Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Benny Andersen

Oprindelige forfattere MeHa og UAn

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Benny Andersen, Benny Allan Andersen, f. 7.11.1929, forfatter. Benny Andersen kom som trettenårig ud af skolen for at blive svajer og kontorbud. Senere hen avancerede han til elev på et reklamebureau, men brugte aftenerne til på kursus at læse til realist og student. Efter studentereksamen 1948 modtog han et tilbud om at blive barpianist i Esbjerg, og det ene engagement førte det andet med sig. Halvtredserne igennem rejste Benny Andersen rundt som underholdningspianist i Skandinavien, fortrinsvis Norge, således som han har skildret det i bogen Nomader med noder, 1976.

I kursustiden var Benny Andersens interesse blevet vakt for litteratur, først de store europæiske romanforfattere, dernæst den samtidige danske lyrik, især Heretica-digterne. Nogle tidlige lyriske forsøg var påvirket af Rilke og Paul la Cour. 1952 fik han trykt sine første digte i tidsskriftet Heretica, og opmuntret heraf forsøgte han sig tillige som novelleskriver, men en refuseret samling fik ham til i midten af halvtredserne foreløbig at opgive digterbanen. Det var efter denne beslutning han ligesom opdagede at den almindelige hverdag, de nære ting og "banale" menneskelige relationer havde deres selvstændige værdi. Interessen for dagligdagens situationer sporer vi i hele det senere forfatterskab. I længden kunne Benny Andersen ikke holde sig fra at lege med ordene, og i sidste halvdel af halvtredserne fik han en række digte optaget i tidsskriftet Hvedekorn. Det var på denne baggrund han af et forlag blev opfordret til at samle sine digte til en bog, Den musikalske ål, 1960, og siden 1962 har han udelukkende levet som forfatter, komponist og musiker.

Litteraturhistorisk er Benny Andersen nært knyttet til den modernisme der brød igennem herhjemme omkring 1960. Et grundvilkår for personerne i hans digtning er spaltetheden i to jeg'er, således som det i novellen Denne forbandede deling er begrundet i en uhyggelig, senere fortrængt barndomsoplevelse. Overjeg'et søger af al magt at tilpasse sig virkeligheden som hos Benny Andersen altid er reel – han er ingen absurdistisk forfatter. Denne tilpasning til dagligdagen kræver imidlertid en undertrykkelse af det andet jeg, underjeg'et – beskrevet i noveller som Bruddet, Det er vigtigt med sko og Et lykkeligt menneske. Men supprimeringen af det underste jeg er ikke omkostningsfri, det vil have lov til at afreagere på en eller anden – som regel ganske uskyldig – måde. Et typisk eksempel på dette forhold er novellen Puderne fra samlingen af samme navn (1965). I Benny Andersens forfatterskab vrimler det således med personer der er en smule anderledes – generte, sky mennesker der accepterer omverdenen og gerne vil accepteres af denne, men som til stadighed møder den lille skepsis der gør dem usikre og som i pressede situationer kan slå ud i forfølgelse, jvf. novellen Tykke-Olsen fra samlingen Tykke-Olsen m.fl., 1968. Benny Andersen gennemlyser her og andre steder kritisk den danske "gemytlighed" der kræver alles indordnen. Senere har han skrevet et helt Danmarks-portræt, Her i reservatet, 1971, en i Benny Andersens forfatterskab uvant skarp analyse af en nation hvor mindreværdsfølelse og selvtilfredshed blomstrer på én og samme gang. Det er dog langtfra altid Benny Andersen tegner så dystre og alvorlige perspektiver. Han, der ikke har nogen absolut ideologi at falde tilbage på, har ofte brugt humoren som middel til at overleve. Specielt er mange af hans digte komiske beskrivelser af såkaldt "normale" foreteelser. Han har en enestående evne til at se med nye øjne på livets trivialiteter. "Hvorfor er det altid mandag om mandagen", kan han spørge. Den humoristiske beskrivelse af det usikre og ufuldstændige under en idyllisk overflade træffer vi allerede i debutsamlingen Den musikalske ål, fx i den suite af fire naturdigte hvori titeldigtet indgår. Men ellers er mange af digtene i denne samling endnu stærkt præget af hereticanske stilelementer. Mest modernistisk virker sidste afsnits prosadigte, og i den følgende digtsamling, Kamera med køkkenadgang, 1962, der betegner gennembruddet i Benny Andersens forfatterskab ser vi denne forvandling til modernismen fuldbyrdet. I samlingen finder vi desuden flere af de portræt- eller maske-digte der er blevet Benny Andersens specialitet. I Den indre bowlerhat, 1964 og Portrætgalleri, 1966 har Benny Andersen fundet sit helt eget område: portræt-digtene af den lille mand der synes at "man burde burde", men som aldrig tager sig sammen til det. Overgangen fra en modernistisk til en talesprogsnær stil sker i samlingen Det sidste øh, 1969, og efter "Her i reservatet" har denne udtryksmåde resulteret i en række sangbare tekster. Meget populære er Svantes viser, 1972 som er sat i musik af Benny Andersen selv, og også Personlige papirer, 1974 rummer sangbare tekster. Et digt fra denne samling om én der i sin ungdom altid har taget sorgerne på forskud og som derfor i sin alderdom vil kunne leve sorgløs illustrerer Benny Andersens på en gang bogstavelige og humoristiske forhold til sproget. Hans sprogspil er ikke konkretisternes leg med det grafiske ordbillede, men en leg med sprogets indhold og lydside. Abstrakte begreber tingsliggøres og metaforer tages for fuld pålydende med det resultat at ordene tømmes for deres vanlige, klichéagtige indhold og får nye og overraskende aspekter. Fremgangsmåden der undertiden står i fare for at ende i tomt ordspil passer glimrende til børnebogsgenren som Benny Andersen da også har dyrket. Fx. er Snøvsen og Eigil og katten i sækken, 1967 bygget over udtrykket "at gå fra snøvsen". Benny Andersens fascination af børnesproget er beskrevet i Det nederste sprog fra essay- og erindringssamlingen Barnet der blev ældre og ældre, 1973.

Annonce

Blandt hanas senere digtsamlinger kan nævnes Chagall og skorpionsdans, 1991, Verdensborger i Danmark, 1995, Verden uden for syltetøjsglasset, 1996, Kram, 2009 samt Nu og da, 2011. I 1998 udkom Samlede digte (ny udvidet udgave i 2008), som med et oplag på langt over 125.000 er et tydeligt udtryk for hans brede læserskare.

Også som filmmanuskriptforfatter og radio- og TV-dramatiker har Benny Andersen forsøgt sig. I 1975 blev således Svantebogen filmatiseret. Af hans dramatiske arbejder, der oftest har episodisk karakter, skal fremhæves TV-spillet Glassplinten, 1969, trykt i Lejemorderen og andre spil, 1970.

Siden begyndelsen af 1970'erne har Benny Andersen samarbejdet med sangeren Povl Dissing, hvilket har resulteret i en række populære pladeudgivelser med musik af Benny Andersen og med ham selv ved klaveret og Povl Dissing som sanger, bl.a. Svantes viser, 1973, Oven visse vande, 1981 og Hymner og ukrudt, 1984. Svantes viser er optaget i Kulturkanon.

Sammen med Johannes Møllehave har Benny Andersen udgivet samtalebogen Det skal mærkes at vi lever, 2003 og sammen med Povl Dissing Vi har sunget, vi har grædt, vi har grint, 2008.

Benny Andersen er blevet tildelt en lang række legater og hædersbevisninger, bl.a. De gyldne laurbær 1975, Aarestrup-medaljen 1984, Modersmålprisen 1985, Weekendavisens litteraturpris 1994, Niels Matthiasens mindefond 1995, Dansk forfatterforenings jubilæumslegat 1995, Holberg-medaljen 2001, Blicher-prisen 2003, H.C. Lumbye-prisen 2004, Jens August Schade prisen 2010, Den berlingske fonds hæderspris 2011 og Dansk skuespilsforbunds kulturpris 2012.

Familie

Benny Andersen er født i København.

F: murerarbejdsmand Svend Aage A. (1903-86) og Gudrun Carlsen (1909-92). Gift 1. gang 3.3.1950 på Frbg. (b.v.) med maler Signe Anny Piesner født 1.1.1923 i Solbjerg, Jylland, død 1996, d. af forfatter Axel Plesner Boesen (1893–1965) og Johanne Elisabeth Pedersen (1896-1986). Gift 2. gang 28.12.1981 med sygeplejerske Cynthia Rosalina la Touche, født 30.8.1934 på Barbados, død smsts. 23.12.2001, d. af pressefotograf Cyprian la Touche, død 1981, og hustru Rita, død 1985. Gift 3. gang 27.8.2004 med advokat Elisabeth Ehmer, d. af kæmner Kaj Aage Pedersen (død 1951) og distriktsjordemoder Karen Pedersen (død 1995).

Udnævnelser

R. 2000.

Ikonografi

To tegn. af Hans Lollesgaard (Kgl. bibl.). Maleri af Peter Carlsen, 1999 (Privateje). Foto.

Bibliografi

Udg. Man burde burde, Digte 1960–69, 1971. Lit. Jørgen Gustava Brandt: Præsentation, 1964 14–17. Lars-Olof Franzén: Punktnedslag i dansk litteratur 1870–1970, 1971 141–47 194–95. Virtus Schade i Weekendavisen 7.2.1975. Interviews i Politiken 26.1.1975 og Berl. tid. 22.6.1975. A V. Benny Andersen læser Benny Andersen, 1965.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Uffe Andreasen: Benny Andersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285951