Johannes Ewald

Johannes Ewald, 18.11.1743-17.3.1781, digter. Johannes Ewald er født i Vajsenhusets gård på Nytorv. Noget dybere indtryk synes den skrantende præst og professor ikke at have gjort på sin søn der blev sendt fra hjemmet på hans dødsdag, elleve år gammel. Moderen, en datter af den fra herrnhutismens historie bekendte Marie (Maren) Wulff, skildres som "et yderst letsindigt, men uskyldigt Blod, som til stor Forargelse for Manden elskede Munterhed og Pynt og med Held efterabede de pietistiske Parykpræster"; hendes rygte var ikke uanfægtet; en af hendes kostgængere, oberstinde Sophie Christiane Eigtwedt, f. Walther, har sat Enevold Ewalds paternitet i tvivl og udpeget som Johannes Ewalds formodentlige far assessor, teaterdirektør, viceborgmester i København Johannes Valeur (1701-71). Hun var ham en dårlig mor og fik en skæbnesvanger indflydelse på hans liv.

Johannes Ewald blev først undervist i hjemmet, senere (1754-58) sat i Slesvigs lærde skole. Han boede der hos sin første rektor, Johan Friedrich Licht, og fik i hans bibliotek smag for rejsebeskrivelser og romaner; der fandtes også en samling nordiske heltesagaer.

27.3.1757, på kongens fødselsdag, holdt han en tale hvori han bragte skolens lykønskning til monarken. Nogen rigtig humanist blev han ikke i dette gymnasium hvor latiniteten stod højt; han lærte tysk til fuldkommenhed, sloges med sine kammerater og prøvede engang at flygte for som en ny Robinson at opdage en øde ø. Som femtenårig student kom han 1758 i huset på Kultorvet i København hos sin mors vært og senere husbond, hørkræmmer Peder Huulegaard. Han var endnu en dreng da han forelskede sig i dennes brordatter, Arendse (1743-94). Det fortælles vel i hans levned at han tidligere havde haft småforlibelser, men nu blev han lidenskabeligt grebet af den et halvt år ældre pige hvem han skildrer som "en af disse skyggefulde Skønheder, hvis Smil er som Solens igennem en regnfuld Himmel, hvis Vink er en gennemtrængende, uimodstaaelig Straale af tungsindet Dyd". For at gøre sig værdig til hendes hånd afbrød han et påbegyndt teologisk studium og rejste i foråret 1759 med sin ældre bror til Hamburg for at komme i preussisk krigstjeneste. Dette lykkedes ham dog ikke, men østrigerne var mindre kræsne i bedømmelsen af den uanselige ynglings duelighed, og han kom som trommeslager til at prøve lykken i Maria Theresias hær. Her lagde han vistnok grunden til den gigtsygdom som efterhånden nedbrød hans skrøbelige legeme. 10.10.1760 nævnes han i Adresseavisen som hjemrejst fra Prag. Drømmen om en hurtigt vundet lykke var bristet, og han måtte trøste sig med at have set "Bjerge og Feltslag og i tykke Skove ensomtbeliggende Munkeklostre". Endda synes han at have opnået forhåbninger om Arendses hånd da han i sommeren 1762 fik teologisk attestats og fribolig på Valkendorfs kollegium.

Hans fremtidsplan har vistnok været at blive universitetslærer eller almenfattelig skribent som J.S. Sneedorff. I dennes manér skrev han sin allegoriske prosafortælling Lykkens Tempel og den populære afhandling Hvorfor var en guddommelige Forløsere nødvendig for det Menneskelige Kiøn. Man har tillige fra denne tid nogle latinske disputatser fra hans hånd, to teologiske, en om dårlige skribenter; hertil føjedes 1767 en om poesiens natur og væsen (efter J. F. Marmontel). Men i Johannes Ewalds kollegieår begynder også rækken af hans ulykker. Han kom ind på et vidtløftigt liv, tilbøjeligheden til drik viste sig tidligt hos ham, og han mistede Arendse, om han ellers nogen sinde havde besiddet hendes hjerte. Hun giftede sig 1764 med en hørkræmmer Rasmus Riber, og derpå tog digteren efter eget sigende afsked med al menneskelig lykke. Fra nu af er han helt poesiens tjener.

Den første større opgave han kastede sig over var et læredigt som 1765 blev indleveret til selskabet for skønne og nyttige videnskaber, det da nylig stiftede danske akademi, der havde udsat en pris for en ode over en af Guds egenskaber. Johannes Ewald valgte algodheden og tog som emne syndefaldet; men han trak sit arbejde tilbage da det ikke fik prisen: "naar jeg ikke kunde være den første Digter i mit Fødeland, vilde jeg ikke være den anden". I to år studerede han med alvor digtekunsten, væsentlig i de antikke og franskklassiske digteres værker; senere udvidedes hans synskreds hos den nye Orfeus der henrykkede de danske og tyske på denne tid, Friedrich Klopstock, med hvem han også ca. 1769 stiftede personligt bekendtskab. I den strenge læretid lod han kun én gang høre fra sig, nemlig med sine sørgedigte i anledning af Frederik 5.s død.

Her viste han sig som mesteren i den høje, alvorsfulde poesi som var blevet indvarslet ved Chr. Tullin. Navnlig kantaten til Johan Scheibes musik gjorde ham berømt, og han var allerede en anerkendt digter da han udgav sin omarbejdede Adamiade som en tragedie på aleksandrinervers under titlen Adam og Ewa, 1769. Stykket der er anlagt som en fransk tragedie har endnu meget af læredigtet i sig og vil ligesom levere et bevis for at Guds algodhed ikke rokker ved hans retfærdighed; i dets slutning river en ubekendt den straffende engel sværdet af hånden; således veksler i Johannes Ewalds digtning bestandig den teoreriske forherligelse af "Skabningens Ypperlighed" med den mystiske Kristusdyrkelse.

I årene 1767-70 boede Johannes Ewald forskellige steder i København. Han kom i nærmere berøring med de tyske litterære kredse i hovedstaden og dens omegn, lærte engelsk og studerede Shakespeare og Ossian. De nye beskyttere ville sende ham til Skotland for at indsamle keltiske folkesange, men ved J.H.E. Bernstorffs fald måtte planen opgives. Digterens ydre liv blev mere og mere elendigt, han forfaldt rent til flasken og plagedes hårdt af sin gigt. 29.10.-28.12.1770 var han indlagt på Frederiks hospital; Oehlenschläger fortæller at han en morgen blev fundet halvnøgen uden for hospitalets port efter en natlig afstikker. Så sendte man ham i pension (vist som Torkel Badens (1734-1805) gæst) på Rygård ved Lyngbyvejen nær Hellerup, men det var for tæt ved hovedstaden; hans uregelmæssige liv fortsattes.

Men under hans sygdom udgav en kreds af hans beundrere prosatragedien Rolf Krage, 1770 som Klopstock havde anbefalet til Selskabet til de skønne og nyttige videnskabers forfremmelse; den blev vel ikke optaget i dets skrifter, men øgede ved sin fremkomst højlig Johannes Ewalds digterry. Emnet er hentet fra Saxo, forbilledet er Klopstocks "Hermanns Schlacht": også Shakespeares og Ossians indflydelse mærkes, den sidstes navnlig i sproget. Det blev ikke det store nationale drama Johannes Ewald havde påtænkt; han havde forløftet sig på opgaven; man bebrejdede ham med rette at handlingen var ude med tredje akt. Trods tilløb til oldnordisk lokalfarve skinner et andet sceneri alle vegne igennem; der tales om slottet, lysthuset, havens gange osv.; kostumet må vel tænkes at være det man endnu erindrede fra ridderspillene. Men der er elementer til stærk karaktertegning i nogle af stykkets hovedfigurer, og i mangen enkelthed mærkes digterørnens vingeslag. I fortsættelse af dette dramas tendens ligger to dramatiske brudstykker Frode i aleksandrinere og Helge eller den nordiske Ødip i versi sciolti. Den egentlige tragedie var imidlertid ikke Johannes Ewalds felt.

1771-73 var Johannes Ewald atter i København og førte sit gamle liv. Hans anseelse formindskedes dog næppe kendeligt trods skandalerne om hans person. Han ernærede sig vistnok delvis som lejlighedsdigter - en overordentlig mængde oftest ypperlige digte har han skrevet på bestilling. Den reaktion mod baroktidens plumpe bryllups- og begravelsesvers som var indledet med P.C. Stenersens "Ode til Brudgom og Brud" fortsattes ved hans økonomiske forlegenhed; han forstod ypperligt at indlægge almene ideer i det tilfældige emne, udviklede sig i det hele mægtigt som lyriker i disse år. Fra 1771 er en lille digtsamling Adskilligt af Johannes Ewald, mange digte fra disse år blev først samlede i de "lyriske sager" som udgaven af hans skrifter bragte efter hans død. Herhen hører således Hvo kan opholde Ormens Liv, Da jeg var syg, Haab og Erindring, Nytaarsønske, Nattetanker, mindedigtene over Arnsbach og fru Thonning og det lille idylliske syngespil Philemon og Baucis (en oversættelse med originale sange). Et ledemotiv i denne periodes digte er følelsen af den elendighed hvori digterens trang til adspredelse trækker ham ned, og taknemlighed over at modgang og smerte giver ham sit selv tilbage.

