Amalie Skram

Amalie Skram, Berthe Amalie Skram, 22.8.1846-15.3.1905, forfatter. Da den 38årige Amalie Skram kom til Danmark og giftede sig med Erik Skram havde hun stort set gjort de livserfaringer hendes forfatterskab kom til at kredse om. Hun var vokset op i et fromt men ufredeligt købmandshjem i Bergen. Forholdet til forældrene var ikke videre harmonisk, lige så lidt som ægteparrets indbyrdes forhold. Men til sine søskende, særlig Ludvig, var Amalie Skram nært knyttet. Trods små kår blev de fire drenge og Amalie Skram sendt i byens bedste skoler. 1863 gik faderen fallit og drog i hast til Amerika fra kreditorerne og den store familie. Året efter blev den 18årige Amalie Skram gift med kaptajn Müller og kom med ham vidt omkring i verden – London, Mexico, De vestindiske øer, Australien, Peru, Sortehavet. Hun lærte sprog og feteredes i de fremmede havne. De fik to sønner, men ægteskabet var fra allerførste færd mislykket, og efter 13 års forløb blev de skilt, til stor forargelse for omgivelserne, især moderen. Sindsbevægelserne i denne periode tog så meget på Amalie Skram at hun en tid i 1878 måtte indlægges med en psykose på Gaustad sygehus. Bagefter boede hun og hendes sønner nogle år hos familien, især hos broderen Ludvig. Hun var nu begyndt en journalistisk virksomhed som tydeligt viser hendes intense medleven i tidens spørgsmål. 1877 kom hendes første artikel, en anmeldelse af "Marie Grubbe", i Bergens Tidende.

Imidlertid kunne den urolige Amalie Skram ikke finde sig til rette i det stille, bornerte Frederikshald, og 1881 flyttede hun og børnene til Kristiania (Oslo) hvor hun blev medarbejder på Dagbladet og snart befandt sig på den yderste radikale fløj og var med i laget omkring Bj. Bjørnson hvor hun også traf flere danske, brødrene Brandes, især Edvard Brandes blev hendes ven, Holger Drachmann, Vullums (Margrethe Rode) m.fl. Men trods alt blev også Kristianiatiden svær for Amalie Skram som følte forargelsen slå imod sig. Man fandt noget provokerende i denne fraskilte, blændende smukke, højttalende og cigarrygende dame som mængede sig med så mange herrer. I "Moderne Damer" gav John Paulsen et ondskabsfuldt portræt af Amalie Skram som hun græmmedes meget over, og da hendes første fortælling Madam Høiers Lejefolk, 1882, blev modtaget med fjendtlig afsky pga. sine rå skildringer af fattigdommens fornedrende virkninger var Amalie Skram ved at være ked af Norge. En tid overvejede hun alvorligt at udvandre til Amerika som bibliotekar, men så mødte hun Erik Skram ved en fest hos Bjørnson 1882.

Med Amalie Skrams andet ægteskab kom den nok lykkeligste tid i hendes liv. Parret slog sig ned i København hvor hun igen kom ind i en radikal litterær kreds. Hun og ægtefællen, Gertrude Coldbjørnsens digter, havde meget tilfælles i litteraturens verden, de skrev endog i fællesskab skuespillet Fjældmennesker (opført 1892), og man har indtryk af at den fint fornemmende litterat støttede hende afgørende med råd og dåd under frembringelsen af det store forfatterskab som hun i de følgende år udfoldede.

1885 udsendte Amalie Skram sin debutroman Constance Ring som giver et dystert billede af ægteskabets vilkår. Begge Constances ægteskaber samt endnu et forhold til en mand bliver ulykkelige på grund af mændenes utroskab og hendes frigiditet, to forhold som forårsager og forstærker hinanden. Men baggrunden ligger i den ulige opdragelse hvor pigens victorianske opvækst under "det forbandede fortielsessystem" står i fatal modsætning til drengens frie udfoldelsesmuligheder. Alt fører frem til kvindens underkuelse i ægteskabet moralsk og økonomisk. Debutromanen trak harmfuldt flere ægteskabelige problemer frem i lyset med imponerende analytisk forståelse, men er i øvrigt temmelig langtrukken. Den blev til Amalie Skrams overraskelse og tilfredshed betegnet som et indlæg i den sædelighedsfejde som hun havde fulgt på nærmeste hold i Kristiania og København, trods det at tendensen er uklar. Man forstår ikke hvor Amalie Skram vil hen med sin vrede. Hun når til et mere afklaret og nuanceret syn på problemerne i de følgende ægteskabsromaner og fortællinger hvor kvindens situation ses i flere aspekter, men stadig fremstilles ægteskabet som scenen for et destruktivt magtspil mellem kvinde og mand der i regelen ender med død. 1886 kom Bøn og Anfægtelse (her er ægtemanden en sindssyg overlæge på et sindssygehus), samme år Knud Tandberg, 1888 Lucie, et direkte indlæg i fejden og 1891 Fru Ines hvor Amalie Skram går tæt på frigiditetsproblemet. Skuespillet Agnete, 1893 handler om den fraskilte kvindes situation. Det blev opført samme år i København og Bergen.

