Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Baggesen

Oprindelig forfatter PVRu

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jens Baggesen, Immanuel Baggesen, 15.2.1764-3.10.1826, digter. Barndomshjemmet var præget af fromhed og fattigdom, og Jens Baggesen måtte for sin kalligrafiske hånds skyld i tjeneste hos postmesteren og amtsforvalteren. Men 1777 lykkedes det den læselystne dreng at komme i Slagelse latinskole. Herfra har man bevaret dagbogsoptegnelser og digte. 1782 blev han student og ville læse til præst. Han levede en tid i Kbh. i trange og usikre kår, men skaffede sig snart venner og fik sit tilhold hos digteren C. Pram hvis hustru han forelskede sig i og besang under navnet "Seline". Han debuterede febr. 1783 med en håndfuld poesier i Chr. Iversens "Nytaarsgave" (Odense) og vandt snart et sådant ry at han kunne samle 1200 prænumeranter til sin første bog, Comiske Fortællinger, 1785. Heri optrådte han som elev af J.H. Wessel og C.M. Wieland. Versifikation og stil er den førstes, men Jens Baggesen lagde vægten på en mere moderne sprogtone og rimteknik, en kunstfærdigere periodebygning og en raffineret udnyttelse af modsætningsforholdet mellem lange og korte verslinjer. Fra sin tyske mester har Jens Baggesen den snart parodierende, snart følsomme, snart frivole diktion. Det var den form hvori han med årene vandt det fuldendte mesterskab som digter; endnu var han tynget af talløse litterære reminiscenser. Serien af rimede fortællinger fortsattes i månedsskriftet Minerva i de følgende år og sluttedes først med Jordens Kjærlighedshistorie, eller Aarstiderne i litteraturbladet Skuddagen (1814). De mest kendte af Jens Baggesens arbejder i denne genre er Poesiens Oprindelse, den oldnordiske myte udsat for wielandsk instrumentation, Kallundborgs Krønike i "Peder Paars"'s og "Smeden og Bageren"'s manér, og Forfatterens Liv og Levnet der også minder om Holberg. Samtiden så i den purunge Jens Baggesen arvtageren til Ewalds og Wessels geni, samleren af vore bedste litterære traditioner, rimets ridder. Man betroede ham den ansvarsfulde opgave at give en værdig oversættelse af Niels Klim (Holberg var på denne tid kommetstærkt på mode igen), og under Jens Baggesens lykkelige hænder blomstrede hans forgængers tørre gammelmandsfortælling op. Bogen udkom 1789 i en stor kvart med Abildgaards prægtige illustrationer; det er tidsalderens bedste prosa, også de indlagte versestumper havde Jens Baggesen gendigtet på en genial måde. Han viste her en sans for det egentlige og fyndige udtryk som ingenlunde havde udmærket hans tidligere litterære forsøg.

I mellemtiden var han kommet ind i fornemme kredse, navnlig hos den holstenske del af aristokratiet der på den tid regnedes for en magt såvel i det danske som i det tyske åndsliv. Han blev fejret hos de Reventlow'er og Stolberg'er, protegeret af grev Ernst Schimmelmann og prins Frederik Christian af Augustenborg, begyndte endog at digte på tysk. Men nu mødte han modvind i de danske farvande. Hans libretto Holger Danske, 1789, med motiv fra Wielands Oberon, blev kritiseret og parodieret uden skånsel ("Holgerfejden"). Det var ham da dobbelt kært at kunne tiltræde en større udenlandsrejse med augustenborgerens understøttelse. Den gik overHolsten, Hamburg, Pyrmont, Göttingen, Hessen, Frankfurt am Main og Worms til Schweiz hvor han besøgte Rousseaus ø i Bielersøen, Zürich, Skt. Gotthard og Bern. Her forlovede han sig med sin første hustru, datterdatter af den berømte digter Albrecht v. Haller hvis digt "Die Alpen" han elskede. Selv digtede han ved denne tid sin Alpenlied. Ved nytår tog han til Paris og dansede i sin frihedsrus på Bastillens ruiner som han fortæller i Labyrintens Fortsættelse. Sidst i febr. 1790 er han atter i Bern. På hjemrejsen om sommeren boede det nygifte par en tid hos Wieland i Weimar. I Jena sluttede han venskab med den kantianske filosof Karl Leonhard Reinhold, og efter besøg i Berlin og Dresden vender han i okt. 1790 tilbage til Kbh., hvor han 14.5. var udnævnt til professor. Under sit kortvarige ophold hjemme samlede han sin digtning i to bind Ungdomsarbeider, 1791, mest tidligere trykte ting men nu meget grundigt gennemrettede. 1792–93 udkom Labyrinten, en bearbejdelse af hans rejse i Tyskland og Elsass; de meget omfattende fortsættelser fik han aldrig udgivet, med undtagelse af nogle brudstykker i "Minerva", 1791 og litteraturbladet Søndagen, 1814. (Kommenteret udg. af Labyrintens centrale afsnit udg. af Louis Bobé, 1909). Bogen blev ikke særlig varmt modtaget af kritikken, men den virkede stærkt. Det var den følsomme prosas gennembrud i dansk litteratur thi Ewalds prosaværker var dengang endnu ikke udgivet. Jens Baggesen der endnu lige før sin rejse havde været rettroende klassiker viser sig her som modernist til fingerspidserne. Han rejser som rousseausk natursværmer og gennemtrængt af tidens frihedsfølelser. I rejselivet finder han sin nye individualitet, han beruser sig i stemninger og indtryk, tager smidigt farve af omgivelserne, glemmer over den ydre verdens afvekslen dog ikke at søge åndelig berigelse hos de berømte mænd han møder på sin vej. Bogen er skrevet efter en ny æstetik: det er ikke længere forstanden, men følelsen der skal indtage forsædet i litteraturen, skønheden ligger ikke i de regelmæssige figurer, men i slangelinjen. I kapitlet "Mannheim" siger han farvel til klassicismen. Jens Baggesen har dyppet sin lunefulde pen i Sternes blækhus; det er en stor prosaist af den engelske skole som står fuldt færdig for os. Jens Baggesen polemiserer i bogen mod de tørre rejsebeskrivelser. Han er selv midtpunktet i sit værk, emnet er lige så meget den i utallige sindsstemninger og individuelle træk skildrede digtersjæl som det i åndeligt og politisk liv opvågnende Europa.

28.4.1793 tiltrådte Jens Baggesen sin anden rejse, denne gang med hustru og barn. Det var atter prinsen af Augustenborg som havde sørget for at han fik midler af det offentlige (til pædagogiske studier som han dog forsømte). Vejen gik over Holsten, Hamburg, Braunschweig, Jena, Weimar, Gotha, Nürnberg (hvor han blev optaget i frimurernes mestergrad) og Ulm til Schweiz. Her blev han fra aug. til dec., men hans urolige rejsehjerte drev ham til midt om vinteren at bryde op og foretage en afstikker sammen med vennen, den tyske maler og kunsthistoriske forfatter Carl Ludwig Fernow, over Augsburg, Wien og Venezia til Firenze; i Italien fordybede han sig i kunststudier. Fra april 1794 til marts 1795 blev han i Schweiz, oftest i mørk stemning, ikke mindst på grund af hustruens vaklende helbred. Hun havde 1793 født ham endnu en søn, men de mistede deres førstefødte kort efter. På hjemrejsen skiltes Jens Baggesen en måned fra familien for atter at besøge Paris hvor han denne gang gjorde mange bekendtskaber; her så han også Prairial-opstanden på nært hold. Han stødte til familien i Weimar hvor han traf Goethe, og slog sig 7.7. ned på Augustenborg slot. Der kom sønnen August til verden.

Annonce

Månederne okt. 1795–juli 1796 tilbragte familien i Kiel. 8.7.1796 blev Jens Baggesen ansat som viceprovst på Regensen, en bestilling hvori han ikke har resideret mange semestre, men hvorfra han først entledigedes 1803. Hustruens sygdom nødte ham til at bryde op i marts 1797. De måtte standse i Kiel hvor hun døde, og Jens Baggesen tog til Bern hvor han anbragte de moderløse små hos fru v. Haller. Han sørgede dybt over tabet af Sophie, men plejede dog stadig nye ægteskabsplaner. I maj 1798 rejste han til Italien (Milano og Torino), tilbragte sommeren i nærheden af Genève, optaget af politiske interesser (Schweiz var i krisetilstand) og af sit tyske epos Parthenaïs. Han ventede sig meget af dette moderne heltedigt, og det blev virkelig en succes både i Tyskland og gennem Fauriels oversættelse i Frankrig. Endelig 7.9.1798 tiltrådte han med sin svigermoder og begge sønnerne rejsen hjem. Den gik over Paris hvor han forlovede sig med den smukke Fanny Reybaz (partiet var vistnok arrangeret af fru v. Haller og Fannys fader). Endelig 28.11. genså han Kbh. hvor han forefandt sin udnævnelse (af 31.8.) til meddirektør for Det kgl. teater, og af samme scene modtoges med opførelsen af hans nye operatekst Erik Eiegod (skrevet 1789). Jens Baggesen har selv bedømt sin beskedne indsats som chef for nationalscenen i det skæmtefulde digt Theateradministratoriade. Det nye ophold i fædrelandet varede til okt. 1800, kun afbrudt af en kort rejse til Paris juni-sept. 1799 hvor han ægtede Fanny. Rolige forhold fandt han ikke i hjemmet; illusionen om Fannys kærlighed måtte snart briste; de forligtes ilde. Forretningerne snart kedede, snart irriterede ham. Mæcenerne var også godt trætte af ham, og det faldt ham ikke vanskeligt at opnå ny tjenstledighed med bibeholdelse af gagen. Ved afskedsfesten i Drejers klub havde den unge Oehlenschläger til hans ære skrevet en smuk sang, som rørte Jens Baggesen til tårer og fik ham til at omfavne dens forfatter med forsikring om, at han testamenterede ham "sin danske Lyre". Han efterlod ham også en del af korrekturen på en udgave af sine Samlede Værker hvoraf der kun kom ét bind, 1801, med overordentlig mange trykfejl; det indeholder mest oder, hymner, elegier o.l. poesier hvori Jens Baggesen ofrede til det udgående 1700-tals smag. Den strenge, alvorsfulde stil passede ham ikke, så lidt som den burleske komik.

1790'erne havde været ikke mindre rige på indre end på ydre begivenheder for Jens Baggesen. Han var blevet hårdt prøvet af livet, hans horisont var blevet mægtig udvidet, og fra nu af kommer det grublende i hans natur mere og mere for dagen. Det er også den første periode i hans filosofiske liv. Da Kant-raseriet havde lagt sig, faldt han i hænderne på Reinhold og Jacobi, trosfilosofferne, og religiøse problemer bliver snart de eneste der bekymrer ham. Der hvor Kant havde trukket erkendelsens grænser begynder først Jens Baggesens interesse. Indre oplevelser driver ham til at filosofere, navnlig tiden efter Sophies død er rig på nye tunge tanker. Det er selve troens begreb som nu opfylder ham. Tro er højere end fornuft. "Man maa ikke berøve Stjernehimlen den Nat, paa hvis Baggrund den ene er synlig." Jens Baggesens filosofemer fra disse år er navnlig nedlagt i hans Briefwechsel mit Karl Leonhard Reinhold und Friedrich Heinrich Jacobi I–II, 1831. Fra denne tid bliver Jens Baggesen en halvvejs fremmed for det danske publikum, sine filosofiske indfald begraver han i talrige bindstærke manuskripter som forbliver uudgivne i hans levetid, og tysk digtning optager ham periodevis fuldt så meget som dansk. Også fransk tilegnede han sig med forbavsende færdighed; hans digtning i dette sprog er vel ubetydelig, men hans franske korrespondance var meget omfangsrig.

I dec. 1800 slog Jens Baggesen sig ned i Paris hvor han "kunde lære Livets sande velgørende Bitterhed at kende". Sygdom, armod og flere onder bidrog dertil. I marts 1802 rejste han til London ("Dover! Shakespear! O Hav! O Bjerge! Jeg er henrykt!") hvor han blev nogle uger. Over Hamburg, Eutin og Kiel tog han til Augustenborg, men gensynet med hertugen var ikke hjerteligt. I juni kom han til Kbh. hvor han forefandt alt forandret og kun blev en uge fordi kronprinsen hvem han havde mødt i Korsør ved den lejlighed havde tilsikret ham en pension. På tilbagerejsen traf han aftaler med sin forlægger i Hamburg der til jul udgav Gedichte I–II og n.å. Parthenaïs, glimrende gendigtet på dansk af Flemming Dahl, 1965. I Paris hvor han indtraf 10.8.1802 havde han det atter ret ondt, men ud på vinteren fik han en art trøst idet H.C. Ørsted gav ham indvielsen i naturvidenskaberne. Han vaklede på denne tid mellem store litterære planer: et naturfilosofisk epos Uranion og to nationale: Nordiske Forvandlinger og Odin. Desuden skrev han rimbreve. Imellem havde han anfægtelser og ville kun være tysk poet. 30.7.

1803 tog han med vennen A.C. Gierlew og sønnen Carl til Genève, besøgte Mme de Staël på Montchoisi, spadserede med Gierlew over Skt. Gotthard til Milano (rejsen er beskrevet i den sidstes "Breve over Italien", 1807). Fra Milano tog de til Modena og blev nogen tid der i nærheden på et lille landsted, La Frasimalga som Jens Baggesen i sin tid havde fået forærende af en onkel til hans første hustru; vennen Adam Moltke (den "Adam" der stadig nævnes i Labyrinten) indbød ham til sig i Firenze og tilbød ham der at rejse med sig til Rom. Men de nåede kun til Perugia, så tiltrådte Jens Baggesen tilbagerejsen, solgte landstedet og opgav drømme han havde næret om at slå sig ned i Italien. 24.10. var han atter i Paris. Det er denne retræte som han har givet en uforlignelig symbolsk forklaring i rimbrevene Rom og Paris og Tilbagegangen over Rubicon.

Jens Baggesen kunne ikke være upåvirket af de store begivenheder som havde fundet sted i fædrelandets åndsliv i disse år, Oehlenschlägers gennembrud, højromantikkens og den sværmeriske nyklassicismes indtog i Danmark. Jens Baggesens litterære opdragelse bundede i den franske klassicisme og 1700-tallets modernisme; de nye bevægelser i tysk og fransk litteratur overrumplede ham. Et tredje rimbrev fra denne tid, Romerering, viser hans betænkeligheder ved de retninger i poesien som betegnes ved Goethes, Tiecks og Oehlenschlägers navne. Snart efter begynder han på et stort satirisk digt, Der vollendete Faust som har bestemt adresse imod de nye ideer. Han opgiver nu også planerne om "Odin" og "Forvandlingerne" og overlader Oehlenschläger den oldnordiske poesi.

Efter tilbagekomsten til Paris var forholdet til Fanny bedre, men finanserne slette. Sidst på året 1804, efter at Fanny havde født ham en søn (Adam Paul) og efter svigerfaderens død, køber han et hus ("Violette") i Marly-le-Roi nær Paris og slår sig ned der næste år. Han arbejder omkring nytår 1805 på sin Cookiade (prøver under titlen "Oceania" trykt i digtsamlingen Heideblumen, 1808, oversat til dansk 1968 af Flemming Dahl). Med Cooks verdensomsejling som den røde tråd ville Jens Baggesen skrive "et Heltedigt uden Krig". Han ville være "en europæisk Homer for det 18. Aarh., det eneste, af hvis Aand jeg er giennemtrængt". Sådanne ideer slap han ikke, heller ikke under sin kortvarige alliance med nyromantikerne; endnu 1807 tænkte han på en naturvidenskabelig digtning. 6.6.1806 forlod han Marly for at drage til fædrelandet, lidet anende hvilken lykke og hvilket åndeligt opsving der forestod ham. Han tog over Holland hvor han sluttede kontrakt med Friedrich Brockhaus bl.a. om en samling breve som aldrig kom på tysk, men uden Jens Baggesens vidende på hollandsk (en stor sjældenhed). I Hamburg mistede han sin "grønne Bog" hvori der stod en redaktion af "Oceania"; tilfældet er ikke enestående i Jens Baggesens liv. Han opholdt sig fire uger i Kiel og skrev digte til kronprinsparret der vist gerne ville have givet ham embede, men han turde ikke søge for Fannys skyld, hun hadede Danmark. Her sluttede han også venskab med Schack Staffeldt. I Kbh. hvortil han ankom 14.8.1806 synes han at være blevet venligt modtaget af alle, kun ikke af Schimmelmanns. I en da udkommende "Samling af fortjente danske Mænds Portraiter" ved G.L. Lahde hyldedes han af R. Nyerup som landets første digter, og Rahbek viede ham et æresnummer i sin "Tilskuer". Han skulle egentlig kun være blevet tre uger, men fik meget at tænke på. I nov. udgav han Skiemtsomme Riimbreve fra et tidsrum af 22 år, hvoriblandt mange forhen utrykte og tre betydningsfulde fra de sidste måneder: Noureddin til Aladdin (til Oehlenschläger), Forespørgselen (til A. S. Ørsted) og Min Skygge. Det sidste digt forstås i belysning af fortalen: Skyggen er det Jeg som fremtræder i rimbrevene, og som han "med en virkelig Gengangers vemodige Følelser" giver sine landsmænd til pris. 1.12. udkom Eventyrer og comiske Fortællinger I–II hvori en tredje redaktion af hans første bog, disse ungdommelige skæmtedigte som han aldrig blev træt af at file på. Jens Baggesen var også forretningsmæssig virksom, han forhandlede med forlæggeren Fr. Brummer om udgivelse af endnu mange flere bind, sluttede aftale med Schimmelmann om enkepension for hustruen Fanny m.m.m.

Indtil slutningen af okt. boede han hos sin broder, derefter hos A.S. Ørsted. Fra alle sider pressede man ham om at blive. Men han stødte mange fra sig ved at undgå selskabelighed og foretrække et stille liv i den ørstedske kreds. Der gik sladder om ham og Sophie Ørsted, Oehlenschlägers søster ("Lilia"), og ikke uden grund thi de var vildt forelskede i hinanden. Hun fik indflydelse på hans litterære meninger, omvendte ham, så vidt det lod sig gøre, til Goethe og den nyere poesi. Det var også hendes skyld at der ikke opstod noget dårligt forhold mellem digterne da Oehlenschläger besvarede Jens Baggesens førnævnte rimbrev med et vel storagtigt trimeterdigt hvori han afviste den ældre digterbroders tilbud om råd og bistand. Jens Baggesens duplik (i blankvers) er forsonlig holdt. I mellemtiden havde han også skrevet og udgivet (marts 1807) sit mest fuldendte danske digterværk Giengangeren hvis hovedstykke, den poetiske samtale "Min Gienganger og jeg selv", forudsætter en slags forbund mellem Jens Baggesen og den nye skole. Gengangeren er bogens forfatter, identisk med den "Skygge" han havde talt om i rimbrevene, den wielandske Jens Baggesen der her ses at underordne sig en mere udviklingsdygtig og alvorsfuld personlighed ("han selv"). Jens Baggesen er en af de få mestre i dialogens kunst. Han bruger den nu til at holde dommedag over det danske parnas. Det er den hjemlige åndløshed i poesien og kritikken han vil til livs, men ikke blot til fordel for den yngre digter; også for en digtning som fremstiller en moderne livsanskuelse i filosofiens og naturvidenskabens belysning vil han bane vej. Rigtig højromantiker blev han ikke, og nyklassicismen stod ham lige fjernt endskønt han i disse år arbejdede på en oversættelse af Homer i J.H. Voss' manér. Ved denne satirisk-didaktiske digtning havde Jens Baggesen aflagt prøve på sine eminente evner som kritiker, han stod som en dansk Boileau eller Pope, men var langtfra i så sikker kontakt med sin tids store digtere som de havde været med deres samtidige.

