Aage Dons

Aage Dons, Aage Bergishagen Dons, 19.8.1903-13.10.1993, forfatter. Trods de landlige omgivelser voksede Aage Dons op som en stueplante og han nærede sin fantasi ved at lytte til historier og betragte de tegninger som en af godsets forvaltere frembragte, og som blev samlet i en gul billedbog – deraf titlen på den delvis selvbiografiske novellesamling Den gule Billedbog, 1943. Så snart han havde lært at læse blev han en umættelig bogsluger og udviklede sig for resten til en udpræget enspændernatur. Skolegangen på Stenhus kostskole og senere i Haslev gymnasium blev noget af et martyrium for ham. Efter at familien var flyttet til København gik han på Døckers studenterkursus, dog uden at tage eksamen. Han begyndte at uddanne sig som pianist, derpå som sanger, og en overgang læste han hos Thorkild Roose i håb om at blive skuespiller. Han kom dog til den erkendelse at talentet ikke var bærekraftigt på nogle af disse felter. For at bøde på sin anspændte økonomi havde han i disse vanskelige år forsøgt sig som skribent, især med ugebladsnoveller, men det var også lykkedes ham at få to radiospil antaget og opført. Først med romanen Koncerten, 1935, fik han sin egentlige debut som forfatter, en meget moden debut. I erindringsbogen Uden at vide hvorhen, 1976, har han afsløret at det var læsningen af François Mauriacs roman Le désert de l'amour som satte ham igang, og vel at mærke ikke dens handling men dens specielle teknik: "Alt foregik paa een Aften, og der var talrige Tilbageblik. Denne Fremgangsmaade virkede saa pirrende paa mig at jeg ikke fik Fred før jeg selv havde prøvet den. Det kløede bogstavelig talt i mine Fingre: jeg maatte kunne, det var en Udfordring." I Koncerten foregår alt, ligesom hos Mauriac, på én aften: i Palæets mindre sal hvor en ung sanger forsøger sig med Schuberts Winterreise, og som hos Mauriac er der talrige tilbageblik som især tjener til den psykologiske afsløring af romanens kvindelige hovedperson, en ældre sanglærerinde der kynisk udnytter sin evne til at indfange og fastholde mere eller mindre talentløse elever. I denne roman finder man spiren til hele Aage Dons' senere forfatterskab selv om han med årene udviklede sin flashback teknik til det virtuose. Det eneste for Aage Dons karakteristiske som endnu mangler i debutbogen er det kosmopolitiske, men det dukkede op i hans næste roman Soldaterbrønden, 1936, hvis handling udspilles i Lithauen som Aage Dons kendte af selvsyn fra besøg hos en ældre bror som havde forpagtet et gods derovre. Disse rejser blev indledningen til talrige, ofte lange ophold i fremmede lande, fra Sverige til Nordafrika, og fortrinsvis i de større byer. De fleste af Aage Dons' senere romaner udspilles i fremmed miljø som han skildrer med en kenders fortrolighed, men eftersom hovedpersonerne ofte er danske forekommer der hyppige tilbageblik til begivenheder som foregår i København, og fortrinsvis i Bredgade-kvarteret. Den præcise og farverige miljøskildring er gerne forenet med en indtrængende, ofte nådeløs psykologisk analyse.

Aage Dons havde et skarpt blik for sine personers fysiognomier og deres påklædning; det gælder ikke mindst de kvindelige personer.

Blandt Aage Dons' mange romaner skal nævnes De Uønskede, 1938, Her mødes alle Veje, 1941, Tro Tjenerinde, 1942, – og alt blev Drøm, 1949, Afskedsgaven, 1952, – altid at spørge, 1953, Farvel min Anger, 1954 Hvor er de nu?, 1972, og Rosa og det bizarre liv, 1979. Lidt for sig i forfatterskabet står erindringsromanen Den svundne Tid er ej forbi, 1950, hvori han i let forklædning skildrer sin barndom og opvækst. Han skrev også gode noveller, bl.a. indgår der nogle i den før nævnte "- altid at spørge", men netop her hvor de er stillet sammen med den roman som er bogens titelstykke ses det klart, at novellegenren ikke var Aage Dons' naturlige domæne; hans særlige tilbagebliksteknik krævede større bredde end den korte form kan give. Aage Dons skrev endvidere en rejsebog, Rejse i Østrig, 1952, og som den fornemme stilist, han var, udførte han en lang række fortrinlige oversættelser fra engelsk, tysk og svensk.

Grundtonen i forfatterskabet er en dyb pessimisme; hans romaner handler for en stor del om bristede illusioner, havarerede eksistenser, bevidst eller ubevidst ondskab, fortrængte lidenskaber og om det ubarmhjertige forfald der forvandler den smukkeste hud til et rynket pergament. Den eneste redningsplanke er resignationen, som kan være nok så dyrekøbt.

Aage Dons modtog Kollegernes ærespris 1954, De gyldne Laurbær 1954, Det Anckerske legat 1956, Herman Bangs mindelegat 1959, Oehlenschläger-legatet 1965, Drachmann-legatet 1965, H. C. Andersen-legatet 1966, Holberg-medaljen 1966, Jeanne og Henri Nathansens mindelegat 1967 samt Kritiker-prisen 1973.