gengivet i uddrag i Samlinger til jydsk Historie og Topografi I og II (1866–69). T. står med dette værk som en af grundlæggerne af den topografiske tradition. 1759 arbejdede han på en dansk styrmandsbog der ikke blev afsluttet. Endnu skal nævnes at han samlede gamle dokumenter om adelen til Klevenfeldt.

Familie

Forældre: fæstebonde Søren Christensen (død 1715) og Mette Christensdatter (1657–1740). Gift 3.7.1730 i Hrønshøj med Maren Lynderup, døbt 29.8.1700 i Ålborg, død 29.8.1781 formentlig på Vesterris, d. af podemester Niels Christensen L. (ca. 1652–1718, gift 1. gang 1687 med Maren Christensdatter) og Maren Olufsdatter (død 1736).

Udnævnelser

Kancelliråd 1759.

Annonce

Bibliografi

Langebekiana, ved R. Nyerup, 1794 92–98 (brev). – O. Nielsen i Saml. til jydsk hist. og top. I, 1866–67 337–42. Fr. Møller sst. 3.r.IV, 1904–05 312–20. – Papirer i Kgl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. Klitgaard: Christen Sørensen Testrup i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298207