Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.F. Wadskiær

Oprindelig forfatter EjTho
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C.F. Wadskiær, Christian Frederik (Friderich) Wadskiær, 1713-5.11.1779, forfatter. Født på Ørslev kloster ved Skive, død i Kbh. (Frue), begravet i Frue k. Navnet er taget efter Vadskærgård i Tørring sogn ved Lemvig som farfaderen (og måske en tid også faderen) havde haft i forpagtning. Trods hjemmets små kår blev W. i seks år holdt i Sæby latinskole hvorfra han 1730 dimitteredes til universitetet. Penge til rejsen og deposits skaffede han sig ved et versificeret bønskrift til Carl v. Plessen, herren til Dronninggård, og det første studieår som han på normal vis afsluttede med anden eksamen kom han vistnok kun igennem ved en slægtnings hjælp. 1730 prædikede den unge rus i flere kirker på Lemvigegnen, men synes i øvrigt aldrig at have lagt sig alvorligt efter teologi; det var gamle og moderne sprog, herunder islandsk, og fremfor alt antikviteter som han med sin store flid og uhyrlige hukommelse satte ind på. Om hans fars godsherre, Gadebusch-helten grev Chr. Levetzow, efter hvem han var opkaldt, har støttet ham ud over at protegere ham ind på Regensen vides ikke bestemt; i hvert fald måtte han give informationer for at klare sig. Det ry han efterhånden erhvervede sig ved sin sprogfærdighed og diffuse detailviden henledte Erik Pontoppidan den yngres opmærksomhed på ham; uden at være eller agere pietist bistod han 1735-40 denne indflydelsesrige mand ved udarbejdelsen af historiske skrifter og muligvis også ved redaktionen af hans salmebog, formentlig boende i hans hjem. Fra ca. 1738 tog desuden Joachim Wielandts enke ham i sin tjeneste som redaktør af Lærde Tidender. Da han 1740 mistede disse faste sysler havde han allerede i et par år været nådigt bemærket ved hove, dels for sit sørgedigt 1737 over kongens svigermor (Det bekrigede Fredens-Borg ...), dels for nogle Ringe Tanker, da det nye kgl. Residence-Slot til Kiøbenhavn d. 18. Junii 1738 med største Solennité paatog sin herlige Bygnings-Krands; Christian VI skal have vægret sig ved at lade et sådant poetisk geni "verrusten" i et afsides herredsfogedembede, men sørgede foreløbig ikke på anden måde for den velanbefalede studiosus hvis kvikke rimede ansøgninger med deres fortsættelse af den Bordingske tradition for den poetiske supplikgenre har fået en sikker plads i vor anekdotiske litteraturhistorie. Efter alt at dømme må de have været skrevet af en mand der virkelig led nød.

Fra 1741 og seks år fremefter var et årshonorar på 100 rdl. for litterær assistance til Mønt- og medaljekabinettet W.s eneste faste indtægt; for resten måtte han slå sig igennem ved oversættelser og navnlig ved lejlighedsdigtning. Det var i disse år at hans logis blev et "Digterofficin", og den strøm af bryllups- og begravelsespoesier som udgik derfra, for adskillige numres vedkommende under kundens navn, er grundlaget for hans egenartede stilling i dansk litteratur. Selv udtaler han sig ofte åbent og humørfyldt om sin produktions industrielle karakter, men ville dog sagtens have foretrukket at kunne vi sin tid til store og "lærde" digte i smag med det som han i ro havde kunnet samle til under sin tjeneste hos Pontoppidan og udsendte 1741: Poëtisk Skueplads aabnet paa det saa kongelige som kostelige Christinansborgs Slots-Plads, forestillende i trende Scenes de kgl. danske Residence-Slotte, saa mange af Historien og Antiquitæten har været at opspore, med udførlige historiske Anmærkninger saml et lidet historisk Tillæg; dette digts lange prosafortale "om den Poëtiske Professions Vilkor i Aldmindelighed og Hoved-Aarsagerne der til" viser trods mangel på principielle helhedssynspunkter en sans for poesiens suverænitet der er mere end et blot ekko af samtidens gængse poetikker. Herfra at slutte til hans "nedværdigende" døgnvers som en forklaring på at han i sit eget selskab oftest var "tristis og morosus" går dog næppe an eftersom det ikke synes at han har følt sig fornedret af sin næringsvej som poet. Opretholdelsen af selvrespekten er nok blevet lettet ved den omstændighed at også hans lejlighedsdigtning muliggjorde udfoldelse af lærdom, både i tekst og fodnoter, og at mænd som Jacob Langebek, Hans Gram og den unge F. C. Eilschov viste ham agtelse, om end måske let ironisk betonet. En skuffelse var det at hovedstadens notariat gik ham forbi 1745, og to år senere søgte han forgæves at blive tolder i Hadsund. Men snart efter (juli 1747) udnævntes han til professor i historie ved det nyoprettede Sorø akademi, uagtet Ludvig Holberg og Gram havde anbefalet J. E. Schlegel, og skønt også J. S. Sneedorff var blandt ansøgerne. Glæden over befordringen spores i det mest veloplagte af hans højofficielle hyldestdigte, Poëtiske Reflexioner fra den berømte Philosophiske Gang paa Sorøe.... da Friderich den Femte og Fyrstinde Louise helligholdte Deres Salvings-Fest… sept. 1747. W. kom nu ud af sin gæld, men blev efter fire års forløb afskediget, ikke uden egen skyld: han havde begået alvorlige formfejl og var i forvejen lidet anset som lærer. Efter et fjerdingårs brødløshed udnævntes han (dec. 1751) til professor poëseos ved Kbh.s universitet, protegeret af universitetspatronen grev J. L. Holstein hvis slægt og person han havde hyldet 1747 i digtet Det afgudiske Leire og christelige Lethreborg korteligen confronterede ... 1755 tog han magistergraden og blev 1765 også professor eloquentiæ samt assessor i konsistorium. Med hans universitetsstilling var forbundet hvervet som litterær censor. Som akademisk lærer betød han næppe noget som helst; men hans tre latinske universitets-disputatser (1767-74) om lærde fyrster, navnlig i Norden, strømmer over af snurrig og tilfældig viden om dansk lærdomshistorie. Denne linje i hans virksomhed der afsluttedes 1777 med universitetsprogrammet Coniungit Amor Fridericos var begyndt allerede 1735 med en klagetale over kommunitetsprovsten Chr. Nolds forflyttelse til et præstekald og repræsenteredes i Sorøtiden med Hilaria Sorana, 1751, en tale ved Oldenborgernes 300 års-jubilæum. W. har æren af at have skrevet den første danske boghistorie Det kgl. priv. nørre-jyllandske Bogtrykkenes første Prøve…, 1738. Den er sammen med W.s supplement i Lærde Tidender 1740 udgivet 1982 med fyldige kommentarer af Per Hofman Hansen. – Af en stor børneflok i et sent indgået ægteskab mistede han næsten halvdelen. Som menneske skal han have været taktløs og konfus, men hjertensgod og hjælpsom; hans død blev muligvis fremskyndet af sorg over nogle frække tyverier som en student af hans omgangskreds havde forøvet i hans bibliotek og sølvskab.

