Chr. K.F. Molbech

Chr. K.F. Molbech, Christian Knud Frederik Molbech, 20.7.1821-20.5.1888, forfatter. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst., begravet i Sorø. M. gik i den gamle borgerdydskole i Kbh. hvor han med taknemmelighed mindedes C. Mynster som lærer, men havde som gymnasiast svært ved at holde disciplinen ud og blev derfor sat i huset først hos pastor Spang i Udby, senere hos Frederik Lange i Vordingborg. Gennem den sidste kom han i forbindelse med familien Aagaard på Iselingen, et bekendtskab som fik den største betydning for hans ungdommelige dannelse og udvikling. 1839 fik han artium og studerede et par år teologi med P. C. Kierkegaard som manuduktør. Kun atten år gammel udgav han en digtsamling, Billeder af Jesu Liv der blev beundret af samtiden for dens smidige versekunst. 1840 vandt han universitetets guldmedalje for en afhandling som han n.å. udgav under titlen Om Billedhuggerkunsten og dens Poesie. Han deltog iøvrigt i studenterlivet og kom blandt kammeraterne især til at holde af Hans Brøchner, med hvem han forblev forbunden i et trofast venskab til dennes død. De skrev 1842, efter sigende sammen med Carl Ploug, en morsom pamflet imod J. L. Heiberg,Johan Ludvig Heiberg efter Døden, 1842; den parodierer En Sjæl efter Døden og følger den nøje i sceneri og versemål. Den lille satire er rettet mod Heibergs hele stilling som trykkende autoritet; den indeholder mange morsomme steder, går ikke særlig dybt, men er god-modig-grovkornet - det eneste ret ungdommelige blandt M.s arbejder.

I de følgende år skrev han nogle dramaer, Klintekongens Brud og Venusbjerget der 1845 blev opført på Det kgl. teater uden succes; heller ikke de digte han udgav sammen med det sidstnævnte skuespil i samlingen Digtninger, 1846, var betydelige. s.å. rejste han til Spanien på et stipendium og mødtes 1847 i Rom med Brøchner; de studerede i fællesskab Dante. En del af rejsen er beskrevet i En Maaned i Spanien, 1848. Oversættelsen af Den guddommelige Komedie er også begyndt ved denne tid. For at uddybe sit kendskab til italiensk ånd og kultur rejste M. atter 1852-53 til Rom, på ny i følge med Brøchner. Senere foretog han endnu en række Italiensrejser og blev medlem af flere italienske akademier. 1852 forkastede Det kgl. teater hans tragedie Dante; s.å. udgav han sin digtsamling Dæmring som rummede nogle af hans bedste vers. 1853-64 var han professor i dansk i Kiel, en udsat post for en ømskindet æstetiker af M.s type. Efter at være fordrevet af tyskerne skrev han en årrække litterære og andre kritiske artikler i Dagbladet. De blev udvalgt og samlede i bogen Fra Danaidernes Kar, 1873. M. blev en udmærket døgnkritiker, han havde en sund dømmekraft og var en ypperlig stilist. I sin smag stod han på den historiske romantiks grund, men han fulgte uden bornerthed med nyhederne i dansk og til dels fremmed litteratur, indtil "det moderne Gennembrud". 1871 blev han Carsten Hauchs efterfølger som censor ved Det kgl. teater, en stilling han beklædte indtil 1881 trods den voksende fjendtlige stemning mod ham blandt den yngre litteraturs mænd. Han forlod denne post som en protest mod, at teaterchefen, Edv. Fallesen, havde offentliggjort hans censur over Bjørnstjerne Bjørnsons Leonarda. Fra denne periode stammer en opblussen af hans dramatiske produktivitet; han oversatte et par fremmede stykker og udgav Renteskriveren, 1875, Ambrosius, 1877, der begge blev spillet med held, det sidste, om digteren Ambrosius Stub, forblev endog i en menneskealder et af nationalscenens mest yndede arbejder og blev oversat til hovedsprogene. Derimod blev Faraos Ring, 1879 og Opad!, 1881 modtaget med nedsættende kritik og spot. I sine sidste år levede han i Bagsværd, mest optaget af personalhistorisk syslen med guldaldertidens personligheder. Han havde 1883 udgivet Chr. Molbechs og Kamma Rahbeks brevveksling, ved sin død havde han forberedt faderens brevveksling med N. F. S. Grundtvig til udgivelse. I de sidste måneder før sin død udfoldede han en rig lyrisk produktivitet og skrev eller dikterede nogle af sine bedste digte.

M.s dramatiske værker er kunstnertragedier af den romantiske type. Bedre er hans lyrik, skønt retorikken ofte kan virke så vedtægtsmæssig at man har ondt ved at tro på stemningen. Hans ideal af en digter var Adam Oehlenschläger, men også en side af Chr. Winthers poesi er genfødt i hans. Grundtonen er imidlertid hos ham blevet elegisk, han er vendt med længsel mod fortiden og ser med bitterhed og håbløshed mod det tilkommende. Men nogle af hans bedste digte (Frejas Stjerne, Naturaanderne, Til Fjenden i vor egen Lejr) vil leve i kraft af deres fuldendte ordmusik og stemningsfylde. - Hvor eminent en sprogkunstner M. var ses bedst af hans oversættelse af Dantes komedie (1851-62), et sprogværk af højeste rang, rummende hele guldalderens ordskat og versekunst - også som tolkning af den store middelalderdigter fuldlødigt. - Dr.phil.h.c. 1879.