Charles Gandrup

Charles Gandrup, Charles Emil Gandrup, 28.7.1847-7.8.1911, forfatter, forstander for Vajsenhuset. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet sst. (Vestre). G. blev student 1866 fra Borgerdydskolen i Kbh. og cand.teol. 1872. Han forsøgte sig derefter som forfatter, udgav 1874 tragedien Periander der indbragte ham belønning fra Selskabet til de skønne og nyttige videnskabers forfremmelse, og 1877 tragedien Savonarola. De to tragedier viser med deres mange personer, skiftende sceneri og vekslende bundne og ubundne stil i dialogen tydelig påvirkning af Shakespeare, men vidner tillige om digterisk begavelse hos forfatteren. Hans digtsamlinger Fem Digte, 1880 og Fædrelandske Digte, 1887 indeholder væsentlig efterklang af romantikken; enkelte digte er dog i samklang med deres tid, således Scene af Tilbagetoget fra Danevirke. G.s senere digtning har mest tilknytning til skolen, således festdigtet 700 Aar til Efterslægtselskabets skoles hundredårsfest 1886 og hans kantate ved Vajsenhusets 175 års jubilæum 1902, som siden altid benyttes ved anstaltens stiftelsesfest. Allerede som student underviste G. på Efterslægtselskabets skole, og efter sit giftermål 1878 gik han helt over til skolegerningen skønt han havde vundet et så anset navn som forfatter at han 1882 fik det Anckerske legat som han anvendte til et halvt års ophold i Italien.

1878 blev han skoleinspektør i Nykøbing M., og syv år efter fik han en lignende stilling i Randers. Begge steder gik han med lyst og iver op i sin opdragergerning hvortil han kvalificeredes både ved talent som administrator og ved sin stemningsbevægede personlighed. Fra 1887 var han vikar i skolelærer-eksamenskommissionen; en fast plads afslog han 1889. I dette år blev han nemlig kaldet til forstander for Det kgl. vajsenhus i Kbh. Han fik her rig anvendelse for sine administrative evner. "Ved hans tiltræden indlededes en ny æra i Vaisenhusets historie". Han reformerede undervisningsplanen, oprettede en musikskole og indførte skolebade. Han ledede selv udsmykning af klasseværelserne og malede de smukke Middelhavskort al fresco som endnu findes. Han samlede udgåede elever på Vajsenhuset til kammeratligt samvær og for at give dem lejlighed til at rådføre sig med forstanderen og deres gamle lærere. Ingen af tidens moderne pædagogiske ideer var ham fremmed. Med kraft og myndighed talte han til enhver tid anstaltens sag, og når det gjaldt skrev og talte han uden personanseelse for at fremme dens vel.