Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anton Frants Just

Oprindelige forfattere SRoss og SNy
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Anton Frants Just, Anton Frants (døbt Antonius Franciscus) Just, 26.2.1766-6.5.1829, forfatter. Født i Viborg, død sst., begravet sst. J. blev student 1785 fra sin fødebys skole, tog n.å. anden eksamen og 1789 landmålereksamen, efter at han i nogen tid havde været huslærer på gården Strandet i Fjends hrd. som han ved sit giftermål blev ejer af. Dens gods afhændede han, og efter 1797 at have solgt gården selv nedsatte han sig i Viborg som boghandler og bestyrer af byens trykkeri, indtil han 1812 selv overtog dette efter Peter Fønss. Som bogtrykker redigerede han fra 1797 i 30 år Den Viborger Samler som under hans ledelse omdannedes til en større og mere moderne avis. Desuden var han sandflugtskommissær, fra 1803 forligskommissær og fra 1811 landvæsenskommissær, senere tillige stempelpapirsforhandler og fra 1817 i en halv snes år konst. hospitalsforstander i Viborg, arbejdede ivrigt for træplantning og virkede også som dyrlæge. Med denne brogede virksomhed forenede han en lige så mangeartet forfatter-gerning, ved hvilken han både søgte at være til gavn i oplysningstidens smag og at afhjælpe sine dårlige økonomiske forhold. J. debuterede som forfatter 1792 med en samling Digte, af hvilke de komiske vandt meget bifald. Han udgav 1798–99 to bind Fortællinger, navnlig indeholdende den store humoristiske roman Holger Laxmands Historie bygget over kontrasten mellem storbyens (Kbh.s) fordærvelighed og landets (Jyllands) fortræffelighed. På trods af ubehjælpsom persontegning og fortælleteknik samt en række nærgående lån fra Tobias Smolletts romaner må værket vel nok betragtes som den bedste danske borgerlige roman fra 1700-tallet. I øvrigt udgav J. en lang række zoologiske, politiske, geografiske og landøkonomiske afhandlinger, foruden læsebøger og andre småskrifter for almuen der ikke røber grundige kundskaber, kritisk behandling eller god smag, men ofte en ganske livlig fremstilling. Flere af dem blev meget udbredte. Hans Nyeste Bondepraktika, 1798, Naturhistorie om Dyrene, 1802 og Haandbog for den læsende Ungdom. 1800 udkom i mange oplag, den sidstnævnte endog mange år efter hans død. – Kammerråd 1811.

Familie

Forældre: residerende kapellan ved Viborg sortebrødre kirke, senere sognepræst i Vammen, Bigum og Lindum Iver Dam Tønnesen J. (1729–88) og Ingeborg Cathrine Friedenreich (1743–1822). Gift 31.7.1789 i Ørum, Fjends hrd., med Regina Christiane Jakobsdatter Lerche, født 4.1.1749 i Nyborg, død 13.1.1826 i Viborg (gift 1. gang 1768 med Hans Henrik Jørgensen til Strandet m.fl. gårde, ca. 1725–88), d. af borgmester og byfoged i Nyborg, senere kancelliråd, ejer af Ørslev kloster, Stårupgård og Strandet Jakob L. (1704–72, gift 1. gang med Gedske Pedersdatter Hillerod, død 1737, gift 2. gang 1738 med Anna Margrete Rasmusdatter Bosen, 1702–40, enke efter købmand i Nyborg Peder Knudsen, 1683–1733) og Apollone Hansdatter Lange (1725–75).

Bibliografi

Dansk litteraturtid., 1829 429f. F. Rønning: Rationalismens tidsalder III, 2, 1899 85f. S. Nygård i Saml. til jydsk hist. og top. 3.r.IV, 1904–05 256–73. Hakon Stangerup: Romanen i Danm. i det 18. årh., 1936 især 341–47. H. Ballund Jensen: A. F. J., 1946 (særtr. af Viborg stiftstid.). Finn H. Lauridsen i Erhvervshist. årbog II, 1950 43–55. Et uddrag af Viborg stiftsbogtrykkeri 200-årige hist., ved Aage Bonde m.fl., 1971. Per Hofman Hansen: Viborg-trykkere 1738–1838 m. speciel hensyntagen til A. F. J., 1972 (hovedopgave ved Danm.s biblioteksskole). – Papirer i Landsark., Viborg. Privatarkiver I, 1975 = Landsark. for Nørrejylland. Arkivreg. V. Boghandlerark. i Erhvervsark., Århus.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Rossel, S. Nygård: Anton Frants Just i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292316