Steen Steensen Blicher

Steen Steensen Blicher, 11.10.1782-26.3.1848, digter. På fædrene side tilhørte Steen Steensen Blicher en præsteslægt der kunne opregne over tyve præster med navnet Blicher. Gennem moderen fik han tilknytning til herregårdsmiljø. Hendes morbror, Steen de Steensen, efter hvem Steen Steensen Blicher er opkaldt, ejede Avnsbjerg, og han var gift med en søster til kammerherre de Schinkel til Hald. Under sine ophold på disse herregårde hvor han hørte om romantiske sagn, bortførelser, spøgerier etc. der senere skulle indgå i hans digtning fik han et klart indblik i standsforskellen, den store afstand mellem adel og tjenerskab.

Om Steen Steensen Blichers tidligste barndom og hans forhold til moderen ved vi meget lidt; selv er han næsten helt tavs herom. Moderen var tungsindig og svagelig, og efter alt at dømme (men der foreligger intet lægeligt udsagn) levede hun sine sidste år som sindssyg. Steen Steensen Blicher blev (selv om han havde en fem år yngre bror, Jens Blicher) meget af et enebarn og voksede op uden jævnaldrende kammerater. Derved fik faderen en ganske særlig betydning for ham, der opstod et meget nært og fortroligt forhold mellem dem. Faderen underviste ham i de gamle sprog, og på lange vandringer åbnede han sønnens blik for egnens natur og dens historie; han vakte hans interesse for mennesker og for det folkeopdragende og reformerende. Snart blev også jagt og musik en fælles lidenskab. Faderen kom til at præge Steen Steensen Blicher for livet, han blev autoriteten, og sønnen blev hans stolthed. I henved 40 år levede de under samme tag. Steen Steensen Blicher var skrøbelig som barn, men da han havde vokset sig legemlig sund og lærdommens (bl.a. latinens) begyndervanskeligheder var overvundet, viste han alsidig lærelyst og stort lærenemme. Fjorten år gammel blev han meldt ind i Randers lærde skole, og ved "ufortrøden Selvanstrængelse" kunne han allerede efteråret 1799 tage studentereksamen i Kbh. med udmærkelse. Han satte rektor Peder Estrup og konrektor L.S. Lund meget højt, men skolens gammeldags undervisning og hørere af den type der er skildret i Juleferierne og Høstferierne kunne ikke tilfredsstille ham. I sin fritid dyrkede han jagt på Gudenåen eller besøgte farbrødrene i nærheden, navnlig Daniel Blicher i Spentrup. Det synes at have været rige og lykkelige ungdomsår hvorfra han gik ud i livet med en lys tro på fremtiden.

I Kbh. tog han april 1800 filosofikum og n.å. filologikum, begge dele med bedste karakter. Han var sangvinsk-ærgerrig, men endnu uden noget bestemt mål, mest optaget af kammeratligt samliv og med at uddanne sig til det selskabsliv hans fattigdom og hans endnu meget forlegne væsen, især overfor damer, foreløbig udelukkede ham fra. Han karakteriserer sig selv som en "Mahognifyr" der helst af alt ville gøre lykke. Han tog undervisning i dans og fægtning og var en ivrig jæger, vandrer og svømmer. Da pådrog han sig ved uforsigtig badning sommeren 1801 en alvorlig sygdom (rimeligvis en forbigående hjertesvækkelse i forbindelse med gigtfeber). En tid var han så svag at han næppe kunne gå over et stuegulv; men den regenerationsevne som han også senere iagttog hos sig selv hjalp ham. Han brød helt med lægernes strenge diæt, tog i november en plads som huslærer på Falster (herregården Holgershåb). Her gennemførte han sin egen kur der bestod i at gå på jagt, spille på fløjte og spise flæsk. Hvordan det end forholder sig, rask blev han, ja, så rask at han lige til sin sidste tid kunne byde sin krop de største strabadser. Hans undervisning var meget fri; han søgte at udvikle sin elev (Lauritz Foss) gennem samtaler, der meget ofte foregik i naturen – på jagtture. Steen Steensen Blicher blev en hyppig og velset gæst hos egnens folk, bl.a. hos provst Blicher i Gundslev. Han kom også hos forfatteren Chr. Olufsen der førte ham ind på studiet af engelsk litteratur og gav ham Ossian i hænde – de digte der kom til på afgørende måde at præge hans livssyn og forfatterskab.

De nærmest følgende år (fra 1803) var – med lange pauser i ferierne hjemme i Randlev – helliget et flittigt, men meget spredt studium. Embedseksamen synes han ikke at have tænkt på; han dyrkede historie, rejseskildringer, levende sprog og litteratur, navnlig engelsk. Det var i vid udstrækning selvstudium, og han lærte sig engelsk udtale ved en tid at give en engelsk matros te og aftensmad. I dette sprog erhvervede han sig så gode kundskaber at han kunne oversætte Ossian, endda så godt at han er blevet kaldt "Ossians heldige Oversætter". Om hans brogede læsning i disse år vidner digtenes og novellernes citatrigdom og delvis deres motiver. Økonomisk lysnede det for Steen Steensen Blicher da han 1806 fik universitetsstipendiet og samtidig var så heldig at få to drenge at læse med hvis forældre var i Vestindien. Derved fik han råd til at melde sig ind i klubben Det borgerlige selskab, og her tilbragte han gerne sine aftener, eller han deltog i baller, maskerader eller i de dengang så yndede dilettantforestillinger. Denne sorgløse tilværelse fik en brat ende ved bombardementet 1807. Steen Steensen Blicher gjorde vagttjeneste på Volden som medlem af Studenterkorpset. Imens brændte hans bøger og klæder hjemme i Kannikestræde. Tomhændet og med en følelse af at være slået ud vendte han – efter en på grund af den engelske belejring besværlig rejse – hjem til faderen. Her opholdt han sig henved et års tid. Efteråret 1808 var han atter i Kbh. hvor han fik Valkendorffs kollegium, og nu tog han energisk fat på at få afsluttet sine studier. Foråret 1809 blev han teologisk kandidat med bedste karakter og særlig ros for det skriftlige.

Da der ikke tilbød sig nogen virksomhed for ham i hovedstaden hvor han helst ville være, søgte han en stilling ved Randers latinskole hvor han 14.4.1810 udnævntes til adjunkt med de gamle sprog og geografi som fag. Som altid begyndte han med vældig energi og de største forventninger, men skuffedes snart. Steen Steensen Blicher var ikke anlagt for det jævne, daglige pligtarbejde og heller ikke indstillet på at være underordnet. Rektor Lund, hans tidligere konrektor, var en meget gammeldags natur som Steen Steensen Blicher ved sine forsømmelser meget ofte gav grund til klage. Selv følte han sig behandlet "strængt som en Skolepog og foragteligt som en Lejesvend". Og efteråret 1811 opgav han sit embede og flyttede hjem til Randlev. - Han var året før blevet gift med sin farbror Peder Daniel Blichers purunge enke i Spentrup, Ernestine, der bragte ham en medgift på over 15000 rdl. og en stedsøn der skulle komme til at volde ham mange bekymringer. Steen Steensen Blicher havde før været forelsket, men det var hans grundsætning: ikke at tage sig en kæreste før han var i stand til at tage sig en kone. Det var han nu. Men denne kone svarede i virkeligheden slet ikke til hans noget ossiansk farvede kvindeideal. Hun var smuk, temperamentsfuld, men uden interesse for eller forståelse af hans digtning. De havde meget lidt tilfælles; ægteskabet måtte blive ulykkeligt. Både samtiden og eftertiden har dømt hende hårdt, men skylden må nok fordeles mere ligeligt. Steen Steensen Blicher har næppe været nogen nem ægtemand, og livet stillede store krav til hende. Hun fik i alt 11 børn – 10 med Steen Steensen Blicher – og tog yderligere senere tre af sin søsters og Jens Blichers børn til sig. I digtet Rylen tegner Steen Steensen Blicher da også et sympatisk billede af hende. I sine erindringer omtaler Steen Steensen Blicher 11.12.1827 som "en mærkelig Terminsdag" i hans skæbnes gang og hentyder hermed, ligesom i samtidige breve, til utroskab fra konens side. Hun flyttede også derefter en tid til Randers, men blev hentet tilbage da hverken Steen Steensen Blicher eller faderen, der nu boede hos dem, kunne undvære hende.

