Balthasar Bang

Balthasar Bang, Balthasar Nicolai Bang, 18.7.1779-15.10.1856, forfatter. Født i Kbh. (Nic.), død i Nødebo, begravet sst. B. blev privat dimitteret 1797, tog n.å. juridisk forberedelseseksamen, udgav 1799 sine første skuespil Miskjendelsen og Den overvundne Stolthed og 1801 brevromanen Adelaide von Hartner. S.å. tiltrådte han en større udenlandsrejse; han besøgte Iffland, Wieland, Herder og Schiller, traf Jean Paul og valfartede i Schweiz til de steder der var knyttet til mindet om hans yndlingsforfatter Rousseau hvis Confessions og Nouvelle Héloise han "mindst tyve Gange havde læst". Efter hjemkomsten købte han en landejendom i Nødebo (det poetiske navn gjorde udslaget), ægtede sin barndomskærlighed og levede et lykkeligt og patriarkalsk husliv, agtet og elsket af egnens befolkning for sin venlighed og godgørenhed. I Nødebo genoptog B. sin dramatiske produktion med lystspillet Stevnerne og det historiske sørgespil (i L. C. Sanders manér) Knud Lavard; begge forkastedes af Det kgl. teater; de udkom under titlen Dramatiske Forsøg, 1807. De følgende 25 år udfoldede han en utrættelig forfattervirksomhed der kun sjældent kronedes med held; i alt tretten arbejder afvistes af teaterdirektionen, af de syv som opførtes havde kun lystspillet Lystspillet, 1809 og sørgespillet Laura, 1817 succes; det sidste gik seksten gange. B. mente sig personligt forfulgt af direktionen, men i virkeligheden forstod han ikke tidens ændrede smag. Teaterchefen Frederik v.Holstein (1771–1853), støttet af K. L. Rahbek, søgte med held at forhindre B.s stykker adgang til scenen; derimod var G. H. Olsen (1760–1829) B.s fortaler i direktionsforhandlingerne. Jonas Collin (1776–1861) affattede personligt forkastelsesskrivelsen til B.s lystspil Kiøbenhavn, 1826. Hans kranke skæbne som dramatiker var ingenlunde ufortjent. Hans stykker er et repertorium af slidte litterære klicheer. Lystspillene opererer med ganske udvendig forklædnings- og forvekslings-komik der undertiden udarter til grove farceløjer (Uglspil, 1812); sørgespillene er fyldt med krasse sensationseffekter (Criminalprocessen, 1824) eller sentimentale dydsdeklamationer – tydeligt inspirerede af 1700-tallets tyske borgerlige drama. I teknik og emnevalg var B. Kotzebues elev og forblev ganske uberørt af de store ændringer i dansk dramatisk litteratur som Oehlenschläger og J. L. Heiberg fremkaldte. Smukkest træder denne varmtfølende søn af humanitetens århundrede os i møde i sin indtagende selvbiografi hvis hovedstykke, skildringen af udenlandsrejsen, viser B. som en elskværdig elev af Sterne og Baggesen.