Fra tiden først i 70'erne stammer også en række større arbejder. Afhandlingen Philets Forslag om Pebersvendene (udk. 1771) er forfattet i G.W. Rabeners satiriske stil; det derover byggede skuespil Pebersvendene (skrevet 1771) blev opført 1773 uden held; det har mange interessante figurer, i dets prosa findes stænk af det følsomme dramas svada (Diderots "Le Père de Famille" var udkommet i København 1769). Andre lystspilforsøg er De brutale Klappere, 1771, en vittig dramatisk "kritik" på aleksandrinere, foranlediget af teateroptøjerne omkring Niels Krog Bredals "Tronfølgen i Sidon", og det store femaktsstykke Harlequin Patriot, okt. 1772, ligeledes på aleksandrinere, der satiriserer over trykkefrihedstidens projektmageri. Disse brydningsår har tillige et interessant fortællende forfatterskab. Fra 1771 er den satiriske roman Hr. Panthakaks Historie, inspireret af Voltaires "Candide" og formet som et modskrift til dens lære om at alt er snarere galt end godt i denne verden, og den satiriske robinsonade Mester Synaals Fortelling (udk. 1780); fra ca. 1772-73 en del af det novellistiske ugeblad De Fremmede som var bestemt til at optage begge de forrige stykker i sig. Det meste af denne salte og fantasifulde prosadigtning forblev imidlertid ukendt indtil 1837, da J.K. Høst udgav Johannes Ewalds efterladte skrifter. I en helt anden manér end disse satyrica er den ufuldendte nordiske fortælling Frode, samtidig med P.F. Suhms "Sigrid" der 1772 fik præmie af Selskabet til de skønne og nyttige videnskabers forfremmelse, mens Johannes Ewalds arbejde ikke blev indleveret.

Ved nytår 1773 er der en krise i Johannes Ewalds liv, uden tvivl i sammenhæng med hans forhold til moderen. Som mægler mellem hende og sønnen møder man nu hendes fortrolige i trossager, præsten dr. J.C. Schønheyder der i en årrække optræder som den forfaldne digters formynder; han var velmenende og redelig, men mishandlede ofte den fine sjæl der var ham betroet ved sine taktløse moralske tordentaler. Fra marts 1773 til ud på efteråret 1775 anbragte man Johannes Ewald i Rungsted kro, nuværende Rungstedlund, hos kgl. fiskemester for Hørsholm amt Ole Jacobsen. Eksperimentet faldt heldigt ud; imellem venlige mennesker og i en natur som inspirerede Ewald til ny poesi oplevede han her to lykkelige år. Hans lyriske digtning her er præget af forsoning med tilværelsen. I den store rimede ode Rungsteds Lyksaligheder (skrevet 1773, først trykt i Adresseavisen 1775, nr. 102) synger han skaberens lov; husets 22-årige datter hylder han i de indtagende strofer Til Jomfru Anna Hedevig Jacobsen, da Solen var overtrukken med Skyer i Sommeren 1773; dog klinger også bitre toner i digte som Vinteren og Aftenen, som vist er fra slutningen af hans ophold der ved kysten da modgangen begyndte at vise sig. Maj-nov. 1773 digtede han det tragiske syngespil Balders Død som blev trykt i "Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber" XI, 1774-75 med en del rettelser efter forslag af dets medlem A.G. Carstens, og opført med Johann Hartmanns musik 30.1.1779. Kilden er Saxo.

Det skildrer halvguden Balders segnen under forelskelsen i den jordiske kvinde Nanna, den overleverede kamp mellem pligt og tilbøjelighed hvor som i en Racine'sk tragedie helten styrtes i undergang af sin lidenskab. Den ydre form fandt Johannes Ewald i de italienske operaer, hans drama er som de en slags forkortet tragedie med arier; også taleverset, det ellevestavelses femfodsvers med konstant kvindelig udgang og pause mellem hver linje, er af vælsk oprindelse. Hermed havde den danske dramatiske litteratur endelig fået sit store, alvorlige, klassiske digterværk; det blev også følt af samtiden, og Ewald stod fra nu af som den uomtvistelige førstemand på det danske parnas.

Fra Rungstedtiden er endnu det lille komiske heltedigt Klagesang over Skiødehunden Maske med nydelige billeder af Johannes Ewalds liv i den snævre familiekreds hvor skæbnen havde anbragt ham; endelig et hovedværk i den danske prosas historie, hans Levnet og Meninger. Denne lunefyldte, romanagtige fremstilling af episoder i Ewalds ungdomsliv er begyndt 1774 og fortsat til 1778; forbilledet var nærmest L. Sternes "Tristram Shandy". Den kom ikke til at øve den virkning som dens temperamentsfulde fortællekunst berettigede den til da den først blev ufuldstændigt og dårligt udgivet af K.L. Rahbek 1804-08 i hans "Tilskuer" og "Ny Minerva".

I foråret 1775 døde Ewalds værtinde som menes at have haft en heldig indflydelse på hans liv. Hans drikfældighed synes nu atter at have taget til, og hvad der mindst lige så meget foruroligede Schønheyder, han gjorde mine til at ville gifte sig, man mener med Hedevig Rørs, en søsterdatter til madam Jacobsen, da 35 år gammel, altså ældre end digteren. Formodentlig i nov. s.å. blev denne da flyttet et par mil længere nordpå op ad kysten, til Søbækshuset mellem Humlebæk og Espergærde hos godsforvalteren på Krogerup, Herman Lem. Det var Ewalds værste fornedrelses år. Man behandlede ham som et subjekt, tænkte endog på at anbringe ham på en stiftelse i København, måske Vartov; sygdommen tog en tid overhånd; omgivelserne var ham højlig imod; her måtte han omsider opgive den giftermålsplan han klyngede sig til. Hans produktion som havde flydt så rigeligt i begyndelsen i 70erne, gik i stå.

Den eneste vej uden om sine tugtemestre han så var den unge Frederik Moltke; han var kammerjunker hos enkedronningen og jævnlig gæst på Krogerup. Gennem ham kom Johannes Ewald i forbindelse med hoffet, Ove Høegh-Guldberg gav ham små understøttelser. Hvad han har skrevet i sine to års forvisning er kun lidet af omfang. Han fortsatte ugebladet De Fremmede med syv numre, indeholdende Hr. von Frankhuysens historie, en ufuldendt roman der er udført som efterligning af og modstykke til H. Fieldings "Tom Jones"; den indeholder flere træk af digterens eget liv end dens forgænger "Hr. Panthakaks Historie". Meget gribende er et lille fragment Apologie som giver et billede af digteren på undergangens rand. I den bitreste stemning har han også skrevet fabelen om æslet og bonden, et udtryk for fuldkommen selvopgivelse. Men i en række religiøse oder, vel den mest intensive poesi, dansk litteratur ejer, samler han sig til et nyt opsving: Pønitenten, Til Sielen, Følelser ved Den hellige Nadvere (tilegnet Schønheyder der ikke var ufølsom for poesi); hertil knytter sig forskellige fragmenter af den højeste eksaltation samt Død og Dom, en aandelig Sang.

Forbi var den tid da Ewald søgte tilfredsstillelse i tidsalderens populære livsfilosofi, den Leibnizske optimisme, og lovsang den kærlige Gud Fader som havde ordnet alt til det bedste. Kun i den fuldstændige sønderknuselse, i andagten under korset, efter at have oplevet dødens gru, er der nu redning for ham; han overgiver sig til den lidende Frelser uden pardon. Det er i sommeren 1777 da digteren menneskeligt var længst nede at hans ånd tager den højeste flugt. Af verdslig digtning fra Krogeruptiden kan endnu nævnes bryllupsdigtet Dæmp Harpens Klang!, oden Til min Moltke og nogle officielle poesier: en ode om Indfødsretten og festdigte til dronningen og arveprinsen. Muligt hører også noget af fragmenterne af en tragedie Hamleth til denne tid.

I slutningen af aug. 1777 blev Johannes Ewald ført tilbage til København, han var helbredt for sit kvartalsdrikkeri og kunne nu få lempeligere kår. Man indlogerede ham i Skindergade hos en tømrermesterenke, senere læremoder i Vajsenhuset, Ane Kirstine Skou.

De sidste halvfjerde år af hans liv var lykkelige. Den ydre anerkendelse strømmede ind over ham. De unge forfattere flokkedes om ham, de stiftede Det danske litteraturselskab hvis eneste idé egentlig var at hylde mesteren og fortsætte den nationale poesi i hans ånd (Fr. Münter, Ove Malling, K. L. Rahbek, Fr. Sneedorff o. fl.).

Fra det første års tid stammer rimeligvis en fortsættelse af hans henlagte levnedsbog og syngespillet Fiskerne, hans modneste værk (skrevet 1778, trykt 1779, opført 1780 med musik af Johann Hartmann). Var det allerede dristigt af ham at give sit tragiske musikdrama et oldnordisk emne så måtte det forekomme endnu kækkere at lade opføre et alvorligt skuespil på vers om fattige Hornbækfiskere; men hans autoritet var allerede så stor at ingen indsigelser lod sig høre. Emnet tog Ewald fra Ove Mallings "Store og gode Handlinger", en virkelig strandingshistorie som havde tildraget sig i hans Rungstedtid; han lader elementernes rasen og opbydelsen af de unges heltemod give anledning til et kærligheds- og skinsygedrama; uden at tilsætte noget af karaktertegningens troskab – almuetyperne er taget på kornet – hæver han sine helte til den franske tragedies højde; Corneilles "Cid" har været ham i frisk erindring. De tolv pragtfulde sangnumre (heriblandt Kong Christian, Liden Gunver, En Sømand med et modigt Bryst, Havets mægtige Betvinger) er udarbejdede for sig, men kunstfærdigt indsat imellem de majestætiske talevers, hvis pasgang ligesom i Balders Død mægtigt bidrager til at stilisere optrinene. I sproget har han lempet sømandstalen efter den tragiske diktions fordringer. Modsat Oehlenschläger, hvis høje stil altid løber på hverdagssprogets uudtømmelige forråd af ord og vendinger og sætningsformer har Johannes Ewald den klassiske tidsalders frygt for at forlade et udvalg af de mest prøvede, patetiske udtryk.

Med dette arbejde var den nedbrudte digters kræfter omtrent udtømte. Han fik endnu tid til at frembringe et par digte i den odestil hvori han nåede højest (Tro mig, Damon, vor Sjæl har sit bestemte Maal, Udrust dig, Helt fra Golgatha) og til at besørge første del af en udgave af sine skrifter, med en udførlig fortale hvori han redegør for sit liv og sin poetik.

Hans sidste tid var en stadig vigen for sygdommen som han bar med en humor og en troskraft der bevidnedes af alle som så til ham på hans smertens leje. Ved hans tidlige død var der næsten landesorg; Rahbek siger at han blev båret til sin grav på Danmarks skuldre; følget bestod af 66 par der nåede fra Skindergade til Trinitatis kirkegård hvor hans gravsted endnu æres som en poetisk helligdom. Men han efterlod også digtekunsten i en anden tilstand end han havde modtaget den, og gav sine landsmænd andre og højere ideer om poesien end de havde før hans dage.

Johannes Ewald valgte uden akkord og bagtanke kaldet som digter og gennemførte sin beslutning der var så meget større som han fuldt og fast var overtydet om berettigelsen af samtidens borgerlige idealer. Disse modsætninger forliger han i sin poesi ved at resignere på "Krigslyd og Vinen og Elskov" som poetiske grundmotiver og ved at stille den i tjeneste af "de venlige Dyder". Derfor besynger han i sin lyrik skabningens herlighed, nationens følelser, de samfundsbevarende egenskaber. Derfor fremstiller hans dramaer en moralsk aktion, den individuelle selvrådighed og de farlige lidenskaber i konflikt med en højere fornuftig verdensorden. Den store entusiasme som dominerede i hans sjæleliv er underordnet oplysningstidens idealer. Men Johannes Ewald tilhører ikke mindre den anden hovedstrømning i 1700-tallet, den inderliggjorte religiøsitet. Hans første danske skrift var en kristologi, i Søbækshusperioden digter han sine kunstfærdige oder til forløseren, og i sit sidste digt anråber han helten fra Golgatha. Således sammenfatter han hele sit århundredes ideale stræben. Også hans tørre og brændende stil bærer tidsalderens præg. Hans sprog har klassicismens harmoni og gennemsigtighed; Corneille og Voltaire er hans forudsætninger, men Klopstock, Rousseau og de groteske engelske romanforfattere blev hans foretrukne læsning. Den for Johannes Ewald mærkværdige forening af følelsesintensitet og forstandsskarphed gør ham til en i dansk digtning enestående skikkelse.