Ambrosius Stub, Ambrosius Christoffersen Stub, 1705-15.7.1758, forfatter. Til ca. 100 år efter Ambrosius Stubs død hvilede hvad man fortalte om ham udelukkende på mundtlig overlevering. Og da "intet got" kunne siges om ham "bør det billigen belægges med Taushed" mente den først (udgiver af Ambrosius Stubs digte, T.S. Heiberg. "Man taber intet ved at savne hans Levnetsbeskrivelse". Hvad vi nu ved om ham hviler foruden på hans digte væsentlig på arkivundersøgelser der begyndte med Fr. Barfods udgave al hans digte (1852).

Ambrosius Stub tilhørte ved sin fødsel og gennem sit giftermål samfundets jævne lag, og hans kår var hele livet fattige. Men ved sin indtagende personlighed, sine talenter og sin kunst kom han til at færdes blandt byernes rigeste borgeie og landets mægtigste godsejere. Ambrosius Stubs hvidkalkede fødehus med sort bindingsværk står endnu i Gummerup. Faderen var fæstehusmand under herregården Søholm og havde som skrædder godt arbejde bl.a. for familierne på de nærliggende herregårde Søholm og Brahesholm. Han stod sig godt med dem, og de tog sig af hans dygtige og vindende børn. Fru Stockfleth til Brahesliolm var således gudmor til hans yngste søn Ambrosius; denne færdedes fortroligt både på Brahesholm og hos fru Stockfleths søster på Søholm hos hvem hans ældre bror Morten ganske ung var blevet forpagter, og hvor hans søster Karen var kammerjomfru; hun blev senere ved sin frues hjælp præstekone i Verninge. At Ambrosius Stubs forhold til herregårdsfamilierne har været nært ses af at han hele livet, også i sin fattigste tid, omgikkes de unge adelige herrer fra de to gårde frit og fortroligt, oberst J.H. Cramohn og oberstløjtnant F.H. Windtz som han senere traf i Odense. Nærmest stod han dog sin gudmors søn stiftamtmand Chr. Stockfleth der foruden Brahesholm arvede Krengerup og Søholm; hos denne sin "umistelige" patron havde han til hans død 1750 et fast tilflugtssted.

Fra livet i disse kredse stammer vel Ambrosius Stubs sans for forfinede nydelser: klaverspil, sang, poesi og dans; ligeledes den finhed og frihed i omgang der altid udmærkede ham, og hvis værd i livet han var sig bevidst ("Stamper Grovhed mig imod – Finhed bliver mit Gevær – viser Barskhed hidsigt Blod – den skal finde Køling her"). Men disse forfinede interesser og egenskaber bidrog også til at føre ham bort fra den slagne landevej og ind på den farlige kunstnerbane. Han blev student 1725 (fra Odense) godt 20 år gammel, og han tilbragte så en halv snes år ved universitetet uden at tage den lette teologiske eksamen der havde kunnet skaffe ham et præstekald på hans patroners godser. I datidens København var der nemlig forhold nok der kunne fange en ung mand med kunstneriske interesser. Tiden var jo både i æstetisk og musikalsk henseende i meget en gennembrudstid. Den danske skueplads var lige oprettet; Ludvig Holberg havde udgivet sine skæmtedigte, "Peder Paars" og sine første tre bind komedier, Christian Falster skrev sine satirer, og den italienske og tyske operas lige afsluttede forestillinger havde i borgerlige kredse fremkaldt en hel musikalsk raptus (jf. Holbergs "Kilderejse" og "Barselstuen" II, 5).

Ambrosius Stub er hurtigt begyndt at deltage i tidens litterære liv med lyriske digte af mange slags; i et par af de ældste har han benyttet motiver fra Holbergs skæmtedigte og fra "Den Vægelsindede". Mest yndede og udbredte var hans drikkeviser der efter Knud Lyne Rahbek endnu længe blev sunget på den fra Grønnegadescenen kendte skuespiller "Pilos Vinstue og hos Mester Hans i Taarbæk"; også de fleste af hans kærlighedsdigte stammer vel fra disse år. Han har været kendt og beundret i akademiske kredse. Glorien fra den tid stod endnu om ham da han fattig og syg 1752 havnede i Ribe og der traf et par gamle studenterkammerater der da indtog anselige stillinger i byen, rektor Sinnel Lange og pastor P. Müller. De turde – efter en skrivelse fra dem til biskop H.A. Brorson – ikke henvende sig til ham med anmodning om at være lærer for godtfolks børn; "ti vi vidste, at han duede til noget langt bedre og højere". Det frie æstetiserende liv har behaget ham så at han opgav tanken om en fast stilling og valgte stillingen som sekretær eller "skriverkarl" i rige og fornemme mænds huse, en stilling som er kendt fra tidens litteratur, fx fra "Jeppe paa Bjerget". Sekretæren har der 200 rdl. årlig og bærer en kostbar ring på fingeren. Ambrosius Stub skulle i denne stilling føre herrens regnskaber og korrespondance, være til selskab og morskab, skrive digte ved festlige lejligheder. Han har allerede i studenterårene været sekretær hos den udmærkede Poul Vendelbo Løvenørn ved hvis død 1740 han skrev et pompøst mindedigt. Han havde fremragende egenskaber til at gøre fyldest i denne stilling og fortsatte med den lige til henimod sine sidste år.

Når hans liv trods alt fik et, borgerlig set, så skæbnesvangert forløb var det fordi han i en stilling der forudsatte enlig stand giftede sig og stiftede familie uden at have energi til at bryde af og vælge en anden levevej; han var for tilbageholdende og levede for meget i øjeblikket, dets nydelser og drømme. 1735 indledte han hjemme i Verninge et forhold til en attenårig pige, Mette Cathrine Schousboe, der efter faderens død med sine søskende levede hos sin gamle farmor; forholdet fik følger; kort efter brylluppet fødtes deres første barn; senere kom der fire andre til. Ambrosius Stub fik med hustruen efter hendes farmors død en god gård i Langsted ved Verninge (den nuværende Holmegård, ikke som traditionen vil, Voldsgård); men efter to års forløb 1738 måtte han sælge den uden at have noget i behold. Han flyttede da i meget trange kår med familien først til Fåborg, senere til Odense. Til familiens underhold søgte han at tjene ved arbejde som sekretær på omegnens herregårde, på Brahesholm hos gudmoderens søn, den elskværdige Chr. Stockfleth, hvem han kunne være til nytte når han på grund af sine høje embeder i administrationen for længere tid måtte være borte fra sine gårde, men mest og længst på Valdemarsslot hos kammerherre Niels Juel, en sønnesøn af søhelten.

Når han opholdt sig hos familien i Odense fortsatte han sit glade liv, var en velset gæst hos byens velstående borgerskab og høje embedsmænd: hans gamle rektor Søren Anchersen, postmesteren og den rige, vidtberejste apoteker P. v. Westen, byens officerer lige op til den kommanderende general Adolph Neuberg ("vor Neuberg") og stiftamtmanden grev Christian Rantzau til Brahesborg, Holbergs og Falsters velyndere. Han morede dem med sine improvisationer, sin musik og sit vid; de ydede ham smålån og stod fadder til hans børn og forstod også almindelig at vurdere både hans personlighed og hans kunst "en ganske egen Fyr og et Pokkers godt Hoved" lød grev Rantzaus karakteristik af ham. Mindre fri og behagelig end på Brahesholm og i Odense var hans stilling på Valdemarsslot. Kammerherre Juel var en højtbegavet mand; han indførte plantningen af frugttræer på Tåsinge, satte fabriksanlæg i gang; han holdt et helt lille hof med musikere og andre kunstnere, men han var noget overmodig og rå. Undertiden benyttede han Ambrosius Stub til andre tjenester end skriverkarlens idet han gennem nogle år (1738–41) brugte ham som mellemmand i de omfattende smuglerhandeler han drev med købmænd på naboøen Ærø, som dengang ikke hørte til kongeriget men til hertugdømmet Slesvig, og derfor ikke var berørt af de kongerigske toldforbud. Om denne trafik handler den store Toldforpagterarie, 1750. Da præsten i Bregninge 1741 klager over at en hel del "vildfarne Mennesker" af alle slags, bl.a. Ambrosius Stub, "til Menighedens Forargelse" opholder sig på godset uden pas beordrer Juel Ambrosius Stub til at gøre rede for denne usømmelige beskyldning; og når Juel om efteråret tog ind til København fulgte Ambrosius Stub i hans følge og logerede med lakajerne på hotel Tre Hjorte, dog med dobbelt fortæring og eget værelse.

