Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Birgitte Thott

Oprindelig forfatter MAle
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Birgitte Thott, 17.6.1610-8.4.1662, forfatter, oversætter. Født på Fårupgård ved Jelling, død i Sorø. T. fik fra sit forældrehjem en omhyggelig opdragelse som efter faderens død da hun var syv år blev forestået af moderen der var kendt som en lærd kvinde. Opdragelsespædagogikken synes at have været inspireret af de europæiske humanistiske ideer om pigeopdragelse som var udtrykt et lille århundrede før hos Erasmus af Rotterdam, Thomas Moore og Juan Luis Vives: den kristne lære stod i centrum, men blev i utraditionelt høj grad suppleret med undervisning i sprog og litteratur. Allerede som purung var T. tilsyneladende i stand til selvstændigt at tilegne sig en række moderne sprog som hun siden hen beherskede både skriftligt og mundtligt. Som 22-årig blev T. gift med Otte Gøye til Turebygård med hvem hun levede i et barnløst ægteskab indtil han efter en række følgesygdomme af et skudsår døde knap ti år senere. T. blev som enke siddende på Turebygård fra 1642 til den blev plyndret i krigen mod svenskerne. 1660 opnåede hun med støtte fra Jørgen Rosenkrantz kongens tilladelse til at modtage et annuum fra Sorø akademi som sidenheri arvede størstedelen af hendes fornemme bibliotek der dog brændte med akademiet 1813. Sine to niecer Elisabeth og Sophie Thott tog hun i pleje. Deres opdragelse og undervisning forestod hun, og fra begges hånd foreligger skriftlige arbejder. Vor viden om T.s virke under ægteskabet er begrænset til nogle rosende omtaler af hendes kærlige opfyldelse af sine hustrupligter. Ægteskab betragtedes for kvinders vedkommende i almindelighed, selv i lærde kredse, som uforeneligt med selvstændigt videnskabeligt arbejde. Studier har hun også kun i meget begrænset omfang dyrket i denne periode. Så. hun blev enke genoptog T. studierne. Hun indkaldte lærere i latin og lærte nu det sprog som i løbet af det næste årti skulle blive hendes iniellektuelle hovedsprog. Også kendskab til græsk og hebraisk tilegnede hun sig. Samtidige kilder meddeler at hun før sin død beherskede dansk, tysk, hollandsk, engelsk, fransk, italiensk, spansk, latin, græsk og hebraisk, af hvilke hendes kundskaber i tysk, engelsk, fransk og latin kan bekræftes gennem bevarede oversættelser fra hendes hånd. Blandt resterne fra hendes bibliotek findes en italiensk bog forsynet med hendes autograf, vor eneste bekræftelse af påstanden om at hun kunne dette sprog. T.s betydning ligger først og fremmest i hendes indsats for at formidle træk af den samtidige kulturdebat i Europa til et dansk publikum, ikke mindst til kvinderne. Den danske lutheranske kirkes lære satte hun i relief, og dermed indirekte til debat, gennem sine oversættelser af etiske skrifter fra andre grene af kristendommens fortolkning og fra hedenske filosoffer som hun i sine forord direkte stillede op imod sin egen tids kristne. En subjektiv etik-centreret kristendom som den praktiseredes af et af hendes forbilleder, biskoppen Joseph Hall med tilnavnet "the English Seneca", synes at have været hendes foretrukne alternativ til den danske kirkelære. Foruden værker af Hall oversatte hun skrifter af katolikken Juan Luis Vives, den antikatolske kalvinist Pierre du Moulin, Philippe de Mornay der var rådgiver for konvertitten kong Henrik IV af Frankrig, den engelske fritænker Thomas Fuller, og den lutheranske dansker Holger Rosenkrantz hvis skrift Fürstenspiegel vakte fürore i de kirkelige kredse. T.s oversættelse af det blev da heller aldrig trykt. T.s hovedværk er oversættelsen af l.ucius Annæus Senecas moralfilosofiske prosaværker som hun udsendte i Sorø 1658. I dette værk på ca. 1000 foliosider, udstyret med alle bogtrykkerkunstens raffinementer og tolv hyldestdigte på latin, tysk og dansk, får man det klareste indtryk af T.s betydning i samtiden og hendes budskab til eftertiden. Bogen er dediceret til "Det loflige [prisværdige] Fruentimmer", til alle kvinder der elsker dyd og forstand. T. ønskede at give kvinderne, som sjældent fik adgang til undervisning i latin, adgang til det tankestof den stoiske forfatter fra 1. århundrede havde formuleret. Hun protesterede utvetydigt mod en almindelig tendens til at opfatte studier som skadelige for kvinder, og påviste hvorledes tværtimod netop uvidenhed førte til moralsk fordærv. Med dette første trykte stykke dansk feminisme gengav hun i ekstrakt hvad andre lærde kvinder i det øvrige Europa havde nedfældet i debatskrifter på latin og de nationale sprog i begyndelsen af 1600-tallet. Blandt de berømteste af dem var den hollandske Anna Maria van Schurman, forfatteren til det latinske skrift Om det sømmer sig for kvinder at beskæftige sig med litteratur og lærdom. Fra Schurman stammer det første hyldestdigt til T. i Senecabogen. Valget af Seneca var set fra Sydsjælland ganske overraskende, men lå lige for hvis man betragter det fra Europas kulturelle hovedsæder. Denne stoikers humanistiske oprør mod kejser Neros tyranni, formuleret i et sentenstynget og provokerende latin var den mest indflydelsesrige moralfilosof fra antikken i 1600-årenes Europa. Stoisk etik og kristen lære prøvedes af mod hinanden. For et dansk publikum der endnu ikke havde andet end ubehjælpsomme småstykker af nogle få oldtidsforfattere tilgængelige på modersmålet måtte Senecabogen være en åbning af et nyt kulturelt felt, et supplement til Christiern Pedersens bibeloversættelse og Anders Sørensen Vedels danske Saxo. Sammen med disse står den nævnt hos Peder Syv i hans liste fra 1663 over anbefalelsesværdig litteratur, og de tre tekster udfylder da også næsten listen over dansk litterær prosa. En spirende dansk poesi fandtes, men med den danske Seneca blev det skriftlige mundrette modersmål tvunget ud til sine grænser. T. er sig vanskeligheden ved det filosofiske vokabular og Senecas "korte og mørke stil" bevidst, og meddeler selv at hun ikke altid har kunnet gengive den uden omskrivninger. To andre filosofiske tekster fra oldtiden oversatte hun til dansk fra latinske udgaver af den græske tekst: Cebes' Tavle og Epiktets Enchiridion. Inden for området slægtshistorie og heraldik har T. markeret sig ved sin redaktion og delvise udarbejdelse af den store Sophie Belows Slægtebog (Rigsarkivet) som moderen havde påbegyndt og søsteren Anne videreført. En interesse for Danmarks kulturhistorie i bredere forstand viser hun i et bevaret brev til Ole Worm til hvis antikvariske museum hun forærede ældre kunstgenstande.

Blandt nogle upublicerede skrifter i Karen Brahes bibliotek findes en større traktat, udarbejdet af T. selv, Om vejen til et lyksaligt liv der røber et meget bredt kendskab til antikkens forfattere. Skønt T. som kvinde hverken havde adgang til universitetet eller mulighed for ansættelse i offentligt hverv arbejdede hun ingenlunde isoleret. Gennem det persongalleri der tegner sig i og omkring hendes værker møder man hendes miljø: slægten, lærde danske kvinder, lærere fra Sorø akademi og Kbh.s universitet, gejstlige, kongelige, enkelte borgerlige intellektuelle. Dertil kommer en boglig kontakt med det lærde Europa.

Familie

Forældre: Christen T. til Boltinggård (1568–1617) og Sophie Below (1590–1650). Gift 14.10.1632 i Odense med Otte Gøye, født 14.2.1604 på Skørringe, død 23.4.1642 på Tureby, s. af Henrik G. til Tureby (1562–1611) og Birgitte Brahe (1576–1619). – Søster til Henrik T.

Annonce

Ikonografi

Mal. fra 1700-tallet utvivlsomt kopi efter nu ukendt mal. fra ca. 1640 (Gavnø), litograferet 1867. Oliemin. tilskrevet Johan Thim, 1648 (Gavnø). Stik af A. Haelwegh, 1658, Efter forlæg af A. Wuchters, efter dette stik af S. Fokke, 1744 og tegn. af Chr. Hetsch (Fr.borg). Afbildet på mal. af E. Hofman-Bang, 1934.

Bibliografi

Progr. fun. acad. Soranæ over B.T., 1662. Alb. Thura: Gynæceum Danias litteratum, Altona 1732 116–20. F. C. Schønau: Saml. af da. lærde fruentimer, 1753 1376– 1431 1559f. Will. Christensen i Pers. hist. t. 7.r.IV, 1920 25f 28 31f 35f 38f 42. Gunnar Knudsen i Årbog for hist. samf. for Sorø amt XI, 1923 49–51. Birte Andersen: Adelig opfostring, 1971 92–98. Erik Dal i Levende biblioteker. Festski. til Palle Birkelund, 1982 41–47. Marianne Alenius i Danske studier, 1983 1–40 (med bibliografi). – Papirer i Kgl. bibl., Karen Brahes bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marianne Alenius: Birgitte Thott i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298380