Chr. Richardt, Ernst Christian Richardt, 25.5.1831-18.12.1892, forfatter. Christian Richardts forældre boede i Lille Kirkestræde ved Højbroplads. Faderen var en vittig og munter mand, meget teaterinteresseret, moderen var et fint og stille gemyt; der var tungsind på hendes families side; en bror til Richardt døde på Oringe, hans søster var også til tider sindslidende; Richardt selv var noget tungsindig. Richardt gik i Borgerdydskolen på Christianshavn og havde til rektor først N.B. Krarup, senere Martin Hammerich. Richardt blev tidligt en elsker af dansk og antik poesi og skrev selv vers som dreng. Blandt hans skolekammerater var hans tre nærmeste venner for livet, P. Heise og G. og V. Rode. Han var i det hele taget en trofast og stærkt rodfæstet natur. Han blev student 1848 og valgte teologi af religiøse grunde; nogen synderlig lærd teolog blev han dog aldrig; først 1857 fik han eksamen med en beskeden karakter.

Han gik stærkt op i studenterlivet, der dengang havde sin højeste blomstring, var en anset selskabsmand og selskabsdigter både i Studenterforeningen hvor han efterhånden avancerede til ledende senior, og i en privat studenterklub Oasen (1850–56). Fra dette miljø udgik hans studenterkomedier; Kong Rosmer (trykt i Studenterkomedier, udg. af Axel Sørensen 1904) er bedst; Declarationen (skrevet i efteråret 1851) blev den største succes, både i bogform (1869) og opført på Det kgl. teater (1861). C. Hostrup hjalp Richardt med slutningen af dette stykke; senere digtede de i fællesskab ruskantaten 1854. Richardt var 1858–64 dirigent i Studentersangforeningen og deltog i studentertogene 1851, 1856 og 1875; han var ivrig skandinav og lapsede sig undertiden med svecismer i stilen. Til jul 1860 udgav han sin første, berømte samling Smaadigte (titelbladet: 1861). Den indeholder allerede en række af hans populæreste digte, viser og sange, som bragte Carl Ploug og Hostrup i erindring, for Danmarks frihed, for Norden, for fædrelandet (Mit fagre Hjem, O Danmark i din Kappe blaa), for studenterne (Vi er et lystigt Folkefærd), men også et intimere digt som vuggevisen Sov mit Barn sov længe, fromme digte som Lær mig, Nattens Stjerne eller Modersorg. Blandt de fortællende digte fandtes allerede to dyrefabler: Hr. Mikkel og Tulle. I en mere raffineret stil med en lidt indviklet og prosaisk beskrivelsesteknik er digtene Ved Løvspring og Paa Castelsveien.

Richardt blev folkekær på disse ungdomsarbejder. Han fik det Anckerske legat 1861 og kunne foretage en større udenlandsrejse. Den gik ad Rhinen til Schweiz og Italien. Vinteren 1861–62 var han i Rom, derefter rejste han til Palæstina (se hans rejsebog i prosa og vers, oprindeligt Nord. Univ.-T. IX, 1863, senere som bog, Det hellige Land, 1870). Hjemrejsen gik over Smyrna, Konstantinopel (Istanbul), Athen, Venezia og Tyrol. Under krigen 1864 blev han sit folks trøster. Samlingen Nyere Digte (udk. jul 1864) indeholder bl.a. digtkredsene Fra Rejsen og Et Aar; den sidste rummer nogle af Richardts allerbedste ting. Efter krigen var Richardt en tid musik- og teateranmelder ved Dagbladet, en virksomhed der kun forligtes slet med hans noget omstændelige arbejdsmåde; stundom fik han hjælp af sin ven Georg Brandes. 1866 blev han forstander på Tune højskole (mellem Tåstrup og Køge). Men hans foredrag gik over hovedet på de fleste, og han talte skolen tom, var også for distræt og upraktisk til at kunne gå op i en sådan gerning. 1871 blev højskolen omdannet til en landbrugsskole. Fra denne periode er samlingen Texter og Toner, 1868 der gennemgående, anslår dybere strenge. Den indeholder naturdigte med en lærdom på bunden som Den gamle Skovvei, fabler som Dragonhesten, en humoreske som En skikkelig Mand, kantater, mindedigte og det længere eventyrdigt Tornerose (heri Altid frejdig naar du gaar).

Richardt bestemte sig nu til at søge præstekald og forberedte sig til sin nye gerning ved et længere ophold hos sin hustrus onkel, pastor H.P.C. Dorph i Øster Egesborg ved Vordingborg. 1872 blev han udnævnt til kapellan pro loco i Store Heddinge under den myndige H.E. Glahn. Her var han i fire år. Hans forkyndelse var beskeden og stilfærdig og skaffede ham gode venner; også som sjælesørger var han samvittighedsfuld. "Den, som hvisker sagtest, trøster bedst", hedder det i et af hans digte fra 1864. En prædiken af Richardt, Skattens Mønt, er trykt i Kristelig Kalender for 1876 (1877). 1876 blev han sognepræst til Ørsted ved Årup i Vestfyn, 1886 præst til Vemmetofte kloster. For sit svage helbred måtte han næsten hver sommer rejse til Norge, Schweiz eller Tyrol. Men hverken præstegerning eller svagelighed eller rejser hindrede ham i at udsende nye bøger. 1874 kom Billeder og Sange, 1878 Halvhundrede Digte, 1879 Billedtexter, 1880 Kantater og Digte, 1884 Vaar og Høst, 1891 Blandede Digte. De indeholder bl.a. en række ypperlige mindedigte, fine versificerede karakteristikker både af offentlige og private personer, fx meget smukke kvindeportrætter.

For scenen har Richardt som moden mand kun skrevet dramaet Drot og Marsk, 1878, som tekst til Heises toner. Han fulgte især C. Hauchs Marsk Stig, men tog også motiver fra Erik Menveds Barndom. Det er den fineste danske operatekst. Som tekster til illustrationer læses bedst hans Fra Kysthospitalet paa Refsnæs, 1887, Vort Land. Et geografisk Digt. 1889 og Fadervor. 1891. Sammen med G. Rode har han udgivet Fortællinger og Vers for Store og Smaa. 1866 og En Billedbog, 1868. Endnu må nævnes hans gendigtninger af N. Leriaus Savonarola, 1876 og J.O. Wallins Dødens Engel, 1889.

Richardts digtning er ikke fri lyrik; den er upersonlig, ukonfessionel, uden store lidenskaber og syner. Meget er lejlighedsdigtning, svingende mellem rimet journalistik og rimet prædiken. Richardt var en ypperlig tolk af øjeblikkets stemning, enten det nu drejede sig om fødselsdage og tab i en kreds eller om et folks følelser og tårer. Uden for lejlighedspoesien har han især dyrket den belærende genre; hans udgangspunkt er parablen, og han kan nå på den ene side til fabelen på vers, på den anden side til det religiøse læredigt og salmen. Hans poesi har en fin bouquet af humor og melankoli, ligeligt blandet, enten han skriver børnedigte eller kantater. Han arbejdede med strengere forestillinger om stilen end de samtidige studenterpoeter, var en egentlig lærd digter der med ypperlig sans for effekt udnyttede den rige poetiske arv fra Baggesen til Hertz. Han kunne i det samme digt anbringe reminiscenser fra Grundtvig og fra Heiberg og slap i reglen godt fra det.

Chr. Richardt kunne stundom skrive meget jævnt, men selv den sobre stil virkede hos ham som frembragt ved raffinerede interferenser. Oftest tyede han til udspekulerede billeder og omskrivninger, anvendte efterhånden et helt nyt leksikon af kendinger. Som versifikator var han meget fremragende; nærmest sluttede han sig til J.L. Heiberg og hans skole. Richardt, der havde et fint musikalsk øre, nynnede sine sange til deres egen lille melodi. Hans vers er oftest sangbare, ligefrem beregnede på at sættes i musik, og han er en at vore mest komponerede digtere. Men finesserne i hans sprogbehandling kommer bedst til deres ret i de rent recitativiske poesier. Richardts digtsamlinger er en ganske rig efterhøst fra guldalderen. Tonen er ikke stærk, men fin; det er en essens af mange essenser. Richardt begyndte som studenterpoet med lovlig lave prætentioner; årene gav hans digtning større alvor og inderlighed. Hans formfylde og det ligesom til noget dybere lyttende i hans ånd gør ham til en af de interessanteste skikkelser i den tids danske litteratur.

Familie

Født i København (Holmens), død i Vemmetofte, begravet i Ørslev, Bårse herred. Forældre: vare-mægler Andreas Emanuel Richardt (1799–1873) og Elisa Margrethe Christensen (1791–1855). Gift 17.11.1865 i København (Frels.) med Marie Koes Hammerich, født 31.10.1842 i København (Frue), død 25.3.1900 på Iselingen, d. af docent, senere rektor Martin Hammerich (1811–81) og Anna M. Aagaard (1820–1904).

Udnævnelser

R. 1887.

Ikonografi

Tegn. af P.C. Skovgaard, 1856 (Fr.borg). Afbildet på tegningen Studenterforeningen flytter, 1863 og på Constantin Hansens mal., 1867, af studenterne med Carl Ploug på Drottningholm 1856 (Fr.borg). Træsnit 1869 og i samme type på Magnus Petersens stik af nordiske digtere, s.å. Træsnit 1872 og i samme type af H.P. Hansen, 1886. Træsnit 1873, 1876, af H.P. Hansen 1882 og efter dette træsnit 1885. Træsnit af P.L. Bevers, 1883. Litografi 1884. Buste af Aksel Hansen, 1886 (Fr.borg). Træsnit 1888 og af M. Hønemann, 1893, i samme type litografi af Harald Jensen. Tegn. af Gerh. Blom, 1895 (Fr.borg). Min. af H.C. Vantore ca. 1900. Tegn. af Carl Bloch. Buste af V. Bissen (Studenterforen.). Foto. – Monument af N. Larsen-Stevns, 1913 (Højeruplund). Mindesten i Ørsted 1933. R.-mindeværelse (Ø. Egesborg præstegård).

Bibliografi

Saml. digte I–III. 1895. Digte i udv. I–II. 1914. – F.L. Østrup i Danske salmedigtere, 1905 112–36. Emma Kraft: Brogede blade, 1905 262–73. Georg Brandes: Saml. skr. 2. udg. II, 1919 423–40. Helena Nyblom: Mina levnadsminnen I, Sth. 1922 (da. udg.: Livsminder fra Danm., 1923) 278. J. Kj. Carlsen: C.R., 1928. Vestre borgerdydskole 1787–1937, 1937 63. Hans Egede Glahn i Glahnsamf. IV, 1946 102–07. Holger Nyblom i Ord och bild LVI, Sth. 1947 317–23. M. P. Seedorff i Kristeligt dagbl. 15.4.1954. Paul V. Rubow i Berl. aften 14.2.1955 (optr. i forf.s Epigonerne, 1956 44–53). Anders Malling: Dansk salmehist. VII, 1972 184–88. – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig