Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alfred Kjærulf

Oprindelig forfatter TKrogh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Alfred Kjærulf, Frederik Niels Alfred Kjærulf, ved dåben Kjærulff, 24.2.1882-28.7.1938, forfatter. Født i Kbh. (Jac.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). K. kom efter faderens død 1891 på Det kgl. opfostringshus som han forlod 1896 for at gå i handelslære. Efter endt uddannelse sejlede han et par år som kok, hvorefter han rejste hjem for at blive skuespiller, i hvilken egenskab han turnerede med forskellige provinsselskaber og for øvrigt fungerede som forretningsfører hos Julius Petersen (Ålborg teater) og Oddgeir Stephensen (Horsens teater). 1905 skrev han sin første selvstændige sommerrevy og startede 1912 sammen med Frede Skaarup Scala teatret hvor han indtil 1926 var medarbejder ved revyerne; disse indledtes med Den Traadløse som opnåede en meget betydelig succes. 1919–21 drev han Thalia teatret som kabaret og var derefter indtil 1927 kunstnerisk leder af Fønix teatret på Frbg. Samtidig med sin forfattervirksomhed var han en tid ansat som censor og manuskriptbearbejder på Nordisk Films Co., og som organisationsmand fik han betydning som stifter af Dansk revyforfatter- og komponistforbund (1918). K. har skrevet og bearbejdet ca. 150 forskellige folkekomedier, operetter, lystspil, farcer og sommerrevyer til en lang række teatre såvel i Kbh. som i provinsen. Hans brede og folkelige stil og hans evne til at skrive en velturneret vise gjorde ham til en yndet teaterforfatter der kunne notere adskillige successer. 1934 udgav han sammen med Orla Ramsøe Den danske Revy 1.

Familie

Forældre: skriftstøber Sophus Oluf Frederik Kjærulff (1852–91) og Martha Marie Caroline Langballe (1856–1925). Gift 1. gang 31.12.1904 i Ålborg med Rasmine Sophie Nielsine Hansen, født 19.6.1875 i Kbh. (Frbg.), død 26.11.1948 i Kgs. Lyngby (navneforandring til Helsø 1.2.1913), d. af pakhusmester ved statsbanerne Hans H. (1842–1927) og Frederikke Louise Caroline Nielsen (1848–1934). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 24.11.1911 i Kbh. (Rigshosp.) med Stella Josephine Christiansen, født 31.3.1888 i Kbh. (Holmens) (gift 2. gang 1922 med direktør Carl Julius Fritz Lütcherath, Oslo, 1869–1928), død 6.11.1960 i Gentofte, d. af typograf Godfred Walther C. (1859–1908) og Julie Dorthea Christine Andersen (1862–1938). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 24.12.1919 i Kbh. (Frue) med Ellen Iris Jacobsen, født 1.5.1898 i Kbh. (Matthæus), d. af gartner Carl J. (1866–1956) og Sophie Petersen (1864–1956).

Ikonografi

Tegn. af V. Afzelius (Teatermus.). Foto.

Annonce

Bibliografi

C. Klitgaard: Kjærulfske studier, 1914–18 328.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Krogh: Alfred Kjærulf i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292625