Adda Ravnkilde, Adele Marie Ravnkilde, 30.7.1862-30.11.1883, forfatter. Adda Ravnkilde gik i pigeskole i Sakskøbing og besøgte fra tolv-fjortenårsalderen Frk. Zahles skole i Kbh., vendte derefter hjem til Nordby på Fanø hvor faderen da var birkedommer og kom her i forbindelse med Lizzie Miller (siden gift med Alfred Ipsen) som fik stor betydning for hende, og gennem hvem hun lærte den moderne litteratur og tankeverden at kende. Som modvægt mod denne påvirkning fik faderen hende 1880 anbragt som lærer i Snoldelev præstegård, men allerede n.å. var hun igen hos forældrene, nu i Sæby.

Tidligt var Adda Ravnkilde begyndt at skrive digte, og der foreligger fra hendes hånd en utrykt samling som glimtvis røber betydelig lyrisk evne. I Sæby forfattede hun fortællingerne En Pyrrhussejr, Judith Fürste (oprindelig titel Paa Ixions Hjul) og Tantaluskvaler. For at uddanne sig til lærer rejste hun sept. 1883 til Kbh. og begyndte på Georg Brandes' opfordring med stor iver at læse til artium, men en ulykkelig kærlighed og de store krav hun stillede til sig selv brød hendes modstandskraft, og hen på efteråret begik hun selvmord.

Judith Fürste blev udgivet 1884, gennemset af M. Galschiøt og med et forord af Georg Brandes. Det er en psykologisk roman med vægten lagt på udviklingen af forholdet mellem Judith og Banner og er skrevet under tydelig påvirkning af Charlotte Brontës Jane Eyre. Udmærket set og gengivet i bogen er et par bipersoner. Judith Fürste udsendtes i 2. oplag om efteråret og ved juletid kom To Fortællinger, tilrettelagt, og vistnok lovlig stærkt beskåret af Erik og Amalie Skram.

En Pyrrhussejr, Adda Ravnkildes førstskrevne fortælling, behandler lidt tørt to søstres ægteskabsforlis og er et indlæg til forsvar for kvindens ret til selvstændighed og ligestilling med manden. Meget betydeligere er Tantaluskvaler, Adda Ravnkildes bedste arbejde, der ligesom Judith Fürste skildrer et kærlighedsforhold mellem to overlegne naturer på baggrund af et bornert småstadsliv, men gør det med sandere og oprindeligere udtryk for lidenskab, uro og smerte som forråder en oplevelse.

Adda Ravnkilde må sammen med Erna Juel-Hansen betragtes som arvtager efter Clara Raphael (Mathilde Fibiger) og som forløber for den moderne kvindelitteratur.

Familie

Adda Ravnkilde blev født i Sakskøbing, død på Frbg., begravet i Sæby, Vendsyssel. Forældre: by- og herredsfuldmægtig i Sakskøbing, senere borgmester i Sæby Christian Claudi Ravnkilde (1835–96) og Margrethe Catinka Vilhelmine Bruun (1835–1912). Ugift.

Bibliografi

Georg Brandes i Adda Ravnkilde: Judith Fürste, 1884 (ny udg. 1981. Optr. i forf.s Saml. skr. III, 1900 225–29, 2. udg. III, 1919 204–07). Ola Hansson: Samlade skr. II, Sth. 1920 49–65. Halvdan Koht: Henrik Ibsen II, Oslo 1929 282. Eva Hemmer Hansen i Gads da. mag. XXXIV, 1940 15–22. Ingeborg Rosenørn sst. 245–48. Anne Marie Løn: Adda Ravnkilde, 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig