Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aksel Heltoft

Oprindelige forfattere MeHa og UAn

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Aksel Heltoft, 10.6.1922-28.10.1993, forfatter, generalsekretær. Aksel Heltoft der blev student fra Sorø 1941 deltog aktivt i modstandskampen og udgav s.m. sin senere hustru Bente Hammerich et af besættelsestidens vigtigste illegale blade Folk og Frihed november 1943-december 1945 samt modstandsantologien Der brænder en Ild, 1944 med bidrag fra næsten alle tidens førende lyrikere og prosaister (2.udg. 1945). December 1944 blev han arresteret og deporteret til koncentrationslejren Neuengamme hvor han sad til krigens slutning.

Som forfatter debuterede Aksel Heltoft med Polakken, 1948 der består af tre noveller med baggrund i tiden i Neuengamme. Midt i fangernes ufattelige elendighed og hjælpeløshed fastholdes visionært et ubetvingeligt, religiøst betonet håb om en forløsning til en bedre tilværelse – et Messiastema der ikke var ukendt i 1940ernes digtning. Efter 1950 at være blevet cand.mag. i dansk og kristendomskundskab opholdt Aksel Heltoft sig to år i Frankrig for 1953 at blive lektor i dansk ved Stockholms högskola. 1955 blev han efor på Fondet for dansknorsk samarbejdes ejendom Schæffergården, fra 1978 tillige på den tilsvarende norske institution Lysebu. 1979-92 var han generalsekretær for fondet. Aksel Heltoft tog sig her fortrinsvis af uddannelsesprogrammer og redigerede ca. 30 skrifter om danske og norske forhold. Forfatterskabet blev genoptaget med romanen Chefen, 1958 der skildrer en moderne teknokrats personlige sammenbrud da han følelsesmæssigt engageres i en, for ham fremmed, musisk og naturhengiven livsstil. Som i novellesamlingen Sagen Adam Smith, 1961, stilles naturen og humanistiske idealer op over for nutidens materialisme og sjælelige råhed.

Familie

Aksel Heltoft blev født i Jelling; begravet på Græsted kirkegård.

Annonce

Forældre: lærer, senere skoleinspektør Jens Andreas Thomsen H. (født 1889) og Elisabeth Bruun (1892-1984). Gift 9.2.1950 i Oslo (b.v.) med cand.mag. Bente Elsebeth Hammerich, født 11.12.1921 på Frbg., d. af kontreadmiral Carl H. (1888–1945) og Borghild Schmidt (Borghild Hammerich) (1901–78).

Ikonografi

Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Uffe Andreasen: Aksel Heltoft i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291084