Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Ankerstjerne

Oprindelig forfatter MaEng
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Johan Ankerstjerne, Johan Valdemar Ankerstjerne, 17.1.1886-18.8.1959, filmfotograf. Født i Randers, død i Kbh., begravet sst. (Vestre kgd.). A. begyndte som urmager i Randers. 1907 blev han desuden operatør i byens første biograf hvilket gav ham lyst til selv at arbejde med film, og snart begyndte han at optage små reportagefilm. Da Nordisk Films Kompagni i foråret 1911 udvidede blev han opfordret til i et par dage at arbejde på prøve som fotograf, men blev straks ansat som fotograf af spillefilm. Allerede inden årets udgang havde selskabets første instruktør og kunstneriske leder August Blom valgt A. til at fotografere to af sine film, og fra da af blev han Bloms foretrukne fotograf. A. blev på Nordisk Film til 1915 da han lod sig engagere af filmproducenten og -instruktøren Benjamin Christensen til at være kameramand på dennes film Hævnens Nat, 1916. Derefter blev han ansat som enefotograf på det ny startede filmselskab: Dansk Film Co., senere Dansk Astra Film Co. For dette selskab arbejdede han til 1921. Igen blev han engageret af Benjamin Christensen der skulle til at optage Heksen. Efter denne film nåede han kun at fotografere endnu en film: Hadda Padda, optaget på Island af Gudmunður Kamban, 1922, idet han tog imod en stilling på Nordisk Films tekniske afdeling hvor han blev indtil udgangen af 1931. Marts 1932 åbnede A. sin egen filmkopieringsanstalt der fik hans navn og snart blev en af de førende i Norden, og som han ledede indtil sin død. 1945 fik han desuden bevilling, først til Apollobiografen, senere fra 1951 overflyttet til Bispebjerg Bio. A. var ubestridt den førende danske filmfotograf i tiden omkring første verdenskrig. Hans fotografiske arbejde var kendetegnet ikke blot ved den omhu og præcision der allerede fra omkring 1910 havde gjort dansk film berømt i udlandet. Han forstod desuden i høj grad at understøtte begavede instruktører som August Blom og Benjamin Christensen når disse eksperimenterede med billede, lys og afskæring. Det kom tydeligt frem fx i kameraarbejdet til Atlantis, 1913, måske Bloms bedste film.

Familie

Forældre: bødkermester Martinus A. (1835–1925) og Andrea Kathrine Christrup (1841–1927). Gift 1.12.1908 i Randers (Skt. Mortens) med Anna Jensine Marie Knudsen, født 16.11.1882 i Randers, død 31.1.1973 i Kbh., d. af smed Knud Theodor K. (1855–1925) og Ane Kirstine Marie Madsen (1853–1923).

Ikonografi

Foto.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marguerite Engberg: Johan Ankerstjerne i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286129