Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thv. Larsen

Oprindelig forfatter BjOch
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Thv. Larsen, Hans Peter Thorvald Larsen, 20.3.1879-18.7.1942, pressefotograf. Født i Kbh. (Johs.), død på Frbg., begravet Vestre kgd. Efter læretid hos Peter Elfelt og nogle år på Dansk reproduktionsanstalt var L. 1907–19 ansat ved de ferslewske blade og derpå ved Berlingske Tidende hvor han til sin død var førstefotograf. Sammen med Holger Damgaard og Julius Aagaard stiftede han 1912 Pressefotograf-forbundet der ved starten fik tolv medlemmer. – Arbejdet livet igennem for landets førende konservative blade medførte, at L. især kom til at fotografere danske og udenlandske kongelige og kejserlige samt andre fyrstelige. Men også P. A. Alberti få dage før han meldte sig selv for bedrageri og falsk, og Grønttorvsoptøjerne 1919, fik han foreviget. Dertil kom talrige optagelser fra teatrenes generalprøver. Teknisk gjorde L. udviklingen med fra de store Contessa Nettel kameraer til Leicaernes småbilleder, fra magniumsbomber til vacublitz og fra cykel til bil og flyvemaskine som transportmiddel.

Familie

Forældre: tjenestekarl Søren Peter L. og Maren Larsen (født ca. 1851). – Lili Agathe Olsen, født 23.1.1877 i Kbh. (Johs.), død 28.12.1945 på Frbg., d. af skomagersvend Carl Christian O. (død 1901) og Lorentze Caroline Jørgensen (ca. 1843–1919).

Udnævnelser

F.M.2. 1939.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Pressefotograf forbundets udstill. Katalog, 1942 63–66. Mogens Lind i Berl. tid. 23.7.1942.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Ochsner: Thv. Larsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293294