Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Behrens

Oprindelig forfatter CDumr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Carl Behrens, Carl Johan Behrens, 18.4.1867-26.4.1946, forfatter. Født i Kbh. (Mos.), død i Kbh., begravet sst. (Holmens k. krypt). B. blev student fra Mariboes skole og cand. phil. 1886. Æstetiske og litteraturhistoriske studier gled efterhånden over i journalistik og fri forfattervirksomhed. Stærkt påvirket af 1880'ernes bevægede kampår meldte B. sig straks ind i Studentersamfundet. Som journalist var han bl.a. medarbejder ved København, 1889–92, Adresseavisen, 1892–1902, Berl. Tidende, 1903–14, og Nationaltidende 1914–21, og Ritzaus Bureau fra 1908. – Både som forfatter, udgiver og redaktør dyrkede B. i overvejende grad sin hovedinteresse, dramatisk kunst, støttet af et enestående kendskab til sin samtids danske scenekunst og af studier navnlig af tysk teaterhistorie. I tre store monografier hvis stof væsentlig blev samlet under ophold i Dresden har han således på omhyggelig udført litteraturhistorisk baggrund behandlet de tyske dramatikere Chr. Dietrich Grabbe (1903), Fr. Hebbel (1905) og Heinrich v. Kleist (1909) hvortil det lille skrift om Agnes Bernauer i Historiens og Digtningens Lys, 1906 naturligt sluttede sig. Til hans arbejder over dansk dramaturgi hører Forfatterskabet til "Gulddaasen" Chr. Olufsen – Chr. Hertz, 1892 der sandsynliggjorde den sidste forfatters hovedandel i stykket, Emil Poulsen. Et Kunstnerbillede, 1911 og Elna Jørgen-Jensen, 1917. For Selskabet for dansk Teaterhistorie som B. sammen med direktør Karl Mantzius og daværende operasanger Edv. Agerholm stiftede 1911 (hvorefter Teatermuseet oprettedes 1912) har han udgivet en kritisk og fortjenstfuld udgave af Peder Rosenstand Goiske: Den dramatiske Journal 1–2, 1915–16 m. supplementsbind 1917–19, heraf biografien af Goiske som særtryk 1919. Endvidere har B. været redaktør af det af ham selv stiftede tidsskrift Ny Jord, 1888–89, der samlede alle tidens unge digternavne fra Sophus Claussen til Gustav Wied, af Studenterbladet, 1894–96, Teatret, 1908–13, Masken, 1915–19, Literaturen, 1918–19, og fra 1897 dansk redaktør af Ord och Bild samt med Sofie Aubert Lindbæk udgiver af Verdens-memoirer I–II, 1913. Endelig har han i Vandringer i Nordsjælland, 1913 med litteraturhistorisk islæt skildret egne som han gennem et mangeårigt sommerophold i Gilleleje er blevet fortrolig med og på grundlag af gamle familiepapirer udgivet Da Guinea var dansk. W. J. Wulffs Breve og Dagbogsoptegnelser, 1917 samt leveret talrige oversættelser af svenske og tyske romaner og skuespil. I Erindringer, 1937 har han givet talrige interessante skildringer af mennesker og episoder omkring århundredskiftet specielt fra forfatter-, teater- og journalistverdenen.

Familie

Forældre: grosserer Julius Jacob B. (1834–1914) og Susanne Mathilde Friedländer (1842–1927). Gift 6.11.1902 i Kbh. (b.v.) med Astrid Poulsen, født 24.7.1875 i Ellekilde ved Hellebæk, død 8.3.1957 i Kbh., d. af senere kgl. skuespiller, tit. professor Emil P. (1842–1911) og Anna A. D. W. M. Næser (1849–1934).

Ikonografi

Mal. af L. Find, 1888. Karikatur af O. Guldbrandsen, 1899.

Annonce

Bibliografi

Mal. af Margrethe Svenn-Poulsen, 1907. Karikatur af Alfred Schmidt, 1918. Mal. af Johan Behrens, 1923. Klippet silhouet af Kirsten Wivel, 1924 (Kgl. bibl.). Tegn. (Kgl. bibl.). Foto.

Selvbiogr. i Bogvennen 18.4.1917. C. B.: Erindringer, 1937. – Journalisten 1.10.1906 62f. Jul. Clausen i Ord och bild 1922. Niels Friis og Anders W. Holm: Fra det gamle Gilleleje XIV, 1946 55–58 65–71. Kai Flor i Berl. aften 26.4.1946. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Dumreicher: Carl Behrens i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286692