Christian Reitzer, 3.10.1665-29.2.1736, professor juris, bogsamler, mæcen. Født i Kbh, død i Flensborg, begravet i Børglum. R. hørte gennem' sin far til det kbh.ske embeds-aristokrati; gennem sin mors andet og sin søsters ægteskab knyttedes han til den ved besættelsen af universitetsembeder almægtige Bartholinske familie. Økonomisk velstillet kunne han seks år igennem foretage studierejser i de europæiske hovedlande. Ligesom faderen stod han i opposition til den gamle teologisk-skolastiske universitetsdannelse og lagde sig i udlandet efter den moderne verdslige "politiske" dannelse hvis mål var at uddanne diplomater og administrative embedsmænd som den nye enevælde behøvede. De fag der skulle dygtiggøre dertil var moderne historie, samfundskundskab og den nye "naturret", der frigjort for den bibelske ret byggedes op på den menneskelige fornuft, ens i alle lande. I Leiden lod han sig indskrive som statsvidenskabelig studerende, og i Halle studerede han natur- og folkeret under Chr. Thomasius, elev af Samuel Pufendorf, den nye dannelses hovedmand i Nordeuropa.

Efter sin hjemkomst i Kbh. 1692 blev han professor juris. I sin universitetsvirksomhed blev han repræsentant for det nye i tiden. Han docerede natur- og folkeret og dansk ret, og i den – smukke fortale til sin disputats De iis quoe universo injure (ɔ: naturretten) præcognita esse debent, 1702, fremsætter han den nye dannelses program og som dens adelsmærke tænkefriheden (philosophandi libertas). Han studerer også efter Pufendorfs eksempel den helt moderne historie (Christian V). Som tilhænger af Cartesius' (René Descartes) skeptiske og matematisk opbyggende Filosofi kan han uden afstandtagen i et brev til Árni Magnússon (1708) fortælle at den gamle mag. Hans Beeh "idag blef begraven med det Lov, at han døde som en sand Carthesianer, endende sit Liv ved ikke at tage Føde til sig og intet andet ønskende sig efter dette Liv end en evig Søvn". Til hjælp ved sit studium samlede han et udsøgt bibliotek på 17 000 bind, en af Kbh.s seværdigheder som fx Peter den Store bød på. Noget sart af helbred var han ikke meget produktiv ("min vanlige Mathed"); han udgav intet ud over nogle disputatser og en ypperlig oversættelse af en af Juvenals satirer. Derimod havde han stor betydning for dansk åndsliv ved at anspore og fremme andres arbejder. Han bekostede den pragtfulde udgave af T. Torfæus' Historia rerum Norvegicarum i fire foliobind (1711). I hans gæstfri hjem ud til Frue kirkegård, hvor den lærde bogsamler Otto Sperling (1634–1715) fandt ly i sine sidste fattige år, samlede han mange af de unge der kom til at betyde noget i dansk litteratur og videnskab: Hans Gram, Chr. Falster, Andr. Hojer, Ludvig Holberg o.a. Han gav dem interesse for det nye i tidens videnskab, stillede dem opgaver og hjalp dem med sin viden, sit bibliotek og sine optegnelser. Også for deres karrierer var han gennem sine formående bekendte aktiv. Det var ham der gjorde Holberg bekendt med Pufendorfs historie og naturret og fik ham til at efterligne Pufendorfs værker i hans første store historiske og naturretlige produktion (1711–15). Holberg, der ellers ikke er ødsel med sin anerkendelse, udtalte i stærke ord sin tak herfor i forordet til sin Introduction til de fornemste europæiske Rigers Historie. Også for Holbergs første bevidste forsøg på at "beflitte sig paa en reen Danske" (1713) har R. betydning. Ved Holbergs universietskarriere var han ligeledes virksom. Hvor jævnt og usnobbet denne høje embedsmand i sin hjælpsomhed optrådte over for de unge ses af hans breve til den 21-årige student Chr. Falster.

R. kom foruden sit professorat til at beklæde en række høje administrative embeder: assessor i højesteret (1709) og i overadmiralitetet (1712), stiftamtmand over Trondhjem stift (1723) og over Ålborg stift (1726). Hans hjælpsomhed, bogkøb og de vanskelige tider under den store nordiske krig gjorde at han 1721 måtte afhænde sin bogsamling til kongen. En ulykke for ham som for andre ledende mænd i tiden blev Frederik IVs ordre til 1725 at indtræde i den berygtede gehejme-inkvisitionskommission ("Bandekommissionen") som dronning Anna Sophies tilhængere fik oprettet til at afsløre misbrug i administrationen og for at ramme modstandere. Da den mod Anna Sophies kreds fjendtlige Christian VI kom på tronen 1730 afskedigedes han som amtmand. Sine sidste år tilbragte han i Flensborg. Et maleri på Gavnø (før 1723) viser et klogt, skarpt iagttagende, noget hærget ansigt.

Familie

Forældre: sekretær i tyske kancelli, senere assessor i skatkammerkollegiet Jørgen Ernst R. (1620–76) og Anna Fabricius (1643–1713, gift 2. gang 1679 med generalprokurør Caspar Bartholin, 1655–1738). Gift 10.9.1705 i – Kbh. (Helligg.) med Marie Schou, født ca. 1662, død 28.12.1730 i Ålborg, d. af renteskriver Jens Sørensen (ca. 1615–84).

Udnævnelser

Justitsråd- 1709. Etatsråd 1721.

Ikonografi

Maleri (Gavnø).

Bibliografi

Falsteriana, ved Chr. Bruun, 1869 138–41 (breve). Danske studier, 1908 50–52 (brev fra Morten Reenberg). Arne Magnussons personlige brevveksl., ved Kr. Kålund, 1920 især 369–74. – E. C. Werlauff: Hist. efterretn. om det store kgl. bibl., 2. udg. 1844 72–78. Chr. Bruun m. fl. i Danske saml. IV, 1868–69 24 30 34 196 273. Samme: Fr. Rostgaard I, 1870 209–16 o.fl.st.; II, 1871 82–104. Personalhist. notitser om embeds- og bestillingsmænd i Ålborg, ved E. Tauber og A. H. Nielsen, 1879–80 65f. Oluf Nielsen: Kbh.s hist. og beskr. VI, 1892. Chr. Thaulow: Personalhist. for Trondhjems by og omegn, Trondhjem 1919 XXIIf. Carl S. Petersen i Håndbog i bibliotekskundskab, udg. Sv. Dahl 3. udg. II 1927 92f. Festskr. i anledn. af 200 års dagen for indførelsen af jur. eksamen ved Kbh.s univ., ved E. Reitzel-Nielsen og C. Popp-Madsen, 1936 59 70 73 77 81. Th. A. Muller i Hist.t. 10.r.IV, 1937–38 5 24. Samme: Den unge Ludv. Holberg, 1943. Højesteret 1661–1961 I–II. 1961.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig