A.C. Andersen, Anders Christian Andersen, 24.8.1874-21.7.1928, forfatter. Født i Vrensted ved Løkken, død i Værløse, begravet i Hellerup. A. levede et lykkeligt barndomsliv i sit stille hjem og som vogterdreng i Vendsyssel. Her fik han det intime kendskab til naturen som præger alle hans bøger. Efter præliminæreksamen 1892 rejste han til Kbh. hvor han – efter at have tumlet med litterære forsøg – 1896 tog studentereksamen (Døckers kursus) og 1897 filosofikum. På grund af sjælelige lidelser måtte han afbryde sit videre studium og blev lærer. Han underviste ved forskellige københavnske privatskoler; særlig følte han sig tiltalt af de frie arbejdsforhold ved Starckes skole. Først her genvandt han helt den ro og sindsligevægt han i studieårene havde sat over styr. 1915 trak han sig tilbage fra lærergerningen. – A.s første offentliggjorte arbejde var en artikel om dansk bondedigtning i Aakjærs årsskrift, "Jydsk Stævne" 1902. Fire år efter kom hans første bog Husmandens Datter, en hjemstavnsroman med mørke og tunge skæbner, indgående menneskeskildring og følelsesfuld naturlyrik. De påfølgende to romaner, Stavnsbunden Ungdom, 1907 og Stavnsbundne Mænd, 1908 er for en stor del bygget over barndoms- og ungdomserindringer og skildrer en ung bondes udlængsel og kamp for åndelig frigørelse. Sammen med fine og yndefulde billeder af hjemegnens natur rummer bogen tunge og besværlige tankeskildringer. 1909 følger en lille fortælling fra københavnske kunstnerkredse Niels Haven og Inger Waage. Emnet er det samme som i dobbeltromanen: menneskets higen mod skønhed og kultur; men det fremmede miljø har gjort forfatteren usikker. Betydeligere virker Sigrid fra Skovlunde, 1911, der skildrer kvindens skuffelser som deltager i det offentlige liv. Efter udsendelsen af en lille brev-fortælling Den lille Højskole, 1913, der slutter sig nær til Stavnsbunden Ungdom kaster A. sig over skildringen af sygt sjæleliv. I Slægten Hovgaard, 1915 er det mandlig melankoli, i Drømmen, 1918 er det kvindeligt hysteri, og i Kærlighedens Vækst, 1922 er det sindssygdom der er emnet. Det er tunge bøger, og de er ikke uden stilistiske pletter. Ved at tumle med disse syge og sære mennesker har forfatteren mistet noget af sin sikkerhed over for det sprogligt naturlige. 1927 udsendte han en samling poetisk-topografiske skildringer fra landets forskellige egne, Til Hyrdefløjtens Toner. De stemningsfulde naturhymner viser os både hans ekstatiske skønhedsglæde og hans mørke grublertrang. Efter hans død udkom en vemodig smuk og harmonisk fortælling De stille i Landet, 1928, bygget over erindringer fra barndomshjemmet. – Inden for dansk hjemstavnsdigtning indtager A. en smuk plads. Hans menneskeskildring er ujævn men ofte dyb og indtrængende, båret af en ægte medfølelse med de lidende og en stærk harme over for al slags undertrykkelse og uret. Højest når han i skildringen af primitive menneskers samliv med naturen, med jorden og dyrene. Hans billeder af gryende elskov i forbindelse med naturfølelse har en enkel ynde.

Familie

Forældre: gårdejer Jens A. (1843–1923) og Mette Marie Sørensen (1845–1903). Gift 24.4.1902 i Kbh. (Andr.) med Caroline Christensen, født 23.11.1875 i Østofte ved Maribo, død 25.12.1945 i Viborg, d. af skomagermester Hans Peter C. (1837–96) og Elise Margrethe Techov (1837–1923).

Ikonografi

Buste af Carl Mortensen, 1913.

Bibliografi

Selvbiogr. i Bogvennen 1911. – Fyns venstreblad 24.8. s.å. Vendsyssel tid. 24.7.1928. Th. Olesen Løkken i Tilskueren 1929 66–76. August F. Schmidt i Dansk udsyn 1933 352–64.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig