C.A. Thyregod

C.A. Thyregod, Christen Andersen Thyregod, 12.11.1822-31.7.1898, forfatter. Født i Thyregod ved Vejle, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). T. voksede op i et hjem hvor fattigdom og sygdom havde til huse; faderen som havde været soldat størstedelen af tiden fra 1799–1814 vendte tilbage med et ødelagt helbred og var i sine sidste leveår oven i købet blind; derfor fik T. som var den yngste af syv søskende allerede i otte-årsalderen plads på en afsides gård; mens han lå ude på heden med fårene, drømte han om de stolte minder der knyttede sig til Gorms og Tyres egn, og læste Saxo og Snorre i Grundtvigs fordanskning; tidligt begyndte han også selv at digte og skrev vers og viser, endnu længe før han havde læst noget egentligt digterværk. 1845 fik han sit første digt offentliggjort i Vejle Amts Avis, det aftryktes af forskellige provinsblade og gik derefter over i Berlingske Tidende hvis redaktør M. L. Nathanson tog sig af den unge bondekarl der i mellemtiden var kommet til Kbh. som soldat; samtidig anbefalede H. N. Clausen ham til Jonas Collin, og til sidst modtoges han i audiens af Christian VIII der lovede at bekoste hans uddannelse på Jelling seminarium. Under opholdet her udbrød treårskrigen og i spidsen for ti andre seminarister, deriblandt Christen Kold, meldte T. sig som frivillig, men på grund af sin svagelige konstitution måtte han hurtigt opgive soldaterlivet og vende tilbage til seminariet; efter 1849 at have taget sin lærereksamen valgte han et dårligt aflagt embede på heden et par mil fra Herning, til trods for at der havde været tilbudt ham flere langt mere fordelagtige stillinger; han ønskede nemlig at komme i den nærmest mulige berøring med heden og dens befolkning. Efter 2½ års forløb tvang det dårlige helbred ham til at opgive dette embede som var usædvanlig anstrengende, fordi der var halvanden mil mellem de to skoler hvor der skulle undervises, og 1852 forflyttedes han til Ans mellem Viborg og Silkeborg hvor han virkede, indtil han 1881 søgte sin afsked og tog fast ophold i Kbh. Med iver og nidkærhed gik T. op i lærergerningen og arbejdet for sine kaldsfæller; han var bl.a. medstifter af Danmarks lærerforening 1874 og ophavsmand til de to småskrifter Bidrag til Belysning af Landsbylærernes Vilkaar, 1875 og Om Almueskolens Fremtid, 1877 der udgaves anonymt af den nævnte forenings bestyrelse. I denne sammenhæng kan også nævnes En Vise om Danmarks Konger, 1863, en versificeret fremstillig af danske kongers liv fra Gorm den gamle til Frederik VII der er tænkt som et mnemoteknisk hjælpemiddel til fastholdelse af kongerækken.

T. var omkring 40 år da han debuterede som skønlitterær forfatter. I årenes løb skrev han godt og vel tre hundrede fortællinger, hvoraf mange fremkom i blade og tidsskrifter, bl.a. Jyllandsposten, Aftenlæsning, Nordisk Skoletidende, Dansk Landbotidende, og N. C. Roms Husvennen, inden de gik over i bogform. Begyndelsen blev gjort med Historier og Sagn, 1864 og derefter fulgte i hurtigt tempo otte bind landsbyhistorier Blandt Bønder, 1870–71, to bind fortællinger Fra Herregaard og Landsby, 1874–75, en række Skildringer af det virkelige Liv, 1875, to bind fortællinger Fra afsides Egne, 1877 og et bind Illustrerede Fortællinger, 1879. Mens størsteparten af disse fortællinger er nutidsskildringer, henter forfatteren stoffet til mange af sine senere bøger fra fortiden. Vildtvoxende Skikkelser, 1882, Mosgroede Minder I–II, 1883–84, Gamle Dage. 1891, Medens Tiderne skifte, 1892 og To fortællinger, 1893 er hovedsagelig skildringer fra Jyllands fortid der skiftevis er baseret på mundtlige overleveringer og ting- og dagbøger. Så at sige alle T.s fortællinger skildrer den jyske bondebefolknings slidsomme tilværelse på baggrund af den storladne natur; det bestandig tilbagevendende motiv, der ofte kan virke lovlig stereotypt, er konflikten mellem penge og kærlighed: den rige gårdmandssøn der ikke må få den fattige husmandsdatter. Læser man fortællingerne i den rækkefølge, hvori de oprindelig fremkom ser man at de giver et stadig rigere nuanceret billede af virkeligheden. T. hvem det i sin tid stødte at M. A. Goldschmidt gjorde den kvindelige hovedperson i Den Vægelsindede paa Graahede for interessant, har med held opfyldt det løfte som han ved læsningen af denne fortælling gav sig selv: aldrig at gøre sine personer mere interessante end de i virkeligheden er. Derfor er han også så ægte og tilforladelig i sådanne skildringer af det virkelige liv som Rasmus og Ingeborg og Maren Avlskarl der bygger på faktiske kendsgerninger. Ikke des mindre når T. højst i et par fortællinger hvor han fabulerer frit, nemlig i den lille dialekthistone Inger, hvis trohjertede tonefald kan minde om E Bindstouw, og i Pottepigen fra Ølgod med de ikke mindre tydelige mindelser om Hosekræmmeren. I det hele taget er Steen Steensen Blicher vel forudsætningen for hele forfatterskabet. T. er næsten lige så fortrolig med bondebefolkningens tænke- og følemåde som den jyske almues klassiske skildrer; til gengæld kan han langtfra måle sig med Blicher i kunstnerisk henseende, men har en moraliserende tendens der ofte sprænger fortællingens rammer. Han har selv angivet målet for sin digteriske stræben i nogle selvbiografiske optegnelser fra 1877, hvori han understreger at det har været ham om at gøre at bidrage til at udslette kløften mellem samfundsklasserne og danne en bro mellem almuens tankegang og den skønne litteratur: den digtning han har foresat sig at skabe, skal virke forædlende i kristelig dansk og sund retning og stille både det gode og det slette i ret lys. Jeppe Aakjær har med rette tildelt T. en plads midt imellem Blicher og "den rødmossede Flok af føre Skrivekarle" – ɔ: hjemstavnsdigterne – "som nu tumler sig hjemmevant paa Bondens Toft". I den litteraturhistoriske sammenhæng er han banebryderen for den såkaldte skolelærerlitteratur der tæller navne som Mads Hansen, Anton Nielsen og Knud Skytte. T. lærte den jyske almue at læse, og gennem sine bedste fortællinger åbnede han udsigten til distrikter i digtningens verden som tidligere havde været lukket land for de brede lag.