Camillo Bruun, 3.2.1818-4.6.1880, forfatter. Født i Kbh. (Helligg.), død i Tårbæk, begravet på Frbg. Efter indtil 1834 at have fået undervisning i det v. Westenske institut kom B. 1835 i lære i Vajsenhusets bogtrykkeri, og 1837–43 opholdt han sig til dels ved understøttelse af det Reiersenske fond, i Tyskland og Frankrig, bl.a. i længere tid i Paris. Efter sin hjemkomst købte han 1843 et bogtrykkeri i Hjørring og overtog et lille blad Den jydske Borger- og Bondeven som han omdøbte til Hjørring Amtstidende og gav avisform. Dette blad redigerede og udgav han indtil 1868 da han solgte virksomheden. N.å. flyttede han til Kbh. hvor det var hans tanke at leve af litterært arbejde; dette lykkedes ikke, og han måtte tage ansættelse som assistent i Bikuben. B. var en livlig og begavet bladmand, og hans avis vandt snart en anset stilling inden for provinspressen ligesom han fik stor betydning for det da frembrydende politiske liv i Vendsyssel. B. var ikke egentlig politiker men hans blad var nationalliberalt, og da bondevennerne i 1860erne vandt frem (Bernh. Rée, Th. Bjørnbak) i hans opland kom han i opposition til dem hvilket vistnok bevægede ham til at sælge sit blad. Personlig var B. en elskværdig og hjælpsom mand og en fornøjelig selskabsbror og derfor almindelig afholdt. 1854 stiftede han en grudlovsværneforening for Hjørringegnen. – B. var en flittig lejlighedsdigter og novelleforfatter, og hans skildringer fra Vendsyssel læses endnu med fornøjelse og er ikke uden lokalhistorisk værdi selv om emnerne er ret digterisk behandlet. Han var her en forløber for senere hjemstavnsskildring. I 1840'erne og -50'erne oversatte han Dumas, Musset m.fl., dernæst skrev han bl.a. Fra Vendsyssel, Rejseindtryk og Optegnelser, 1866, en digtsamling Sang og Saga. 1866, Ved Strand og Klit I, 1876, Hvad Marehalmen fortalte, 1877, Gjennem Hundrede Aarhans slægts historie med gode bidrag til københavnsk borgerskabs historie), 1879, vaudevillen Stop (opført på Casino 1866), Fjældluren, sangdrama antaget af Det kgl. teater, 1872, endvidere en mængde lejlighedsdigte, novellistiske skitser, topografiske afhandlinger osv. i forskellige blade og tidsskrifter som "Fremtiden"s Nytaarsgaver, "Fædrelandet", "Nutiden", almanakker, "Nær og fjærn", "For Idé og Virkelighed", "Fremtiden"s Rejsehaandbog o.fl.

Familie

Forældre: oberstløjtnant i Kbh.s borgervæbning, vognmand Johannes Severin B. (1780–1862) og Hendrine Margrethe Brondt (1789–1858). Gift 22.9.1848 i Kbh. (Trin.) med Elise Frederikke Koefoed, født 21.7.1821 i Ålborg, død 27.11.1886 på Frbg., d. af by- og herredsfoged i Hjørring, justitsråd Hans Georg K. (1792–1854) og Nicoline Jespare Hillerup (1795–1879). – Far til Alfred B.

Ikonografi

Tegn. af Chr. Bayer. Foto.

Bibliografi

Hjørring amtstid. 7.6.1880. Th. Larsen: En gennem-brudstid II, 1922.

Kommentarer (2)

skrev Niels Jensen

Skanningsfejl i CamiIlo, han hedder naturligvis Camillo

svarede Marie Bilde

Tak for oplysningen. Scannigsfejlen er rettet.
Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktør.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig