Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aage Brodersen

Oprindelige forfattere UAn og CRime
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Aage Brodersen, 30.10.1883-14.1.1966, forfatter. Født på Frbg, død i Søllerød, begravet sst. B. blev 1899 sat i boghandlerlære, men læste samtidig til skuespiller, først hos Emmanuel Larsen, senere hos Johannes Nielsen. Han opgav dog snart begge dele for at blive journalist, kom 1903 til Randers Venstreblad og var senere ved Ekstrabladet, Riget og flere andre blade. Siden 1930 levede han helt som forfatter. 1917 udkom hans første bog Hospitalshistorier, 1919 fortællingen Regndryp. Først med arbejderromanen Frandsen, 1923, (dramatiseret 1930) vakte han opmærksomhed, og i de følgende år udsendte han bl.a. romanerne Snurretop, 1924, Lirekassen kører gennem Byen, 1928, Havekolonien Danevang, 1931, om brydninger mellem proletariatet og de mere etablerede arbejdere. Ingen af de senere, mere underholdningsprægede romaner har slået an – Trommehvirvler, 1933, Kludder med Herkules, 1935, I Danmark er jeg født, 1936 og Den følsomme Skalk, 1943. 1953 kom novellesamlingen Fårenes oprør. B. skrev tillige gennem årene en række hørespil for radioen. -B. har i sine romaner med følsomhed og humor skildret typer fra de brede lag, i Frandsen og Havekolonien Danevang med socialt sigte. En særlig forkærlighed har han vist for de frie, uborgerlige eksistenser der ikke i det af vaner og vedtægter strengt omgærdede samfund har tilsat deres væsens særheder og ejendommeligheder, deres instinkter, natursans og følelse af samhørighed med naturen. Der er, især i B.s senere bøger, både virkelighedssans og sans for dramatiske effekter.

Familie

Forældre: lærer, senere overlærer ved Frbg. kommunale skolevæsen Christian Edvard William B. (1845–1924) og Ingeborg Anna Pouline Thye (1849–1921). Gift 1. gang 10.6.1905 i Kbh. (Holmens) med Erna Antoinette Ingeborg Andersen, født 14.1.1878 i Kbh. (Holmens), død 10.7.1965 på Vesterled, Brøndbyøster sg., d. af skræddermester Jan Eduard A. (1840–1914) og Caroline Ulrikka Petersen (1843–1926). Ægteskabet opløst 1922. Gift 2. gang 3.10.1925 i Kbh. (b.v.) med Caroline Amalie (Nina) Alstrup, født Petersen, født 2.5.1874 i Kbh. (Trin.) (gift 1. gang 1895 med skuespiller Lauritz Alstrup, 1870–1909), død 13.5.1942 på Skt. Lukasstift., Hellerup, d. af hattemagersvend, senere politibetjent i marinen Carl Johan P. (1848–90) og Julie Andrea Petrea Kielsen (1848–1912).

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Cai M. Woel: Troubadourer II, 1932. Arnold Hending: Aa. B.. 1958.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Uffe Andreasen, Chr. Rimestad: Aage Brodersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287719