Niels Foss, 6.8.1670-17.3.1751, bogsamler. Født i Slagelse, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). F. blev student 1687 fra Kbh. og foretog en årelang udenlandsrejse. 1693 var han immatrikuleret i Leipzig, 1697 i Oxford. Da han kom hjem blev han præsident i underadmiralitetsretten; 1715-36 var han højesteretsassessor. 1729 købte han Juellund. 1736 måtte han tage sin afsked som præsident og idømtes en bøde som følge af en for ham ubehagelig højesteretsdom. Hvad der giver han krav på at mindes er hans virksomhed som bogsamler. Han samlede sig et kosteligt bibliotek (11.491 bind); inden for den danske litteratur var det vistnok det fuldstændigste der indtil da havde eksisteret, fraset P. H. Resens tabte samling. Desuden rummede det mange værdifulde, delvis af ham selv kopierede håndskrifter og alt var smukt indbundet, især i spejlbind, og prydet med hans våben. Også andre gav han adgang til sine skatte; Holberg takker således i fortalen til sin Danmarks historie F. for lånet af "en anselig Hob af rare Manuskripter". Efter F.s død solgtes såvel hans gods som hans bibliotek ved auktion; både Det kgl. bibliotek og universitetsbiblioteket var købere ved denne. – Æresmedlem af Videnskabernes selskab 1745. – Justitsråd 1715. Etatsråd 1726.

Familie

Forældre: rektor i Slagelse, senere i Kbh., magister, senere professor og konsistorialassessor Peder F. (1631-98, gift 2. gang 1679 med Anna Gregersdatter (død 1702, gift 1. gang med købmand Vilhelm Danielsen, 1622-66, gift 2. gang med købmand Peder Nielsen)) og Kirsten From (død 1676). Gift 28.1.1722 i Kbh. (Holmens) med Sophie Amalie Matthesius, født ca.1672, død 9.4.1747 i Kbh. (Frue) (gift 1. gang med justitsråd Peter Worm, død 1719), d. af højesteretsassessor Henrik M. (død 1681) og Anna Sophia Ernst (1642-76).

Bibliografi

E. C. Werlauff: Hist. efterretn. om det store kgl.bibl., 2.udg. 1844 167f. F. Richardt og T. A. Becker: Prospecter af da. herregårde VII, 1854 (ny udg. I–II, 1976) Juellund. Anders Petersen: Vallø og omegn, 1877 238.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig