Anna Sophie Seidelin, Anna Sophie Christine Seidelin, 12.5.1913-6.8.1998, forfatter, fortæller. Født i Kbh. (Filips), død i Ærøskøbing. S. voksede op i et hjem præget af socialt indstillet kristendom og gammel kirkelig kultur. Hun blev student (Nykøbing F.) 1931, studerede tysk (især hos Carl Roos) og musik, men dyrkede også Vilh. Grønbech. Efter et længere studieophold i Wien fik hun 1937 guldmedalje for en afhandling om Biedermeier i tysk litteratur, men tog aldrig nogen afsluttende eksamen. 1940–76 havde hun sin livsgerning på Mols hvor Knebel præstegård, ikke mindst takket være hende, blev et åndeligt centrum for sogn og egn, men også for en vidtstrakt vennekreds og gæster fra alle landets kanter og højst uensartede miljøer. Ægtefællens årelange sygdom og hjemmets deraf anstrengte økonomi tvang fra 1944 S. til udadvendt indsats; hun begyndte – og rendyrkede efterhånden til fuldkommenhed – en ellers næsten glemt kunstart: historie- og litteraturfortællingen. Inden længe var hun landskendt og var i over 40 år en af landet mest efterspurgte talere, i utallige små forsamlingshuse, i alle slags folkelige eller faglige foreninger og ved en mængde store mødearrangementer. I årene omkring og efter krigens slutning var der megen lydhørhed for en fortællende fortolkning som levendegjorde klassiske kunstværker og samtidig lod deres eksistentielle og aktuelle perspektiver skinne igennem – uden al brug af moralske eller andre pegepinde. Genfortællingen kunne ofte vare i op til fire timer, men trættede aldrig, fordi emnets dramatik blev skildret så intenst medrivende – med raffineret diktion og humor, ironi, lejlighedsvis også den store patos eller den barokke kontrast – at det fængede i sindene og gav folk på alle kulturtrin en vækkende og bevægende kunstnerisk oplevelse – "livsoplysning" i grundtvigsk forstand kunne man sige. – Først drejede det sig især om Shakespeare (Hamlet) og navnlig om Sigrid Undset (Kristin Lavransdatter), senere også om Dostojevskij (mest betagende nok Idioten), Franz Werfel eller – atter et højdepunkt – Jakob Knudsen (Gjæring-Afklaring). Parallelt dermed gik en bred udnyttelse af bibelsk dramatik, især patriarkernes og Moses' historie, eller overhovedet de historiske dele af Det gamle testamente. I en lidt senere periode blev folkeeventyrene gjort til genstand for underfundig fortællekunst, med overraskende pointer. S. deltog på mange måder i folkeligt og kirkeligt arbejde og bidrog ofte til blade og tidsskrifter; hun holdt talrige foredrag om ydre mission (stærkt engageret i støtten til Pakistans lutherske kirke) eller om de mangeartede problemer der er knyttet til et bibeloversættelsesarbejde – så meget mere naturligt som hun – der var fortrolig med græsk filologi – sammen med sin mand, efter mange års slid, fuldendte en højst særpræget oversættelse af Det nye testamente (1974, 8. opl. 1982), et værk hvori hendes eminente sans for det danske sprogs velklang og prægnans har sat tydelige spor. Efter sin mands død fortsatte hun hans videnskabelige arbejde (bl.a. med Johannesapokalypsen). – Stoffet fra de mange genfortællinger blev også udnyttet i bogform: 1950 kom Hamlet, 1955 (2. opl. 1960) Genesis. Første Mosebog genfortalt for voksne (ny udg. 1977 m. titlen I begyndelsen) og 1960 (2. udg. 1977) Moses. Desuden foreligger: Ungdommens billedbibel, 1973 (ny udg. 1979 m. titlen Hjemmets bibel) og en ny genfortælling af det historiske stof i Det gamle testamente, 1981. En tilsvarende udgave med genfortælling af Det nye testamente kom i 1985. Den nævnte nytestamentlige oversættelse findes (1980) også i illustreret udgave, ligesom den (s.å.) er anvendt i en udgave af kirkeårets perikoper; hverken denne eller selve oversættelsen er autoriseret, men i flittig brug overalt i landet, også liturgisk ved gudstjenesten, og den har vist sig at besidde en overordentlig folkelig gennemslagskraft. 1970 udgav S. Folkeeventyr og remser og 1967 (2. udg. 1975) Vidunderligst af alt på jord en essaysamling til dels af selvbiografisk art. Flere gange virkede S. som oversætter og gjorde i kirkeministeriets liturgiske kommission en betydelig indsats vedrørende ritualrevisioner i almindelighed og specielt mht. helt nye kollekter til perikoperækkerne. Som forfatter udgav hun sine erindringer: Barndommen, 1993 og De unge år 1997. – S. fik tildelt Rosenkjærprisen 1978 og Weekendavisens litteraturpris 1985.

Familie

F: sognepræst, senere stiftsprovst for Lolland-Falster Hans Nielsen Dreiøe (1875–1958) og Karen Margrethe Colding (1878–1961). Gift 27.2.1940 i Nykøbing F. med sognepræst Paul S. , født 30.10.1906 i Kbh. (Filips), død 4.4.1981 i Ærøskøbing, s. af sognepræst Christian Herman Kaikar S. (1874–1962) og Inger Christiane Larsen (1881–1964).

Udnævnelser

R. 1975.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

A.S.S. i Fyns stiftsbog, 1977 7–19. Interviews i Morgenposten 22.10.1978 og Berl. tid. 29.10. s.å.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig