Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Gandrup

Oprindelig forfatter SAC
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl Gandrup, 13.5.1880-11.8.1936, forfatter. Født i Nykøbing M, død i Kbh., urne sst. (Bispebjerg). G. begyndte i typograflære, men tog skolelærereksamen fra Blågårds seminarium 1906 og underviste i nogle år ved Københavns og Roskilde skolevæsener samt i Nyborg statsfængsel indtil 1916. På et tidligt tidspunkt læste G. hos kgl. skuespiller Valdemar Kolling for at gå til scenen og spillede også en enkelt sæson i provinsen hvad han dog opgav, men sin levende karakteriseringsevne viste han ofte siden i radiooplæsninger. Efter nogen journalistisk virksomhed forsøgte han sig som teaterskribent, og dette område skulle vise sig at være hans absolutte force. Efter dramatikerdebut 1905 med en lille, men behændig og slagfærdig komedie Komplet uskyldig (på teateret i Holbæk) udviklede han et omfattende og mangeartet dramatisk forfatterskab der gjorde ham til den mest markante skikkelse blandt 20ernes og 30ernes danske dramatikere. Målt med succesens alen kunne man med føje benævne ham datidens betydeligste dramatiker. Hans debut i Kbh. blev helaftensskuespillet Potifars Hustru på Det ny teater 1911. Enakteren Lazarus kom frem på Det kgl. teater 1916. Derefter fulgte slag i slag en række skuespil og komedier, "Født Andersen", 1918 (Det ny teater), Dybet, 1920 (Det kgl. teater), Hexedans, 1921 (Århus teater), Skruen, 1921 (Det ny teater), Munken gaar i Enge, 1922 (Det kgl. teater), Faldne Engle og Falske Nøgler, 1923 (begge Det kgl. teater), Tippe, 1923 (Sønderbros teater), Affæren Jensen, 1923 (Nørrebros teater), Fru Beates Regnskab, 1925 (Det kgl. teater), Aftenvisit, 1925 (Det intime teater), Forligsmanden – og – En Kone efter Avisen, 1927 (Riddersalens teater), Stormklokkerne, 1927 (Det ny teater), Spotterens Hus, 1928 (Det kgl. teater), De tre Skalke, 1929 (Komediehuset), Kongeligt Blod, 1933 (Det kgl. teater) og Det er aldrig nok –, 1934 (Det kgl. teater). Han har tillige udgivet fortællingssamlingerne Menneskenes Børn og deres Afguder, 1907, Stille Skæbner, 1911, Faneflugt, 1918 og Efter sikkert Forlydende! Radiofortællinger, 1935 samt romanerne Ene med Satan, 1912, Lerhjertet, 1913 og Modergiften, 1922. Desuden har han oversat eller bearbejdet en række udenlandske arbejder af hvilke Ben Jonsons Volpone (efter Stefan Zweigs gendigtning) fik succes på Det kgl. teater 1929. For Nordisk Film deltog han også i udarbejdelsen af en række manuskripter.

G.s store dramatiske produktion var på én gang afvekslende og mangesidig, men også springende og uensartet, uden egentlig sammenhæng og blev siden betegnet som "forunderligt rodløs" (Bønneiycke). Den strakte sig fra løsslupne komedier til omfattende historiske skuespil (hvoraf Spotterens Hus om P. A. Heiberg og Kongeligt Blod om koncertmester Edouard Du Puy og prinsesse Charlotte Frederikke ved Frederik VI's hof også i dag er levende læsning), – beskt psykologiske enaktere (blandt hvilke specielt "Munken gaar i Enge" synes uforældelig) og seriøse tragedier med engagement i tidens politiske anslag mod humanismen (blandt hvilke "Dybet" og "Det er aldrig nok" er de betydeligste). Hans teaterform hører hjemme i "det veldrejede teater", og hans replikkunst og dramatiske håndelag samt umådelige, sproglige opfindsomhed fyldte dette lige til de snævre grænser denne teaterform også kan hævdes at have. Typisk for hans form var at "over ideen stod ham effekten, over personerne stod rollerne". Han betjente hele teaterets registratur som man spiller "på et stort kinoorgel" (Schyberg), men smældet i replikken og opfindsomheden i situationen kunne alligevel sjældent skjule at "han havde vanskeligt ved at fylde en hel teateraften" (Brix), og at sammenhængen af og til på afstand kunne ses "opløse sig i noget der lignede bluff. Tiden var fuld af markante meninger, og G. trivedes godt i disses sammenstød. Ligesom han fyldte på teateret, fyldte han i københavnerlivet som en figur der "udstråler såvel ånd som bøf som bourgogne". Det skarpe blik og den barokke slagfærdighed som prægede hans teater prægede i endnu højere grad den daglige polemik i hvilken han trivedes, og hvorfra der føg sproglige åndfuldheder og strittende injurier i skønsom blanding.

Med sin teatermæssige effektivitet og sin dramatiske stemmes styrke overdøvede han i sin tid det meste andet danske teater, som kæmpede med naturalismens tyngde, den tyske ekspressionismes farlighed og de humanistiske ideers tungsindighed. Men samtiden anklagede med en vis ret G.s dramatik for mangel på etik, og netop heri lå forklaringen på forfatterskabets præg af udvendighed. Med denne svaghed havde det trods dets øjeblikkelige livfuldhed ikke kraft til at overleve på teateret.

Annonce

Familie

Forældre: skoleinspektør, senere forstander for Vajsenhuset Charles Gandrup (1847-1911) og Agnes Januaria Melchior (1851-1926). Gift 28. 10.1919 i Kbh. (Garn.) med skuespiller Ingeborg Margrethe Christensen (født Olsen, kaldet Ohlsson), født 3.3.1882 i Kbh. (Johs.), død 25.5.1940 i Kbh. (gift 1. gang med dyrlæge Andreas Christian Christensen, 1878-1914), d. af bødker Pehr Olesen (født 1851) og senere sygeplejerske, sidst pensionatsindehaver Anna Katrine Petersen (1856– 1934).

Ikonografi

Tegn. af Jensenius udst. 1930. Foto.

Bibliografi

Hartvig Frisch i Teatret, 1929-30 129-31. H. P. Sørensen og S. Michaelis i Social-Demokraten 13.5.1930. P. A. Rosenberg i Forum, febr. 1934 3-6. Berl. tid. 12.8.1936. Emil Bønnelycke i Berl. aften 13.8. s.å. Berl. tid. 23.9.1944.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steen A. Cold: Carl Gandrup i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289922