Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Catharine Stolberg

Oprindelig forfatter DLoh
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Catharine Stolberg, Henriette Catharine Stolberg, 5.12.1751-22.2.1832, grevinde, forfatter. Født i Bramsted, død i Peterswaldau, Schlesien, begravet sst. I modsætning til sine brødre fik S. ingen regelmæssig undervisning men var, som kvinde, henvist til opbyggelig litteratur, hvoraf Klopstocks Messias spillede en vigtig rolle. Underholdnings-litteratur havde den strengt religiøse mor forbudt døtrene at læse. Gennem de ældre brødre erhvervede S. sig dog stor omend ikke grundig belæsthed. Fra 1774 var hun stiftsdame på Vallø men førte en omflakkende tilværelse uden fast bopæl og var for det meste på besøg hos sine slægtninge eller på rejse, bl.a. var hun 1783–84 med Fritz og Julie Reventlow i Italien. Da hun åbenbart i højere grad end sine søskende havde moderens excentricitet var hun også åndeligt rastløs og springende og blev med årene mere og mere vanskelig og sær. 1802 gik hun efter broderen Frederik Leopolds forbillede over til den katolske tro men blev kort efter atter lutheraner. Fra 1806 udviklede der sig et ægteskabslignende forhold mellem hende og brødrenes ungdomsven, den tidligere danske legationsråd G. F. E. Schönborn (1737–1817) der havde fundet tilflugt hos Fritz og Julie Reventlow på Emkendorf, et forhold der varede til Schönborns død. Derefter blev hun atter rastløs og døde blind hos sin niece, Fr. L. Stolbergs ældste datter Mariagnes. -Som ung havde S. efter traditionen i hendes kreds givet sig af med at skrive, men forblev dog her ganske uselvstændig. Det lille drama Moses, 1788, afslører Klopstocks indflydelse, nogle følsomme fortællinger er præget af Edward Young der blev meget læst i hendes hjem. På grund af deres kildeværdi er hendes for niecen skrevne korte ungdomserindringer og hendes brevveksling med slægt og venner (i Efterl. papirer ...) højst interessante.

Familie

Forældre: overhofmester greve Christian Günther S. (1714–65) og grevinde Christiane C. F. Castell-Remlingen (1722–73). Ugift. – Søster til Christian S. og Frederik Leopold S.

Ikonografi

Mal. af Jens Juel (Drült). To tegnede silhouetter (Fr.borg). Silhouet (Goethe-Mus., Düsseldorf).

Annonce

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I-X, 1895–1931. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I, 1904; III, 1913. Fr. Leopold Stolberg: Briefe, udg. Jürgen Behrens, Neumünster 1966 = Kieler Studien zur deutschen Literaturgesch. V. – Otto Brandt: Geistesleben und Politik in Schlesw.-Holst., 2. opl. Stuttg. 1927 (reproudg. 1981). Staatsdienst und Menschlichkeit, udg. Chr. Degn og D. Lohmeier, Neumünster 1980 = Kieler Studien zur deutschen Literaturgesch. XIV.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Dieter Lohmeier: Catharine Stolberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297886