Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

B.S. Ingemann

Oprindelig forfatter PVRu

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

B.S. Ingemann, Bernhard Severin Ingemann, 28.5.1789-24.2.1862, forfatter. Faderen var en købmandssøn fra Møn, moderen datter af en velstående skibskaptajn der havde faret på Kina. B.S. Ingemann var den yngste af ni søskende. De første ti år levede han et lykkeligt barndomsliv, forkælet især af sin milde mor; han holdt sig i det hele taget til kvinderne og tillægger sværmeriet for moderen og en forelskelse, han allerede havde som syvårig, en stor betydning for sin barnlige udvikling. Religiøsiteten i hjemmet var næppe upåvirket af rationalismen, en idyllisk tillid til de kærlige himmelske magter uden noget alt for stærkt dogmatisk eller kirkeligt præg. Efter faderens død slog familien sig (okt. 1800) ned i Slagelse hvor B.S. Ingemann fik et stipendium til latinskolen. Den lille jomfrudreng befandt sig ilde i den forfaldne skole mellem de rå kammerater; dog blev et par af dem, Christian Bredahl og Christen Niemann Rosenkilde, hans venner. Nogen solid humanistisk uddannelse opnåede han ikke, Homer kedede ham.

Han blev student efter den nye skoleordning okt. 1806 og bestod april 1807 den filologiske prøve. Under bombardementet på hovedstaden i sept. var den lidet krigsdygtige B.S. Ingemann medlem af studenterkorpset og måtte den første nat stå på post på volden, mens hans bolig i Fiolstræde med hans tidligste poetiske udgydelser gik op i luer. Han tog derefter tilbage til sin mor og forberedte sig til den filosofiske eksamen som han tog april 1808 hos N. Treschow. De følgende år kastede mørke skygger ind i hans liv, moderen, tre brødre og en lille niece reves bort af "lungetæring", og B.S. Ingemann ventede selv en lignende skæbne. Det var en tungsindig periode af hans liv, altid syslede han med dødstanker. 1809–11 var han huslærer i Valby, 1811 blev han alumnus på Valkendorfs kollegium. En trøst for ham var venskabet med den fem år ældre Carl Luno der forstod hans fine, undselige sjæl. Fra disse år stammer hans første poetiske arbejder, tragedien Mithridates, ca. 1810 og et bind Digte, 1811 der slutter med linjen: Livspoesie er Edenet. Han anvendte i disse digte ofte en teknik der kunne minde om 1790'ernes, digterne før Adam Oehlenschläger, hvilke han også stod nær ved sin elegiske tone. Men der talte en dybere verdenssmerte ud af hans vers, og han røbede i sine bedste øjeblikke en evighedslængsel og flammende idealisme der kunne stille ham ved V. Schack Staffeldts side. Bogen gjorde stor lykke, og B.S. Ingemann blev for en årrække publikums yndling. Den vandt ham også en beundrende læser i hans genbo, Lucie Mandix, med hvem han blev forlovet 15.11.1812.

B.S. Ingemanns produktion tog et mægtigt opsving i disse år. Foruden en disputats på kollegiet om Tragediens væsentlige Fordringer og en (ligeledes utrykt) afhandling der fik univ.s guldmedalje: I hvad Forhold staa Digte- og Talekunsten til hinanden? skrev han talrige nye vers. I juli 1812 kom Digte, anden Deel, og i juli 1813 en tredje samling, Procne, på 450 sider. En fjerde samling, Julegave, udkom i dec. 1816. Med en søvngængers sikkerhed fulgte B.S. Ingemann sit instinkt og fandt før sine jævnaldrende den vej der passede for hans dunkle, dybe gemyt. Han skyede ikke en udfordrende naiv, stundom næsten parodierende kunstform og skød ofte over målet i udtrykket for sin hensynsløse spiritualisme. Fra disse samlinger huskes Dannevang med grønne Bred, Marsk Stig havde blodige Daad fuldbragt, Paa Sjølunds fagre Sletter, I Kammerset støjer den liden Smaadreng og den rige eksalterede lyrik der rummes i hans novelle Varners poetiske Vandringer (i Procne). Det er en Wertheriade, har form af en række breve fra en ung mand som søger ud i landlig ensomhed og med en harpe i hånden følger i en ung piges fodspor; han vinder hende, og de forenes, men kun platonisk, hun bliver syg, og Varner drikker smitten af hendes læber, de forenes i døden. Dette B.S. Ingemanns ungdoms overspændte hovedværk har i sin høje flugt og lidenskab noget ægte og uforgængeligt. Mere fordringsfulde og formløse er de store allegoriske digte Parizade (i Digte, 1811), Gangergriffen (i Digte, 1812), De sorte Riddere (udk. juni 1814) der forherliger visdom, fantasi, tro og kyskhed gennem livets positive magter. 1815–16 slog han også igennem på teatret, navnlig med tragedien Bianca (opført 3.1.1816), en slags dramatisk "Varner" der blev angrebet af P. Hjort og J.L. Heiberg, forsvaret af N.F.S. Grundtvig der under B.S. Ingemanns ungdom til stadighed var ham en tro våbenfælle. Andre dramer, Turnus, Masaniello, Røsten i Ørkenen, Hyrden af Tolosa, Løveridderen er mattere. 1817 udkom et romantisk eventyr i F.H.C. Fouqués manér, De Underjordiske, der foregår på Bornholm på Valdemar Atterdags tid; dets emne er som overalt hos den unge B.S. Ingemann kampen mellem lysets og mørkets magter; det bebuder B.S. Ingemanns kommende historiske digtning.

Annonce

I jan. 1816 forlod B.S. Ingemann Valkendorfs kollegium, og han fik nu vanskelige kår. Okt. 1817 indgav han ansøgning om en ansættelse. Man gav han foreløbig et to-årigt rejsestipendium à 800 rdl. der senere blev forøget med 600 rdl. I selskab med provst Frederik Schmidt rejste han i april sydpå: Kiel, Hamburg, Frankfurt am Main, Strasbourg, Paris. I aug. tog han til Rom hvor han slog sig ned for længere tid. Han omgikkes der historikeren H.F.J. Estrup, historiemaleren J.L. Lund, billedhuggeren H.E. Freund, den svenske digter P.D.A. Atterbom, den tyske digter J.M.F. Rückert; også Bertel Thorvaldsen gjorde han sin ærbødige opvartning. Senere indtraf hans kritiker Peder Hjort som han forligtes ret godt med. Sidst i febr. 1819 rejste han til Napoli og Capri i selskab med den rige københavnske enkefrue Bügel og hendes fire døtre, af hvilke Maria gjorde et dybt indtryk på ham; hun figurerer i B.S. Ingemanns digtning fra rejsen som Valborg. I april var han atter i Rom, og tre uger efter rejste han nordpå over Firenze, Bologna, Venedig og Triest til Wien hvor han blev en måneds tid. På hjemvejen besøgte han i Dresden L. Tieck, af hvis digtning han i overordentlig grad er påvirket. Goethe ville han ikke opsøge, han så i ham med dyb selverkendelse repræsentanten for den ånd der var ham mest modsat. Sidst i nov. 1819 kom han til Kbh. og blev hilst af St. St. Blicher i det bekendte digt Hedelærkens Velkommen hjem til Nattergalen (Skilderi af Kbh. 27.11.1819) og af Grundtvig i digtet Til Bernhard Ingemann (Poet. skrifter V 62). Rejsens litterære udbytte var ikke ringe. Den er beskrevet i den omfattende digtsamling Reiselyren I–II, 1820 hvis enkelte partier vistnok alle er udkastede undervejs. I Rom skrev han tragedien Tassos Befrielse, et modstykke til Goethes Tasso, en forherligelse af den kristelige og oversanselige poesi, noget mindende om Oehlenschlägers Correggio. Fra begyndelsen af 1819 stammer den velfortalte fantastiske novelle Det høie Spil der begynder hans hoffmannske periode. En tragedie Ridderløftet, skrevet i Wien, hører til hans mere forgængelige arbejder. Men et vigtigt præg satte det lange udenrigsophold på hans digtning, som hidtil havde været meget æterisk, ved den plads der fra nu afgives den synlige verden i den; B.S. Ingemann var noget af et øjemenneske, men opdagede det først under sine kunststudier i Italien. Og det farverige, katolske middelalderlige Danmark med de levende folkelivsbilleder som han giver i sine historiske romaner, er et formummet Italien.

Det første halvandet år efter hjemkomsten var B.S. Ingemann travlt sysselsat med udgivelsen af sine rejsefrugter og nyt forfatterskab. Fra efteråret 1820 er en komedie, Magnetismen i Barbeerstuen (udk. marts 1821), en satire over den dyriske magnetisme i Holbergs stil. Fra foråret 1821 stammer Kampen for Valhal, Tragoedie, en skildring af kristendommens indførelse på Island, hans sidste forsøg på at kappes med Oehlenschläger om teaterpublikummets yndest. S.å. skrev han sit sidste eventyrdigt Det øde Slot (udk. 1845). Vigtigere end disse arbejder er et bind Eventyr og Fortællinger som udkom i marts 1820 (heri bl.a. Moster Marie og Altertavlen i Sorø), de begynder en ny digtning hvor virkeligheden kommer til sin ret trods den dristige fantasifiktion. 23.7.1822 blev B.S. Ingemann udnævnt til lektor i dansk ved Sorø akademi, ugedagen efter ægtede han sin Lucie. Det blev et lykkeligt og harmonisk, men barnløst ægteskab; hun var en kunstnerinde med dyb sans for poesi og kunst der til fulde forstod at vurdere sin husbonds digtning (hendes egne blomsterbilleder og altertavler, der mest foræredes bort, var i den prærafaélitiske manér og ikke alle talentløse). Hun kan næppe siges at have isoleret ham, den vennesæle digter stod i levende personlig og brevlig forbindelse med mange af sine betydelige samtidige, især Grundtvig, Carsten Hauch og H.C. Andersen; et venskab af ganske særlig betydning havde han med den åndrige fru Ingeborg Christiane Rosenørn der en årrække var bosat i Sorø, senere overhofmesterinde hos dronningen; hun snarere end B.S. Ingemanns hustru nærede hans ånds stadig dristigere retning mod en spekulativ-mystisk verdensanskuelse. Af udenlandske venner blev kun to af vigtighed for ham, Tieck og Atterbom, med hvem han følte sig åndsbeslægtet. B.S. Ingemann forblev i Sorø resten af sit liv, kun 1828 foretog han med sin hustru en lille udenlandsrejse til Berlin hvor han bl.a. besøgte Fouqué, og Dresden hvor han atter mødtes med Tieck, og 1833 en rejse til Sverige og Norge. Det stille Sorø med dets skønne naturomgivelser og rige historiske minder blev hans digtnings vækstbund. Dog følte han sig ingenlunde altid lykkelig over at være stavnsbunden dertil; hans lidet byrdefulde lærergerning tilfredsstillede ham ikke, hvor afholdt han end var, og 1841 udtrykte han i et digt til kongen sin længsel efter at komme bort ("jeg længes nu efter Havet svart, hvor det bruser med stærkere Strømme").

En første frugt af B.S. Ingemanns nedsættelse i Sorø blev hans historiske digte og romaner. De begyndte med det store, stærkt inspirerede patriotiske rimværk Waldemar den Store og hans Mænd, 1824, hvis sprog er farvet af Grundtvigs Saxo, af folkeviserne og af den danske rimkrønike. Grundtvig havde opfordret ham til at omdigte De sorte Riddere, nu gav han sine helte fra fantasiens uindskrænkede land en plads i historien og på jorden. Hovedkilderne er Saxo, kongespejlet, P. Kofod Anchers afhandling om de middelalderlige gilder og folkeviserne om Esbern Snares frieri og Liden Kirsten. Den historiske idé for dette værk som for de følgende romaner er at påvise, at Danmark altid har været i fremgang når konge og folk holdt fast ved Gud, og altid gik tilbage når troen tilsidesattes for verdsligheden. Herefter fulgte i prosa Valdemar Seier, 1826, Erik Menveds Barndom, 1828, Kong Erik og de fredløse, 1833, Prinds Otto af Danmark, 1835; kredsen sluttedes med det historiske digt Dronning Margrete, 1836. Af disse bøger er Valdemar Seier uden tvivl den betydeligste, med dens sindrige komposition, interessante karakterer og livagtige billedvirkninger (Saxo i cellen), den har også det stærkest patriotiske pust. B.S. Ingemann gør i modsætning til Walter Scott (hvem man bestandig foreholdt ham som mønster) kongen, hans ærgerrighed og hans elskov til bogens hovedindhold. Af nutiden er bogen for så vidt præget, som den fordrer en religiøs renæssance i Grundtvigs ånd til betingelse for folkelivets blomstring. Selve handlingen er en Napoleons-myte; hvad under at B.S. Ingemann kunne dadles for sin kavalermæssige omgang med kilderne (Arild Huitfeldt,P.F. Suhm). Ringere er Erik Menveds Barndom. Den vil vise "hvorledes brave danske Mænd maa tænke og handle ved Siden af en vaklende Trone"; med rette berømt er den scene hvor kansleren Morten Mogensen kærligt fordyber sig i de viser, den unge jomfru har samlet hos spindekonerne. I denne bog bruges nemlig i højere grad end i forrige folkeviserne som kilder. I Kong Erik er inspirationen kendeligt aftaget, romanen indeholder talrige gentagelser fra sine forgængere, er opfyldt af en upoetisk polemik mod rationalismen og bærer præg af sin forfatters bitterhed over den uforstående kritik, hvormed han var blevet modtaget som fædrelandshistorisk digter. I Prinds Otto bryder den religiøse tendens igennem på bekostning af den nationale. B.S. Ingemann havde egentlig ikke mere på hjerte. En femte historisk roman, Venusinus' Ring hvortil B.S. Ingemann havde samlet stof, blev lagt hen, og digtet om dronning Margrete blev kun et tarveligt modstykke til det om kong Valdemar. Alligevel er disse bøger blevet læst igennem et århundrede som en poetisk fædrelandshistorie, og de fortjente deres succes. De var vel gennemgående ikke skrevet med B.S. Ingemanns allerfineste kunstneriske samvittighed, men de var levende og muntre, affattede i et saftfuldt og naturligt dansk, og bærer ved deres uforfalskede præg af Frederik 6.s tidsalder et rørende vidne om, hvor deres forfatter hørte hjemme. Deres betydning for den folkelige vækkelse i tiden før 1848 kan vanskelig overvurderes, thi de nåede i kraft af deres jævne foredrag straks ud til menigmand.

Ved siden af sin historiske digtning havde B.S. Ingemann fortsat sine eventyr og fortællinger. I april 1827 udkom fire Noveller, hvori Den gamle Rabbin med motiv fra jødeforfølgelserne 1819 skildrer den gamle rettroende jøde som i dødsøjeblikket får et glimt af den sande Messias at se, og Konst-berider-Familien har motiv fra Casortis artisttrup der holdt til på Vesterbros teater, billedet af den melankolske klovn er en humoristisk selvspejling. 1831 kom Huldre-Gaverne, opfyldt af bitter polemik mod B.S. Ingemanns kritikere. B.S. Ingemann som hadede ufred om sin person blev atter midtpunkt i en litterær fejde hvor næsten kun F.C. Sibbern tog hans parti; hans eget følgende indlæg Opstanden i Litteraturstaden, dramatisk Epilog ... trykt som Manuskript for Fjender (s.å.) havde ikke meget vid. Novelledigtningen fortsattes med VarulvenDen levende Døde – Corsicaneren, 1835, Kunnuk og Naja eller Grønlænderne, 1842, Nye Eventyr og Fortællinger, 1847, De fire Rubiner, 1849 med bekymret drøftelse af spørgsmålet om den ægte og den uægte folkefrihed, Fire nye Fortællinger, juni 1850 der indeholdt Christen Bloks Ungdomsstreger, en morsom og realistisk fortælling uden større løftelse, Den stumme Frøken, s.å., med stærk adresse til samtidsbegivenhederne. Der kan i B.S. Ingemanns fortællinger spores en bestemt retning bort fra den dristige fantasidigtning til en mere virkelighedstro skildring; dog hører et overnaturligt element altid hjemme i hans bedre noveller; meget passende i øvrigt hos den mystiker og magiker som B.S. Ingemann i grunden var.

Det bedste af B.S. Ingemanns manddomsdigtning rummes i hans salmer og åndelige sange. Allerede i digtsamlingen fra 1816 forekommer Hymner og Højtidssange som snart viser tilknytning til 1700-tallets lyrik, snart til B.S. Ingemanns yndlingsdigter Novalis. Fra hans første Sorøtid stammer en gruppe morgen- og højmessesalmer (1822–25) der endnu er som penneprøver. De blev senere suppleret med nogle Salmer og religiøse Sange til forskellige Lejligheder som har en mere fyldig tone (Til Himlene rækker din Miskundhed Gud). Hovedværket Morgensange for Børn. Syv Aftensange, Morgen- og Aftensange, udkom 1837–39 med melodier af C.E.F. Weyse. B.S. Ingemanns salmer er som H.A. Brorsons intim lyrik, har ringe tilknytning til kirkelige lejligheder, udgår oftest fra betragtning af natur- og menneskelivet. Grundtonen i dem er det dybe tillids- og afhængighedsforhold til Gud og følelsen af tilværelsens uendelige rigdom og dybde. Omkring sin religiøse oplevelse skaber B.S. Ingemann en ny lys- og mørke-mytologi: lysengelen bortjager nattens skygger, solen selv er et billede på "Soles Sol fra Bethlehem", den går ind i et slot "tækket med gyldne Skjolde" og ved mørkets frembrud "vaager hele Verdens Gud ved Skabningens store Vugge". Denne lyrik er på én gang mægtig visionær og dybt musikalsk og dog så enfoldig som en barneremse. B.S. Ingemann har ved den indskrevet sig som den store primitive i vor litteratur.

Nært beslægtede med disse digte er to digtkredse fra 30'erne. I Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog. 1833 har han givet udtryk for den dybe livslede som ved denne tid besjælede ham. Han følte sig i samklang med prædikerens "Idel Forfængelighed og en Jagt efter Vind er alt hvad der sker under Solen". Med afsky vender han sig fra det verdslige og travle liv, menneskenes indbildskhed og mangel på holdning. Stærkt og rigt gennemspilles temaet fra den bitre ironi til den smertefyldte vemod. Et positivt modstykke hertil er Holger Danske, 1837. Dets udgangspunkt er Christiern Pedersens gamle folkebog. De fortællende digte er af ringere værd, men de lyriske er af B.S. Ingemanns allermærkeligste (Vær hilset, mit gamle Fædreland. Ved Lejre græsse nu Faar paa Vold, I alle de Riger og Lande, Jeg saa kun tilbage). Holger Danske er en repræsentant for folkesjælen, en åben, frejdig og tapper natur, stundom i dvale, men vågen når der er fare. Men tillige er den lille rige bog et indlæg imod den forladte pessimisme: den individuelle isolation giver had til livet, i folkeånden er der frelse. Endnu en digtcyklus skrev B.S. Ingemann 1838, Sulamith og Salomon som indledning til det dunkle dramatiske eventyr Salomons Ring. Over højsangen har B.S. Ingemann formet nogle af sine mest svulmende rytmer. De er blevet populære ved J.P.E. Hartmanns musik som Holger Danskes ved Niels W. Gades. Et andet dramatisk digt, Renegaten. 1838 vender sig med godt humør og undertiden med vid mod de nedbrydende tendenser i samtidens politik og videnskab. Som et efterslæt hertil kom 1840 den matte digtkreds Kjærlighed og Politik, hvis begivenheder er henlagt til 1840, og som undsiger "Kødets Emancipation".

Netop ved denne tid havde B.S. Ingemann en ny krise. Fru Rosenørn havde forladt Sorø, og han plagedes af udlængsel; købstadslivet trykkede ham. I slutningen af 1841 var han atter faldet til ro, og n.å. skrev han en ny cyklus Sjællands Kjøbstæder hvori enkelte digte er værdifulde (Præstø og Sorø). To digtkredse, Skyhimlen og Stjernebilledernes Symbolik (1840) meddeler hans metafysiske spekulationer fra disse åndeligt bevægede år. 1842 var B.S. Ingemann blevet konstitueret som "director" for Sorø akademi og sad i denne stilling, som ikke var ham bekvem, til anstalten 1849 blev nedlagt. Han producerede i denne tid ikke meget, var mest optaget af at redigere sine samlede skrifter. Han følte sig også trykket af den sejrrigt fremtrængende liberalisme ("Kropflertallets Regimente"). Men folkets åndelige opvågnen kunne ikke være ham imod, og i den stærke nationale bevægelse slog hans hjerte med. Og da krigen kom, var det ham og ikke Oehlenschläger der føltes som Danmarks store digter. I sine sidste livsår æredes han som digterkongen. På sin halvfjerdsårsfødselsdag fik han overrakt et guldhorn fra de danske kvinder. – 1854 besørgede B.S. Ingemann i løbet af fem måneder revisionen af Roskilde konvents salmebog. – Hovedværket efter 1850 er den store roman Landsbybørnene (4. bind udkom 1852). Den foregår i tiden 1840–52, men optager dog kun i ringe grad tidsbilledet i fortællingens gang; derimod havde de samtidige ikke vanskelighed ved at genkende H.C. Andersen i dens hovedperson Anton og Weyse i den gamle professor. Den fremstiller i et nutidsstof grundideen i B.S. Ingemanns digtning, kampen mellem lyset og mørket; helten føres gennem tragiske og lutrende oplevelser til sejren. Hans sidste arbejder var store læredigte hvori han udtrykte sin religiøse verdensanskuelse: Confirmations-Gave, 1854, Tankebreve fra en Afdød, 1855, Guldæblet, 1856, Blik paa det Første og det Sidste (skrevet 1858). De viser ham i væsentlig overensstemmelse med kirkens lære; kun på nogle punkter indtog han til sin ven Grundtvigs vrede særstandpunkter: han tvivlede på dåbens absolutte nødvendighed og på kødets opstandelse, troede sikkert på alles frelse igennem en mellemtilstand hvor sjælene skulle lutres. Men der er et panteistisk præg over B.S. Ingemanns religiøsitet. Intet levende går tabt, alt er stedt i udvikling og forvandling: "Og slukkes alle Sole og Stjerner engang – dog Livets Kilde springer, hvor evig den sprang".

Familie

B.S. Ingemann blev født i Torkildstrup på Falster, død i Sorø, begravet sst. Forældre: sognepræst, provst Søren Sørensen Ingemann (1735–99) og Birgitte Swane (1751–1809). Gift 30.7.1822 i Hyllested med Lucie Marie Mandix, født 19.2.1792 i Kbh. (Frue), død 15.1.1868 i Sorø, d. af sekretær, senere kommitteret i rentekammeret, konferensråd Jacob Mandix (1758–1831) og Margaretha Elisabeth Hvistendahl (1756–1816).

Ikonografi

Mal. af C.W. Eckersberg ca. 1816–18 (Fr.borg), stukket af W.H. Lizars, 1822, og litograferet. Mal. af C. A. Jensen, 1818 (Fr.borg). Buste af H.E. Freund, 1818 (glyptoteket; kunstakad.). Litograferet af Ole Rasch, 1819. Mal. af A. Koop (Fr.borg), efter dette stik af A. Flint, 1820, og to træsnit af H. P. Hansen 1886 og 1889. Buste af F. Krohn udst. 1830. Litografi af D. Monies, 1835, efter dette litografi 1840, stik af A. Hansen, 1845, træsnit af H.P. Hansen og af W. Obermann, begge 1869. Tegn. af A. Melbye, 1844 (Kgl. bibl.). Mal. af C.A. Jensen, 1844 (Fr.borg) og formentlig 1845, efter sidstnævnte litografi 1845 og 1859. Tegn. af J.V. Gertner 1845–46 (Hirschsprung). To tegn. af F. Vermehren, den ene 1846, efter denne to litografier af I.W. Tegner, det ene 1848, og andre litografier, bl.a. digtergruppe af A.M. Petersen 1848, flere træsnit, bl.a. af H.C. Henneberg 1858, og stik af J. Britze 1929. Afbildet på tegn. af Simonsen, digtergruppe, ca. 1848 (Fr.borg). Tegn. af Fredrika Bremer, 1849. Satirisk tegn. af Constantin Hansen (Fr.borg). Mal. af W. Marstrand, 1859 (Sorø akad.), tegn. dertil af samme (St. mus.), litografi derefter 1860, 1863, 1869 m.fl. og træsnit af C. Sandberg 1871, J.F. Rosenstand 1874, H.P. Hansen og W. Obermann, begge 1889, m.fl. samt på fædrelandsstykke, stengravure, 1886. Mal. af E. Jerichau Baumann udst. 1858. Buste af H.V. Bissen, 1859 (St. mus.; Fr.borg; Sorø akad.). Afbildet på mal. af J. Sonne, 1860, overrækkelsen af guldhornet (Fr.borg), gengivet i træsnit. Tegn. af H. Olrik, 1860 (Fr.borg), efter denne træsnit 1860, 1862 og 1867 samt litografi 1864. Mal. af F. Vermehren, 1904 (Fr.borg), efter fotografi fra 1861. Mal. af Johannes Jensen (Bakkehusmus.). Relief af H. V. Bissen, 1863 (monument på graven), gengivet i træsnit 1864. Litografi 1873 efter foto, samme type litograferet af I.W. Tegner, 1891, og i træsnit af H.P. Hansen 1877 og 1889. Træsnit af H.C. Olsen. Statuette af O. Evens, 1887 (Ribemus.). Afbildet på tegn. af Carl Thomsen 1888 og af H. Nik. Hansen. Foto. – Nævnt på mindetavle på Slagelse kirkelade. Mindestøtte 1889 i Torkildstrup præstegårdshave.

Bibliografi

Udg. Saml. skr. I. afd. 2. udg. I-VI, 1853; 2. afd. 3. udg. I-XI, 1855–59; 3. afd. I–XIII. 1845–64: 4. afd. I-X, 1845–65.

Kilder. B.S. I.s levnetsbog I-II, 1862 (ny udg. 1968). B. S. I.: Tilbageblik på mit liv og min forfattervirksomhed 1811–37, 1863. Breve til og fra B. S. I., 1879. Brevvexl. mellem B. S. I. og fru I. C. v. Rosenorn, 1881. Grundtvig og I. Brevvexl., 1882. I. og Atterbom, en brevveksl., 1924. Hauch og I., en brevveksl., 1933. Pers. hist. t. 2.r.IV, 1889 225–40 (breve fra I. til hans kone).

Lit. Stamtvl. over slægten I., (1885). Hans Konow: Stamtvl. over slægten 1. fra Stege, ny udg. 1963. H. Schwanenflügel: I.s liv og digtning, 1886. Jens Nørregård: B. S. I.s digterstilling og digterværd, 1886. Rich. Petersen: Mindeskr. om B. S. I.. 1889. H. G. Olrik i Danske studier, 1921 135–46. Samme sst. 1927 118–38. Marius Kristensen sst. 1922 141–52. Kj. Galster sst. 1937 136–50. Jørgen Breitenstein sst. 1964 67–84. Troels-Lund: Bakkehus og Solbjerg II, 1921 (ny udg. 1972). Kj. Galster: I.s hist. romaner og digte, 1922. Samme: Fra Ahasverus til Landsbybørnene, 1927. E. Rindom i Gads da. mag., 1924 465–78. F. Rønning: B. S. I., 1927 = Folkelæsn. CCCXLVI. Hans Brix: Analyser og problemer II, 1935. Paul V. Rubow i Danske i Paris, udg. Fr. v. Jessen I, 1936. Samme i Rom og Danm., red. L. Bobé II, 1937. Alf Henriques: Det danske skæbnedrama, 1936 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CLXXII 16–32. Carl Langballe: B. S. I., 1949. Niels Birger Wamberg i Fyens stiftstid. 11.11.1956. Anne E. Jensen: Rahbek og de da. digtere, 1960 (særtr. af Frbg. gennem tiderne VIII 71–81). Sv. Møller Kristensen: Den dobbelte eros, 1966 74–105.

Papirer i Kgl. bibl. (bl.a. brevveksl, m. H. C. Andersen). Breve til I. i Sorø akademis bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul V. Rubow: B.S. Ingemann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291791