Hanne Vedel, Hanne Elisabet Vedel, f. 23.1.1933, væver. Hanne Vedel fik 1951 svendebrev fra Cis Finks vævestue og gik 1951-53 på kunsthåndværkerskolen i Helsingfors hvorefter hun 1953 blev ansat hos Paula Trock på Spindegården i Askov. Hun fik eget værksted i 1955 og overtog 1970 efter Paula Trock ledelsen af Spindegården, som hun flyttede til Åbenrå hvor hendes værksted lå. Her har hun og hendes medarbejdere fremstillet traditionelle, brugsbestemte tæpper, møbel- og gardinstoffer fortrinsvis af hør og dansk uld og på et højt kvalitetsniveau. Hanne Vedel har tillige udarbejdet tekstiler til industriel produktion, fx gardiner til Rigshospitalet og til Haderslev rådhus. Hun har udført en lang række kirkelige tekstiler, tæpper og messehagler, bl.a. til domkirkerne i Hadersle, Ribe, Maribo og Odense. Hanne Vedel har endvidere udført tekstile totalløsninger til bl.a. Schæffergården i Gentofte, Det kgl. danske videnskabernes selskab og Højesteret. I samarbejde md strikkeren Vibeke Lind og skrædderen Pia Hedegaard har Hanne Vedel forarbejdet særlige strikkegarner og valkede dragtstoffer. Hun har været studievejleder ved Kolding kunsthåndværkerskole 1969-70 og censor ved kunsthåndværkerskolen 1976.

I 1961 modtog Hanne Vedel hofjuvelér Poul Michelsens jubilæumslegat og i 1972 L. F. Foghts fond og Danmarks nationalbanks jubilæumsfond. Hanne Vedel har deltaget i flere udstillinger, bl.a. i Tønder museum 1982, s.å. i Håndarbejdets fremme i Kbh. og 1983 i den danske ambassade i Stockholm og på Gotland. 2007 tildeltes hun Statens livsvarige kunstnerydelse.

Familie

Hanne Vedel er født i Skive (Resen sogn).

Forældre: højskoleforstander Anders V. (1878-1939) og Helene Frederikke Solmer (1895-1978). Gift 5.1.1955 i Kbh. med arkitekt Jens Peder Dall, født 26.1.1916 i Flensborg, død 11.4.1994, s. af arkitekt Andreas D. (1882-1975) og Bertha Pietsch (1884-1952).

Bibliografi

Interview i Jyske tid. 21.6.1981. – Dansk kunsthåndværk XXXV, 1962 103. Sv. Erik Møller i BID. Brugskunst og industriel design, 1973 okt.-nov. nr. 6f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig