Anton Berntsen

Anton Berntsen, Anton Bernhard Berntsen, 26.8.1873-16.2.1953, forfatter. Født på Assendrup Mark i Engum sg., Vejle amt, død i Vejle, (Skt. Nicolai), begravet sst. (Østre kgd.). B. kom 1888 i snedkerlære i Vejle og slog sig efter udstået læretid på instrumentmageriet. Han arbejdede i fem år hos Joh. P. Andresen & Co. i Ringkøbing og begyndte derefter selvstændig virksomhed i Vejle; i årenes løb har han bygget ca. 3 700 harmonier. Han debuterede som forfatter 1914 idet Evald Tang Kristensen "tvang" ham til at udgive en digtsamling Noget. Siden har han udgivet flere digtsamlinger hvoriblandt må fremhæves Gjemm-Ævvel, 1922, Megslur, 1925 og Bindingsværk, 1927. Og fra hans senere forfatterskab samlingerne Skribbenskaller, 1933, Bøen aa gammel Folk, 1937, Awtensææd, 1943 og Difie snees. Nye og ældre Vers, 1953. De fleste af disse digte er skrevet på hans hjemegns dialekt og kommer den jyske almues daglige leve- og tænkemåde så nær ind på livet at de bedste af dem næppe står tilbage for Aakjærs sange i intimitet. Især digtene i Gjemm-Ævvel har erobret sig folkeyndest; et digt som det om den københavnske dr.phil. der kommer til et jysk bondemiljø for at feriere giver udtryk for det rige fond af skæmtsomt lune som den jyske folkekarakter rummer. B. har også optrådt som prosaforfatter og skrevet nogle små historier, bl.a. Niels Væwwers Rejjs, 1918, Smaafolks Faanøwels, 1920 og Skowwer, 1923 der viser at hans kendskab til den jyske almue når ind til de fjerneste kroge af dens af lune og følsomhed sammensatte væsen. I sine senere år slog han sig især på epigrammet. Hvert år ved juletid 1936–52 udsendte han et bind epigrammer, oprindelig trykt som Lørdags-Rim i Vejle amts folkeblad. I en større fortælling Paa Nebo Bjerg, 1928 har han i selvbiografisk ramme skildret sine oplevelser i det pietistiske miljø han voksede op i, og senere, 1950, udgav han sine memoirer.