Carl Møller

Carl Møller, Carl Emanuel Møller, 3.4.1844-3.5.1898, forfatter. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet sst. (Ass.). M. blev student 1863 fra det v. Westenske institut og studerede et par år jura. Hans humør og hans evner både som skribent, skuespiller og sanger gjorde ham imidlertid straks til et skattet medlem såvel af Studenterforeningen som af Studentersangforeningen. Økonomisk velstillet fra hjemmets side opgav han derfor snart enhver tanke om embedseksamen og blev i tyve år en forgrundsfigur inden for foreningslivet, utrættelig optaget af at skrive til alle mulige fester og spille med i alle mulige forestillinger. Herunder fandt han i den lidt yngre Villiam Faber både en nær ven og en god medarbejder. M. der 1865 havde debuteret som visedigter og 1866 som studenterskuespiller debuterede 1868 som studenterkomedieforfatter med den fortrinlige farce De Forlovede, trykt 1883, der betegnede en ny fase i genrens historie ved at gå bort fra det tidligere rent akademiske præg og over til kåd situationskomik. Farcerne (senere bl.a. Naar Katten er ude –, 1883, og Paa Dandsekursus, 1884) lod sig derfor uden vanskelighed overflytte fra Studenterscenen til Folketeatrets eller Casinos repertoire. M.s kompagniskab med Faber som var begyndt i Studenterforeningen med Sozodont, opf. 1873, og fortsat med En Søndag paa Alperne eller Vandmøllen i Appenninerne. opf. 1874, blev derfor snart under fællesmærket Peter Sørensen til et medarbejderskab ved disse to teatre (originale farcer som Naar man har Fanden til Morbroder, opf. 1874, og bearbejdelser eller lokaliseringer som Min egen Dreng, opf. 1875, eller Barn i Kirke, 1878).

Fabers død 1883 afsluttede M.s dramatiske produktion og førte ham ind på et helt nyt felt, den bredt anlagte og humoristisk prægede samtidsskildring. Allerede hans første forsøg, Paa Farten. Kjøbenhavnske Billeder i Biendramme, 1884, gjorde så megen lykke at han fra nu af troligt fortsatte, skønt hverken form eller stil var kunstnerisk udarbejdet og tiden hurtigt forældede også denne genre. M. holdt sig her ikke blot til Kbh.: Turistkompagniet, 1889, Der er Forskjel –, 1890 og Fra Rosenvænget til Amager, 1896, men søgte også til provinsen: Ny paa Egnen, 1887, Breinholm Badehotel, 1888, Hotel Dania. 1891, Navnefættere, 1893 og Efter levende Model, 1895. For sig selv, endnu læseværdige og med en vis tidshistorisk værdi, står hans vittige og skarpe rids af 80ernes kbh.ske borgerskab og selskabsliv: Mørupperne, 1.-3. samling, 1885-94. Hans sidste studenterkomedie blev parodifarcen Medora, 1886 som han skrev sammen med Svend Lembcke, mens Fra Studenterdagene. Spredte Minder fra Fester og Forestillinger, 1895, er et tilbageblik på M.s egen deltagelse i 60ernes og 70ernes Studenterforeningsliv. Af sin efterladte formue bestemte M. et beløb til oprettelse af et legat fortrinsvis til en yngre humoristisk forfatter; legatet uddeles endnu. Et vidnesbyrd fra hans sidste og ikke alt for lyse år om aldrig glemt sympati for munter ungdom. M. er portrætteret i P. Hansens Kristian Kjøbenhavner, 1882.