Mens W.s latinske prosaarbejder i dag kun har kuriositetsinteresse, lever visse af hans latinske vers endnu i kraft af deres virtuose fasthed og smidighed, således hans soranske velkomsthilsen 1750 til Frederik V (Gaude, plaude, docta Sora). – Hans historiske lærde digtning på modersmålet, altså værker som det store poem om slottene og det mindre om Lejre-Ledreborg samt Forandrings Skue-Plads paa Amalienborgs Lue-Plads ... (især om det nye Moltkeske palæ), virker afskrækkende ved de mange antikvariske og litterære hentydninger i teksten og det deraf nødvendiggjorte noteapparat der svulmer op til en uordnet udstilling af forfatterens enorme læsning; men arbejder man sig gennem pedanteriet viser navnlig Poëtisk Skue-Plads ... sig at indeholde en virkelig frisk kerne af veloplagt rejsejournalistik. Oluf Friis' udfordrende påstand at W.s kaotiske historiske digte danner et mellemtrin mellem 1500-tallets folkelig-nationale retning og 1800-tallets historiske romantik, rummer i hvert fald et frugtbart synspunkt. – For den egentlige lejlighedsdigtnings vedkommende har den almindelige litterære bevidsthed haft nemmere ved at omstille sig fra N. M. Petersens og J. Paludans lidet indfølende vrangvilje (hvis forudsætning er historisk urimelige forestillinger om en poet af 1740ernes generation) til en positiv vurdering som Hans Brix er gået i spidsen for. Ikke blot er W.s fordringsløse og brave personlighed som den tegner sig gennem hans poetiske døgnværk tiltrækkende, bl.a. ved et ham fuldt bevidst provinsielt særsind der placerer ham som pioner i den litterære "jyske bevægelse", og ved en trohjertig gammeldags fromhed der stundom kan ytre sig mærkelig intimt midt i hans højrøstede retorik; men en fordomsfri og opladt læser må også beundre hans flydende og faste versifikation der kan bestemmes som en mellemproportional mellem Anders Bordings lettere og Thomas Kingos mere tungtskridende, hans massive, verbalt svulmende barokstil som hen mod 1700-årenes midte virker som et monumentalt, i sig selv urokkeligt hvilende fortidslevn, den opfindsomhed hvormed han i hvert enkelt tilfælde af de omhandlede personers navne eller profession konstruerer et ledemotiv, hans uudtømmelige frodighed i kåde ordspil, hans behændige brug af anekdotisk fyldekalk fra hans forvirrede lærdoms raritetskabinet, hans muntre selvironi over for kompositionens disproportionale uhyrligheder, hans bastante koketteri i den stadige drilskhed mod kønnet, det naivt uskyldige i hans platheder og den imponerende anakronisme i hans syntese af Holbergsk påvirket moralsatire og Åbenråpoetens kunster. Der er utvivlsomt momenter af stor og forsætlig komik i hans uigennemtrængelige alvorsmaske midt under hæmningsløse overdrivelser af udtryk for hyldest, sorg og glæde, en selvfølgelig administration af halsbrækkende paronomasier (lydleg) og næsten genial anvendelse (fx i Sorørefleksionerne) af den lige så mulighedsrige som vanskelige figur antiklimaks. I den underfundighed hvormed han således overvinder grelle modsigelser i sin indre og ydre situation, røber der sig både et anseligt – i sin art enestående – litterært talent og et på sin vis overlegent menneske.

Annonce

Familie

Forældre: godsfuldmægtig, siden forpagter Søren Mogensen (1676-1728) og Elisabeth Lynge (ca. 1676-1739). Gift 1. gang 29.10.1755 i Stege med Christiane Annette (Arnette?) Friedenreich, født 1733, antagelig i Sennels i Thisted amt, død 27.3.1774 i Kbh. (Frue), d. af sognepræst, sidst i Stege, provst Johannes F. (1699-1759) og Maren Goiske (1700-80). Gift 2. gang 1778 (kop. Nic. 29.1.) med Frederikke (Friderica) Hæseker, født ca. 1746 i Kbh., død 14.5.1815 sst. (Petri), d. af rådmand, senere viceborgmester og etatsråd Johan Jacob H. (1714-86) og Anna Christine Kreyer (1715-70).

Bibliografi

C. F. W.: Udvalgte danske vers, udg. Hans Brix og Anker Jensen, 1915 (heri bibliografi 154-61). – T. L. Wadskiær i O. Wolffs journal, 1816 III 193-208 og IV 34-46. P. M. Stolpe: Dagspressen i Danm. IV, 1882 (fot. optr. 1977) 137-39. J. Davidsen: Københavnerliv, 1889 263-81. Oluf Friis: Jylland i da. litteratur indtil Blicher, 1929 130-36. Erl. Nielsen i Orbis litterarum V, 1947 54-75. Samme: H. C. Andersen og andre danskere, 2. udg. Oslo 1974 35-58. Ejnar Thomsen: Barokken i da. digtn., 1971.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ejnar Thomsen: C.F. Wadskiær i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299106