Adam Oehlenschläger, Adam Gottlob Oehlenschläger, skrev sig i sine første digte 1803 Adam Øhlenslæger, 14.11.1779-20.1.1850, forfatter. Oehlenschläger er opkaldt efter grev Adam Gottlob Moltke til Bregentved i hvis hus begge forældrene havde haft tjeneste. Faderen var fra det sydlige Slesvig; farfaderen, der var gift med en pige fra Jylland, var organist i Krusendorf ved Eckernførde fjord; den samme stilling havde også hans far haft og farfaderen i Rensefeld ved Lübeck. Oehlenschläger anså det for muligt (hvad det også er) at han var i slægt med den berømte Adam Olearius (Oehlschläger, 1603-71) hvis "østerlandske Rejsebeskrivelse" han brugte til Aladdin, men holdt det (med rette) for usandsynligt at hans slægt, som faderen mente, havde nogen forbindelse med patricierfamilien Oehlenschläger i Frankfurt. Navnet er på tysk ret almindeligt ("Oliebanker"). På mødrene side troede Oehlenschläger sig med urette af tysk slægt. I alt fald stammer den ældre tids danske nationaldigter, "Danner-digteren" som han gerne lod sig kalde, fra et grænsefolk. Han er "ligesom et træ, der vokser på skellet mellem to lande" som hans tyske kollega Jean Paul sagde om ham. Ikke blot har han i sit forfatterskab skrevet på begge sprog, men hans digtning er til trods for de nordiske emner ikke mere udpræget dansk end at man i Tyskland kunne modtage ham som en af sine egne. Et stærkere spil af dybere modsætninger i hans sind voldte den dobbelte arv fra forældrenes vidt forskellige naturer; faderen var en hurtigt og heftigt bevæget sangviniker, moderen stille og varm og tung i sindet. Den samme geniale blandingsnatur var der også i hans søster Sophie, gift med Anders Sandøe Ørsted, med den forskel at Sophie Ørsted lignede moderen mest, Oehlenschläger faderen.

Året efter Oehlenschlägers fødsel blev faderen fuldmægtig hos slotsforvalteren på Frederiksberg, til sidst selv slotsforvalter med bolig på slottet, og en række indtryk fra storladne omgivelser gav drengens fantasi dens stadige retning: slottets høje sted med vidt udsyn på grænsen mellem byen og landet, afvekslingen i livet derude: færdslen om sommeren når der holdtes hof og søndagspublikummet fra hovedstaden fyldte den "franske" slotshave mens der i den "engelske" Søndermark var en uforstyrret tumleplads for friluftslege, og ensomheden om vinteren hvor han kunne fortabe sig i de store øde sale og ret føle sig hjemme igen med en god bog i forældrenes stue. Ved bryllupper og begravelser fulgte han faderen på orgelværket og så mennesker i sorg og glæde med den højtid som han gav dem i sin digtning. Til disse indtryk fra slot og kirke kom så med hans trettende år påvirkningen fra den borgerlige skole, Efterslægtsselskabets nylig stiftede Borgerskole, den første af den slags her i landet hvori han blev optaget ved Edv. Storms mellemkomst. Her kom hans viltre og friske barnesind under en kærlig og forstandig tugt, og ikke blot sin usædvanlig smukke håndskrift, men sin sans for orden og borgerlige dyder bevarede han for hele livet som en arv fra 1700-årenes ånd hvori han først blev opdraget. Senere følte han i alt fald godt, som han har udtrykt det i en festtale i Efterslægtsskolen (fra 1822), at "den venlige Omgivning, den muntre Have, den højtidelige Sal, de udmærkede Mænds Besøg, hædrende Smil, opmuntrende Tiltale meget bidrog til at give vor Aand et højere Sving, til med den vaagnende Æresfølelse og Anelsen om Borgersamfundets Adel at sætte vore Evner i en kraftigere Bevægelse".

En indflydelse af en anden, uborgerlig art udgik fra historielæreren, den spirituelle (og spirituøse) C.F. Dichmann der gav drengen hans sans for det store og usædvanlige som altid siden forekom ham at være det egentlig poetiske i historien.

Til en borgerlig virksomhed følte han da også ved udgangen af skolen (1796) at han ikke egnede sig. Et forsøg på ved privat undervisning at nå frem til en studentereksamen, som en ven af ham med hvem han altid havde kappedes just havde taget, mislykkedes fordi indøvelsen af de gamle sprogs grammatik forekom ham utålelig efter den friske og levende oplysning i skolen. På teatret, hvor han derefter ved en letforståelig misforståelse af sin kunstneriske drift søgte hen (1797) kunne han på grund af sin kejtethed og en vis sjælelig blufærdighed ikke slå igennem, og da han på denne tid ved sit bekendtskab med de to brødre Hans Christian og Anders Sandøe Ørsted havde fået et stærkt indtryk af hvor smukt det var at leve for et rent åndeligt formål forlod han teatret 1799 i den tro at også han på sin vis kunne blive "en ægte Musasøn". N.å. blev han, ved to venners medvirken, indskrevet som student og tog latinsk-juridisk forberedelseseksamen. S.å. døde hans mor, og kort efter forlovede han sig med Christiane Heger som han havde lært at kende på Bakkehuset hos K.L. Rahbek, hvis hustru Kamma Rahbek var hendes søster.

Fra denne tid er Oehlenschlägers første digte, bl.a. over emner fra den nordiske oldtid som han havde fået kærlighed til igennem Johannes Johannes Ewalds poesi, og en lille akademisk prisafhandling om muligheden af en digterisk udnyttelse af den nordiske mytologi – altsammen mere eller mindre præget af den gæring som fulgte af hans personlige oplevelser og følelsen af en dobbelthed i hans natur mere end af den af Fr. Schiller fremkaldte diskussion om naiv og sentimental digtning: digteren skal være "vild og blid" hedder det i et ungdomsdigt. Det fyldigste og tydeligste udtryk herfor giver den ufuldendte nordiske fortælling Erik og Roller med dens friske billeder af det bløde og syge (Roller) og det sunde og trodsige (Erik) i tidens tænkemåde og den unge digters sind. Under trykningen af denne fortælling, der fremstiller det oldnordiske emne i den fra 1700-årene (Ewald, P.F. Suhm) overleverede retoriske stil, lærte Oehlenschläger den lige fra Tyskland hjemkomne, af Goethe og den unge tyske romantik opfyldte Henrich Steffens at kende og skrev på hans råd i stedet for fortællingen et bind Digte der udkom til julen 1802, og som i flere henseender betegner udgangspunktet for den danske poetiske litteratur i 1800-tallet. Det arbejdsmod og den selvtillid som ingen af hans venner herhjemme, hverken Ørstederne, brødrene O.H. og J.P. Mynster eller A.B. Bentzon der hver på sin vis dæmpede ham ved deres sagtmodighed eller lammede ham ved deres ironi, formåede at meddele ham, og som selv slaget 2. april kun havde givet ham en forbigående følelse af, det gav den seks år ældre filosof ham med sin ildfulde og personlige veltalenhed hvormed han befriede ham fra tidens "Overtro paa det nyttige", og lærte ham at tro på "Poesiens Værd". Jeg gav ham ham selv, har Steffens sagt. Ud fra en sådan, man kunne sige barnetro på kunstens betydning for livet, en personlig renæssancefølelse af den inderligste art, frembragte han i årene 1802-05 sin ungdomsdigtning, en romantik hvori det er lykkedes den unge digter at give de fra Steffens og Tyskland stammende filosofiske ideer fuldt poetisk og nationalt liv.

Her er foruden en række stemningsfulde og farverige romancer over nordiske emner digtet Guldhornene, (skrevet umiddelbart efter den første døgnlange samtale med Henrich Steffens) hvis ophøjede billedsprog udtaler det for hele det følgende århundrede afgørende brud med den rationalistiske kunstopfattelse, og det lille lyriske drama St. Hansaften-Spil (begge i Digte 1803), der i en fordringsløs form indeholder en betydningsfuld poesi som ved sin forening af en inderlig følelse og et spottende lune har givet tonen til en del af den senere danske romantik. Og her er – i Poetiske Skrifter I–II, 1805 – ungdomskådheden i skuespillet Freyas Alter, den fromme naturfølelse i romancerne Langelands-Reise og Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur og, ikke mindst forherligelsen af den stærke skabende kunstnergenius i modsætning til den matte flid og de selvsyge drømme i hovedværket Aladdin og, i en mandigere form med stærkere fremhævelse af det kunstneriske arbejde, i den romantisk omstemte nordiske fortælling Valulundurs Saga – tilsammen en fuldstændig kreds af poesier.

Efter udgivelsen af Poetiske Skrifter begyndte Oehlenschläger i eftersommeren 1805 med offentlig understøttelse en mere end fireårig udenlandsrejse til Halle, hvor Steffens boede som professor ved universitetet, Berlin og Weimar, hvor han omgikkes Goethe, til Dresden og derfra (efteråret 1806) til Paris. Her blev han i over halvandet år til sommeren 1808, tilbragte den følgende vinter hos Mme. A.L. de Staël-Holstein på hendes ejendom ved Genfersøen, rejste i foråret 1809 til Italien hvorfra han samme efterår vendte tilbage til Danmark. Af større værker skrev han på rejsen Hakon Jarl i Halle, Thors Reise og Baldur hin Gode i Weimar og Dresden, alle tre udgivet under titlen Nordiske Digte, 1807, Palnatoke, tr. 1809 og Axel og Valborg, tr. 1810 i Paris og Correggio, tr. 1811 (på tysk) i Italien. Til forskel fra ungdomsdigtningen er denne digtning fra den store udenlandsrejse, i hvilken Oehlenschläger selv mente at have nået sin modenhed, i behandlingen af stoffet mere objektiv og, i valget af emner, mere udpræget nordisk. Værkerne fremtræder ikke mere som afspejlinger af eller fantasier over digterens personlige situation, men idet Oehlenschläger nu vælger tragedieformen for sin poesi og tager Schiller mere end Shakespeare til mønster nævner han (i forordet til Nordiske Digte) den historiske bedrift som den højeste genstand en digter kan bringe på teatret. Overgangen i produktionen belyses klart derved at Hakon Jarl, som er det værk hvori Oehlenschläger renest har opfattet og fremstillet et emne af Nordens historie, efter den første plan skulle have heddet Olaf Trygvason og på en mere subjektiv måde afspejlet en ny ånds strid med en gammel ligesom i Aladdin: som den lykkelige helts sejr over den af lykken forladte modstander.

Fuldkomne fremstillinger af en sådan objektiv poesi er de to under Goethes indflydelse og påvirkning af græsk kunst fremkomne værker som i ren kunstnerisk henseende er Oehlenschlägers ypperste, tragedien Baldur hin Gode (i græsk stil) og eposet Thors Reise til Jotunheim (i gotisk stil) hvori modsætningen mellem liv og død (Baldur) og kraft og stof (Thor) har fået plastisk skikkelse. Nøjere knyttet til forhold i tiden og til digterens personlighed er tragedierne Palnatoke med tilslutning til 1700-tallets humanitetsideal og protest imod den halvkatolske tyske romantik, og Axel og Valborg om "Kærligheds Troskab", der ikke som Hakon Jarl vil ryste, men røre det af ulykken 1807 ramte folk som han først havde tænkt at styrke og trøste ved at digte en Axel (om Absalon, sammenlign romancen De tvende Kirketaarne fra 1808). Endnu mere personlig er kunstnertragedien Correggio som i Tyskland havde den uheldige følge at fremkalde en hel skare lignende kunstnerpoesier og i Danmark den gavnlige virkning at bidrage til at vække publikums sans for billedkunsten, og hvori kunstnerlivets tragik naivt er fremstillet som misforholdet mellem arbejdet og dets betaling. Denne tragedie er med rette (af Jens Baggesen) blevet betegnet som vendepunktet i Oehlenschlägers produktion.

Thi da Oehlenschläger var kommet hjem og som ægtemand og embedsmand (tit. professor 12.12.1809, ekstraord. professor i æstetik 15.8.1810) skulle fortsætte sin digtning under de fattige og fortrykte kår i hjemmet mærkes det vel på denne hans begyndende manddomsdigtning 1810-20 at han ikke mere som i ungdommen og på rejsen er løftet af tidens storhed men trykket af dens trængsel. Et bittert betegnende træk er det at i et arbejde som han selv satte ved siden af Aladdin, den uheldige syngespiltekst Ludlams Hule, 1814, er Aladdinshulen, naturens hemmelige værksted hvorfra geniet henter sine kræfter, blevet til en lånebod, en slags underjordisk assistenshus til bedste for småkårsfolk der er i forlegenhed for kontanter. Oehlenschläger kendte selv til dette. Hans husførelse var kostbar; familien forøgedes hurtigt (datteren Charlotte 1811, sønnerne Johannes Wolfgang 1813 og William 1814, datteren Maria Louise 1818) og hans hustru, den heroiske Christiane, kendte intet til at spare, hverken sig selv eller andet. Oehlenschläger måtte da skrive meget blot for at tjene penge. Som regel holder arbejderne fra disse år ikke mål med dem fra det foregående tiår. Af den østerlandske romantik eller Aladdinspoesi, som han endnu skrev, står både det yppige eventyr Aly og Gulhyndy, 1811 i Digtninger I (fra hvedebrødsdagene) og den bløde faderfølelse i det løse fantasistykke Fiskeren, 1816 (som Fiskeren og hans Datter, 1836) langt under ynglingekraften i Aladdin. Tragedierne Stærkodder, 1812, Hugo von Rheinberg, 1813, Hagbarth og Signe, 1815, Fostbrødrene, 1817, Erik og Abel, 1820 er gennemgående mere anstrengte og mindre rene i den kunstneriske virkning end de tidligere, selv om de undertiden kan forekomme nok så interessante ved deres mere moderne følelsesindhold: skyldbevidstheden og afmagtsfølelsen i Stærkodder, ægtemandsfortvivlelsen i Hugo von Rheinberg, den ungdommelige lidenskab i Hagbarth og Signe og vemodet i Erik og Abel.

Umiddelbart tiltalende virker det når man føler virkeligheden slå igennem, som faderkærligheden i den dramatiske idyl Den lille Hyrdedreng, 1818 og Sjette-Frederiks-idyllen, uden omskrivning i digtkredsen Frederiksberg, 1817 og i en let "oldnordisk" forklædning i Hroars Saga, 1817. Størst er Oehlenschläger bestandig i det lyrisk-episke fag som J.L. Heiberg sagde, dvs. når han kan bruge et episk stof til udtryk for bevægelser i sit eget sind og tidsalderens liv, således i Helge, 1814, hvis romancer er kernen af hans kunst, og i hvis fra Skjoldungesagnene lykkeligt grebne typer, søkongen Helge og hans fredelige bror Hroar, man ser verdenshistorien skifte: fra ungdommens heltetid til den borgerlige fredsperiode, som fulgte efter; helte-tragedien er digtet s.å. som Napoleons fald. Delvis også i Nordens Guder, 1819, der indledtes med Thors Rejse fra 1807 og som i de senere tilkomne romancer giver vidnesbyrd så vel om slapheden i hans digterånd (Odin- og Frøjpartierne) som om dens styrke, især i de stykker der handler om Thor og Loke. Når Oehlenschläger i dette digt, der blev skrevet i de sidste år af den såkaldte Baggesenske fejde, viser i alt fald nogen forståelse af den ironi der efter de litterære vidnesbyrd at dømme synes at tilhøre den nordiske ånd kan det vel forstås som en virkning af Baggesens i syv år fortsatte kritik af hans digteriske virksomhed, men var da også så godt som det eneste udbytte han havde deraf. Baggesens æstetiske kritik af Oehlenschläger med det salt og den munterhed hvormed den blev fremsat, og med dens iøjnefaldende ret og rigtighed i mange enkeltheder var for Oehlenschläger selv et spildt arbejde, ikke blot fordi Baggesen, der er så moderne i den jævne stil havde så forældede begreber om den høje, men fordi Oehlenschläger delte den almindelige tvivl om hans bevæggrundes renhed og mistillid til hans personlighed. Tilmed var det ikke så meget en skarpsynet, æstetisk-filologisk dokumentation af værkernes kunstneriske fejl og brøst han trængte til som en på forståelse af hans karakter grundet kritik af forfatterpersonligheden selv. Som en sådan kunne han heller ikke tage Grundtvigs private og offentlige optræden imod ham fra et kristeligt-overlegent standpunkt som var hans eget ganske fremmed. Han trængte til en ven som Schiller, men man må da tilføje at for at have nytte af ham måtte han selv have været en Goethe. Og en Goethe var den meget selvfølende, men lidet selverkendende dannerdigter ikke. I stedet fik han en Heiberg, det vil efter hans egen mening sige: en ny Baggesen på en anden måde.

Efter Baggesens bortrejse fra Danmark 1820 indtræder en hvile i Oehlenschlägers produktion som udfyldes dels ved udgivelsen af hans ældre digte, dels med nye arbejder af en flygtig natur: nogle syngestykker hvori han forgæves søger at kappes med Heibergs vaudeviller, og den vidtløftige roman Øen i Sydhavet I-IV, 1824-25 på grundlag af Robinsonaden Albertus Julius som han havde elsket i sin barndom, hvori en betydelig mængde oplevet stof, især fra hans ungdom, er formummet. Til tragedien, som mere og mere af ham selv og hans publikum føltes som organ for hans nationale poesi, vendte han tilbage med Væringerne i Miklagaard, efter en idé som hans ven arkæologen P.O. Brøndsted havde givet ham i Paris. Den udkom i Skuespil 1827, året efter Baggesens død og gav stødet til J.L. Heibergs kritik, ikke blot af dette værk, men af Oehlenschlägers produktion i det hele taget. Denne kritik var meget doktrinær på enkelte steder, fx ved at nægte Oehlenschläger fremragende episk begavelse, usand i sin systematisering, men den er i det væsentlige rigtig i sin tekniske vurdering af den Oehlenschlägerske poesis kunstformer. Det er fra dette og lignende kritiske forsøg over Oehlenschlägerpoesi (af Henrik Hertz, C.A. Thortsen, F.C. Olsen) at det omslag i det litterært dannede publikums stemning skriver sig der i lange tider gjorde Oehlenschläger upopulær i København. Tragedierne, som han vedblev at skrive som om han ikke vidste bedre: Karl den Store i Nye poetiske Skrifter II, 1829, Tordenskjold, 1833 og Dronning Margareta. 1834, Sokrates, 1836, Olaf den Hellige, 1838, Knud den Store, 1839 gjorde ringe virkning. På de fleste af disse såkaldte "tragedier", der ingenlunde altid svarer til navnet, mærkes det også alt for vel at de er skrevet uden dybere tilskyndelse.

Mens digteren i sin ungdom havde haft den lykke at hjælpe en ny tids tænkemåde til udtryk og fremstille et helt åndeligt gennembrud i sin poesi var han nu faldet til ro og ejede ikke mere i sit sind den frugtbare kampfølelse, det viljessind uden hvilket ingen stor tragisk poesi kan blive til. Som følge deraf stod de poetiske arbejder fra denne tid, hans senere manddoms-digtning, i et løsere og mere overfladisk forhold til hans personlighed end nogen tidligere periodes værker. Men endnu besad han den samme evne til naiv hengivelse i stoffet så at det gerne var en nydelse der overgik selve læsningen af det fuldendte værk at høre Oehlenschläger udvikle ideen til et digterisk arbejde. Og hvad der glippede i det kunstneriske arbejde som gik raskt fra hånden i formiddagstimerne i løbet af nogle uger vidste han ikke da han efter erfaringerne fra sin ungdom hvor alt lykkedes for ham, aldrig kunne få sig til at tro at kunst var en anstrengelse. Derfor troede han stadig at hvert nyt arbejde var, som Aladdin og Hakon Jarl, en verden i det små, og så ikke at det bare var en boble. I hans nærmeste kreds var der heller ingen der kunne sige ham det, og til den offentlige kritik havde han ingen tillid. Et blivende kunstnerisk værd har derfor grumme lidt af denne poesi hvis betydning især er historisk som vidnesbyrd om bevægelsen i digterens personlige liv. Hvorledes ikke alene digterens historiske situation, men hans personlige forhold spiller ind i hans digtning, viser især Sokrates, hvor ikke blot Sokratesskikkelsen, i hvem digteren fra først af ikke har søgt sit eget, er blevet tilpasset efter Oehlenschlägers begreb om sund fornuft og "sublim Trivialitet", men hvor man i Xantippe genkender billedet af hans hustru, og i den i Sokrates' datter forelskede Aristofanes – et historisk arrangement som filologen F.C. Olsen straks påtalte, og J.L. Heiberg senere vittigt spottede – en begivenhed, som i nogen tid havde sat det Oehlenschlägerske hus i oprør (skuespiller Ludvig Phisters forhold til datteren Charlotte). Foruden den stadige kamp for en fri og sund menneskeligheds ret imod al slags snæversind og smålighed, som også i disse år er kernen i den humanitet som Oehlenschlägers poesi forkynder, og som giver ham vel ikke noget dybt, men et overmåde sundt blik i moralske og litterære spørgsmål (se månedsskriftet Prometheus 1832-34 og især hans erindringer) var der dog i alt fald en af tidens mere almindelige rørelser som kom til udtryk i hans poesi.

Mens Oehlenschläger i sit hjemland var genstand for kritik og ligegyldighed var han blevet hyldet i Sverige og Norge. Ved en universitetsfest i Lund 1829 havde Esaias Tegnér hilst ham som Nordens digter, i hvis værker samfølelsen mellem de tre folk først var kommet til klart udtryk, og fire år senere, ved hans besøg i Kristiania, havde også de norske akademikere sluttet sig til denne hyldest. Rigtignok viste den ganske private måde hvorpå han modtog og takkede for æren at han ikke var eller ville være sig dens historiske betydning bevidst. Men i værkerne fra disse år, i heltedigtet Hrolf Krake fra 1828 der ellers læses som en loyal forherligelse af Frederik VI's landsfaderlige kongemagt, og i tragedierne Tordenskjold og Dronning Margareta udtaler han med finhed og varme sin følelse for det naturlige slægtskab mellem de tre nationer hvoraf hans digtning, uden dansk særpræg, havde givet et for hele Norden forståeligt billede. Videre gik han ikke. Dronning Margareta bliver ikke det festspil for det forenede Norden som man af dens emne og tidspunktet for dens tilblivelse umiddelbart efter Norgesrejsen kunne vente idet han til dens handling har valgt et træk af dronningens liv, episoden om den falske Oluf der gør hendes moderhjerte og ikke hendes kongetanke til midtpunktet i tragedien. Oehlenschläger kunne således vel med frelst samvittighed modtage studenternes hyldest på det nordiske studentermøde i Kbh. 1845, men i ledelsen af den skandinaviske bevægelse tog han ingen del.

Mens Oehlenschläger arbejdede på Sokrates havde han den sorg at miste sin elskede datter Charlotte Phister. Spor af den bevægelse som dette tab satte ham i mærkes i de to efter hans egen mening kristelige tragedier Olaf den Hellige og Knud den Store. I 1839 døde Frederik VI. Oehlenschläger selv havde en følelse af at han ikke mere hørte tiden til og skrev i den stemning den nordiske fortælling Ørvarodds Saga (1841) som er den mest betegnende frembringelse af hans alderdomsdigtning. Den fortæller på grundlag af de islandske sagaer om Ørvarodd og Hervør i en renere nordisk stil end den han ellers har benyttet i sine "sagaer", om "den hedenske Vildmand, der blev kristelig tam", og som i en fremmed tid mister mindet om sin ungdom. Da Oehlenschläger læste dette for sin ven Carsten Hauch, kom han til at græde og udbrød: "Det er, ligesom det var mig selv". Den samme følelse havde han tidligere givet udtryk i det lille vers Hvor blev I røde Roser dog som på en meget inderlig måde udtaler vemoden i hans livs historie. Han havde dog ikke i sinde at gå til hvile endnu; ved Frederik VI's død var han først lige fyldt de 60 år. 1842 indbød han til subskription på sine tyve bind samlede værker og tilføjede udtrykkelig, at "Prisen ikke vilde gaa meget over, hvad et Dagblad kostede i samme Tid". Han tænkte sig at det var den tiltagende politiske interesse som svækkede sansen for hans poesi. Men også æstetisk havde smagen forandret sig, og i endnu højere grad end tidligere vendt sig fra det simpelt store som er nerven i Oehlenschlägers ligesom i Bertel Thorvaldsens kunst, på den ene side til den "elegante" eller "gratiøse" bagatel, på den anden til den "pikante" eller "interessante" fremstilling af sjældne og sammensatte karakterer som betegner den galliske romantisme. Med Henrik Hertz der i disse år beherskede teatret i København søgte Oehlenschläger uden held at kappes, som han i sin tid havde kappedes med Heiberg, ved nogle varmt følte, men dilettantisk udførte lystspil der har påvirket C. Hostrups. Og med romantismen søgte han at komme til forståelse ved at give dens præstinde på teatret, skuespilleren Johanne Luise Heiberg, som han tidligere ikke havde kunnet få brug for i sit repertoire, opgaver i sine tragedier. Efter først at have indført hende på sit teater i drengerollerne i lystspillet Den lille Skuespiller fra 1837 og i Knud den Store skrev han for hende tragedien Dina (opført 1842) der af Heiberg i en meget rosende recension hilstes som et vellykket forsøg i den moderne, "interessante" digtart, og som til trods for sin stærkt uhistoriske karakter virkelig er et af Oehlenschlägers interessanteste arbejder, et levende billede af en reflekterende æstetisk natur og et varmblodigt forsvar for det store og sjældnes ret imod hverdagslivet.

Det er et arbejde hvori Oehlenschlägers alderdoms poesi mødes med hans ungdoms, og som gav stødet til at Oehlenschläger i de sidste ti år af sit liv, støttet af en ildfuld modheibergsk kritik (P.L. Møller) atter blev det store navn i den danske litteratur. Da Oehlenschläger var ved at fuldende Dina i sommeren 1841 mistede han sin hustru som i mere end tredive år havde styret hans hjem (til sidst endog forlagt hans bøger) med en storstilet, men upraktisk virkelyst og våget over sin mand og sine børn med en fuldkommen selvopofrende og ganske ukritisk kærlighed. Året efter hustruens død rejste Oehlenschlägers yngste datter, Maria, som han, især efter den ældste datters død, havde sluttet sig meget fortroligt til, til Norge hvor hendes mand, nordmanden dr. W. Konow, havde købt en ejendom ved Bergen, og den gamle digter var nu meget ene. Om sommeren havde han ved Christian VIIIs velvilje bolig på Fasangården ved Frbg. slot, men foretog i de første år efter at have holdt sig så længe hjemme nogle rejser til udlandet. 1843 var han i Norge for at besøge sin datter og fuldendte her den uheldige tragedie Erik Glipping, 1844. S.å. tog han med sin yngste søn William der var hans stadige selskab på en lang udenlandsrejse og opholdt sig længe i Paris som var den by han elskede mest. Thi, skrev han til en ven (Fr. Hebbel), "levende er Paris i højeste Grad, og det føler enhver, som elsker det levende". Karakteristisk indblik i hans sjæleliv på denne tid giver romancen Tanhuser i Venusbjerget, nok så meget som skuespillet Landet fundet og forsvundet, 1846, med den om romantismens stilistiske kategorier mindende undertitel "et nordisk Heltespil", som han foruden et par mindre betydelige skuespil forfattede i Paris. Det er ellers et tidens tegn at både i det nordiske heltespil og i tragedien Erik Glipping står der over for sværmeren eller skjalden "en fornuftig mand" – en tidstype som Oehlenschläger havde haft over for sig i sin ungdom og nu følte vende tilbage på hans gamle dage.

Efter hjemkomsten skrev han atter et gammel-nordisk digterværk, tragedien Amleth, 1847 hvortil han vistnok havde fået ideen ved i Paris at se en efter hans mening yderst skabagtig fremstilling af Shakespeares Hamlet som han hørte Victor Hugo rose. I stedet for en sådan franskhysterisk Hamlet ville han på grundlag af Saxo give en nordisk-historisk, heroisk Amleth som dog unægtelig er blevet meget mindre interessant end Shakespeares figur. Men stykket, der blev opført på Oehlenschlägers 67 års fødselsdag, indbragte ham på ny publikums hyldest. Også den næste nordiske tragedie, Oehlenschlägers sidste, Kiartan og Gudrun, 1849, gjorde lykke. Den er digtet efter den interessante Laxdøl-saga, hvoraf N.M. Petersen havde udgivet en oversættelse, og har fået sin varme af en ny forelskelse hos den friske gamle mand. Af denne varme er der intet i de to sidste værker. Således efter sagens natur ikke i det læredigt om Digtekunsten han skrev i sommeren 1848 (tr. 1849), og hvormed han ville afslutte sin virksomhed på universitetet der aldrig havde betydet meget. Men også heltedigtet Regnar Lodbrok, 1849 er mat. Efter at han i sommeren 1847 på en rejse til Sverige (Stockholm og Uppsala) på ny var blevet hyldet som nordisk digter samledes en kreds af de bedste mænd i hans fædreland med ham på hans 70 års fødselsdag for at hilse ham som dansk digter. Ved denne lejlighed var det bl.a. at Heiberg, der havde været hans modstander, i en sang hyldede ham som dansk digter, og at Grundtvig, hans dommer, med en tak rakte ham en laurbærkrans fra de danske kvinder. Og her oplæste Oehlenschläger som svar på skuespiller N.P. Nielsens festtale et digt, der endte med at nævne "den danske Munterhed", som den egenskab hvorpå folkets åndelige livskraft især beroede. Det var ved denne munterhed hvormed han mener: livslyst og levekraft, han først var slået igennem. Aladdin er "Naturens muntre Søn" og hverken mere eller mindre; digtet om Thor er "muntert", selv i tragedierne hersker der, som han siger, "en højere Munterhed", en lys kraft og en jævn tone, den samme som lever i folket og er kommet til udtryk i de mest betegnende frembringelser af dets kunst og videnskab.

Oehlenschläger har altid fremhævet at kunst ikke er en national sag, men en menneskelig ting. Som den skole han oprindelig tilhørte, den goetheske romantik, har han ved sin poesi villet sprænge den nationale grænse og udvide den danske ånd til en fri og alsidig menneskelighed. Med rette kalder Heiberg ham i den nysnævnte sang "en Adam paa det danske Parnas". Den menneskelighed der var i Oehlenschläger, var ikke, som hos Grundtvig, den vældige natur som ved kristendommens ånd løftes ud over sig selv, eller, som hos Goethe, den dybe natur der begrunder sig selv som et kunstværk. Men det var den frodige natur der blomstrer af sig selv og uden noget andet formål. Det er den psykologiske sandhed i Heibergs æstetiske bestemmelse af Oehlenschläger som "umiddelbar" at hans kunst og han selv ingen anden udvikling kender end naturens: fra hans ungdoms blomstrende forår til efterårslyset i hans sidste værker. Som i kunsten, så i livet. Om Oehlenschlägers personlighed er der af hans samtid fældet de mest forskellige domme. Nogle har fundet ham stolt og selvfølende, andre kærlig og fuld af gemyt; nogle har han også i samtale forekommet i høj grad interessant, ja, genial, andre kalder ham i mundtlig samkvem ubetydelig, ja enfoldig. Sandheden er at han kunne være alt dette, fordi han altid uden at beregne virkningen af sin fremtræden fremstillede sig ganske bar for folks domme. Den samme sanselige frodighed der er grundtrækket i Oehlenschlägers personlighed prægede også hans ydre. Hans ansigt og skikkelse bar, selv da han var ældre, intet mærke af arbejde og viljeskampe, men gav indtrykket af en naturlig blomstring. Som gammel mand mindes Steffens "hans højst indtagende Ansigtstræk, Ilden i hans smaa sorte (skal være: hverken smaa eller sorte) Øjne, den utaalmodige Bevægelighed i alle hans Miner, den vidunderlige Blanding af blød Længsel og trodsig Kækhed i alle hans Ytringer". En tegning af J. Riepenhausen fra Oehlenschlägers ophold i Rom viser samme træk. Fra hans alderdom har den svenske forfatter Wilh. v. Braun gengivet sit indtryk af dem med de ord: "Det var en ældre, noget førladen Mand med ædle, skønne Træk; i Særdeleshed havde hans Mund et uendelig venligt og vindende Udtryk. Hans Kinder var blomstrende som en tyve-aarig Ynglings, hans Haar glinsende og næsten sort. Alene paa de tætte Rynker ved Øjnene kunde man se, at han var over Middelalderen". Gertners maleri på Fr.borg er fra denne tid. -Dr. phil. h.c. i Lund 1829. Rektor ved Kbh.s univ. 1831-32 og 1846-47. Æresmedlem af kunstakademiet 1844. – Etatsråd 1839. Konferensråd 1847.

Familie

Født på Vesterbro i København (Frederiksberg), død i København (Frederiksberg), begravet på Frederiksberg. Forældre: organist ved Frederiksberg k., senere slotsforvalter Joachim Conrad Oehlenschläger. (1748-1827) og Martha Marie Hansen (1745-1800). Gift 17.5. 1810 i Gentofte med Christiane Elisabeth Georgine Heger, født 28.7.1782 i Kbh. (Frue), død 7.7.1841 på Frederiksberg, d. af assessor i hof- og stadsretten, senere konferensråd Hans Heger (1747-1819) og Anna Louise Drewsen (1751-99). Bror til Sophie Ørsted.

Udnævnelser

R. 1815. DM. 1840. K. 1841. S. K. 1849.

Ikonografi

Malet som barn af P. Faxøe, 1785 (Fr.borg), gengivet i træsnit 1880 og af H. P. Hansen, 1886. Silhouet ca. 1803. Min. af Johanna Frommann, 1806. Mal. af G. Kügelgen s.å. Tegn. i stambogen af J. F. Olivier, 1808 (Fr.borg). Mal. af H. Olivier s.å. Mal. af Jacob Munch, 1808 (Fr.borg). Karikatur tegnet af F. Tieck og A. W. Schlegel 1808-09 (Kgl.bibl.). Tegn. af J. Riepenhausen i stambogen, 1809. Karikaturtegn, af en af brdr. Riepenhausen s.å. (Thorvaldsens mus.). Tegn. af brdr. Riepenhausen, 1809 (Bakkehusmus.), stukket af A. Flint, 1812, af R. Strauch, af I. Borchert, af J. Lübschitz 1899, af Johs. Britze 1924 to gange, i træsnit 1879, af H. P. Hansen 1886 og 1897, m.fl., og tegnet af E. Lehmann (St.mus.). Mal. tilskrevet J. L. Lund, 1809 (Fr.borg), kopi af Johs. Jensen (Bakkehusmus.), i tegn. sign. Berger (Kgl. bibl.) og i min. af Fanny Falkner, litograf eret 1869, i træsnit 1873, 1876, af H. P. Hansen to gange 1879, af A. Neumann s.å., af P. L. Bevers 1883, 1886, af H. P. Hansen s.å. og 1892. Mal. af F. C. Gröger, 1815 (Fr.borg), kopi af T. C. Lubbers udst. 1818, i træsnit af H. P. Hansen, 1886. Fremstillet på satirisk stik 1817. Buste af A. Quittschreiber, 1818 (Fr.borg), tegn. efter denne angiveligt af H. V. Bissen (Teatermus.). Satirisk stik af O. Bagge, 1818, efter tegn. af C. W. Eckersberg. Litografi af I. C. E. Walter, 1821. Mal. af C. W. Eckersberg ca. 1822 (Fr.borg), litograferet af J. F. Clemens, 1822, af F. A. Fricke m.fl., stukket af W. H. Lizars, 1822, af R. Rahn efter tegn. af A. Hirnschrot, m.fl., graveret på sten 1826, i træsnit 1879. Mal., nu ukendt, af C. A. Jensen, 1823. Tegn. af J. F. Møller, 1830 (Fr.borg). Buste af F. C. Krohn udst. s.å. Tegn. af N. Simonsen, 1831 (Fr.borg), efter denne stik af E. Schuler 1832, af A. Hansen 1837, m.fl., samt litografi af P. Dagobert. Mal. af C. A. Jensen, 1832 (Fr.borg), efter dette gentagelse. Mal. af samme, 1834 (Fr.borg), efter dette kopier (sst.; Teatermus.) og litografi af A. Kaufmann, 1834, af N. C. Kierkegaard 1839, m.fl. Måske afbildet på silhouet af Rademacher, 1835. Tegn. af J. Th. Lundbye ca. 1836. Afbildet på tegn. af Thorvaldsens hjemkomst 1839 af Eckersberg (Fr.borg). Mal. af E. Bærentzen, 1839 (Bergens billedgalleri), litograferet af kunstneren selv. Buste af Thorvaldsen, 1839 (Thorvaldsens mus.; afstøbninger på Nysø, Bakkehusmus., Det kgl. teater, Fr.borg), i marmor af H. V. Bissen (Nivågård), af G. C. Freund 1868 (Studenterforen.), af Th. Stein 1874 (Det kgl. Teater), i lille format i biscuit af Th. Mule 1844 og af E. L. E. Vieth 1861. Thorvaldsens buste af O. ses på J. V. Gertners tegn. af Thorvaldsen (Bakkehusmus.) og på hans mal. af samme (Nordjyllands kunstmus.), på Sonnes frise 1846-48 (Thorvaldsens mus., facaden), på J. Friedlænders mal. af N. P. Nielsen, 1851 (Fr.borg) og på en tegn. af C. K. F. Molbecks arbejdsværelse (sst.). Relief af S. S. Winther ca. 1839-41 (forhen Fr.borg), kopi (Bakkehusmus.). Mal. af Lars Hansen, 1841 (Fr.borg), gentagelse 1842 (Bornholms mus.), afbildet på sammes mal. af malerskolen i Göteborg (sst.), litograferet 1841, 1844, 1847, 1848, 1850, 1863, i træsnit 1864 og af P. L. Bevers, 1879, samt gengivet i et par raderinger og et litografisk skyggebillede. Tegnet af Gertner, 1842. Mal. af samme, s.å., efter dette tegn. af samme, 1846 (Teatermus.). Profiltegn. af samme, 1842 (Fr.borg), gentagelse 1843 (sst.) og som silhouet af C. Rosenhoff, 1853. Mal. af C. A. Jensen, 1842 (Fr.borg). Afbildet på S. Schacks mal., 1843, af salvingen 1840 (St. mus.). Mal. af F. Amerling, 1844 (Fr.borg), kopi af Joseph Lavos, s.å. To silhouetter af N. Chr. Fausing (Kgl. bibl.). Litografi af Maurin, 1852, efter mal. af E. Kietz, formentlig 1844-45. Afbildet på tegn. af salvingen 1840 af Gertner, 1846 (Rosenborg), på sammes litografiske prøvetryk og på sammes mal. af salvingen (sst.). Afbildet på et par tegn. af W. Marstrand ca. 1846 (Thorvaldsens mus.; Teatermus.). Mal. af J. Roed, 1846 (Teatermus.), kopi af Johs. Jensen, en anden lign. skitse af Roed, begge formentlig skitser til sammes mal. 1847 (Studenterforen.). Mal. af Gertner 1846-47, i hovedsagen gentagelse af 1842-maleriet (Fr.borg), efter dette litografi af I. W. Tegner, af J. G. A. Frenzel m.fl., og på gruppebilleder af bl.a. A. M. Petersen, 1848, og fra Neu Ruppin, endv. stik af Weger, 1850, radering 1852, graveringer på sten, træsnit 1850, 1857, af C. Sandberg 1871, 1875, 1879, af J. F. Brauner s.å., af H. P. Hansen 1880, af W. Obermann 1888, 1890 samt af E. Villumsen. Afbildet på træsnit formentlig af P. Klæstrup, 1847. Relief af F. Woltreck. Litografi af I. W. Tegner ca. 1846-7 efter tegn. af L. A. Smith, efter dette stik af A. Hansen, 1847, træsnit 1850 og 1886 samt litografi. Afbildet på tegn. af Simonsen ca. 1848 (Fr.borg). Tegn. af Fredrika Bremer, 1849 (F. Bremerförbundet, Sth.). Mal. af D. Monies, 1849. Litografi 1851 efter tegn. af Johs. Jensen; efter denne tegn. samt Lars Hansens mal. et stylografi af P. Schøler, 1850, samt dekorationsmal. af Constantin Hansen, 1855 (Fr.borg). Karikaturtegn, af Constantin Hansen (sst.). Tegn. af Lauritz Esmark. Afbildet på tegn. af P. Klæstrup (Fr.borg). Silhouet af J. M. Güldencrone, af Hans Tegner, 1912, og andre (Kgl. bibl.; Fr.borg). Profiltræsnit af J. F. Rosenstand efter tegn. af H. Olrik, af F. Hendriksen 1876, efter tegn. af A. Jerndorff, af H. P. Hansen 1879, m.fl. Træsnit af H. P. Hansen, 1886, efter daguerreotypi fra ca. 1843. Daguerreotypi fra slutn. af 1840erne. Dødsmaske (Bakkehusmus.). Medalje af H. Conradsen, 1852. Model til medalje af Thv. Mule udst. 1854. Fem statuetter af H. V. Bissen 1854-55 (glyptoteket), en er måske flere år tidligere. Hoved af samme, s.å. (Nordjyllands kunstmus.), model til statue af samme 1854-61 (Det kgl. teater), i lille str. (sst; Fr.borg), også udført i biscuit. Afbildet på Constantin Hansens mal., 1866, af digterkroningen i Lund 1829 (Fr.borg), tegn. hertil. Statuette af Th. Stein, 1870. Tegn. af A. Jerndorff, 1872. Relief af O. O. Glosimodt, 1877. Afbildet s.m. Thorvaldsen på mal. af C. Bayer, på tegn. af K. Gamborg, på mal. af L. Tuxen, 1894, på flere akvareller og tegn. af Carl Thomsen, bl.a. 1896 og udst. 1900, og på tegn. af F. Henningsen. Statue af Julius Schultz, 1897 (Århus kunstmus.; St. mus.; Teatermus.; 1898 Allégade i Kbh.), gengivet på træsnit 1897 og på tegn. af Alfred Schmidt. Træsnit af A. Heimburger. Relief af Johs. Hoffmann (Bakkehusmus.). Relief af E. Ølsgaard ca. 1914 (Randers teater). Silhouet af Ida Schiøttz-Jensen. Tegn. af Anders Bundgaard (folketinget). Keramisk figur af H. C. Brix. Afbildet på mal. af V. Neiiendam, udst. 1913, 1928 og 1942, på akvarel af N. Larsen Stevns og på mosaik af Ejnar Nielsen, 1936 ("Stærekassen", Kbh.); til mosaikken karton 1933. Silhouet på frimærke graveret af Arne Kühlmann efter tegn. af H. Heerup, 1979. – Eller, Povl: Adam Oehlenschläger Portrætter, 1958.

Bibliografi

Bibliografi. F.L. Liebenberg: Bidrag til den Oehlenschlägerske litteraturs hist. I–II, 1868. Aage Jørgensen: Oehlenschläger lit. 1850-1966, 1966. Samme: Oehlenschläger lit., suppl., 1971. Samme: Oehlenschläger lit. 1967-79, 1979.