I Randlev forpagtede Steen Steensen Blicher sin fars præstegårdsjord. Med vanlig iver kastede han sig over virksomheden som landmand, måske dog mest som teoretiker og var fuld af ideer til forbedringer. Samtidig forberedte han sig til præstelig virksomhed og begyndte både sit poetiske og sit almenoplysende og agitatoriske forfatterskab. Men sine egne forhold forstod han ikke at styre. Statsbankerotten lod hustruens arv smuldre, familien voksede stadig, og snart begyndte den gæld at bygge sig op der mere end noget andet gjorde livet trangt for Steen Steensen Blicher. 1819 fik han efter flere forgæves ansøgninger Torning og Lysgård præstekald. Det lå i hans barndomsegn hvis natur og befolkning talte langt stærkere til hans hjerte end Randlev-egnens. Men det var et yderst fattigt kald, og da han 1825 fik det langt bedre Spentrupkald med en stor og velholdt præstegård slæbte han en gæld på 5000 rdl. og flere års skatterestancer med sig. Utallige skrivelser gik til kongen og kancelliet eller til Jonas Collin om henstand eller eftergivelse. Oftest kom der afslag, men nu og da fik han et par hundrede rdl., og hver gang følte Steen Steensen Blicher sig med sin sangvinske natur en kort tid ovenpå. Men varig hjælp var umulig, og kun en offentlig indsamling 1840 der indbragte 1000 rdl. viste at han dog ikke var så ganske upåskønnet, reddede ham fra tvangsauktion. – Til de økonomiske plager kom evindelige stridigheder med skolekommission og direktion, med provst og biskop. Mens Steen Steensen Blichers embedsførelse og tilsyn med skolen kun får ros i Torning synes han i Spentrup at være blevet mere og mere forsømmelig og irritabel, og som biskop Jens Paludan-Müller efter en visitats skrev: kun at have "Jagt og Nouveller" i hovedet. Han søgte forflyttelse til Sjælland, men forgæves. 1842 rejste han, uden at give nærmere oplysning om sine planer, til Kbh., det var nærmest en flugt. Han synes at have tænkt sig at lade embedet passe af en kapellan og selv ernære sig som forfatter og foredragsholder; men han blev kaldt tilbage til Spentrup. 1845 var han atter i Kbh. hvor han annoncerede en forelæsningsrække om fædrelandets ældste historie; men omkring nytår brød han sammen og måtte lade sig indlægge på Almindelig hospital. Kun med møje skaffede han den dertil nødvendige kaution. Også denne rejse endte resultatløs. Han led tilmed den tort at blive udelukket fra det store nordiske studentermøde som blev afholdt i Kbh. under hans ophold her.

At han i sine senere år søgte både trøst og glemsel og vel også stimulans i flasken synes at være hævet over enhver tvivl. Men hans åndskraft synes ikke svækket før til allersidst; endnu 1846 kunne han skrive Jyden han er stærk og sejg! I 1840'erne var der en voksende uro over ham (hans to faste støtter i tilværelsen, faderen og Frederik 6., var døde 1839), og hans oprindelig sangvinske temperament blev efterhånden snarere kolerisk-melankolsk. Sorger og skuffelser forfulgte ham også til det sidste. Da den kapellan, Lakier, der var blevet ham tilstået 1842, og som var forlovet med hans datter, 1847 tog sig af dage ville man ikke tilstå ham en ny kapellan på eget an- og tilsvar. Man ønskede at han ville "aldeles resignere" på grund af forviklingerne med sognebeboerne og sin forsømmelige og uordentlige embedsførelse. Steen Steensen Blicher søgte at afværge denne afgørelse med et gribende brev til Chr. 8., men forgæves. Han blev afskediget 26.6.1847 i nåde og med en pension der ville være at fastsætte efter nådsensårets udløb. Forinden døde Steen Steensen Blicher af slimfeber (en slags tyfus).

I Randlev virkede Steen Steensen Blicher i det af faderen stiftede Sælskab for gavnlig virksomhed. Snart henvendte han sig gennem Landoeconomiske Tidender til et større publikum og skildrede i Faarefolding en opfindelse med rullende fårefolde han havde gjort. Han ønskede at uldindustrien måtte udvikles så vi frigjordes for fremmede varer og alle engang kom til at gå i en "dansk Nationaldragt af dansk Uld". Han skrev om vekseldrift i modsætning til det gamle kobbelbrug og om jyske hedemosers opdyrkning. Han offentliggjorde flere afhandlinger om hørindustrien og var med til praktisk at udvikle høravlen og lærredsvæveriet. Han var en ivrig talsmand for hedebeplantningen og beskæftigede sig bl.a. også med tanken om forædling af den jyske kvægrace. I tyve år stod han i korrespondance med Landhusholdningsselskabet og skaffede mange dygtige landmænd opmuntring herfra. I forbindelse med omtalen af Steen Steensen Blichers landøkonomiske interesser må også nævnes den Beskrivelse af Viborg Amt som han skrev på Landhusholdningsselskabets opfordring. Selskabet var meget utilfreds med arbejdet, og da Steen Steensen Blicher ikke ville omarbejde manuskriptet udkom værket 1839 med en række kritiske fodnoter, og den anden amtsbeskrivelse, over Skanderborg amt, som man havde bestilt blev kasseret. Det periodiske jagttidsskrift Diana (1832–38) har vel også et oplysende sigte men er dog mest udtryk for Steen Steensen Blichers rent private lidenskab.

Steen Steensen Blicher delte 1700-tallets humane og sociale interesser og er helt fyldt med menneskerettighedernes ånd. 1813 førte han en polemik med Thomas Thaarup til forsvar for jødernes ligeret (Bør Jøden taales i Staten? og Bedømmelse over Skrivtet Moses og Jesus), 1815 fremsatte han et Forslag til Redningshuse for faldne Piger. Han talte natmandsfolkets sag allerede 1820, skrev imod dødsstraffen og gik ind for en anden behandling af fængselsfangerne der kunne forbedre og ikke blot straffe dem. Han angreb tyrker og jesuitter (bl.a. i ironiske artikler i Avisen i Kragehul), og 1821 og flere gange senere skrev han opråb og flammende digte som indlæg i grækernes frihedskamp mod tyrkerne. – Politisk havde Steen Steensen Blicher den samme abstrakte frihedsbegejstring som kendes fra 1700-tallets klubviser, og som er parret med den mest loyale dyrkelse af enevælden. Han har flere gange i novellerne givet billeder af den franske revolution, men kun set fra emigranternes synspunkt. I Den sachsiske Bondekrig står han helt på fyrsternes side. Utallige gange har han hyldet Fr. 6., og til hans datters bryllup 1828 udgav han et lille skrift Danmarks nærværende Tilstand der er én lang lovprisning af Danmarks lyksalighed i sammenligning med alle andre lande og af Fr. 6.s vise og kærlige styre. Skriftet blev, ikke med urette, imødegået af nationaløkonomen Nathan David (i Maanedsskr. for Literatur I, 1 1829). Davids anklager for servilitet og plump smiger over for nationen bragte Steen Steensen Blicher i så stor ophidselse at han forespurgte kancelliet om han ikke ved domstolene måtte fralægge sig disse beskyldninger hvad kancelliet dog ikke fandt påkrævet. Sin personlige frihed værgede Steen Steensen Blicher på det heftigste over for den mindste antydning af embedsmandsvælde. Det kom bl.a. til udtryk 1838 under et sammenstød med provst Lund og biskop Paludan-Müller i anledning af kirkebøgernes førelse. Steen Steensen Blichers langvarige sygdom kort forinden kan forklare hans overraskende irritabilitet og voldsomhed i den offentlige polemik. Fra provsts og bisps side blev der vist ham megen langmodighed og stor hensynsfuldhed.

I den ved stænderforsamlingernes oprettelse vakte debat om offentlige spørgsmål tog Steen Steensen Blicher ivrig del, bl.a. ved en række artikler om almindelig værnepligt i Jyllandsposten, 1838 og om nationale spørgsmål i Dannevirke, og han var en af de allerførste talsmænd for Skandinavismen. Det er en folkelig og national vækkelse på skandinavisk baggrund han tilsigter med sine Himmelbjergmøder, de første af den slags herhjemme. Talerne og sangene til disse fester blev hovedsagelig leveret af Steen Steensen Blicher, men der skulle desuden holdes gymnastiske væddekampe som i oldtidens Grækenland, være dans og fyrværkeri. Mødet 1839 var kun besøgt af 5–600 mennesker, men antallet steg i de følgende år, 1841 var der således 3–4000. Mødet i 1845 blev det sidste. Det er bemærkelsesværdigt at den skandinaviske tilslutning var yderst ringe og at de store navne i Kbh. ikke ænsede Steen Steensen Blichers bestræbelser (Carl Ploug talte dog ved mødet 1843). Steen Steensen Blicher var ingen praktisk arrangør, og med ejeren af Himmelbjerget og med den øvrige komité havde han idelige vanskeligheder. Så henvendte han 1845 sine ord til de unge ved festen i Egebæksvang i Nordsjælland og ved Skamlingsbankmødet s.å. Han forsøgte 1846 at stævne til fest på Hohøj ved Mariager (hvortil han havde skrevet Jyden), men han mødte ingen tilslutning og måtte aflyse otte dage før.

Når både den københavnske liberalisme og den grundtvigske folkelighed var så lunken over for Steen Steensen Blichers bestræbelser skyldtes det dels det personligt reducerede indtryk Steen Steensen Blicher gjorde i 1840'erne, dels at det nationale og det nordiske var ham vigtigere end det politiske. Hans lille skrift Min Tidsalder, 1843 indbragte ham kun de liberale avisers og Corsarens spot. En fri forfatning lå ikke Steen Steensen Blicher på sinde, og kritik af den enevældige konge var ham utænkelig – på det tidspunkt. Men kritikken af det bestående var i det hele så voksende i ham at man har lov til at tro, at han ligesom Grundtvig ville have hilst den fri forfatning med glæde, om han havde oplevet den.

Med oversættelsen af Ossians Digte I–II, 1807–09 begynder Steen Steensen Blicher sit egentlige forfatterskab, og hermed blev anslået en grundtone i hele hans digtning. Det er i Ossians lys han ser den jyske hede, opdager skønheden i det vidtstrakte øde, ensomhedens storhed. Hans opfattelse af den nordiske oldtid er ligeledes ossiansk og førromantisk sentimental. Det er sikkert også arbejdet med Ossian der først vækker ham til bevidsthed om hans eget digterkald. Digte, 1814, hans første samling, står helt i Ossians tegn, i overvejende grad pessimistisk farvet. En række af Steen Steensen Blichers tidligste digte Mit første Digt, Min Yndlingsdal, En Barndoms Drøm, Luftslottet, Ynglingen i den store Stad er variationer over samme tema: modsætningen mellem børne- og ungdomsårenes lyse drømme og manddommens mørke virkelighed -"den svundne drøm" (Johs. Nørvig). Herudover rummer samlingen en række romancer, et større epos Habor og Signe og Hiemvee-digtene. I det sidste af disse hilser Steen Steensen Blicher for første gang sin hjemstavn, og man hører for første gang den ægte, lavmælte tone der gør Steen Steensen Blicher til så stor en lyriker: Min Fødestavn er Lyngens brune Land/Min Barndoms Sol har smilt paa mørken Hede/Min spæde Fod har traadt den gule Sand/Blandt sorte Høje boer min Ungdoms Glæde.

Med Jyllandsrejse i sex Døgn (Digte II), 1817 tager han sit rige i besiddelse: minderne, personlige og historiske, folkekarakteren, naturen. Det er en broget digtning med patos, skæmt og aktuel satire mellem hinanden. Her indfører Steen Steensen Blicher også barberen i Nibe som sit andet jeg, den nøgterne, desillusionerede, men gemytlige jyde der senere bliver til novellernes Peer Spillemand. Jyllandsrejsen er indledet med en forsang til Ingemann, den eneste af samtidens digtere Steen Steensen Blicher følte sig taknemmeligt knyttet til, og som han længe stod i brevveksling med (jvf. digtet Hedelærkens Velkommenhjem til Nattergalen). 1817 kom også Natten paa Jellinghøje, et lyrisk reflekterende digt helt i 1700-tallets stil og ånd. Det problem digtet tager op er forholdet mellem det gode og det onde i tilværelsen, et problem som var yndlingstema i hele 1700-tallet. Han oversætter også i disse år den af romantikerne så foragtede Alexander Popes Abeilard og Heloise og Haarlokken. De følgende år bringer nogle af de stærkt personlige læredigte i det foregående århundredes smag: Til Glæden, Til Sorgen, Den unge Lærkes Foraarssang og Den gamle Lærkes Efteraarssang og flere der senere samles i Sneeklokken, 1826 sammen med andre ældre, bl.a. en del lejlighedsdigte. 1823 udsendte han Bautastene med bidrag af Oehlenschläger, Grundtvig og Ingemann. De tretten af digtene foruden indledningsdigtet til den danske ungdom er af Steen Steensen Blicher De er alle hyldestdigte til fortjente danske mænd, skrevet med nationalpædagogisk sigte. Til dem slutter sig senere de mindre subjektive og mere levende Morten Borup og Søren Kanne og de folkelige om Tym Sjællandsfar og En ganske ny Vise om en Kroermand og hans Søn. Steen Steensen Blichers personlige og ræsonnerende lyrik fik sit smukkeste og mest gribende udtryk i Trækfuglene, 1838 hvor naturbilledet oftest kun er baggrund for refleksionen. Et andet højdepunkt når Steen Steensen Blicher dér hvor han aflægger sin subjektivitet og lader den almue han var dybt fortrolig med få ordet selv og på sit eget mål. Det sker første gang 1828 med Faaval Marri. Steen Steensen Blicher måtte forsvare sin brug af dialekt i alvorlig poesi med henvisning til udenlandsk dialektdigtning. 1842 udkom E Bindstouw, tretten viser og fortællinger i jysk mundart. Den lille bog som næsten forblev ubemærket ved sin fremkomst er fuld af humor og tragik og tegner et i dansk litteratur uovertruffet billede af den jyske almue. Den jyske bonde er her skildret med det på én gang enfoldige og dybsindige der er i hans natur; man lærer ham at kende under alle livets tilskikkelser, de glædelige som de sørgelige. Med sangen om Jyden, 1846 slutter Steen Steensen Blichers jyske digtning, den der mod slutningen af århundredet er blevet taget op af Jeppe Aakjær. 1835–36 udkom i to beskedne bind Steen Steensen Blichers Samlede Digte I–II.

Gang på gang søgte Steen Steensen Blicher om rejseunderstøttelse. Ingen af samtidens digtere – H.C. Andersen undtagen – var som han anlagt på at se og opleve og inspireres på rejser, ingen trængte heller mere til at befries for det daglige tryk. Men han var den der fik mindst. Kun to gange fik han nogle få hundrede rdl. 1836 var han i Sverige, en tur han først skildrede på vers i Svithiod, 1837 og 1840 på prosa: Sommerreise i Sverrig Aar 1836. Den Englandsrejse han hele sit liv brændende ønskede forundtes der ham ikke midler til. Men kom han aldrig på en større udenlandsrejse så har han til gengæld gennemvandret sit fædreland mere end nogen i samtiden. 1839 foretog han en rejse langs vestkysten, skildret i den friske bog Vestlig Profil af den Cimbriske Halvøe fra Hamborg til Skagen. Steen Steensen Blicher har også forsøgt sig i dramaet, men uden held. Han skrev nogle komedier: Generalprøven i Kragehul, 1816, Avisfrieriet, 1818 og Løn som forskyldt, 1823; de to sidste indsendtes til Det kgl. teaters direktion, men blev forkastede. Med tragedien Johanna Gray, 1825 lykkedes det ham at blive opført på nationalscenen; men forestillingen gik kun tre gange og fik en meget hård bedømmelse af J.L. Heiberg. Efter den tid opgav Steen Steensen Blicher den dramatiske digtning. Det stærkt subjektive i hans ånd var ham en hindring her, hans oprindeligste evne, fortællerevnen, var der ingen brug for.

Først sent fandt Steen Steensen Blicher frem til den genre hvor alle hans forudsætninger kom til fuld udnyttelse. Sikkert for at opnå ekstraindtægter begyndte han at skrive prosafortællinger til underholdende tidsskrifter. Forbilledet var især den tyske tidsskriftsnovelle. Han begyndte med nogle prøver i Liunges "Harpen" Jydske Røverhistorier og Oldsagn paa Ahlheden hvori flere af novellernes motiver antydes. N.å., 1824, rykkede han ind i A.F. Elmquists Læsefrugter samlede paa litteraturens Mark med Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, Steen Steensen Blichers fineste og dybeste novelle hvor den indirekte afslørende karakteristik gennem sprogtonen, forestillingsområdet og livsløbets kurve er givet med den største sikkerhed. Steen Steensen Blicher fremtrådte her med sin første egentlige novelle som fuldmoden kunstner. 25.2. skrev han til Ingemann: "Jeg har ellers givet mig i Tjeneste hos Elmquist for 5 Rd. pr. Ark, for dog imellem at kunne pynte mine otte Børn med Vadmelskofter og Træskoe". I Læsefrugter kom s.å. bl.a. Josepha, Præsten i Thorning og Nøddaaben, stadig fortællinger der er bygget over læst eller hørt, og knyttet til de egne han kendte.

Selv om Steen Steensen Blicher skrev med stor lethed og også var en flittig mand der gerne sad de første morgentimer fra fire til syv ved sit skrivebord så er det dog naturligt at han snart blev ked af medarbejderskabet hos Elmquist da anmodninger om forhøjelse af honoraret blev afslået. Han stiftede derfor sammen med bogtrykker J.M. Elmenhoff i Randers sit eget tidsskrift Nordlyset der kom med 12 bind, hvert med tre månedshefter, i årene 1827–29. Til første bind havde der tegnet sig 324 abonnenter, og Steen Steensen Blicher følte sig for første gang i lange tider ovenpå. Men abonnenterne faldt fra, der var til sidst kun 170, og selv var han også træt af næsten alene at have fyldt tidsskriftet. Omtrent 25 originale noveller foruden mindre bidrag (fx Nisseavisen) og oversættelser og et anseligt antal digte frembragte Steen Steensen Blicher i disse år. De betydeligste af novellerne er Røverstuen, Stakkels Louis, Sildig Opvaagnen, Eva, Ak! hvor forandret!, Hosekræmmeren, Præsten i Vejlbye, Kjeltringliv og Telse.

Efter denne mægtige produktion indtrådte en lille pause; men i årene 1833–36 da det lykkedes Steen Steensen Blicher at få boghandler Chr. Steens forlag i Kbh. til at påtage sig en samlet udgave af novellerne forøgedes de tidligere med bl.a. Himmelbjerget, Juleferierne, Marie og den romanagtige Fjorten Dage i Jylland. Det første af de fem bind havde kun samlet 100 subskribenter; senere voksede tallet til 250. 1839 bragte samlingen Kornmodn bl.a. Skytten paa Aunsbjerg og Baglænds; i senere samlinger fremkom Høstferierne, De tre Helligaftener, 1841 og syv fortællinger i E Bindstouw, 1842. Det er kun et lille udvalg af novellerne, og når dertil lægges digte og polemik, Himmelbjergfester, de to førnævnte rejsebeskrivelser, amtsbeskrivelsen og den fortrinlige fordanskning af Oliver Goldsmiths Præsten i Wakefield, 1837 er det rimeligt at ikke alt er lige vægtigt. Der er adskillige rene underholdningsnoveller med skabelonagtig karakteristik og rigelig anvendelse af spændings- og uhyggeeffekter og en såre kunstigt slynget handling. Der er andre hvor Peer Spillemands lystighed er lidt anstrengt og langtrukken. De private henvendelser til læseren og de hyppige ræsonnerende indskud kan også være lidt letkøbte og ofte forstyrrende. Men Steen Steensen Blicher var en sikker iagttager både af personernes ydre signalement og af deres replikform, såvel som af både detaljer og totalstemning i et landskab. Kunstnerisk svagest er hans beskrivelser og karakteristikker når han bevæger sig i fjerne lande. På hjemlig grund, derimod, er han fortrolig med mange slags miljøer, både land- og bymiljø, og ikke blot i Jylland; det gælder bl.a. også hovedstaden og Falster. Men dybest kendskab har han til præstegårdens, herregårdens og bondegårdens folk i Midtjylland, og hvor han tegner dem kan han nå ned til den simple sandhed i menneskeskildringen der er uafhængig af litterære moderetninger. Det er navnlig tilfældet når han lader personerne udtrykke sig på deres eget sprog og ud fra egne forudsætninger: landsbydegnen, hosekræmmerenken, fiskerkonen i Marie og bindestuens bønder. Der hvor fortællingens jeg er Steen Steensen Blicher selv er stilen snart lærd, citatrig, åndrig, snart ironisk eller sentimentalt ræsonnerende. Steen Steensen Blicher eksperimenterer meget i novellerne; han gør det helt bevidst – både med fortælleren og med stilen. Han varierer fortællerfunktionen fra novelle til novelle og gør brug af mange stilarter; han er en sprogets og stilens helt suveræne kunstner. Steen Steensen Blichers altid vågne psykologiske interesse lod ham finde ind til mange forskellige slags mennesker og alle lag af befolkningen. Det livssyn der bærer novellerne spænder fra det jyske lune over Peer Spillemands melankolske lystighed til en alvorstung given sig ind under livets ubarmhjertige gang. Livet synes at bestå af tilfældigheder, men tilfældigheder der udgør et mønster. Den i egentlig forstand blicherske novelle er en skæbnenovelle; den "danner sig i mønstre af hverdagsmenneskers uafvendelige livsforløb" (Søren Baggesen).

At den københavnske kritik ikke straks opdagede hvad der fremkom i et lille jysk tidsskrift kan ikke forundre. Steen Steensen Blicher klager i brevene bittert over denne ligegyldighed samtidig med at han oprøres over det der gør lykke hos det københavnske publikum, specielt over vaudevillerne. J.L. Heiberg og hele hans retning manglede han sans for. Men det var fru Heiberg som åbnede Kbh. for Steen Steensen Blicher ved 1832 til en aftenunderholdning på Det kgl. teater at læse Hosekræmmeren op. De samlede noveller I-V, 1833–36 vakte betydelig opmærksomhed, Steen Steensen Blicher var en tid næsten på mode i Kbh. Udgaven fik flere anmeldelser, deriblandt en meget indgående af J.N. Madvig (i Maanedsskr. for Literatur XIII, 1835). Denne kritik der i meget kan forekomme pedantisk var kyndig og i overensstemmelse med tidsalderens smag. Det var "Biedermeier"-tiden med dens idyllisering af kunsten, dyrkelsen af genrebilledet, forherligelsen af hjemmets hygge og tryghed og afstandtagen fra det alt for realistiske, bl.a. med udelukkelse af "udelikate Hentydninger til Kjønsforholdet" (Heiberg). Der var meget hos Blicher som Madvig kunne anerkende; men dele af Landsbydegnen og hele Sildig Opvaagnen måtte han ubetinget fordømme. Om den sidste siger han: "den indtil det smudsigste Detail udførte, aldeles uæsthetiske Skildring af et dobbelt Ægteskabsbrud og Horeliv". Naturligvis oprørtes Steen Steensen Blicher af Madvigs kritik. Desto mere kunne han glæde sig over Søren Kierkegaard der i "Af en endnu Levendes Papirer", 1838, karakteriserer hans noveller som "et for Phantasien udslagen folkelig-idyllisk, af mægtige Kornmod gjennemlyset Billede". Det blev P.L. Møller der skulle anvise Steen Steensen Blicher den plads i dansk litteratur der tilkommer ham. 1845 gav han i Dansk Pantheon en helt igennem sympatisk og alsidig karakteristik af Steen Steensen Blicher og hans forfatterskab. Den var til meget stor glæde for Steen Steensen Blicher, og han overlod Møller at besørge en ny udgave af novellerne der kom i syv bind 1846–47. Den indledes med Steen Steensen Blichers selvbiografi Erindringer af Steen Steensen Blichers Liv, optegnede af ham selv, en lidt forøget udgave af de erindringer han 1839 skrev til Fr. Barfods Brage og Idun.

Steen Steensen Blicher har sin rod i 1700-tallet og ganske særlig i dettes vesteuropæiske åndsform. Han har den udadvendte alsidighed med interesse for almenoplysning og almenvel og med klubbernes abstrakte begejstring for dyd, frihed og venskab. Også litterært er han førromantiker: det naturfilosofiske, det middelalderlig-katolske og det fantastisk-dunkle frastøder ham. I meget stemmer han overens med sin egen tid, romantikkens og romantismens tidsalder. Men han kommer på kant med den idet han bryder med Biedermeier-idyllen. Det væsentligste, det nye i hans digtning blev ikke forstået: hans realisme. Denne realisme kommer til udtryk, ikke i handlingen, men i det psykologiske portræt og i miljøskildringen, måske især i påvisningen af den nære sammenhæng mellem menneske og miljø. Steen Steensen Blicher var her forud for sin tid. Det der gør Steen Steensen Blicher stor er hans geni for det tragiske. Det havde samtiden svært ved at se. Men her tåler Steen Steensen Blicher sammenligning med de store tragikere i verdenslitteraturen. Af natur var Steen Steensen Blicher på en gang nøgtern og naiv; han var uligevægtig af temperament, meget sensitiv, blev let stødt og kunne være pirrelig og halsstarrig, men han var i besiddelse af humor, stor indlevelsesevne og en betydelig nysgerrighed overfor alt menneskeligt, kvinden og elskoven især. Han længtes efter at opleve, at øve bedrifter; men mulighederne herfor svandt hurtigt. Han var et selskabeligt menneske der gerne ville udveksle tanker med andre; men hans skæbne tvang ham til et liv i landlig ensomhed. Han var mere anlagt for glæden end for sorgen; men vemod blev efterhånden grundtonen. Han erkendte alt menneskeligts forkrænkelighed og varierer talrige gange sit eget livs grunderfaring: Ak, hvor forandret! Tiden er den store modspiller, den der nedbryder alt. Han havde megen modgang, en del selvforskyldt; men livet for hårdt frem imod ham. Steen Steensen Blichers produktion er meget omfattende og ujævn; men hvor han er bedst er han en fortæller af de største.

Steen Steensen Blicher er i dag ved siden af H.C. Andersen den mest læste digter fra dansk guldalder. 1951 oprettedes Blicher-Selskabet der har til opgave at udbrede og uddybe kendskabet til Steen Steensen Blichers liv og digtning. 1955 indstiftedes under dette selskab Blicher-prisen der tildeles for fortjenstfuld indsats vedrørende videnskabelig forskning eller kunstnerisk formidling af Steen Steensen Blichers værker.