Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nathalie Krebs

Oprindelig forfatter EsHio
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Nathalie Krebs, Johanne Nathalie Krebs, 5.8.1895-5.1.1978, keramiker. Født i Århus, død i Kbh., urne på Søllerød kgd. Efter at være blevet student 1913 fra Marie Kruses skole og cand. polyt. (fabriksingeniør) 1919 fik K. sidstnævnte år ansættelse på Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik. Her beskæftigede hun sig under overingeniør H. A. L. Madslunds ledelse med driftsanalyser, glasurforsøg, udvikling affarver til porcelæn og stentøj, bestemmelse af brændetider eta, og hun fik således en grundig indførelse i det systematiske arbejde som ligger til grund for en keramisk produktion. Her traf hun billedhuggeren Gunnar Nylund der var knyttet til fabrikken som kunstnerisk medarbejder, og de besluttede sig til i fællesskab at oprette eget værksted. Deres idé var at starte en produktion af seriefremstillet stentøj præget af enkle udekorerede former og rene farver, altså et program der var i overensstemmelse med tidens funktionalisme. Under navnet Nylund & Krebs startede virksomheden den 1.3.1929 i keramikeren Patrick Nordströms værksted i Islev som de lejede. Det var ret primitivt, men det var udstyret med de nødvendige ovne, maskiner og værktøj, hvilket lettede starten af den nye virksomhed som kun rådede over meget begrænsede økonomiske midler. K.s samarbejde med Nylund blev betydningsfuldt, men meget kort. Allerede i efteråret 1930 modtog han et tilbud om ansættelse ved den store svenske keramiske fabrik Rörstrand og accepterede det. Han formede hele den første produktion, mens K. stod for glasurerne og den tekniske side af produktionen. Denne vakte betydelig opmærksomhed på et par heldigt gennemførte udstillinger i BO på Amagertorv i København 1930 og 1932 og i Svenskt tenn i Stockholm 1930. Derefter fulgte den ene ærefulde indbydelse til at udstille efter den anden, først 1933 fra nationalmuseet i Stockholm, derefter fra kunstindustrimuseet i Oslo og 1935 fra vort eget kunstindustrimuseum. Det var dengang ikke så lidt af en sensation at det var lykkedes K. at skabe en relativt billig serieproduktion af stentøj som ellers hidtil var blevet betragtet som noget meget eksklusivt, der kun kunne fremstilles som kostbare unica – og vel at mærke en produktion som var præget af kunstnerisk kvalitet. En sådan serieproduktion var ikke før set, i hvert fald ikke i Europa.

Ud fra sin kemiske viden parret med en udpræget sans for farver og stoflig virkning havde K. i løbet af de få år skabt en række glasurer som – med de små farvenuancer der fremkommer ved brændingen – kunne gentages med stor sikkerhed, og som derfor egnede sig til en serieproduktion. Det var en teknisk bedrift. I begyndelsen havde K. arbejdet med ensfarvede glasurer, men allerede ved gennembrudsudstillingen 1932 viste hun de karakteristiske svagt stribede eller spættede Saxbo-glasurer. Disse havde et sådant farvespil, at de gav de glatte former et "indhold", så dekoration føltes overflødig. Gennem tusindvis af systematiske forsøg, hvoraf nogle strakte sig over flere år, udviklede K. efterhånden en række glasur-"familier", hver med sin dominerende hovedfarve, men med mange nuancer indenfor hver familie: den gule familie, den grønne familie etc. Indenfor hver familie var der i virkeligheden ikke tale om én farvet glasur, men om en samling glasurer af forskellig sammensætning og dermed med et rigt spektrum af variationer. Derved skabtes en produktion som aldrig virkede mekanisk, men som var levende og rigt varieret. Mange af disse glasurer kan bedst karakteriseres ved de navne som K. og hendes medarbejdere gav dem, fx slangehud, markmus, harepels, fuglevinge, blåræv etc. På udstillingen 1932 kunne K. vise en sortbrun jernglasur, de to brune glasurer, slangehud og harepels, samt en grøn, en gul, en blå og en turkis glasurfamilie, en indsats som vidnede om en enorm flid. Senere fulgte en tungere blå glasur (1934), en hvid og en sart lysegrøn (1937), en violblå og en grå harepels (1938), en sjældent fin aubergineglasur (1940) og mange andre. Omkring 1950 skiftede smagen på det keramiske område. Saxbos halvmatte "kinesiske" glasurer fandt man efterhånden lidt kedelige, nu var det den "japanske" rustikke stil som var sagen, og Saxbo måtte følge med tiden. Det førte til en "ny produktion" med mere robuste former og en grovere skærv – de første vellykkede resultater sås på jubilæumsudstillingen 1954. Til denne produktion skabte K. en række transparente svagt farvede glasurer.

K. var ikke selv formgiver, og hun samarbejdede derfor gennem alle årene med forskellige kunsthåndværkere. Efter at Gunnar Nylund forlod Saxbo i december 1930 havde virksomheden ingen fast formgiver i halvandet år, men i juni 1932 kom den unge Eva Wilhjelm (senere gift med billedhugger Olaf Stæhr-Nielsen) som volontør direkte fra Kunsthåndværkerskolen. Hun viste straks sine glimrende evner for keramisk formgivning og blev Saxbos faste formgiver gennem alle årene. Gennem de første tyve år var det hende som bar produktionen, og de allerfleste af de klassiske Saxboformer skyldes hende. 1946 kom Edith Sonne Bruun til Saxbo, men først i 1951 begyndte hun at lave sine egne selvstændige arbejder. Senere knyttedes andre unge talentfulde keramikere til virksomheden for kortere eller længere tid, bl.a. Lisa Engqvist (1954), franskmanden Léon Galleto (1954–56), Kirsten Weeke (1956–60) og Lillian Binderup Jensen (1964–66). De bragte en vis fornyelse til produktionen, men det faste holdepunkt og den, der tegnede virksomhedens kunstneriske profil, var stadig Eva Stæhr-Nielsen. Fra 1930 havde K. desuden haft samarbejde med en lang række betydelige kunstnere som fik brændt deres arbejder på Saxbo, og som kom til at nyde godt af K.s store viden om glasurer og brænding af stentøj. Blandt disse var Hugo Liisberg, Olaf Stæhr-Nielsen, Axel Salto, Erik Rahr og Adam Fischer. De benyttede ofte Saxbos lermasser og store udvalg af glasurer, men når opgaven krævede det skabte K. også helt nye glasurer til dem. Ved siden af standardproduktionen fremstilledes der gennem alle årene på Saxbo fremragende unicastykker som fandt vej til kunstindustrimuseer både i Europa og USA og til private samlinger, bl.a. til den keramisk meget kyndige kong Gustaf VI Adolfs samling på Stockholms slot.

Annonce

Saxbos succes lå først og fremmest på det kunstneriske plan. Økonomisk kæmpede K. ofte med store vanskeligheder, men 1937 kunne hun dog indvie den smukke og særprægede værkstedsbygning i Herlev som blev Saxbos hjemsted indtil virksomheden lukkede 1968. Selv om Saxbo gennem næste fyrretyve år havde haft en relativt stor produktion, blev virksomheden dog aldrig en fabrik. K. forstod at bevare den som et værksted hvor alle arbejdede på lige fod stedse med lysten til i fællesskab at nå de bedst mulige resultater. Dette har uden tvivl bidraget til at den høje kunstneriske standard kunne hævdes gennem så mange år. Saxbo var dog først og sidst K.s værk, skabt af hendes begejstring for den keramiske kunst parret med dygtighed og en god portion stædighed. Det føltes derfor naturligt, at da kræfterne svigtede, foretrak hun at ophæve virksomheden i stedet for at sælge den. – Saxbo afholdt gennem årene et stort antal separatudstillinger og deltog desuden i kunsthåndværkets repræsentative udstillinger herhjemme og i udlandet. K. modtog Kunstindustrimuseets legat 1935, Tagea Brandts rejselegat 1937, C. L. Davids hæderslegat 1954 og guldmedalje på triennalen i Milano 1937. 1961 udnævntes hun til æresmedlem af Landsforeningen dansk kunsthåndværk og kom på finansloven 1971. I 1954 blev K. kgl. svensk hofleverandør og hun hædredes fra svensk side med Vasaordenens medalje og Prins Eugen medaljen.

Familie

Forældre: kaptajn, senere generalmajor Frederik (Fritz) Christian K. (1855–1930) og Johanne Margrethe Busch (1858–1911). Gift 1.3.1950 i Kbh. med direktør Henry Goldmann, født 1.12.1877 i Ærøskøbing, død 3.6.1955 i Kbh. (gift 1 . gang 1919 i Kbh. med Austa Frederiksen, 1875–1947), s. af skibsmægler Hans G. (1845–87) og Cathrine Erichsen (1847–1926).

Udnævnelser

R. 1951.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

N. K. i Nyt t. for kunstindustri, 1934 nr. 1 5–7. Samme i Samleren, 1939, nr. 8 226. Samme i Nordenfjeldske kunstindustrimuseums årbok, Trondheim 1950 33–39. N. K.: Saxbo 1929–54, 1954. – Merete Bodelsen i Samleren, 1937 98–100. Samme sst. 1939 nr. 8 223 225. Tyra Lundgren: Lera och eld, Sth. 1946 110–15. Merete Bodelsen i Dansk kunsthåndværk, 1952 nr. 7 96. Viggo Sten Møller sst. 1954 nr. 3 34–38. Pierre Lübecker sst. 1956 nr. 3–4 46f. Åke H. Huldt sst. 1957 nr. 5 87–90. Viggo Sten Møller sst. 1961 nr. 2–3 23. Bent Salicath sst. 1966–67 nr. 5–6 134–42. Merete Bodelsen i Dansk keramik, 1960 (særnr. af tidsskr. Porslin) 69–79. Viggo Sten Møller: Saxbo stentøj, 1961. Erik Lassen: Keramik, 1968 222f. Nordjyllands kunstmuseum. Informationsavis, 1975 nr. 32. – AV: Filmen N. K. – Saxbo stentøj, manus.: Gunnar Sneum; producent: Kortfilmrådet, 1968.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Esbjørn Hiort: Nathalie Krebs i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292993