Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anders Bodelsen

Oprindelige forfattere AnOEs og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Anders Bodelsen, 11.2.1937, forfatter, journalist. Der går gennem Anders Bodelsens professionelle og private tilværelse to træk der for mange af hans kritikere har forekommet som uforenelige størrelser, men for ham selv eksisterer side om side med største selvfølgelighed. Det er på den ene side sansen for økonomi og succes, og på den anden side en kunstnerisk og samfundskritisk holdning. Allerede efter studentereksamen (1956) studerede Anders Bodelsen både nationaløkonomi og litteratur samtidig med at han skrev i det socialdemokratiske ungdomsblad Frit Forum. Efter debuten med studenterromanen De lyse nætters tid, 1959 (rev. udg. 1971) kunne han på én gang efterlyse alvoren hos kritikerne og hilse den positive anmeldelse velkommen som "lader sig citere og kan bringe penge i kassen" (Aktuelts kronik 7.5.1959). Og da han et tiår senere virkelig var blevet succesforfatter, PR-virksom og med udbredelse langt udover de finlitterære cirkler og landets grænser og samtidig insisterede på at blive opfattet som socialist måtte han ihærdigt forsvare sig mod angreb fra højre og venstre med at han først og fremmest var kunstner før han var forretningsmand eller ideolog.

Med sin baggrund i et akademisk, sprog- og kunstbevidst miljø, sin forankring i en socialdemokratisk pragmatisme og sin sensitivitet og skarpe iagttagelsesevne har Anders Bodelsen under alle omstændigheder været bedre rustet til at modstå farerne ved det karrierejag som hans litterære figurer overalt bukker under for. Dét handler forfatterskabet om: "almindelige" mennesker, socialt placeret i mellemlagene og grundigt involveret i et præstationsræs som bygger på et sandslot af fortrængninger og hober angst og konflikter op hos personerne, der udløses når de i ekstremsituationer pludselig mister kontrollen over deres normale tilværelse. Novellesamlingerne Drivhuset, 1965 og Rama Sama 1967 som efterfulgte den satiriske roman Villa Sunset, 1964 er psykologiske detailstudier over sådanne fremmedgjorte miljøer i "velfærdssamfundets arbejds- og fritidsliv. Midt mellem disse bøger der placerede Anders Bodelsen som en meget sikker stilist faldt den betydningsfulde nyrealismedebat som Anders Bodelsen benyttede til at plædere for en vidtdreven kulturel og politisk pluralisme og til at klargøre sin faets-betonede og journalistisk opsøgende æstetik: "genkendelsens gib", "Lyngbyvejsrealismen" efter novellen Succes hvis realisme imidlertid på karakteristisk vis er gennemtrukket af et symbolsk mønster der skal angive forfatterens moralske perspektiv.

Den dramatiske pendant er det Prix Italia-belønnede radiospil En hård dags nat, 1966 der er ligeså hårdkogt nyrealistisk som Til døden os skiller (Svalegangen 1967) er rent symbolsk tolkende: mennesket som siamesisk tvilling. I disse år var Bodelsen tillige en meget aktiv journalist, især som en begavet og engageret filmkritiker, bl.a. ved Information 1964–67 og Politiken fra 1967, ligesom han havde redigeret Perspektiv 1963–65 – altsammen noget der var med til at skabe ham en central position i den kulturelle offentlighed. Med de følgende to romaner blev den definitivt slået fast: Tænk på el tal, 1968 og Hændeligt uheld, 1968 blev eminente succeser både hos anmeldere og publikum, belønnet med Kritikerprisen 1968 og Boghandlernes gyldne laurbær 1969, begge filmatiseret, bragt som føljeton i ugebladenes masseoplag, udgivet i bogklub, steadysellers og tillige udkommet i en lang række lande (bl.a. USA) hvad der yderligere førte til Grand prix de la littérature policière, 1971. Baggrunden for denne popularitet var ikke kun at Anders Bodelsen skrev så direkte om og for de mellemlag der voksede så hastigt i 1960erne, men også at han med inspiration fra Graham Greene, Patricia Highsmith og Georges Simenon og med hilsener til Alfred Hitchcock perfekt udnyttede suspensestoryen som ramme om et stramt tilrettelagt, køligt, men solidarisk portræt af normaldanskeren der ved et tilfælde hvirvles ind i kriminelle begivenheder.

Annonce

Temaer, personer og intrigemønstre herfra genoptages i 1970ernes produktion: hovedværket Bevisets stilling, 1973 låner atter stof fra avisforsiderne, men denne gang følges identifikationen med den uretmæssigt anklagede taxachauffør op af en tydeligere kritik mod samfundets retsmaskineri. Typer fra "Tænk på et tal" optræder i novellerne Lov og orden, 1973, den burleske Alt hvad du ønsker dig, 1974 har tillige sin titel derfra og Pengene og livet. 1976 er dens direkte fortsættelse. 1960ernes novellesamlinger gennemspilles på ny i Hjælp, 1971 og Uden for nummer, 1972 (rev. 1974), lige som et par af dem dramatiseres for TV.

En tidstypisk bevægelse bort fra den aktuelt inspirerede samtidsrealisme præger en række andre værker: fremad som i sciencefiction-romanen Frysepunkt, 1969 og radiospillet Prof. Mancinis hemmelighed, 1971 – og især bagud: mod 50erne som i Ferie, 1970: et tidsforskudt portræt af ungdomsoprøret, og i novellerne Blæsten i alleen. 1975 der lige så tvetydigt handler om 70ernes kriser. Eller mod 60erne som i en dobbeltroman om udviklingen i to venners privatliv og erhvervsliv som spejl for perioden. 1. bind hedder De gode tider, 1977: dem som ifølge socialdemokratiet skulle gøres bedre, bd. 2 År for år, 1978. Det blev de ikke for landet – men nok for forfatteren der allerede ved sin debut havde lanceret sig som repræsentant for en generation der har det godt – og véd det selv.

Flere af bøger er kommet som TV-serier, bl.a. kriminalromanen Mørklægning, 1988, TV-serie 1992. Romanen Domino, 1984, kom som TV-serie 1991. Efter nogle års pause udgav han 1997 spændingsromanen Den åbne dør. Senere er fulgt novellesamlinger, bl.a. Varm luft, 2009.

Han er medlem af bestyrelsen for Danske skønlitterære forfattere fra 1998, næstformand 1998-2000. Anders Bodelsen tildeltes Søren Gyldendal-prisen 1981, De gyldne håndjern 1986, Statens kunstfonds livsvrige ydelse 1986 og Palle Rosenkrantz-prisen 2003.

Familie

Anders Bodelsen blev født på Frederiksberg (Skt. Markus).
Forældre: professor C.A. Bodelsen (1894–1978) og kunsthistoriker Merete Christiane Christensen (1907-86, Merete Bodelsen). Gift 4.10.1975 på Frederiksberg (b.v.) med tonemester Eva Sindahl-Pedersen, født 31.1.1945 på Frederiksberg, d. af tandlæge Ole Sindahl-Pedersen (1916-81) og maler Edith Kjærgaard (1918–77).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Ralf Pittelkow i Tekstanalyser, udg. Jørgen Holmgaard, 1971 243–71. John Chr. Jørgensen: Realisme, 1972. Søren Schou: Dansk realisme 1960–75, 1976 95–104 122–30 160–67. Peter Larsen i Linjer i nordisk prosa – Danmark 1965–1975, udg. Peter Madsen, 1977 53–92. Karen Nicolajsen i Romanen som offentlighedsform, udg. Jørgen Bonde Jensen og Karen Nicolajsen, 1977 86–112.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Østergaard, Merete Harding: Anders Bodelsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287259