Når Ambrosius Stub holdt ud var det fordi han blev "magnifique" aflagt med klæder og penge og vel mest fordi han håbede på at opnå en stilling hvorved "hans Hustru og han i Fremtiden kunde have fælles Ophold ved eet og det samme Bord"; i et smukt digt fra denne tid skildrer han sin længsel efter "sine Kære". Stillingen opnåede han ikke, og lønnen slog dårligt til for hjemmet. Familien boede i Klaregade i Odense i et værelse med kammer med levninger af et fint møblement, men i så ringe kår at den 1743 intet skønnedes at kunne yde i skat; de tre der fødte børn døde små; 1747 døde Ambrosius Stubs hustru kun 31 år gammel. "Nu er jeg befriet fra Kierligheds Pagt,/At slutte paa ny bliver aldrig mig Agt". Hjemmet blev da opløst, og de to levende børn kom til slægtninge.

Ambrosius Stub blev fra den tid mere hjemløs end før; i efteråret 1747 kan en vidnestævning ikke finde ham, hverken hos de værtshusholdere i Odense hvor han plejer at logere en enkelt nat ad gangen, eller på Brahesholm eller på Valdemarsslot; "en fremmed alle Steder", siger han om sig selv. Efter som han blev ældre gjorde en ondartet ledegigt ham til "Krøbling", og arbejdet og stillingen som forlystelsesråd faldt ham svær. I okt. 1752 tog han sin afsked hos Juel, og vel forsynet med rejsepenge drog han til Ribe, mulig for at bistå en skarnagtig svoger, der var endt som degn i Øse nord for Ribe. I Ribe traf Ambrosius Stub gamle studenterkammerater der beundrede ham, og 1754 fik han en lille pogeskole for børn af byens finere folk. Hans kår var også her, som skiftet efter ham udviser, mere end fattige. Alligevel var han i denne periode særlig produktiv. Ca. en tredjedel af hans religiøse digte stammer fra disse år. Han omgikkes på lige fod byens bedste folk, rektor, præsterne og apotekeren; også biskop Brorson, til hvis borglignende bispegård han en tid var nabo, kendte fra Ambrosius Stubs mund hans vers og var påvirket af dem. Efter seks år i Ribe døde efter længere tids sygdom "Mons. Ambrosius Stub, studiosus, i yderste Armod", skriver pastor Grønlund i sin dagbog.

Så trist som Ambrosius Stubs liv kan synes efter arkivalierne har det ikke været. Der er ting som arkiverne intet fortæller om, men hvorom hans digte beretter. Selskabeligheden og festerne hos de rige borgere, på vinstuerne og i herregårdenes sale har skaffet ham mange glade øjeblikke. Men de fleste og de rigeste glæder havde dog deres kilde i de sider af hans væsen som lå bag den overflade verden kendte, og som holdt ham oppe i fattigdom, uorden, gæld, klientforhold og savnet af hans kære. En stærk optimisme bevarede han til det sidste, en tro på at Gud nok til sidst lod "hans Vinter blive til en Vaar", og at han "kommer nok min Tarv ihu – endnu". Nøjsomhedens dyd prises ofte i tidens litteratur fordi den gør uafhængig af andre. Hos Ambrosius Stub har lovprisningen af den en egen hjertelighed ("o rige Nøjsomhed"), og den var ikke kun ord; for rigdom og berømmelse ville han ikke betale for meget, end ikke af ulejlighed; han har således ikke bekymret sig om at lade sine digte samle eller trykke. Kun fem digte blev trykt i hans levetid. Først 1771 blev et udvalg af dem efter afskrifter udgivet af præsten T.S. Heiberg. Stor og intens glæde havde han af ting som intet koster: foråret, en roses skønhed og især musik og sang.

Ambrosius Stub har forsøgt sig i mange af lyrikkens arter: den svindende latindigtning, mindedigte i barokkens pompøse stil, lejlighedsdigte, drikkeviser og drikkeskåler; de sidste er i en tid der ikke kan udtrykke sig knapt, enestående ved deres prægnans. Bedst er de digte der har form af en simpel vise, ligesom Bellmans digte tilpasset til en jævn og let syngelig melodi. Denne digtform var just da kommet frem i Tyskland med Sperontes' "Singende Muse" (1736): rokokoens lethed efter barokkens store pragtdigte og fordringsfulde koncerterende arier. Til dem hører ikke blot digte som forårsvisen Den kiedsom Vinter gik sin Gang og viserne om venskab og kærlighed, men også de "gudelige Arier" fra de fattige og syge år i Ribe. I dem fortæller han om det lidet, livet havde bragt ham (kun "et Skolemesternavn"), om angeren over hvad han havde forbrudt og om frygten for fordømmelsen. Men med den optimisme, der aldrig forlod ham, trøstede han sig (Jesu syv Ord paa Korset) med at Kristus trods alt havde løskøbt ham; "dig menes intet ondt af Gud"; "min Sag er god". Og den "Sjælens dybe Hvile", "hin meget stille Ro" som han ikke havde fundet i venskab og kærlighed, finder han nu i tanken om Guds stad med dens mure af jaspis og gader af guld og fuld lys og musik. De bedste af disse viser er af en fuldendt simpelhed og naturlighed og en enestående musikalsk skønhed.

Der findes ingen autentiske portrætter af Ambrosius Stub, men hans frie men kummerlige liv inspirerede Chr. K. F. Molbech til dramaet Ambrosius, 1877.

Familie

Ambrosius Stub blev født i Gummerup, Køng sogn, Fyn, døbt 17.5, og døde i Ribe, begravet samme sted (Skt. Cathrine kgd.). Forældre: lasstehusmand og skrædder Christoffer Pedersen Stub (1664–1746) og Christense Ibsdatter (1665–1725). Gift 17.10.1735 i Verninge med Mette Cathrine Schousboe, født 1716 i Ejsing, begravet 13.3.1747 i Odense, datter af sognepræst Hans Nielsen Schousboe (1681–1724, gift 2. gang med Maren Pedersdatter, gift 2. gang 1725 med sognepræst i Lemvig og Nørlem Hans Frantsen Rosenberg, 1694–1753) og Mette Cathrine Pedersdatter Bering (1686–1716).

Ikonografi

Fantasiportræt af V. Neiiendam på mal. 1923. Mindeplade 1901 på Sønderportgade 11, Ribe. Mindesten ved fødehuset 1905, i Køng højskoles have og i Hansinelund, Ølgod.

Bibliografi

Udg. Arier og andre poetiske stykker, udg. T.S. Heiberg, 1771 (2. forøgede opl., udg. Chr. Stub, 1780). Anhang, udg. Chr. Stub, 1782. Saml. digte, udg. Fr. Barfod, 5. udg. 1879. Digte, udg. Erik Kroman I–II, 1972.

Lit. J. Kinch: Bidrag til Ambrosius Stubs samlede digte efter nye kilder, 1854 = Ribe katedralskoles progr. S. Birket Smith i Danske saml. 2.r.II, 1872–73 246f. Samme: Til belysning af litterære personer og forhold, 1884 336–39. S. Jørgensen i Museum, 1893 II 109–30. A.D. Jørgensen i Dansk t., 1898 1–25 117–34 (optr. i forf.s Hist. afhandl. III, s.å. 464–510). P. Severinsen i Dania VIII, 1901 58f. John M. Møller: Hist. oplysn. om Verninge sogn, 1916 34–39 151. Fra Fyens fortid, udg. G. L. Wad III, 1921 204–23 Ofr. IV, 1924 435). Hans Brix: Danmarks digtere, 1925 (3. udg. 1962) 105–11. Samme: Analyser og problemer I, 1933 281–93. Samme: Ambrosius Stub, 1960. Th. A. Muller i Festskrift til Kr. Erslev, 1927 409–48 (optr. i forf.s Afhandl, i udv., 1945 176–210). Samme i Tilskueren LI, 1934 I 73–95 (optr. i forf.s Afhandl., 1945 211–25). Aug. F. Schmidt i Fra Ribe amt VII, 1931 786–816. Hans P. Lunde: Hvor i Langsted ligger eller lå Ambrosius Stubs gård?, 1935. Erik Kroman i Acta philologica Scandinavica XXVIII, 1966 63–73. Samme: Ambrosius Stub og hans ærøske forbindelser, 1967. Herlov Brix i Hymnologiske medd. V, 1976 181–88.

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer (3)

skrev Klaus Miklos Körmendi

En mindre rettelse
i stedet for:
... ved hvis død 1740 han skrev et pompost mindedigt.
læs:
... ved hvis død 1740 han skrev et pompøst mindedigt.

skrev Klaus Miklos Körmendi

Hedder vedkommende virkelig Miels?
"... Valdemarsslot hos kammerherre Miels Juel, en sønnesøn af søhelten. "

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig