Aage v. Kohl

Aage v. Kohl, Aage Hermann v. Kohl, 5.12.1877-5.8.1946, forfatter. Født i Kbh. (Cit.), død på Frbg., begravet på Frbg. kgd. v. K. blev student 1896 og cand. phil. året efter men slog straks ind på den militære løbebane og var premierløjtnant ved infanteriet 1900–03, kaptajn i reserven 1915–19. Under den russiskjapanske krig opholdt v. K. sig som korrespondent i det fjerne Østen. Han foretog mange rejser i Europa med længere ophold i Berlin, Wien og Budapest 1927–28 og 1932 og var en flittig og skattet foredragsholder og oversætter. Han kom fast på finansloven 1921 og var 1923–26 dramaturgisk konsulent ved Det ny teater.

v. K. debuterede 1898 med en novelle i tidsskriftet Vagten og udsendte 1903 pjecen Kunst. Et Nødraab, et uklart formuleret angreb på 1800-tallets litteratur. Hans første bog var romanen Den gyldne Gift, 1903, om kunstnerens vilkår i et konventionelt ægteskab, og også det følgende arbejde, det Ibsen-påvirkede skuespil Klippen, 1904, omhandlede ægteskabsproblemer. Et originalt – og for tiden dristigt – emne ligger til grund for romanen Hjærtevirtuosen, 1905: den homoseksuelles skæbne i vort samfund. På trods af et fortænkt sprog er persontegningen fin og levende og hele bogen er båret af et brændende engagement. En fuldstændig kontrast danner de køligt registrerende naturalistiske fortællinger i bogen De røde Navne, 1905, fra den russisk-japanske krig. De peger emnemæssigt frem mod v. K.s hovedværk, trebinds-romanen Mikrobernes Palads, 1908, om den russiske flådes nederlag i Tsushimastrædet, en dramatisk studie i krigens gru, menneskets angst og gemenhed, virtuost fortalt i en hektisk og suggestiv stil. Med romanen Det store Skød, 1911 hvor v. K. behandler udødeligheds- og reinkarnationsproblematikken, slog han ind på en spekulativ-filosofisk linje der videreførtes i hans sidste skønlitterære arbejde, dramaet De, der bærer'., 1920 (premiere på Det kgl. teater 24.4.1920) og især i hans foredragsvirksomhed med emner som Udødelig Sjæl, Har Livet Mening? og Hvad ved vi om Evigheden? Ingen af dem foreligger trykt; det gør derimod en række foredrag af pædagogisk-polemisk art som Litteraturen og Teatret, 1912 og Vore Døtres Moral, 1923. I sit forsøg på at udforske menneskets underbevidsthed har v. K. lært meget af Fjodor Dostojevskij. Med forkærlighed beskæftiger han sig med driftslivets natside, den instinktive ondskab og grusomhed, men hævder til stadighed muligheden for de positive kræfters sejr gennem selvovervindelse og opofrelse, v. K. opnåede en betydelig popularitet i Tyskland. I dansk litteratur indtog han i årene før den første verdenskrig en beskeden men nok så interessant plads i kraft af sin stædige, ofte højspændte kortlægning af de destruktive og perverterede kræfter i menneskesindet.