Mest konsekvent og kunstnerisk vellykket er den lille roman med den flertydige titel Forraadt, 1892 om ægteskabet mellem en erfaren kaptajn og hans purunge kone som på forhånd er dømt til undergang som følge af deres forræderiske, ulige opdragelse. Deres divergerende forventninger til samlivet driver hende ud i chok, kulde og jalousi og ham i døden. Begge blev forrådt. Kærligheden har trange kår hos Amalie Skram som hellere viser dens vrangbilleder. "I alle mine bøger har jeg skildret mest det uædle, det stygge og hæslige og råe" skrev Amalie Skram til Harald Høffding. Fra sin barndom havde hun følt sig draget af det uhyggelige og grusomme, en "arv" og tilbøjelighed i hendes væsen som var blevet udviklet under hendes personlige modgang og yderligere ansporet i mødet med naturalismens krav om skånselsløs blotlæggelse af virkeligheden. Dertil kom en voldsom trang til at få alt det harmelige og sorte "ned på papiret", og i løbet af de 16 år hendes andet ægteskab varede skrev hun som besat bog efter bog, mindst en om året, som tilsammen udgør et af Nordens dystreste forfatterskaber.

Hovedværket er Hellemyrsfolket som hun skrev jævnsides med andre arbejder gennem 11 år. Den oprindelige anledning til bogen var en ung mands selvmord som hun ville skrive en fortælling om, men efterhånden stod det hende klart at hun måtte tilbage til forældrene og videre til bedsteforældrene helt til oldeforældrenes fattigdom og drikfældighed for at få årsagssammenhængen klar. Resultatet blev et firebinds værk hvori Amalie Skram fik lagt al sin menneskekundskab, og hvori fædrenes synder konsekvent nedarves på børnene slægtled for slægtled indtil drengens selvmord på en af de sidste sider. Første bind Sjur Gabriel, 1887 er fortællingen om det fattige menneskepar på Hellemyren ved Bergen som trods slæb og slid slås tilbage af nød og sygdom så de bliver håbløse drankere. En stramt komponeret og stilfærdigt fortalt historie som giver et rystende billede fra det norske vestland.

"To Venner", 1887 er navnet på det skib Sjur Gabriels sønnesøn Sivert stikker til søs med da han flygter fra skammen over sin fordrukne familie. I dette bind giver den fuldbefarne Amalie Skram en oplevet og frisk beskrivelse af sømandsliv på sejlskibenes tid så overbevisende realistisk at man ikke kendte dens lige i norsk eller dansk litteratur. Senere brugte hun igen skibsmiljøet i børnefortællingen I det Asowske Hav, 1890 og i Forraadt. Med S. G. Myre, 1890 når man til købstaden Bergen hvor den lovende og ambitiøse Sivert bliver købmand og tror han skal drive det vidt, men, som det endelig demonstreres i Afkom, 1898, arven og skylden tynger så urimeligt at det ikke er til at løfte sig over fornedrelsen. Sivert ender i fængsel som morder og bedrager, og det er hans søn der skyder sig. Med Afkom nåede Amalie Skram frem til sin egen tid. Det er tydeligt at hun har nydt at skrive i sin barndomsegns dialekt, strile-målet, om byen og menneskene. Bogen giver fortrolige skildringer af Bergen, og de fremragende persontegninger, ikke mindst af børn, er gjort med en forståelse og medlidenhed som viser en udvikling fra den kyniske indsigt der kendetegner hendes tidlige bøger.

Amalie Skram arbejdede på sine personer med stor åndelig og fysisk anspændelse. "Det gælder om at forstå, forstå, for at kunne se rundt om dem", og hun led og sled "så græsseligt" med sine personer, sagde replikkerne højt for sig selv, gjorde deres bevægelser. "Jeg har skrevet det meste af bogen under strømmende tårer" siger hun i et brev. Anstrengelserne med at få "Afkom" færdig hvortil kom vanskeligheder i ægteskabet og pasning af barn og hus førte til et nervøst sammenbrud, og Amalie Skram blev indlagt på Københavns kommunehospitals sjette afdeling 1894 hos dr. Knud Pontoppidan og derefter en måneds tid på Skt. Hans hospital. Med baggrund heri skrev Amalie Skram de to bøger Professor Hieronimus, 1895 og På Sct. Jørgen, samme år, med et angreb på dansk sindssygevæsen, særlig aggressivt over for Hieronimus (Pontoppidan) hvis autoritære fremfærd hun finder lunefuld og upålidelig. Som Constance kom midt under sædelighedsfejden, kom "sindssygebøgerne" under en almindelig debat i dagspressen om forholdene på kommunehospitalets sjette afdeling. Pontoppidan svarede med pjecen "6te Afdelings Jammersminde", 1897 og tog i øvrigt sin afsked fra hospitalet kort efter. De to bøger vakte stor opmærksom pga. deres aktualitet og kunstneriske kvalitet, og man har diskuteret om Amalie Skram eller Pontoppidan havde lidt mest uret. På den ene side hævdedes det at Amalie Skram faktisk blev rask efter behandlingen, på den anden at det var på trods af den. Den bedste terapi blev det vel at Amalie Skram kunne skrive sig ud af sin krise. Få sin harme ned på papiret, så hun "kunne blive kvit den". Det hun havde oplevet af sygdom og gru på "galehusene" blev en ny erfaringskilde for de ulykkeliges digter. Fra ægteskabsromanernes temaer er der kort vej til sindssygebøgernes. Kvinden og den sindssyge, begge umyndiggjorte. Sympatien mærkes i beskrivelsen af hospitalets kvinder, medpatienterne og sygeplejerskerne som alle er undergivet autoriteten. Amalie Skrams enestående evne til at lodde sindets mørkeste dybder, som kan følges gennem hele forfatterskabet, viser sig med betagende styrke i disse to bøger, skrevet af en nedbrudt kvinde.

Amalie Skram blev helbredt, men oprevet og trist var hun. Ægteskabet voldte hende megen sorg og skinsyge og endte med skilsmisse. Den elskede bror døde, og helbredet var skralt. Stille og beskedent boede hun og datteren Johanne, "Småen", på Østerbro. Af stor betydning for Amalie Skram var nogle "Wahlverwandtschafte" som hun korresponderede med, Peter Nansen, maleren Wilhelm Irminger og især Viggo Hørup som tålmodigt gav hende kloge og åndfulde råd. Den strenge tro, som hun i sin ungdoms radikalisme havde kæmpet sig ud af og i sin digtning havde angrebet, nærmede hun sig igen. Trods sygdom fik hun endnu nogle arbejder fra hånden, alle om kærlighed der slår fejl. En række fortællinger i Sommer, 1899, Julehelg, 1900, en fortælling til minde om broderen skrevet på grundlag af hans dagbøger, og den ufuldendte, næsten impressionistiske roman Mennesker som hun stræbte med til sin død. Fra 1901 fik hun dansk digtergage.

Det meste af Amalie Skrams digtning tilhører Norge i sprog som miljø, "som forfatter er og blir jeg norsk og kun norsk" skrev hun til Bjørnson i 1892, men i bitterhed mod Norge og i erkendelse af de bedre betingelser hendes kunst havde mødt i Danmark ønskede hun at der på hendes urne skulle stå: "Dansk Borger. Dansk Undersaat og dansk Forfatter".

Amalie Skram troede selv at hendes bøger ville blive stående. Det stemmer godt overens med den intensitet og insisteren i hele hendes produktion som kalder på opmærksomheden. Hun havde påtrængende noget nyt på hjerte i en diskussion som står på endnu, og hendes synspunkters aktualitet har afspejlet sig i moderne dramatik (TV-spillet Else Kant, 1978 af Kirsten Thorup over de to sindssygebøger, og Torunn Ystaas skuespil Ut med deg, skitne madam! 1981) foruden i flere nyudgivelser gennem 1970erne af Amalie Skrams bøger. Det er især den nye kvindebevægelse der har givet interessen for Skram et sving opad. Men kvindespørgsmålet er et tema blandt mange hvis fællesnævner er mennesker i afmagt, alle set under livsangstens tryk.

Amalie Skrams digtning er ikke selvbiografisk i almindelig forstand. Men hun skjulte ikke at den i stor udstrækning var baseret på egne oplevelser og iagttagelser. Hendes liv og værk udgør i en sjælden grad et organisk hele, så den der søger inspiration i hendes forfatterskab kan lige så vel finde den i hendes livs historie.