En prosaisk kommentar til det mærkelige læredigt gav Jens Baggesen i fortalen til Nye blandede Digte, 1.5.1807, hvori han bebuder sin "Muses Overgang fra det spøgende til det alvorlige, eller rettere fra det overgivne Lunefulde til det sindige Rolige", og endnu mere i den meget udførlige "nye Forerindring" til Digtervandringer (mod enden af maj s.å.). Han troede at Gengangeren havde været hans sidste skæmtedigt, og at han nu først skulle begynde sin egentlige kunstbane. Af disse to bøger var i øvrigt kun den første ny, det er Jens Baggesens righoldigste digtsamling; den anden er en påbegyndt, aldrig sluttet, revideret udgave af Labyrinten. 25.5. underskrev Jens Baggesen en kontrakt med Brummer om leveringen af ikke mindre end seksten bd. danske skrifter, og dagen efter løsrev han sig omsider fra fædrelandet. Et lille bind Nyeste blandede Digte udkom efter bortrejsen. I Marly havde han i førstningen slemme scener med Fanny der var oprørt over forholdet til Sophie Ørsted. Dennes broder var i Paris, og en overgang omgikkes Baggesen og Oehlenschläger som fortrolige venner. Efterretningen om Kbh.s bombardement gjorde Jens Baggesen til lyrisk digter, og i rimbrevene Den vakte Knud og Flaskebrevet, i Prøve af ny Sange for Danske Sømænd, i Knud Vidfadmes Svanesang og Knud Vidfadmes Hjemvé m.fl. poesier viste han sig som en stor patriotisk digter; kosmopolitten var som blæst bort.

Med udgivelsen af samlingen Heideblumen, 1808, indtrådte en katastrofe for Jens Baggesen: de alt for tydelige allusioner til "Lilia" hvem bogen var tilegnet førte til brud med den københavnske kreds han havde følt sig så lykkelig i. Okt. 1808-maj 1809 var den hvileløse sjæl atter i Tyskland (Frankfurt, Heidelberg, Stuttgart og Tübingen) hvor han plagedes af sygdom og forlæggervrøvl og hos J.G. Cotta efterlod tolv bd. i håndskrift, bl.a. med breve og afhandlinger. Cotta udgav for ham Taschenbuch für Liebende og den bedsk antiromantiske Karfunkel- oder Kling-klingel-Almanach. Hjemme ventede modgang ham, hustruens sygdom, pengesorger. Hans danske brevveksling var ophørt og forholdet til fædrelandets litterater formørket. I denne trange tid bliver filosofien atter hans trøst. Det er et fuldstændigt gennembrud i slutningen af 1809 hvormed den anden periode i Jens Baggesens filosoferen indledes. Han bekæmper nu Kant, definerer filosofien som "en Stræben efter religiøs praktisk Erkendelse". Han kræver et billedrigere sprog af filosofferne, bryder sig ikke om matematisk sikkerhed eller almengyldighed. Han vil gøre "det individuelle Spring i individuel Spekulation, der kun kan være tilfredsstillende som min Sandheds System". Tendensen over mod teosofi er tydelig: alt drejer sig om gudsbegrebet. "Gott ist die Wahrheit aller Wahrheiten, die zugleich im Gewissen, im Gestirnhimmel und dem neuen Testament offenbart sind". Hovedværkerne fra denne fase af Jens Baggesens tænkning er Allgemeine Symbolik og Philosophisches Tagebuch.

Årene 1811–14 tilbragte Jens Baggesen snart i Kiel hvor han 19. jan. 1811 var blevet udnævnt til professor i dansk sprog og litteratur, snart i Kbh. hvor gamle venner og navnlig Sophie Ørsted viste ham kulde. Hans vidtløftige sprogfilosofiske manuskripter fra denne tid blev senere delvis udgivet og er endnu alle bevarede. 1812 og 13 skrev han uden hensyn til Danmarks politiske holdning digte til Alexander I og tog parti imod Napoleon hvem han i sin ungdom havde besunget i digte og ville have gjort til helt i et epos, men nu hadede siden kejserdømmets indførelse. I jødefejden 1813 deltog han med skriftet Om Jøderne der bekæmpede Th. Thaarups "Moses og Jesus" og pådrog Jens Baggesen en langvarig og højst personlig polemik med T.C. Bruun og dennes søn N.T. Bruun. I aug. 1813 flyttede han med familien definitivt til Kbh. hvor han fik lov af kongen til at blive så længe krigen varede. 1.6.1814 opnåede han demission fra det ham så ukære professorat, i nåde og med pension af to tredjedele af den indtægt han havde nydt i gage og tillæg. Derefter trykte Jens Baggesen sine Poetiske Epistler der er som anden del af rimbrevene, i ét og alt i samme sprog og stil. De giver Jens Baggesen som han er bedst, i denne digtart der var hans personlige ejendom hvor det lette vid og den elegante, tilsyneladende uendelig vilkårlige form dækker over det dybe sind. De indlededes med det kapriciøse læredigt Lunets Poetik ("Jeg elsker Smil og store Taarer, men hverken Latter eller Graad") og slutter med epistlen Alenekampen der er et indlæg i fejden mellem Baggesen og Oehlenschläger. Denne overordentlig langvarige og forbitrede litterære kamp havde længe været forberedt. Den brød ud ved Jens Baggesens teaterkritikker 1813–14 i J.K. Høsts ugeblad Dannora. 19.12.1813 kritiserede han i en anmeldelse af "Hakon Jarl" det "Götzvonberlichingeri" han fandt i "vor danske Shakespears Dramer", og fra da af var striden stående. Jens Baggesen skrev dels i de af ham selv udgivne blade Søndagen, Lille Søndag-Aften og Skuddagen (som han mest selv forfattede) og senere i sit månedsskrift Danfana, dels i "Nyeste Skilderie af Kiøbenhavn", dels endelig i selvstændige bøger og skrifter. Tallet på hans indlæg er legio, men modstandernes var talrigere, og han blev kun støttet af få. Hans interessanteste stridsskrifter er kritikkerne af "Axel og Valborg", "Correggio", "Hugo von Rheinberg", "Røverborgen" og "Ludlams Hule", det lange allegoriske digt Pindsvinet, digtene Per Vrøvler og Asenutidens Abrakadabra samt Breve til Adam Oehlenschläger. Oehlenschläger deltog selv kun lidet i striden, men desto mere hans væbnere A.E. Boye, Hauch, Sibbern, P. Hjort o.fl. Det farligste indlæg mod Jens Baggesen var uden tvivl de "Tolv Paragrapher" af P. Hjort, 1816, medens den episode som kaldes Tylvtestriden (1818) fik en mere anekdotisk karakter. Ved siden af denne polemik gik en meningsudveksling med Grundtvig der imidlertid efterhånden antog præget af en fællesaktion fra de to religiøst bevægede digteres side mod åndløsheden i litteraturen. Det var tragisk at Jens Baggesens rige kritiske begavelse fik en så ufrugtbar anvendelse; han vekslede sin ånds skatte i ringe seddelmønt. Hans indlæg er vel ofte meget vittige, men også tit smålige og spidsfindige. Så meget træffende han end stadig siger om digterbroderen, så er det dog næsten kun dadel, og mangelen af positive synspunkter er følelig. Den ortodokse fransk-klassiske smag han i reglen dømmer efter dækkede også kun dårligt den æstetik hvorefter han skrev sine egne værker.

Jan. 1819 udgav Jens Baggesen sin sidste bog i fædrelandet, Rosenblade med et Par Tome, hvori han for sit vedkommende afslutter striden. Ganske havde polemikken dog ikke opslugt ham i alle disse år. Han havde ikke forsømt sine filosofiske studier og endda fået tid til at sysle med rent poetiske arbejder, således det aldrig fuldendte natlige Kvad om Uskylds Kamp mod det Onde, heksameterdigtet Thora fra Havsgaard (begyndt i "Skuddagen" for 17.4.1814, derefter trykt til og med 8. sang i Danfana, 1816–17), hans største forsøg i den fortællende genre på dansk. Det er en blanding af idyl, røverhistorie og religiøs poesi, en problemdigtning som skal vise det ondes uudryddelighed af jordelivet og henpege på religionen som eneste trøst og forklaring over for tilværelsens gru. Under digtets udarbejdelse har rædselen og pessimismen fået sådan magt over digteren at det måske ikke er at beklage at han ikke fik det fuldført. Også en række nye rimbreve og epistler, digtene Balders Igjenkomst og den filosofiske gåde Det evige Sindbillede viser Jens Baggesen på højde med sit talent.

Sept. 1820 forlod Jens Baggesen med sin familie Danmark som han aldrig mere skulle gense. Der ventede ham onde år i Frankrig. I dec. 1820 måtte han prøve et terminsophold i gældsfængslet Sainte-Pélagie. I juni 1822 døde Fanny, i nov. sønnen Paul (det var det tredje barn, Jens Baggesen mistede). Han tager endnu en gang sin tilflugt til teologiske spekulationer. Den positive tendens er nu yderligere skærpet. Han grubler over "das Gesetz der Liebe" som verdensforklaring; tyngdeloven fx er kun en på det sanselige verdensalt overført matematisk anskuelse af kærlighedsbudet. Om Frelserens skikkelse samler han sine sidste overvejelser: uden Jesus er menneskeheden kun en drøm, et intet (Religionsphilosophische Aphorismen, Letzte Glaubensbekenntnisse m.fl.).

6.3.1823 forlod han Paris for bestandig. Indtil april 1825 opholdt han sig i Schweiz. Der fandt en opblomstring sted i hans produktivitet, han forfattede metafysiske afhandlinger og udarbejdede digtet Adam und Eva. Det er et af hans lødigste værker. Planen går tilbage til 1782. Han fabulerer om det første menneskepar med ironi og medlidenhed; glødende sanselige skildringer veksler med refleksioner i wielandsk stil og rent burleske indfald. Og endnu en gang former han, rigtignok på et fremmed tungemål, disse "Vers, som trækkes ud og ind, alt efter Musens løjerlige Sind". Han ville også gerne have fuldendt "Thora", men der var ikke tid.

Jens Baggesens sidste år var en fortvivlet kamp mod sygdomme. Navnlig martredes han af en nyrelidelse, og han dreves fra badested til badested (Teplitz, Karlsbad, Marienbad). I sept. 1826 var han dødssyg i Dresden. Sønnen August bevægede ham til at lade sig føre til Danmark, transporten foregik langsomt i vogn og bærestol, men 28.9. måtte rejsen standses i Hamburg, og 3.10. om morgenen endte han et liv rigt på skuffelse og smerte. Liget blev obduceret og derefter ført til Kiel hvor sønnerne August og Karl begravede deres fader ved moderens side.

Jens Baggesens forfatterskab er den mest forfinede blomst på vort åndsliv fra 1700-tallet. Hans værker tilhører ikke de store, fast afgrænsede genrer; bøger og digte voksede naturligt ud af hans konversation om hvis rigdom og elegance der gik ry, og af hans dagbøger og breve der viser ham som en konfessionel natur og en subtil sjæl. Der var ikke blot åndrighed i ham, men dyb ånd og lidenskab. Gennem refleksionens ild nåede han i årenes løb tilbage til den pietistiske religiøsitet han var vokset op i: han minder i sit narcissiske gudsforhold om Søren Kierkegaard. Men på sin lange vandring dels gennemgik han, dels beskuede han tidsalderens liv i mangfoldige af dets stadier. Hans livs legende er på en måde tidens åndshistorie spejlet i et fintmærkende og hedt gemyt. Han vakte undren hvor han kom frem, fængslede og frastødte. Der foreligger vist ikke vidnesbyrd om nogen dansk mand af så mange betydelige udenlandske iagttagere som om ham (nogle er samlede af L. Bobé i "Reventlowske Papirer" VI).

Sønnerne og C.J. Boye udgav Jens Baggesens Danske Værker I-XII, 1827–32, 2. (forbedrede) udg. kom 1845–47; Poetische Werke I-V kom 1836; "Fragmente" 1855, "Philosophischer Nachlass" I–II, 1858–63; "Poetiske Skrifter" I-V ved Arlaud (med rige kommentarer) 1889–1903 (ufuldendt); kommenteret udgave af et udvalg af "Labyrinten" ved L. Bobé 1909; de største samlinger af Jens Baggesens breve findes i den førnævnte "Briefwechsel" 1831 og i August Baggesens udførlige biografi af faderen I-IV, 1843–56. – Justitsråd 1812.

Familie

Jens Baggesen blev født på Korsør søbatteri (Fæstning), død i Hamburg, begravet i Kiel (Skt. Jürgens Friedhof). Forældre: kornskriver, senere tillige vejpikør Bagge Baggesen (1735–85) og Anna Møller (1734–1818). Antog navnet Immanuel 1791. Gift 1. gang 5.3.1790 i Köniz ved Bern med Charlotte Sophie v. Haller, født 8.10.1767 i Bern, død 5.5.1797 i Kiel, d. af rådsherre, landfoged Samuel v. Haller (1721–94) og Sophie Amalie, f. v. H. (1742–1825). Gift 2. gang 28.6. (kirkelig indviet 11.7.) 1799 i Paris med Françoise ("Fanny") Magdelaine Reybaz, født 5.5.1774 i Genève, død 24.6.1822 i Marly, d. af reformert præst, siden Genèves resident i Frankrig Étienne Salomon Reybaz (1737–1804) og Charlotte Antoinette de Roches (1737–91). – Far til August Baggesen.

Ikonografi

Mal., ungdomsbill. (Fr.borg, identifikationen usikker). Silhouet, 1790 (Kgl.bibl.), gengivet i træsnit af H.P. Hansen, 1891, og kopieret af Ida Schiøttz-Jensen. Stik af Chrétien, Paris, og af Lahde, 1797. Tegn. af C.L. Fernow. Mal. af J.L. Lund, Paris 1801. Stik af P. Vilijn, 1807, efter tegn. af Cornelia Scheffer. Tegn. af Horneman (Fr.borg), gengivet i stik af H. Lips (1807) m.fl., bl.a. Magnus Petersen, 1866. Der eksisterer et mal. med samme dragt som Hornemans tegn., men med en anden ansigtstype. Pastel af Horneman (Kiel, univ.bibl.). Typen efterlignet i mal. af S. Bendixen, 1831, litograferet 1832, af C.A. Jensen 1833 (Fr.borg) samt i litografi, bl.a. af Lehmann 1839, og træsnit. Mal. af Lorentzen (Fr.borg) og mindre mal. i samme type (Bakkehusmus.). Mal. af en ukendt, iflg. trad. fransk maler (Fr.borg). Relief af A. Jacobsen, 1816 (Fr.borg), gengivet i træsnit af H.P. Hansen, 1894. Buste af H.W. Bissen, 1864(St.mus, i marmor i Studenterforen.). På H.J. Hammers mal. af besøg hos Schimmelmann (Fr.borg). Tegn. af Aug. Jerndorff, 1890. Sammen med Sophie Ørsted på mal. og tegn. af Carl Thomsen, 1897. Statue af Jul. Schultz, 1901, rejst i Korsør 1906. Min. og pastel af H.C. Vantore, ca. 1900. Silhouet af Ida Schiøttz-Jensen. Mindesten i Korsør, 1893.

Bibliografi

Bibliografi. K. Goedeke: Grundriss zur Geschichte der deutschen Dichtung VI, 2. udg. Leipzig 1898. K. F. Plesner: B. bibliografi, 1943.

Udg. Danske værker, udg. Aug. B., I–XII, 2. udg. 1845–47. Poetische Werke in deutscher Sprache, udg. Carl und Aug. B. I-V, Leipzig 1836. Fragmente, udg. Aug. B., Leipzig 1855. Philosophischer Nachlass, udg. Carl B., I–II, Bern 1858–63. Poetiske skrifter, udg. A. Arlaud, I-V, 1889–1903.

Kilder. Breve i bl.a.: Aus J. B.s Briefwechsel mit Karl Leonhard Reinhold und Friedrich Heinrich Jacobi, udg. Carl und Aug. B., Leipzig 1831. Nedenn. biografi af Aug. B. Efterl.pap. fra den Reventlowske familiekreds, udg. Louis Bobé (især VI 1903 og VIII 1917). Timoleon und Immanuel. Briefwechsel zwischen Friedrich Christian zu Schleswig-Holstein und J.B., udg. Hans Schultz, Leipzig 1910. Louis Bobé og Carl Dumreicher: Minder fra gamle dage II, 1916. Pers.hist.t. 10.r.V., 1938 81–114.

Lit. L. Bobé: J.B.s slægt og forældre, i Pers.hist.t. 6.r.II, 1911 27–36. Carl Lindberg Nielsen: J.B.s afstamning, i Pers.hist.t. 11.r.IV, 1943 238–41. – August B.: J.B.s biographie, I-IV, 1843–56. Kr. Arentzen: B. og Oehlenschläger, I-VIII, 1870–78. L. Schrøder: Ewald og B., 1884. Jul. Clausen: J.B., 1895. Rich. Petersen: J.B. og Sofie v. Haller, 1902. O.E. Hesse: J.B. und die deutsche Philosophie, Leipzig 1914. E. Reumert: Elskovs labyrinther, 1926. Hans Brix: Analyser og problemer III, 1936 204–32. K. F. Plesner i Danske Studier 1936 36–48. Paul V. Rubow: Tendenser, 1944 72–85. Aage Henriksen: Den rejsende, 1961. Samme: Grundtvig og B. i Kritik I–II, 1967, genoptr. i Gotisk tid, 1971. Thomas Bredsdorff i Orbis litteratum XXII, 1969 241–51. L. L. Albertsen i Nerthus II, 1969 151–85. Samme: Odins mjød, 1969. Samme: Holgerfejden, 1971. Samme: Niels Klim 1789, 1972. Samme: Sfinxens lyriske værksted, 1973. Samme: J. B.: Epigrammatisk billedbog, 1974. Samme: Til et minde, 1977. Steffen Hejlskov Larsen i Danske Digtanalyser, 1969 59–76. Flemming Dahl: Den guddommelige jomfru, 1970. Samme i Nord.t. för bok- och bibl.väsen LVIII, 1971 96–114. Horst Nägele: Der deutsche Idealismus in der existentiellen Kategorie des Humors (om Adam og Eva), Neumünster 1971.

Papirer. Div. håndskrifter, optegnelser og breve i Kgl. bibl., Uppsala universitetsbibl., Goethe- Schiller Archiv i Weimar, Preuss. Staatsbibl. i Berlin, Universitetsbibl. i Oslo.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul V. Rubow: Jens Baggesen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286369