Udg. Poetiske skrifter, udg. F.L. Liebenberg I-XXXII, 1857-62. Poetiske skrifter i udv., ved H. Topsøe-Jensen I-V, 1926-30. Digte 1803, udg. Ida Falbe-Hansen, 1903. Ungdomsdigtn., udg. Vilh. Andersen, 1904. Oehlenschläger selsk.s jubilæumsserie Iff, 1972ff.

Kilder. Oehlenschlägers levnet, fortalt af ham selv I–II, 1830-31 (ny udg. ved Poul Linneballe og Povl Ingerslev-Jensen, 1974). Erindringer I-IV, 1850-51 (ty. udg.: Meine Lebenserinnerungen I-IV, Lpz. 1850). Ungdomserindringer, udg. L. Bobé, 1915 (nyt opl. 1963). Wallfahrt nach Rom. Ein Tagebuch im Jahre 1809, udg. Povl Ingerslev-Jensen, 1974 (da. udg.: Valfart til Rom, udg. samme, 1975).

Breve. Mindeblade om Oehlenschläger og hans kreds hjemme og ude, i breve fra og til ham, udg. C.L.N. Mynster, 1879. Gemt og glemt II, udg. L. Bobé og Carl Dumreicher, 1916. Breve fra og til O. 1798-1809, udg. H.A. Paludan, Daniel Preisz og Morten Borup I-V, 1945-50. Breve fra og til Oehlenschläger 1809-29, udg. Daniel Preisz I-VI, 1953-81. Lit. H.G. Olrik i Pers. hist. t. 9.r.II, 1929 38-63 og L. Bobé sst. ll.r.VI, 1945 55-61, jfr. sst. 12.r.III, 1948 179f (om Oehlenschlägers mødrene slægt). Chr. Molbech: Studier over Oehlenschlägers poesi, 1850. Clemens Petersen: Om forholdet mellem det gamle og det nye ved Oehlenschlägers fremtræden, 1867. Gustaf Ljunggren: Tegnér och Oehlenschläger, Lund 1868 (optr. i forf.s Smärre skr. I, Lund 1872 51-100). Kr. Arentzen: Baggesen og Oehlenschläger I-VIII, 1870-78. Samme: Adam Oehlenschläger, 1879. P.L. Møller: Adam Oehlenschläger, udg. F.L. Liebenberg, 1876 (ny udg. ved Hans Hertel, 1964). Rasmus Nielsen: Adam Oehlenschläger, 1879. Nic. Bøgh: Fra Oehlenschlägers kreds, 1881. C.L.N. Mynster: Fra den ældre tid, 1882 20-52. Mathilde Reinhardt: Familieerindringer I–II, 1887-89. Ludv. Schrøder: Adam Oehlenschläger og den romantiske skole, 1888. Georg Brandes: Essays. Danske personligheder, 1889 49-135 (optr. i forf.s Saml. skr. I, 1899 215-65, 2. udg. I, 1919 201-42). Vald. Vedel: Studier over guldalderen i da. digtn., 1890 (2. udg. 1948) 114-36. Vilh. Andersen: Guldhornene, 1896. Samme: Adam Oehlenschläger I–III, 1899-1900. Samme: Horats IV, 1, 1948 186-95. Marie Konow: Nogle barndoms- og ungdomserindringer, 1902. Oluf Friis i Edda XI, Kria. 1919 55-84. H. Topsøe-Jensen sst. XV 170-211 og XVI, s.å. 56-106. Eva Hemmer Hansen sst. XLI, 1941 139-65. Ida Falbe-Hansen: Oehlenschlägers nord. digtn., 1921. C.M. Rosenberg: Studier over Oehlenschlägers Hakon Jarl, 1924 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. XXXIII, nr. 130. Samme: Et Oehlenschläger fund, 1954. Alb. Nilsson: Tre fornnordiska gestalter, Lund 1928. Alf Henriques i Fem danske studier, tilegnet Vilh. Andersen, 1934 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. XLIV, nr. 167 25-47. Samme: Oehlenschläger og vor tid, 1962 = Oehlenschläger selskabets skriftserie I. Hans Brix: Analyser og problemer II, 1935 365-67. Samme: Digterne og fædrelandet, 1942 12-17. Paul V. Rubow i Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen I, 1936 476-504. Samme i Rom og Danmark, red. L. Bobé II, 1937 18-30. Samme: Epistler, 1938 111-37 (optr. fra Danske studier, 1929 145-61). Samme: Betragtninger, 1947 39-79. Will. Michelsen: Hakon Jarl og Erik Glipping, 1943. Samme: Om H.C. Ørsted og tankebilledet bag Oehlenschlägers Aladdin, 1963 = Oehlenschläger selskabets skriftserie III. [A.N.] Brorson Fich i Danske studier XLI, 1944 39-48. Carl Roos sst. 1951 71-80 og 1952 127-29. Dagbog for Kristiane Koren, udg. Gudrun Johnson, Oslo 1945. Bernhard Risberg: Ansikten och verk, Sth. 1947 70-90. Ejnar Thomsen: Omkring Oehlenschlägers tyske quijotiade, 1950 = Festskr. udg. af Københavns universitet nov. 1950. Samme: Digteren og kaldet, 1957 86-103. Torben Krogh: Oehlenschlägers indførelse på den danske skueplads, 1954 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCXXVI. Jørgen Fafner: Oehlenschlägers verskunst, 1965 = Oehlenschläger selskabets skriftserie V.H. Topsøe-Jensen: H.C. Andersen og andre studier, 1966 = Fynske studier VI 365-84. Mogens Brøndsted i Kritik IV, 1967 45-73 Ofr- sst. 143-46 og 1968 140-42). Sv. Christiansen i Skitser til romantikkens teater, 1967 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCLXVI 10-34. Bibliotheca Oehlenschlägeriana, udg. Povl Ingerslev-Jensen, 1967 = Oehlenschläger selskabets skriftserie VII. Neel Fasting: Oehlenschlägers Aarets evangelium, 1969 = Oehlenschläger selskabets skriftserie IX. Povl Ingerslev-Jensen: Den unge Oehlenschläger, 1972. Oehlenschläger studier 1972, 1973, 1976-78, red. Povl Ingerslev-Jensen. Søren Baggesen i Nord. lit. hist. En bog til Mogens Brøndsted, 1978 91-117. F.J. Billeskov Jansen sst. 118-37. Papireri Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig